Svigtet

En novelle jeg skrev sidste, år da vi i skolen skulle repetere noveller inden prøveeksamen.
Sangen Never Too Late med Three Days Grace spiller lidt en rolle i denne novelle, da det var den sang, jeg hørte, da jeg begyndte at skrive, og den gav mig ligesom lyst til at skrive en trist historie.
Jeg hørte sangen på repeat, mens jeg skrev novellen, og kunne heller ikke lade være med at nævne sangen i teksten, fordi jeg syntes den på en eller anden måde passede så godt.
Selv synes jeg at musik kan vække mange følelser, og jeg syntes at historien blev så meget mere trist, når man hørte sangen i mens. Så hvis i magter det: Hør sangen først og find ud af hvad det egentlig er den handler om. (Hør den gerne i mens i læser også. Man kan høre den sang en million gange uden at blive træt af den!)

Novellen handler ganske kort om en pige, der føler sig svigtet af den person, hun elsker aller højest.

7Likes
7Kommentarer
908Visninger
AA

5. Opgivelse

Hun lynede jakken og gik ud på perronen og op ad trapperne. Hvor kunne hun finde Magnus?  Det gik pludselig op for hende, hvor stor Århus var. Maja pressede læberne sammen, hun blev nødt til at tænke sig godt om. Hun vidste fra sine få og korte samtaler med Magnus, at han tit var i Århus. Han havde en god ven, der boede i udkanten af Århus.
Hvad var det nu, han hed? Det kunne Maja ikke huske, men hun vidste, at han boede i noget, der hed Åbyhøj i en lejlighed i en gul boligblok. Kunne Magnus være der? Ja, Maja var sikker, og hvis han ikke var der nu, hvis han var inde i byen med sin ven, ville de komme tilbage på et eller andet tidspunkt. Maja hankede op i beslutsomheden og gik ud til busstoppestedet uden for banegården.


Der gik et tog til Åbyhøj om 10 minutter. Maja satte sig på den hårde plasticbænk og ventede. Hun blev igen i tvivl, om det hun gjorde. Århus var så stor. Hun bestemte sig for, at hvis ikke Magnus var i Åbyhøj og ikke kom i løbet af en times tid, ville hun tage hjem. Det samme ville hun, hvis hun ikke kunne finde lejligheden, men hun ville ikke give op uden at prøve.
Bussen kom, og Maja betalte den sure buschauffør og satte sig bagest i bussen. Hun kiggede ud på byen, mens hun tænkte på sin mor derhjemme. Havde hun opdaget, at hun var væk? Der var ikke gået meget mere end en halv time, men det føltes, næsten som om det var en hel dag siden, hun kom hjem fra skole.
Maja fandt sin iPod og satte en af hendes yndlingssange på repeat. Never Too Late med Three Days Grace. Den passede til hendes humør.


Cirka et kvarter senere stod hun af bussen og kiggede dystert på de tre store gule boligblokke. Hun havde sagt til buschaufføren, at hun skulle ud til nogle gule lejligheder i Åbyhøj, og der stod hun nu. Pis, hun havde håbet, at der kun var en blok, nu hvor buschaufføren ikke havde sat spørgsmålstegn ved det.
Hun havde været der før, da hun var tretten. Magnus havde engang tage hende med hertil. Det var lidt mere end to år siden nu. Hun kunne ikke huske, hvilken blok det var, men hun vidste hvilken side, hun skulle kigge på, så hun startede fra en ende af og kiggede på alle navnene. 
Hun håbede, at hun ville huske navnet, når hun så det. Da hun havde kigget de to første blokke, var hun træt og tæt på at opgive.
Hun traskede med tunge skridt hen til den sidste gule bygning og læste navnene med halv opmærksomhed. Per Jensen, Mary Marie Antony, Ole & Hanne Rohr. Dér. Kim P. Larsen. Det var ham, Maja var sikker. Hun rakte hånden op for at trykke på knappen, der fungerede som en slags ringklokken til lejligheden, men tøvede.
Turde hun? Hvad nu hvis de ikke ville lukke hende ind? Hun satte sig på trappen foran bygningen. Det duede ikke. Hun kunne ikke bare ringe på. Måske ville der komme nogen ud, og så kunne hun gå ind, inden døren lukkede. Der gik ti minutter, ingen kom ud. Der gik fem minutter mere, og Maja rejste sig for at gå tilbage til busstoppestedet. Skulle hun prøve, inden hun gik? Nej, det ville være åndssvagt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...