The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker.
Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor.
Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør.
Vil Sam kunne holde til presset?

OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6437Visninger
AA

11. Bang, bang, bang.

Harry

________________________________________

Forhelvede Louis! Hvorfor skulle han pludselig komme med den biograf idé. Det var pisse irritende, at han hele tiden fik Sam for sig selv. Hvor lang tid kunne det også lige tage, at gå hjem fra en biograf? Den sluttede for 10 minutter siden. Jeg kiggede utålmodigt hen mod døren.

''Liam kan du ikke ringe og spørge, hvor de er henne?'' Spurgte jeg Liam, han kiggede spørgende på mig. Men før han nåede, at ringe op, så ringede hans mobil. Liam smilede, så jeg gættede på, at de var på vej hjem. Pludselig hørte vi et højt, rædselsslagen skrig. Vi stivnede allesammen, og kiggede hen på Liam, han sad helt i chok. Så tog han mobilen væk fra hans ører.

''Hvad fanden var det?'' Spurgte jeg ham, hans øjne mødte mine, og der var en slags frygt i dem.

''Jeg ved det ikke Haz.'' Svarede han. Det var Sam som skreg. Det gjorde mig utilpas, og gjorde mig bange. Hvad skete der? Hvorfor skreg Sam? Jeg kiggede ned i gulvet, og pludselig fik jeg tårer i øjnene. Jeg blinkede dem hurtigt væk igen. Bare de var okay. Bare Sam var okay.

Sam

________________________________________

Jeg fik skubbet manden væk fra Louis igen, og pludselig lød braget. Braget af et pistolskud, som fløj igennem luften. Pludselig faldt manden indover mig, han var alt for tung, så vi faldt ned på jorden. Tårene trillede nedaf mine kinder. Pludselig forsvandt manden, Louis havde skubbet ham væk. Jeg rejste mig op på adrealinen. Louis holdte fast i mine arme, han var bange.

''Louis er du okay? Der er ikke sket noget med dig?'' Spurgte jeg ham rystende og hulkende. Jeg kiggede ned af ham, der var intet blod eller noget, han var ikke blevet skudt. Louis rystede på hovedet, han var helt okay, altså i betragtning af, at han ikke var blevet skudt. Han havde fået en lille flænge ved sin læbe, og et lille blå mærke. Han tog mig ind i et lang kram, hvor jeg græd ind imod hans skulder. Jeg var helt rystet. Louis slap mig, og ringede til politiet, og en ambulance. Imens gik jeg hen til manden, som var blevet skudt. Ham som havde holdt mig. Han var blevet skudt lige igennem maven, han blødte kraftigt udaf såret, der var også en smal stribe blod, som langsomt kom ud af hans mund. Han var død. Adrealinen var ved at gå væk, for jeg begyndte både, at ryste, og komme lidt i chok nu. Jeg kiggede hen på Louis igen, han stod lænet opad muren, han var også begyndt, at komme i chok nu. Manden som skød, han var for længst løbet væk. Jeg gik med rystene skridt hen mod Louis. Jeg stoppede op, for pludselig var der kommet blod på Louis bluse. Jeg stirrede på det, Louis opfattede det hurtigt, og så det også. Han løftede op i blusen for, at se om han blødte, men han havde ikke en eneste skramme.

''Sam du har blod på din bluse.'' Sagde Louis pludselig, jeg kiggede ned af mig selv. Min bluse havde blodpletter på maven, men lidt ude i siden, var der en stor rød plet. Jeg trykkede på pletten, og der kom straks en forfærdelig smerte. Jeg sank sammen.

''Sam!'' Udbrød Louis, han var nået hen til mig, han holdte mig oppe. Jeg løftede langsomt op i min bluse, og ude i siden af min mave, der var kommet et kødsår. Der kom blod ud, og det gjorde virkelig ondt.  Jeg havde aldrig prøvet sådan en smerte før, den var stikkende, og flående på samme tid. Louis blå øjne kiggede ind i mine, han sagde noget, men jeg opfattedet det ikke rigtigt.

''Det skal nok gå.'' Sagde Louis, han lød bange, han fjernede nogle hår fra mit ansigt. Langsomt kunne vi hører ambulance sirenen, og politiets. Nogle døre blev åbnet, og Louis råbte et eller andet. Jeg så pludselig ind i et mandeansigt, han smilede venligt til mig, ham og Louis hjalp mig hen på en båre, jeg løftede igen op i blusen, så han kunne se på skaden, han smilede pludselig. Altså hvorfor smiler du? Det er skuda ikke noget at smile af. Pludselig smilede Louis også. Manden sagde noget, jeg blinkede og kiggede på ham igen.

''Det er bare et lille sår, der vil komme til at gøre ondt, men der er ingen større skade, du får et specielt plaster på, på skadestuen.'' Smilede han venligt. Mine øjne fandt Louis, og han smilede stort. Pludselig bevægede vi os, vi kørte mod skadestuen, og vi ankom ret hurtigt. Jeg fik et stort plaster på, imens Louis fortalte det hele til politiet. Jeg lænede mig tilbage, og hvilede mine øjne et øjeblik. Jeg måtte være faldet i en let søvn, for der blev rusket blidt i min arm.

''Vi kan godt gå hjem nu Sam.''  Smilede Louis til mig, jeg nikkede, og rejste mig op. Jeg lagde de andre plaster ned i min lomme. Louis tog min hånd, og vi begyndte at gå hjemad. Vi stoppede op ved gyden, og kiggede ned af den. Manden var væk, men der var stadigvæk blod på jorden. Jeg begyndte at få tårer i mine øjne igen, hele scenen replayede i mit hoved. Jeg kom tilbage til virkeligheden, da jeg mærkede Louis tårer mine tårer væk.

''Det hele er overstået Sam. Det vil ikke ske igen.'' Sagde han. Jeg nikkede, også gik vi videre. ''Gør det meget ondt?''

''Ikke så meget mere.'' Svarede jeg ham, jeg bed mig i læben, for jeg løj. Det gjorde ondt. Smerten var afdæmpet lidt, men det gjorde stadigvæk ondt.

''Undskyld Sam. Det skulle aldrig have været sket, jeg er så ked af det.'' Sagde han pludselig. Jeg stoppede op, jeg tog fat i Louis anden hånd, hans øjne mødtes igen mine.

''Det her var ikke din skyld Louis, du kunne forud se sådan noget. Det kan ingen.'' Sagde jeg, han kiggede væk. ''Louis, det er ikke din skyld.'' Jeg begyndte, at gå igen, Louis sagde ikke mere. Vi ankom til Lobbyen, manden kiggede undrende på os. Vi steg ind i elevatoren i stilhed, Louis trykkede på knappen, det føltes som evigheder. Dørene åbnede sig, og vi gik hen mod Louis lejlighed. Da vi åbnede døren, blev hele stuen stille. Vi gik stille ind, drengene og Danielle, Perrie + Simon og Paul, de stirrede chokeret på os.

''Hvad er der sket?'' Spurgte Simon, de rejste sig allesammen op, og kom hen og krammede os en efter en. Harry virkede lidt sur i det, men det var sikkert ingenting. Louis fortalte det hele til dem, han virkede faktisk helt rolig nu. Det var somom han undgik at få øjenkontakt med mig. Der var helt stille i flere minutter, jeg rejste mig op, jeg fandt en ny bluse i min taske, og gik så ud på toilettet. Jeg tog min blodige bluse af, mit blik faldt straks på mit sår. Jeg tog langsomt den nye bluse på, mine ønje fandt mine i spejlbilledet, jeg så helt dårlig ud. Jeg var lidt beskidt, og havde tværet mascare ved mit ene øje. Jeg rensede mit ansigt fra alt. Det var somom jeg rensede det hele væk, jeg rensede alt væk. Jeg gik ud til de andre igen. Jeg satte mig ved siden af Harry. Og langsomt faldt jeg i søvn. Jeg tror mest for at glemme det hele, mit hoved rød langsomt ned på Harry skuldere.

Harry

_________________________________________

Da Sam var gået næste morgen, stod jeg ude i køkkenet og fandt tallerkner frem. Pludselig kom Louis ud, og satte sig udmattende på stolen.

''Jeg ved hvad du tænker.'' Sagde Louis irriteret.

''Hvad tænker jeg sig?'' Spurgte jeg flabet.

''At hvis du havde været ude med Sam, istedet for mig, så ville det måske ikke være sket.'' Svarede Louis mig. Han har ret, det ville ikke have været sket.

''Du har fuldstændig ret.'' Sagde jeg, jeg vente ryggen til ham igen, og tog nogle glas også ud.

''Næste gang, så må du jo bare spørge hende, før jeg gør.'' Sagde han.

''Næste gang gør jeg.'' Sagde jeg tilbage.

''Tror du seriøst selv, at Sam vil falde for dig, du går i seng med hver eneste pige du ser.'' Sagde Louis pludselig. Jeg vendte mig rundt, og stirrede koldt ind i hans øjne.

''Og tror du seriøst selv, at Sam vil falde for en barnlig en som dig. Du tror, at hele livet et en leg! Du kunne ikke en gang beskytte hende igår! Tror du virkelig, at hun vil have en svans som dig?'' Hvæsede jeg af ham.

''Somom du selv ville have kunne beskyttet hende, du er bare en lille womanizer!'' Råbte Louis pludselig af mig. Han havde rejst sig op.

''Jeg er fucking ikke nogen womanizer!'' Råbte jeg af ham.

''Nej nej, slet ikke! Hvorfor skrider du ikke bare tilbage til Flack!'' Råbte han. Oh no he didnt.

''Og hvorfor er du her enelig Tomlinson? Du laver ikke en skid i One Direction. Det ville ikke gøre nogen forskel, hvis du ikke var her!'' Råbte jeg af ham. Jeg skulle ikke have sagt det. Jeg fortrød det straks.

''Hvorfor laver du så ikke bare dit eget lille band, hvor du kan passe dit store ego helt selv!'' Råbte han.

''Du er så pisse barnlig hele tiden! Derfor er der ingen som rigtig gider dig!'' Råbte jeg. De andre stod nu i døråbningen, og kiggede intens på os.

''Hvad sker der her?'' Spurgte Liam helt stille og roligt. Jeg blev ved med, at stirre rasende ind i Louis øjne. Han gjorde det samme.  ''Kom nu drenge. I er bedstevenner.''

''Vi var bedstevenner. Ens bedsteven, går ikke efter pigen, som man kan lide.'' Sagde Louis tomt. Han gik forbi mig, og ind på sit værelse. Jeg gik forbi Liam og de andre, jeg tog min mobil, og smækkede hårdt døren efter mig. Det var det. Enden på Louis og mit venskab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...