The best day of my life - 1D

Den 17-årige Sam, lever et hårdt liv. Hendes far er i krig, da hendes far tog afsted, begyndte hendes mor langsomt, at blive en alkoholiker. Sam bliver mobbet i skolen pga. sin mor. Men én dag, så løber Sam lige ind i Louis Tomlinson, den berømte sanger fra boybandet One Direction. Senere, får Sam et job i Starbucks sammen med hans søster, Lottie. Louis bliver langsomt forelsket i hende, ligesom en af hans venner gør. Vil Sam kunne holde til presset? OBS: Jeg ved godt at Louis er sammen med Eleanor lige nu, og de er virkelig søde sammen! Men her, så findes hun desværre ikke.

46Likes
46Kommentarer
6273Visninger
AA

7. A Louis Tomlinson day!

Sam

_________________________________

''Ej, kom nu Louis, hvad skal vi?'' Spurgte jeg igen. Han kiggede bare på mig, med et lumsk smil. Den her dag, kan kun gå for galt.

Louis tog mig med han, mod en stor park, hvor der skete en masse, der var en masse duer, som bare rente rundt. Altså hvad fanden? Pludselig finder Louis nogle brød krummer frem, og giver mig nogle. Han sætter sig ned på hug, og der kommer straks en masse duer hen til ham, de begyndte at spise fra hans hånd. Det så sådan virkelig ulækkert ud. Jeg hader sådan nogle duer, og solsorte, bare generalt fugle.

''Kom nu Sam.'' Sagde han prøvende. Han så mit ansigtsudtryk, også begyndte han at grine. ''Du er vel ikke en kylling?'' Det siger man bare ikke til mig. Jeg tog en ordnelig håndfuld, Louis så nervøst på håndfulden, men sagde ikke noget. Jeg tabte nogle krummer, og satte mig ned på hug, der kom straks en masse fulge, de angreb mig! Jeg røg ned på røven at sidde, jeg tabte så alle brødkrummerne udover mig selv, også gik de først til angreb.

''Louis!'' Skreg jeg. Han hev mig op, og jeg skyndte mig væk derfra. Louis kom knækkende af grin hen mod mig.

''Ha ha, meget sjovt.'' Sagde jeg ironisk. Men jeg begyndte også at grine så.

''Louis!'' Skreg han, en rigtig kopi af min egen stemme, jeg slog ham kærligt på skulderen, og vi gik videre. Han fulgte mig henad mod et stort sted, der var en slags scene af en slags, der måtte være en god akustik.

''Skal vi derind?'' Spurgte jeg smilende.

''Det kan vi godt.'' Svarede han tilbage med et lumsk smil. Hvad havde han nu gang i? Vi gik henad mod scenen. Vi trådte op på scenen, og stod og kiggede ud. Der var en masse stole, det måtte endelig være fedt, at holde sådan en stor koncert her.

''Syng noget.'' Sagde jeg til Louis.

''Jeg synger, hvis du også synger.'' Sagde han.

''Jeg kan ikke synge Louis.'' Sagde jeg.

''Jo, Lottie siger du synger godt. Så jeg må jo selv bedømme det.'' Sagde han med et smil. Mange tak Lottie. Jeg kunne faktisk godt lide at synge, jeg gjorde det bare ikke så tit. Han gjorde en gestus ned mod stolene. Jeg satte mig på forreste række.

''Vil du bare synge uden musik?'' Spugte jeg ham. Han nikkede. Jeg grinede kort.

''Well sometimes I go out by myself
And I look across the water
And I think of all the things, what you're doing
And in my head I paint a picture

'Cause since I've come on home,
Well my body's been a mess
And I've missed your ginger hair
And the way you like to dress
Won't you come on over
Stop making a fool out of me
Why don't you come on over Valerie?

Valerie
Valerie
Valerie.''
Han sang helt vidunderlig! Sådan helt fantastisk! Han ramte alle de høje toner perfekt! Jeg sad med åben mund, han smilede stort til mig.

''Wow Loui! Du er virkelig god! Du burde få nogle flere solo's!'' Sagde jeg bestemt. Han grinede, og satte sig ned ved siden af mig. Han kiggede afventende på mig. Da jeg ikke flyttede mig, så skubbede han til mig. Jeg gik modvilligt op på scenen.

''Du kan godt Sam. Jeg tror på dig.'' Smilede han sødt. Det virkede.

''Hvis jeg er virkelig elendig, så stop mig!'' Sagde jeg bedende, han smilede.

''If I were a boy, even just for a day,
I'd roll out of bed in the morning, and throw on what I wanted and go...
Drink beer with the guys, and chase after girls;
I'd kick it with who I wanted, and I'd never get confronted for it,
'Cause they stick up for me...

If I were a boy, I think I could understand
How it feels to love a girl - I swear I'd be a better man...
I'd listen to her, because I know how it hurts
When you lose the one you wanted 'cause he's taken you for granted,
And everything you had got destroyed...''
Sang jeg, akustikken var helt fantastisk, det lød ret godt, synes jeg selv. Jeg ramte faktisk også de høje toner, jeg var selv stolt af min præsentation. Jeg havde faktisk aldrig sådan rigtig, sunget for nogen før, ikke før nu. Også lige hvor mig og Lottie synger med i radioen. Louis sad med åben mund.

''Bare sig, hvis det var elendigt.'' Sagde jeg, jeg bed mig i læben. Men så lettede Louis op.

''Wow Sam, du var virkelig god, sådan rigtig god, sådan på stjerne niveau. Det lød rigtig godt.'' Sagde han, vi smilede på samme tid. Men pludselig blev vi afbrudt af en vred stemme som råbte.

''HEY! HVAD LAVER I? KAN I SÅ KOMME VÆK DERFRA!'' Råbte stemmen. Vi kiggede hen på stemmen, der stod en vred sur mand, med en sikkerheds uniform på, den strammede rigtig meget, på hans mave. Fuck. Louis tog mig i hånden, og vi begyndte at løbe mod udgangen, ham der manden løb efter os. Han kunne ikke løbe, så han gik bare hurtigt. Vi kom ud af det hele, vi løb ind i parken igen, og vi fortsatte, indtil vi fandt en bænk, hvor vi slog os ned. Også begyndte six-packne at komme.

''Hey! Hvad laver i?'' Grinede jeg. Louis knækkede sammen af grin.

''KAN I SÅ KOMME VÆK DERFRA!'' Grinede han, vi grinede igen sammen. Det ville slet ikke stoppe! Da det så endelig holdt op, kiggede jeg alvorligt på Louis.

''Du sagde vi godt måtte gå derind.'' Sagde jeg til ham.

''Jeg sagde vi godt kunne. Jeg sagde intet om, om det var lovligt.'' Grinede han. Vi lænede os tilbage, og slappede af i vores mavemuskler. Det var endelig hårdt. Jeg tørrede nogle tårer væk, fordi jeg havde grint så meget.

''Vi må hellere gå videre, vi har et stramt program foran os.'' Sagde han.

''Et stramt program?'' Spurgte jeg. Han blinkede, og gik videre, jeg fulgte efter. Han fulgte mig hen til en lille cafe, af en slags.

''Her får du den bedste kop varm chokolade.'' Sagde han, vi gik ind, og bestile hver en kop varm chokolade. Vi sad ved et bord, og snakkede ivrigt sammen.

''Så du er ordblind?'' Spurgte han. Jeg nikkede. ''Er det så ikke svært, at gå i High School så?''

''Jo, jeg knokler virkelig meget med mine lektier. Når jeg læser, så falder ordene bare i, med papiret, de bliver blandet sammen, til en stor bunke.'' Svarede jeg. ''Hvad med dig? Du er færdig med High School?''

''Ja, jeg blev færdig det samme år, som da jeg deltog i X-Factor.'' Svarede han med et smil.

''Er det ikke svært, at gennemgå så meget på 2 år?'' Spurgte jeg ham. Han grinede kort.

''Jo, for 2 år siden, var jeg bare Louis. Og nu ser alle mig som ham fra One Direction Louis Tomlinson. Det er lidt mærkeligt. Men alligevel ret fedt, at jeg kan gøre det, jeg aller helst vil.'' Svarede han med et smil.

''For mig, så vil du altid være Louis. Bare Louis. Ham drengen, som jeg løb lige ind i.'' Sagde jeg, vi grinte begg to. Vi drak vores varme chokolade færdig. Det smagte virkelig skønt! Har aldrig smagt chokolade på den måde! Jeg kan stadigvæk smage den. Vi gik videre, da Louis telefon pludselig ringede.

''Hva' så mate?'' Spurgte han. Han grinede, og jeg løftede det ene øjnbryn.

''Jeg er sammen med Sam. Hvorfor?'' Spurgte han.

''Jeg ved ikke hvornår jeg er hjemme. Engang i aften.'' Sagde han. Jeg begyndte at grine. Det lød præcist som et gammelt ægtepar! Hvornår er du hjemme skat? Engang senere kommer jeg hjem skat. Jeg kan lige forestille mig det. Louis slog drillende til mig, imens han snakkede videre. Han sluttede af.

''Det var Harold.'' Sagde han.

''Harold?'' Spurgte jeg.

''Harry.'' Grinede han, jeg begyndte også at grine. Tænk at Harrys rigtige navn var Harold. Endelig ret sjovt. Ligesom med navnet Arnold, sådan en rigtig nørd. Ej, control.

Vi gik nedad mod vandet, der holdte en båd, og ventede på os. Han ville sejle, i den her kulde! Han var ikke rigtig klog.

''Du er ikke rigtig klog. Det bliver mega kold!'' Sagde jeg. Han grinede bare. Kunne han ikke andet end at grine. Okay, siger jeg. Han trak mig med ned i båden, også kom der en og sejlede os, ind i nogle kanaler. Det var blevet lidt mørkt, vi sejlede forbi en masse huse, som var pålyst af nogle gadelamper, henover kanalen, hang der lyskæder, lidt ligesom i Italien, det var faktisk rigtig hyggeligt.

''Se selv, var det ikke turen værd.'' Spurgte han drillende, jeg nikkede.

''Det er virkelig smukt. Jeg har aldrig været i den her del, af London før.'' Svarede jeg.

''Det er der ikke mange som har.'' Sagde han. ''Jeg tager tit herud, bare for at slappe af, og slippe lidt væk fra det hele engang imellem.''

''Det må også være rart, bare at have sit eget sted, hvor ingen kommer.'' Sagde jeg ærligt. Jeg kiggede ind i hans blå øjne, de var virkelig smukke, her i månelyset. Der kom en kriplende følelse fra igen. Vi smilede begge to, og kiggede rundt igen. Da turen endelig var forbi. Gik vi igennem parken, og snakkede helt normalt. Vi blev pludselig afbrudt af en slem torden, og det begyndte også pludselig at lyne. Og så faldt regnen ned. Det haglede, og gjorde ondt i ansigtet og i hovedbunden.

''Kom med hjem til mig, indtil regnen forsvinder.'' Sagde Louis, jeg nikkede. Så begyndte vi at løbe ud af parken, imens det stadigvæk haglede. Vi fik fat i en taxi, og han kørte os hen mod Louis lejlighed. Der stod en mand inde i lobbyen, og holdte øje med os. Vi kom ind, og han begyndte straks at råbe ad os.

''Kan i så komme ud igen! I gør jo hele gulvet vådt!'' Råbte han af os. Vi løb henmod elevatoren, og vi skyndte os ind, før han kom. Allerede i elevatoren knækkede vi sammen af grin. Han fulgte mig hen mod en dør. Louis åbnede døren, og vi gik indenfor, imens vi stadigvæk grinte.

''Kan i så komme ud igen!'' Efterlignede Louis, vi grinte endnu mere.

''I gør jo hele gulvet vådt!'' Efterlignede jeg også. Vi var helt færdige af grin, six-pack! Louis gik ind først, vi havde stadigvæk sko på. Jeg skyndte efter, og da jeg trådte ind i hans stue, så gled jeg, jeg nåede kort at se 4 velkendte drenges ansigt, og Simon Cowell. Jeg faldt. Jeg faldt ned og slog hovedet. Harry og Louis var straks over mig, de pylrede om mig. Jeg begyndte bare at grine, selvom det dunkede lidt i mit hoved. De hjalp mig op at stå, og jeg kiggede på de andre.

''Hej Simon.'' Sagde Louis.

''Hej Louis, og hej med dig.'' Sagde han venligt til mig.

''Øhm, hej Simon. Jeg øhm, hedder Sam.'' Smilede jeg.

''Ej, se den lille pige er helt genert.'' Jokede Louis. Jeg kiggede irritende på ham. Harry gik hen og satte sig igen, han var ret hurtigt henne ved mig, da jeg faldt. Ligesom Louis var. Louis vidste mig ind i soveværelset, hvor han havde noget af Lotties tøj. Han tog sin bluse af, og tog en anden på. Hans bare overkrop var god. Sådan helt mums. Da han havde skiftet bluse, gik han ud af døren, og ind til de andre. Jeg skyndte mig at skifte. Lotties tøj var lidt størrere end min normale størrelse. Men det fungerede da. Sådan nogenlunde. Jeg gik ud til de andre igen. Der var kun plads, ved siden af Harry. Så jeg satte mig ved siden af ham, det regnede stadigvæk. Drengene snakkede ivrigt om deres Tour, de skulle afsted her i næste uge, tror jeg. Da de havde snakket i bare et kvarter, om deres Tour, begyndte det at kede mig, jeg gik ind og hentede min taske, og begyndte at lave noget af min matematik. Det var svært! Men jeg fik stille og roligt arbejdet mig igennem det. Jeg kunne godt mærke nogengange, at Simons blik var på mig.

''Sam, du er godt nok, en af de mest mærkværdiere piger, jeg nogensinde har mødt.'' Sagde Simon pludselig, jeg kiggede underligt på ham.

''Hvordan det?'' Spurgte jeg ham.

''Du sidder i samme stue, som One Direction, og du laver dine lektier? Du kaldte Liam for Lime første gang du mødte ham, og det at dit hår er rødt.'' Sagde han. Vi begyndte allesammen at grine.

''Det er jo fordi, at i snakker om jeres Tour, så jeg vil ikke afbryde. Der stod også Lime på kaffen! Og jeg kan godt lide mit røde hår.'' Svarede jeg. Han havde enelig ret, jeg var faktisk lidt mærkværdig. Det skulle man også være, ellers var livet for kedeligt! Simon smilede bare, og rystede på hovedet. ''Er det en god måde?''

''Helt bestemt.'' Smilede Simon til mig. Jeg kiggede ud af vinduet.

''Det er holdt op med at regne. Så må jeg hellere se at komme hjem.'' Sagde jeg. Jeg rejste mig op, og tog mine bøger ind i tasken igen.

''Jeg skal nok køre dig hjem.'' Sagde Harry, han kom Louis i forkøbet, det kunne man se, det var sådan lidt payback time, for sidste gang.

''Øh okay. Vi ses på fredag drenge. Det var hyggeligt at møde dig Simon. Tak for idag Louis, det har været virkelig sjovt!'' Smilede jeg, de sagde farvel, og mig og Harry gik. Han åbnede døren for mig, rigtig sødt af ham. En gentlemand. Control Sam. Han kørte mig hjem, og vi snakkede bare sådan helt afslappet sammen.

''Så havde dig og Loui det sjovt idag?'' Spurgte Harry, hans greb om rettet blev lidt strammere. Gad vide hvorfor?

''Ja, det var virkelig sjovt.'' Svarede jeg.

''Ville det være fint, hvis du prøvede noget af det med mig, en dag?'' Spurgte han.

''Det ville det, tror jeg.'' Svarede jeg, jeg sendte ham et smil. Hans greb bliv lidt slappere om rettet. Vi holdte ude foran mit hus, jeg gav ham mit nr, og jeg fik hans.

''Vi ses Harold.'' Grinede jeg. Han grinede med, hans hæse latter fuldte mine ører ud, han sendte mig et charmerende smil, og kørte væk. Der var helt sikkert noget galt med den dreng, jeg smilede kort, og gik op mod døren.

Jeg synes at Harry havde opført sig lidt mærkeligt idag. Mig og Louis havde haft en virkelig sjov dag, det havde været rigtig hyggeligt. Det skulle vi helt sikkert gøre igen!

__________________________________

Hvorfor er Harry,

pludselig blevet så mærkelig?

Kom gerne, med nogle idéer,

til næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...