The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker. Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor. Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør. Vil Sam kunne holde til presset? OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6269Visninger
AA

2. Oh, undskyld.

Sam

___________________________________________

''Sammeeeeey skat, vil dju ikke lige række, mig flasken?'' Spurgte min allerede bedugget mor, henne fra stolen af. Klokken var kun 07:30, og hun var allerede igang. Jeg rakte hende flasken med rom, hendes øjne kiggede stikkende på mig, somom jeg selv ville beholde flasken. Nej tak.

Min mor, har været afhængig af alkohol lige siden, at min far tog i krig. Min far var en soldat, han var korporal, eller noget lignende. Min mor, kunne ikke holde til det. Hun kunne ikke holde ud, at skulle være helt alene, med mig. Hendes datter. Jeg havde forandret mig, igennem flere år. De første år, af min skole tid, var jeg den søde og artige lille pige. De næste par år, var jeg hende den populærere, som alle ville være venner med. Og nu, som 17-årig, er jeg hende, som ingen vil være sammen med, ingen vil værdige mig et blik. Jeg er trash. Når jeg kommer gående, råber folk altid, noget som det her. ''Hey pas på, nu kommer alkoholiker datteren.'' ''Vil din mor, have noget af min gamle sprut?'' ''Hey, du lugter.'' Tænk som det. Jeg har altid fået dårlige karakter i skolen, ikke fordi jeg ikkke laver mine lektier, men det er svært for mig. Jeg knokler mere end nogen af de andre. Jeg kan ikke læse. Jeg er nemlig ordblind.

Jeg forandrede mig ikke kun personligt, men også udseendsemæssigt. Jeg havde først brunt hår, min rigtige hårfarve. Så blond, hende den populære barbie. Og nu, var det rødt. Sådan rigtig rødt, flot rødt. Jeg synes selv, at det røde hår, passer bedst til mig. Folk kigger efter mig, med en interasse. En interasse, som jeg aldrig havde fået før.

Jeg rejste mig op, og gik ind på mit værelse, som var helt rydelig, eller der lå selvfølgelig lidt tøj på gulvet, men ellers ikke. Jeg gik hen til skabet, og fandt nogle stramme bukser frem, og en hvid sød sweater. Helt almindeligt tøj, til en helt almindelig dag. Jeg gik hen, og lagde noget mascara rundt om mine chokoladebrune øjne, det var det. Jeg kiggede hen på en papir bunke, med en masse jobansøgninger. Takket være min mor, blev jeg fyret fra mit sidste job. Jeg arbejde på en god cafebar, hvor jeg tjente ret godt, min mor fandt ud af det, og kom stormende ind, og begyndte at råbe i fuldeskab. Jeg blev fyret på stedet.  Og så sød som ejeren var, så fortalte han det videre til alle han kendte. Derfor, vil ingen ansætte mig. Wuhu. Jeg tog min jakke, og smed forskellige slags bøger, ned i min slidte skulder taske, sammen med en masse ansøgninger. Jeg tog tasken over skulderen, og gik ud til min mor igen, jeg tog nogle penge som lå på bordet.

''Jeg går nu mor.'' Sagde jeg.

''Hvor går dju heeen?'' Spurgte min mor, hendes øjne var helt matte.

''I skole mor. Jeg er først hjemme ved aftensmad.'' Svarede jeg. Hun mumlede et eller andet, som jeg ikke helt fattede. Jeg tog så mine slidte ankelstøvler på. Jeg lukkede jakken helt tæt omkring mig, og greb mine vanter. Jeg smækkede døren efter mig, og tog i skole.

Efter et kvarters gåen, kom jeg endelig hen på min skole. High Scool, jeg blændede hurtigt ind, sammen med de andre. Jeg satte mig altid bagerst i klassen, jeg sagde aldrig noget. Timerne var fine nok, men frikvarterne var det værste.

Jeg gik ned af gangen, og hen til mit skab, da den første tilnærmelse kom.

''Hvad så røde? Jeg holder fest her på fredag, tager du ikke din mor med?'' Grinede en eller anden idiot, imens han gik forbi mig. Jeg ignorede ham. Jeg lukkede helt af, for alle tilnærmelser. De kunne godt sige noget om min mor, men hvis de nævnte min far, der gik min grænse. Folk respekterede ham også, så der var næsten ikke nogen, som sagde noget om ham.

Jeg gik ind til den første time, vi havde biologi. Jeg satte mig helt ned bagerst, og folk kom slentrende ind, og satte sig så langt væk fra mig. Vores lærer Jens-Ole kom ind, en lille bredrøvet mand, med runde briller, og gråt hår.

''Idag, skal vi arbejde to og to.'' Sagde han pludselig, der kom en langsomt spredt mumlen.

''Så længe, jeg ikke er sammen med alkoholiker datteren, så klare jeg mig.'' Sagde en af pigerne pludselig. Resten af klassen grinte, Jens-Ole gjorde ikke noget ved det, han var faktisk døv på det ene ører. Han gik rundt til de forskellige, og sagde noget. Hvem de skulle være sammen med, han stoppede Jason, en rigtig flot dreng, faktisk lækker dreng.

''Jason kære ven, du skal være sammen med Samantha.'' Sagde Jens-Ole, jeg stivnede. Der kom nogle grin, fra hans venner. Jeg kunne hører stolen skrabe hen af gulvet, da han rejste sig op. Han satte sig overfor mig. Han gode parfume duftede helt vidunderligt. Jeg kiggede op på ham, han sendte mig et sødt smil. Jeg smilede tilbage, og kiggede ned igen.

''I skal lave et projekt sammen, om fotosyntese.'' Sagde Jens-Ole, endnu en spredt mumlen kom frem. Jason satte sig, hen ved siden af mig.

''Så, øhm, ved du noget om fotosyntese?'' Spurgte han.

''Ja, det har noget med nogle organiske stoffer, som bliver dannet.'' Svarede jeg, han kiggede chokeret på mig. Tro mig, jeg vidste det her, for jeg havde brugt 2 timer på, at læse 4 sider igennem. ''Du troede, at jeg var sådan en dum en, ikke?''

''Øh, nej. Du siger bare ikke så meget.'' Sagde han, han havde fået røde kinder. Jeg smilede lettet til ham. Vi delte nogle emner op, som vi skulle studere til næste gang. Pludselig kom der endnu en tilnærmelse.

''Jason, ik' sid så tæt på hende. Vi gider dig sku ikke, hvis du lugter af sprut.'' Råbte en af hans venner, fra den anden side af klassen. Jason svarede ikke, han smilede ikke engang.

''Jeg kan godt forstå, at hendes far skred.'' Sagde en af hans venner pludselig. Det skulle have været en hvisken, men jeg hørte det tilfældigvis godt.

''Hvad sagde du?'' Sagde jeg til drengen, hans øre blev røde.

''Jeg sagde ikke noget.'' Sagde han. Han kiggede ned i bogen. Jeg havde rejst mig op, og var gået hen til ham.

''Sig det igen.'' Sagde jeg hårdt til ham.

''Sam, lad det ligge.'' Sagde Jason, han lød ret bekymret. Det skulle han ikke være, jeg klare mig. Jeg gjorde tegn til ham, at han skulle stoppe.

''Jeg kan godt forstå, hvorfor at din far skred, fra dig.'' Sagde drengen pludselig. Der kom en ny mumlen, sådan OHH! Jeg tog fat i hans baghoved, og hamrede hans hoved lige ned i bordpladen. Jeg gav slip med det samme igen, jeg gik hen og tog min taske.

''Undskyld Jason, men jeg er nød til at gå.'' Hviskede jeg til ham. Drengen som jeg havde hamret hans hoved ned i bordpladen, havde fået næseblod. Han kiggede arrigt rundt, og fik pludselig øje på mig. Jeg var nået mit i klassen, da han råbte noget til mig.

''Du er færdig, når jeg fanger dig bitch.'' Råbte han, han satte pludselig i løb, hen mod mig. Jeg opfattede det hurtigt, og begyndte at løbe hen mod døren, jeg flåede døren op, og løb ad gangen, jeg stoppede op, og tog hurtigt jakken på. Drengen løb stadigvæk hen mod mig, jeg flåede hoveddøren op, og løb lige ud i den kolde luft. Jeg svingede tasken over skulderen, og begyndte bare at løbe derud. Der var is på gaden, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare væk. Jeg var kommet ind i byen, og jeg fortsatte med at løbe. Jeg nåede hen til et hjørne, da jeg pludselig hamrede lige ind i en person. Vi landede begge to, på den iskolde jord hårdt. Jeg slog mit hoved, da jeg landede, min taske var fløjet nogle få meter fra mig. Jeg kiggede op, og kiggede på en ung fyr, som også lå nede på jorden. Hans jakke var åben, så man kunne se en stribet t-shirt, han havde nogle sorte bukser på. Hans brune hår, var rigtig flot, det sad på de helt rigtige måde. Jeg skyndte mig at rejse mig op, jeg rakte mine hænder til ham, og han tog i dem, så jeg hjalp ham op.

''Det må du virkelig undskylde, det var ikke med vilje.'' Sagde jeg helt panisk, jeg kiggede ned af ham, for at se om noget var gået i stykker, jeg kiggede op igen, og kiggede direkte ind i nogle flotte brune øjne. Jeg blev helt mundlam.

''Det er helt okay, der skete jo ikke noget.'' Smilede han.

''Jeg havde travlt, og så mig ikke for. Det må du virkelg undskylde! Jeg har nogle penge, hvis noget er gået i stykker.'' Sagde jeg, jeg begyndte at tage mine penge frem, og række dem til ham. Han lagde sine hænder om mine hænder, og rystede på hovedet.

''Jeg har det helt fint, jeg skal ikke have nogen penge.'' Sagde han smilende. Jeg tog mine penge ned i lommen igen, og da jeg gjorde det, mistede jeg fodfæstet, af den glatte is. Drengen, han nåede lige at holde fat i mit. Jeg smilede taknemmeligt til ham.

''LOUIS KOMMER DU?'' Råbte en lidt hæs stemme pludselig. Han smilede til mig igen.

''Det må du virkelig undskylde, og tak.'' Sagde jeg til ham. Han smilede igen, jeg gik hen og samlede min taske op, og begyndte at gå. Jeg stoppede op, og kiggede tilbage, han var på vej over gaden, han så mig, og vinkede engang til mig. Jeg vinkede tilbage, og gik videre.

Hele vejen hjem, så dukkede hans billede frem, hele tiden. Hans søde smil, hans flotte øjne, og hans vidunderlig stemme. Louis, tror jeg han hed. Jeg ved det ikke, men jeg håber lidt at se ham igen. Det kommer nok ikke til at ske, men man kan jo altid håbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...