The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker.
Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor.
Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør.
Vil Sam kunne holde til presset?

OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6536Visninger
AA

12. Nightmare.

Sam

__________________________________________

Jeg skyndte mig ind af døren, løbe op på mit værelse, gribe min skoletaske, smide en ny bluse ned i den, også løbe ned af trapperne igen. Det begyndte, at gøre lidt ondt i mit sår, men jeg lagde ikke så meget mærke til det. Jeg gik i et hurtigt tempo i skole, fordi jeg orkede ikke rigtigt at løbe. Lidt doven er man vel altid. Endelig nåede jeg skolen, stadigvæk til tiden. Jeg tog nogle bøger fra mit skab af, og gik ind til time. Timen gik forholdsvis normalt. Så frikvarter. Tony var ikke efter mig. Perfekt jo. Næste time gik nogenlunde fint, jeg fik faktisk 7 i en essay! Er faktisk ret stolt over det, så det er jeg glad for. Men så kom det store frikvarter. Jeg stod og smed nogle bøger ind i mit skab, og tog nogle nye ud. Da jeg pludselig blev skubbet henad skabene. En af låsene rammer lige ind i mit sår, og jeg kramper mig af smerter på gulvet. Det gjorde sindssyg ondt. Jeg tog mig til siden, og så at Tony og hans aber stod og grinede, der var flere personer som sendte mig nogle triste blikke; Vi vil gerne hjælpe dig, men vi er bange. Pludselig skubbede en person sig igennem menneskerne, og gik hen til mig. Jason gjorde det.

''Er du okay Sam?'' Spurgte han mig, jeg nikkede med sammebidte tænder. Nej. Han rejste sig op, og gik hen og skubbede til Tony.

''Hvad fanden er der galt med dig? Rigtige mænd slår ikke på piger. Det beviser bare noget om dig.'' Råbte Jason af ham, han blev ved med at skubbe til ham, til sidst stod Tony opad skabene, og han gjorde ikke modstand. Han var bange. Jason stoppede, og trak sig lidt væk. Menneskemængden forsvandt langsomt, ligesom med Tony og hans aber, de var de første til at storme væk herfra. Jason hjalp mig op, han så straks blodpletten som var kommet.

''Sam du bløder.'' Sagde Jason lidt uviden. Jeg så ned på pletten, og mumlede shit. Jeg smækkede mit skab i, imens jeg greb min taske og løb mod toilettet. Jason fulgte med. Jeg smed min taske op ved vasken, Jason kom ud til mig.

''Jason, det her er et pigetoilet.'' Sagde jeg til ham.

''Jeg er ligeglad. Er du okay?'' Spurgte han. Han kiggede først på mig, også på blodpletten. Jeg trak lidt op i min bluse, og det vidste et blodigt plaster.

''Hvad er der sket?'' Spurgte Jason. Jeg forklarede ham det hele, imens jeg skiftede til et nyt plaster. Han var i chok. Det ville jeg også være, hvis nogen fortalte mig det. Men, det var sandheden. Han gik udenfor, imens jeg tog en ny bluse på. Jeg gik ud til ham igen, vi gik sammen til timen, lige før vi nåede til døren, stoppede jeg ham.

''Tak Jason.'' Sagde jeg, han smilede bare til mig, og vi gik ind i klassen. Tony turde ikke kigge på mig. Måske ville han lade mig være i fred? Lets hope. Timen gik forholdsvis fint, jeg snakkede mest med Jason. Da vi endelig fik fri, gik jeg ud i den kolde luft. Der var en dreng som jeg lagde mærke til. En dreng med en hue, og en ret velkendt jakke, også solbriller Jeg gik målrettet over mod ham.

''Hej Harry.'' Sagde jeg til ham. Han trak huen af, og smilede så til mig.

''Hej Sam.'' Sagde han tilbage. Vi begyndte at gå nedad mod Starbucks.

''Hvad laver du enelig her?'' Spurgte jeg ham.

''Jeg tænkte bare, at du måske ville have noget selvskab.'' Smilede Harry, af en eller anden grund, troede jeg ikke rigtig på ham, men jeg smilede bare. Vi nåede hurtigt derned, jeg serverede noget kaffe for Harry, jeg hilste kort på Siw, før jeg afløste hende. Jeg trak i min Starbucks t-shirt, og satte med sammen med Harry. Der kom nogle enkelte kunder, mig og Harry tilbrangte hele dagen sammen, vi havde det virkelig sjovt, det var rigtig hyggeligt. Da det blev aften, fulgte Harry mig hjem.

''Vi ses snart.'' Smilede han til mig. Jeg fniste, og gik så indenfor. Da jeg kom ind, kom der en virkelig dejlig duft mig i møde. Duften af rigtig mad, jeg gik ind i køkkenet, og så min mor stå og lave noget lækket mad.

''Hej mor.'' Sagde jeg, jeg smed min jakke, og min taske, så satte jeg mig ned, og hun serverede den lækreste kylling med noget lækkert ris. Det smagte virkelig godt. Vi sad og hyggede os rigtig, sådan rigtig mor-og-datter hygge. Jeg hjalp med at rydde op, så gik jeg op på mit værelse og lavede lektier. Jeg faldt i søvn ind over mine lektier, jeg vågnede efter 1 time, jeg slæbte mig selv over i sengen, og skrev en besked til Louis, før jeg falte i søvn igen. Sådan gik dagene. Jeg hang lidt ud med Jason i skolen, engang i mellem med Harry, men Louis svarede mig aldrig. Han ringede aldrig tilbage til mig. Var han sur på mig?

Det var fredag, og jeg kiggede sløvt på uret, kun 07:15. Jeg lukkede øjnene igen, og jeg faldt vidst lidt i søvn igen, for da jeg åbnede mine øjne igen havde uret skiftet. 07:59. Jeg blinkede engang, og der stod nu 08:00. Jeg farrede af sengen, tog noget tøj på, børstede hurtigt tænder, og friserede mit hår samtidige med, at jeg lagde en hurtigt mascara. Jeg løb nedaf trapperne, greb noget toast. Da jeg kom ind i stuen, kom der en klam velkendt lugt mig i møde. En duft af alkohol. Jeg kiggede på min mor, som lå helt slatten i sofaen, med den ene arm hængende udover sofaen. Jeg himlede med øjnene, og tog så sko på. Jeg greb min jakke, og begyndte så at løbe hen mod skolen. Jeg kom forsent. Tony var efter mig igen, lige når Jason ikke var i nærheden. Jeg gik et 4-tal i en prøve.  Da skolen endelig var færdig, småregnede det lidt. Fedt Gud! Tak! Bare gør min dag endnu mere elendig. Jeg småløb hen mod Starbucks. Jeg åbnede dørene, og skyndte mig at skifte til min Starbucks bluse. Jeg gik hen til Lottie, og hjalp hende med en kunde, da kunden gik, vendte jeg mod Lottie.

''Lottie, din bror ignorere mig! Han har ikke svaret på mine opkald eller mine SMS i nogle dage nu!'' Sagde jeg. Hun kiggede alvorligt på mig.

''Det lyder ikke som Louis, han plejer altid at svarer.'' Sagde hun.

''Jeg tror han er sur på mig. Eller så er han sur på sig selv.'' Sagde jeg, hun rynkede brynene, så der kom en lille rynke. Hun kendte ikke svaret. Lorte dag. Da jeg fik fri, regnede det stadigvæk en lille smule. Jeg fandt min mobil frem, og trykkede Louis nr. ind.

''Hej det er Louis, jeg tager.......-'' Sagde Louis voicemail.

''Louis! Det her er min 54 opkald, svar mig nu!'' Sagde jeg trist. Jeg lagde på. Jeg nåede lige at komme ind af dørene, før det begyndte at hagle og tordne.

''Hej mor, jeg er hjemme!'' Råbte jeg. Der var intet svar. Den klamme lugt af alkohol var stadig i hele huset. Det var lidt underligt. Jeg gik forbi stuen, og min mor lå stadigvæk i sofaen, på præcis samme måde. Jeg løb opad trapperne, og smed min taske ind på mit værelse. Jeg gik ned i køkkenet igen, der var intet mad eller noget. Jeg stoppede midt i min bevægelse. Min mor, lå på præcis samme måde, som i morgen. Det var lidt mærkeligt.

''Mor.'' Kaldte jeg. Intet svar. Jeg gik med langsomme skridt henmod stuen. Hendes arm lå stadigvæk udover sofaen. Jeg gik med langsomme skridt hen imod hende. Hun bevægede sig ikke. Jeg fik tårer i mine øjne. Det kunne ikke passe. Der lød et stort tordenskrald, og få sekunder senere kom lynet. Jeg kiggede på min mor igen, tårene trillede ned af mine kinder.

''Mor?'' Hviskede jeg hulkende. Jeg tog en finger på hendes puls. Der skete ikke noget.

''Mor?'' Hulkede jeg. Jeg begyndte at ruske i hende. Hun bevægede sig ikke. Hun åbnede ikke sine øjne.

''Mor!'' Råbte jeg med en grådet stemme. ''Mor.'' Jeg faldt sammen foran hende. Jeg tog hendes iskolde hånd ind i min, jeg prøvede at varme den, men den var stadig kold.

''Kom nu mor!'' Hviskede jeg. ''Vågn op! Du skal vågne op nu mor!'' Jeg ruskede i hende igen. Jeg ringede til en ambulance. Tårene flød nedaf mine kinder nu, ligesom et stort vandfald. Jeg ruskede i hende igen.

''Kom nu mor! Vågn op!'' Græd jeg. ''Mor vågn nu!''

''Undskyld fordi jeg ikke sagde noget! Mor kom nu! Du skal vågne nu!'' Råbte jeg. ''Jeg elsker dig mor.'' Døren blev åbnet, og ind kom der nogle ambulancefolk. Den ene prøvede at få mig væk.

''Nej!'' Skreg jeg. ''MOR! Mor kom nu!'' Det kunne ikke passe, min mor kunne ikke være død. Det måtte hun ikke være. Det måtte hun ikke! En nabo dame, kom og tog mig væk. Han holdte om mig, som præcis min egen mor gjorde. Efter et kvarter, bar dine min mor ud. I en ligpose. De kom og snakkede mig med i flere timer. Jeg sagde ikke så meget. Jeg følte mig hel tom. Jeg følte slet ikke noget. Tårene flød stadig ned, da klokken var 00:30, kørte de igen. Nabodamen tilbød mig, at jeg kunne sove hos hende, men jeg afslog hende. Straks da hun var gået, gik jeg ind i stuen, og faldt sammen. Jeg græd. Min mor var død. Her i morges, gik jeg bare forbi hende. Jeg følte mig så skyldig, jeg havde bare ladet hende ligge der. Jeg fik kvalme. Jeg kunne ikke være her, der var for mange minder og ting i huset. Jeg greb min jakke, og løb ud i den regnen som bare stod lige ned i stænger. Jeg begyndte at løbe væk fra huset, væk fra de sidste minder af min mor. Jeg ved ikke hvor jeg løb hen, jeg løb bare midt om natten ude i regnen. Jeg løb pludselig ind af en dør, og hen i en elevator, jeg trykkede på Louis etage, og dørene lukkede sig langsomt. Dørene åbnede, og jeg løb hen til hans dør. Jeg bankede på hans dør blidt først.

''Louis.'' Græd jeg. Der skete ikke noget. Jeg bankede lidt hårder på døren. ''Louis, åben døren!'' Jeg lænede mit hoved opad døren, og lukkede øjnene. Min mor kom frem, den måde hun lå på. Den måde hun var så kold. Jeg begyndte at hamre på døren, og råbe på Louis. Min stemme lød helt grådet, mine øjne var også røde.

''Louis! Kom nu! Vil du ikke nok åbne døren! Please Louis!'' Græd jeg. Der lød nogle trætte skridt. Jeg blev ved med at hamre på døren.

''Kom nu! Åben døren!'' Hulkede jeg. Pludselig blev døren åben, men jeg opfattedet det ikke rigtig, istedte for så slog jeg lige ind på ens persons brystkasse. Hans hænder holdte fast i mine arme, så jeg ikke længere kunne hamre løs. Så faldt jeg grædende sammen. Min pande var imod hans brystkasse, han aedede mig blidt på håret, og rokkede mig frem og tilbage.

''Så, så. Det hele skal nok gå.'' Mumlede Louis. Han hev mig op at stå, og fulgte mig ind i sofaen. Han havde armene rundt omkring mig, der blev pludselig åbnet nogle andre dører, og nogle andre medlemmer kom ind.

''Sam?'' Mumlede Harry træt.

''Hvad er der galt Sam?'' Hviskede Louis til mig. Jeg kiggede ham lige ind i hans flotte blå øjne.

''Min mor er død.'' Hulkede jeg. Hele stemningen blev smadret lige ned i gulvet. De andre kom hen, og holdte om mig, ligesom Louis gjorde. Af hele min udmattelse, faldt jeg i søvn, i alles hænder. Mit hoved var lænet opad Louis brystkasse.

''Så,så. Det hele skal nok gå.'' Hviskede Louis til mig, han aede mig stadigvæk over hovedet. Jeg havde helt glemt, at jeg var sur på ham. Mine tanker strejfede kun omkring min mor. Hvordan hun altid smilede til mig, og hvordan hun altid sagde mit navn, og at hun elskede mig. Jeg ville aldrig kunne hører det igen. Jeg ville aldrig se min mor smile til mig. Hun vil altid være væk, hun ville aldrig komme tilbage. Jeg følte mig, somom jeg var helt alene i verden. Alone in this cold, cold world. 

Jeg elsker dig mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...