Kræften truer, men ønsket opfyldt.

Når i ser titlen tænker i sikkert at historien garanteret handler om en person med en særlig evne eller kraft.
Men nej, denne historie handler om kræft. I ved den forfærdelige sygdom som flere mennesker desværre dør af om året.
Trist.
Meget trist.
Jeg har selv mistet et familie medlem som døde af det.
Faktisk to.
De var og er stadig meget højt elsket.
Men det er ikke derfor at denne her historie nu bliver skrevet.
Ideén sad fast i mit hoved og nu skal den altså ud.
Det er både en rigtig historie (ikke at det er sket i virkeligheden) og en fan fiction.
Carolina er 14 år og hun har kræft.
Hun bor på hospitalet og der møder hun Holly og Magnus som også har fået konstateret denne forfærdelige sygdom. De ved alle at de skal dø.
Carolina er en kæmpe Directioner og hendes største drøm er at møde drengene.
Carolinas far er død og hendes mor bebrejder sig selv for det.
Derfor drikker hun.
Ret meget.
Carolinas liv er meget tragisk..
Well, all i have to say is: ENJOY!;-)

4Likes
5Kommentarer
1046Visninger
AA

3. Alt håb er ude..

Det hele startede med at jeg blev født.
Jeg blev døbt Carolina.
Carolina Nielsen.
Ja, siger det bare lige, men jeg er altså ikke den humoristiske type.
Det er der ikke rigtigt nogen grund til at være når man ved at man ikke har særlig lang tid tilbage af ens levetid, at man snart, meget snart, skal dø.

Jeg ønsker en fredelig død.
Den skal være smuk.
Så smuk som den overhovedet kan blive.
Folk skal græde.
Altså af de få der vil komme til min begravelse..
Hvis der da overhovedet kommer nogen?
Hvad nu hvis de ikke har lyst til at tilbringe den sidste dag sammen med mig?
Jeg er ikke engang sikker på at min mor vil komme.
Min alkoholiker mor.
Trist.

Når, men jeg blev som sagt født.
Dengang var vi alle lykkelige.
Min mor, min far og jeg.
På de familiefotos jeg har set efter, smiler vi alle tre.
Vi er alle glade.
Enten det eller ellers skjuler vi en eller anden slags facade bag det smil?
En hæslig facade.
Sjovt, ikke?
På familiefotos smiler alle og er glade.
Men sådan er det virkelige liv bare slet ikke.

Hvis vi nu var glade på det tidspunkt.
Hvis vi virkelig var så fandens glade, så ændrede det sig ihvertfald.
Så holdt vi op med at være glade.

Og alt det skete efter min fars død.
Han var så elsket, den kære mand.

Nej, han er ikke elsket mere.
Ikke af mig ihvertfald.
Men af min mor.
Hun elsker ham stadig.
Og hvorfor jeg ikke elsker ham mere?
Han forlod os.
Bare lige pludselig..

Vi sad i bilen.
Min far bag rattet, min mor på forsædet ved siden af ham og mig selv på bagsædet, spændt fast af min sikkerheds sele, heldigvis.
Min far kørte aldrig med sikkerheds sele.
Aldrig.
Måske havde han gjort det en gang eller to, men heller ikke mere end det.

Jeg forbander ham.
Hvorfor skulle han forlade os?
Han ødelagde min mors liv så grufuldt.
Hun er helt smadret nu.
Drikker alkohol hver dag.
Det er det eneste hun laver.

Jeg ser hende aldrig mere.
Ikke efter ulykken.
Hun besøger mig aldrig her på hospitalet.

Jeg er kun mig selv..
Og så Holly og Magnus, men de ligger på en anden stue.
Mine to eneste venner.
Som lider af den samme forfærdelige sygdom som mig.
Vi ved alle tre at vi skal dø.
Snart..
Det kan ske om et minut, en time, en dag.
Men lang tid tilbage har vi ihvertfald ikke.

Det eneste vi kan gøre er at vente.
Sidde her på vores stuer og vente.
Vente på døden.
Døden som snart vil komme os i møde.
Og tage os med hjem.

I starten var det bare midlertidigt.
Lægerne sagde at de måske kunne redde os.
At de håbede på det.
Men det var bare en stor fed løgn.

Jeg havde glædet mig til at blive rask.
Til at kunne kommem hen i den almindelige skole igen.
Hjem.
Ikke til mit hjem her på hospitalet, altså på min stue, men hjem hos min mor.
Og så ville jeg ønske at hun også skulle blive rask.
Ikke drikke mere.
Når hun havde set hvor godt jeg havde det.
Hvor glad jeg var blevet.
Sådan skulle hun også være.
Glad.
Ligesom før ulykken.

Men som sagt, livet er allerede bestemt for os, så der er ikke så meget vi kan gøre ved det.
Bare sidde og vente på vi skal dø.
Og det er så det jeg gør nu.

Jeg var næsten lige fyldt 12, da jeg fik konstateret kræft.
Dengang lægerne sagde at det bare var midlertidigt, at jeg nok skulle klare mig.
Ha.
Som om..
Nu er jeg 14 og jeg ved at jeg skal dø.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...