Dræberøjne

Plot Morgan har en evne. Når han ser folk dybt i øjnene dør de 24 timer efter. En dag møder han Isabel. Han falder straks for hende, og hun for ham. Men han vil ikke knytte sig til hende. Og han vil for alt i verdenen ikke kigge hende i øjnene. Men en dag bliver hans hemmelighed afsløret, og han skal låses inde. Isabel finder ud af hvordan man kan undgår kraften og vil narre alle folk i byen til at tro at han er uskyldig. Dette vil hun gøre mens alle i byen ser på fra rådhusets balkon.

3Likes
1Kommentarer
467Visninger

1. Dræberøjne

 

Jeg stod på balkonen sammen med alle de andre, der ville se misfostret bøde for sine handlinger. Han blev slæbt gennem byen. Folk stod i deres vinduer og kiggede på alt andet end hans hoved. Nogle grinede. Andre smilte bare. Men jeg græd. Hvordan skulle, jeg kunne leve, hvis jeg aldrig kunne, se den jeg elskede igen? Jeg vendte mig om. Jeg ville ikke se på ham. Jeg løb. Løb.

Jeg kiggede op. Svagt kunne jeg skimte himmelen. Mit brune hår hang nede i ansigtet.
-Shit! Jeg rakte ud efter min taske, der lå lidt fra mig. Den var tom. Jeg var virkelig blevet bestjålet. Det var det eneste, jeg kunne huske. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, eller hvor jeg var. Jeg tog sig til hovedet. Mit hår var klistret sammen af blod. Jeg bed sig selv i læben. Jeg hadede virkelig blod.
     En skygge kom frem om hjørnet. Jeg satte sig brat op. Et stød gik gennem min ryg og hoved. Skyggen voksede sig større. Personen kom nærmere. Jeg trak mig sammen. Skyggen kom nærmere. Tættere og tættere. Jeg søgte gyden, for noget jeg kunne forsvare sig med. Blikket gled hen over alt; som en overstregningstusch der overstreger alle ord. Der var dog intet, jeg kunne bruge. Jeg kunne høre de stille skridt. Personen kom nærmere. Til sidst kom en dreng rundt om hjørnet. Han var omkring de sytten. På alder med mig selv. Jeg gjorde mig lille og håbede ikke, at han ville se mig. Drengen stoppede op. Han havde set mig. Han drejede sig og kiggede på mig, men han undgik at se mig i øjnene. Solen ramte hans ansigt. Han var ret pæn. Brunt hår og brune, bekymrede øjne. Han gik langsomt og forsigtigt hen mod mig.
-Er du okay? Han kiggede på mit blodige hovede, mens han talte. Jeg kiggede op. Prøvede at få øjenkontakt med ham. Hans blik undveg mit.
-Jeg øhh jeg ved det ikke...helt, jeg kiggede lidt forvirret rundt.
-Du har i hvert fald hul i hovedet, så meget ved jeg da, sagde han med et lille smil. Han havde et nuttet smil. Han rakte hånden ud. Jeg tog den forsigtigt. Han hjalp mig op.
-Er der nogen jeg kan ringe til? Han lagde en arm rundt om min ryg, så jeg kunne støtte mig til ham.
-Jeg kan ikke huske noget, næsten hviskede jeg.
-Intet? Han var oprigtigt nysgerrig. Jeg rystede på hovedet.
-Som havde jeg aldrig levet, jeg smilte forsigtigt. Han tog en mobil frem fra sin lomme og tastede 112.
Jeg kunne høre en kvinde i røret. Morgan forklarede kvinden, hvad der var sket. Hun sagde, at der ville blive sendt en ambulance. Han puttede mobilen tilbage i lommen.
-Ved du hvad du hedder? Han så ned på mig. Jeg anstrengte mig for at huske.
-Isabel, fik jeg sagt. Han smilte.
-Jeg hedder Morgan. Jeg smilte. Jeg vidste ikke hvorfor. Der var bare noget ved ham, som jeg fandt interessant. Jeg kunne høre sirenen nærme sig. Den irriterende lyd. Så skinger og høj. Den drejede om hjørnet og standsede lige foran os. To mænd og en kvinde steg ud af bilen, og fik lagt mig op på en båre og ind i bilen.

Jeg åbnede øjnene. Morgan sad ved siden af mig. Min arm gjorde ondt. Morgan havde hørt mig vågne. Han kiggede på mig med et roligt blik. Jeg så på hans ansigt, men han kiggede hurtigt ned. Hvad var der med ham og øjenkontakt? Jeg prøvede at komme op at sidde, men det gjorde for ondt. Jeg så spørgende på ham.
-Du havde brækket armen. Den skulle opereres for at gro normalt sammen igen. Han kiggede ned på min arm.
-Der er ingen her, der ved, hvem du er. Han kiggede undersøgende på min arm.
-Hvad så nu? Jeg var så nysgerrig. Han trak lidt på skulderne.
-Du kan bo hos mig, indtil du ved mere. I samme sekund han havde sagt det, kunne jeg se, at han havde fortrudt, at han sagde det.
-Jeg vil ikke trænge mig på, sagde jeg stille. Han trak vejret dybt.
-Nej det er okay. Han kiggede væk. Jeg så på ham.
-Er du sikker?  Spurgte jeg næsten uhørligt. Han nikkede. Der kom en sygeplejerske ind. Hendes røde hår var sat op i en hestehale.
-Godt, du er vågen. Du kan tage hjem, når der har været en læge for at undersøge dig. Hun gik straks igen.
     Der gik en time, før lægen kom. Han sagde, at jeg var okay, og at jeg bare kunne tage hjem. En times ventetid bare for at få at vide at man godt måtte tage hjem.

Morgans lejlighed var lille. Den var stor og lys. Der var flere nips-ting, end jeg havde forventet. Han kom ind af døren bag mig. Jeg gik lidt rundt. Jeg kom til en dør. Jeg åbnede den forsigtigt. Badeværelse. Intet usædvanligt. Ikke udover at der ikke var noget spejl. Nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg slet ikke set et eneste spejl. Jeg rystede på hovedet og gik ud igen. Han stod ovre ved en anden dør. Døren var lavet af mørkt træ. Den stod i kontrast til den hvide væg. Han åbnede den. Jeg gik langsomt over mod ham. Der kom en svag duft af gran fra rummet. Jeg gik hen ved siden af ham. Det var et soveværelse. Væggen var sort. Gulvet af blankt træ. I rummet tronede der også en stor himmelseng. Jeg kiggede op på ham.
-Det her er mit værelse. Du kan sove her, og så sover jeg på sofaen. Jeg kiggede stadig op på ham.
-Eller jeg kunne tage sofaen, eftersom at det er mig, der trænger sig på? Han smilte svagt og rystede derefter på hovedet. Jeg nikkede.
-Der er tøj i skabet. Du kan bare bruge det, du kan passe, hvis du da kan passe det. Han smilte og gik så ind i et andet rum. Jeg gik forsigtigt ind i værelset. Jeg satte mig på sengen og kiggede rundt. Drømte jeg? Hvad var chancen lige for, at jeg ville få hukommelsestab og derefter flytte ind hos en komplet fremmed? Jeg lagde mig ned. Jeg kunne høre ham snakke i telefon. Han lød ophidset. Mon det var min skyld? Jeg tømte hovedet, hvilket ikke var svært, fordi jeg ikke kunne huske noget og faldt langsomt i søvn.

Jeg vågnede ved en knirkende lyd. Jeg åbnede mine øjne og blev først overrasket. Jeg blev overrasket over at vågne her. Jeg kunne ikke huske, at jeg faldt i søvn her. Døren stod på klem. Jeg rejste mig stille. Jeg gik hen mod døren og tog forsigtigt forsigtigt i håndtaget. Den knirkede, da jeg åbnede. Det måtte være den knirken, der havde vækket mig. Jeg åbnede døren helt. Morgan stod lige udenfor. Jeg smilte.
-Der er aftensmad. Han sagde det ret hurtigt og vendte så om på hælen og gik hen mod en anden dør. Jeg fulgte efter ham. Døren førte ud til et stort køkken. Lejligheden var virkelig stor. På bordet midt i køkkenet stod der to skåle, to skeer og en æske med cornflakes.
-Cornflakes? Til aftensmad? Jeg smilte og så over på ham. Morgan satte sig ved bordet og begyndte selv at spise. Det var så akavet. Jeg satte mig overfor ham og begyndte selv at hælde min morgemad op. Morgan sad og kiggede ned i sin mad, mens han spiste. Han så helt fascineret ud. Jeg smilte lidt ved mig selv.
-Fortæl mig lidt om dig selv. Mine ord rev ham ud af sine tanker, han trak vejret dybt og så så op. Han fokuserede på uret lige bag mig.
-Jeg blev født i København. Mine forældre ville ikke have mig og sendte mig hertil, da jeg fyldte femten. Jeg får tilsendt penge hver måned af dem til husleje og mad og sådan noget. Han trak på skulderne stadig fokuseret på uret. Jeg nikkede forsigtigt.
-Må jeg spørge, hvorfor de ikke ville have dig? Jeg spurgte næste uhørligt. Han lukkede øjnene.
-Jeg bringer ulykke. Jeg vil helst ikke tale om det. Jeg nikkede igen.
     Efter morgenmaden gik vi ind i hans stue. Han fortalte mig lidt mere om hans forældre. At de var advokater og sådan noget. Vi satte os i hans sofa.
-Vil du se en film? Spørgesmålet var neutralt, men alligevel fik jeg røde kinder, da han spurgte mig. Han ventede ikke på et svar, men gik bare hen og fandt en film. Han satte den på og kom hen til sofaen igen. Han satte sig lige ved siden af mig.
     Filmen var næsten færdig. Han sad pludselig tættere på mig. Jeg kunne mærke hans varme. Jeg lagde forsigtigt mit hoved på hans skulder. Han smilte og lagde armen om mig.
-Er du træt? Jeg nikkede langsomt.
-Vi må hellere få dig i seng så. Han rejste sig og løftede mig op.
-Jeg kunne nu godt selv, hviskede jeg træt ind mod hans bryst. Han grinte stille og bar mig ind på værelset, hvor han lagde mig på sengen.

Efter tyve dage var jeg der stadig. Jeg var blevet så fascineret af ham. Jeg tror faktisk, at man kunne sige, at jeg var forelsket. Nogle gange følte jeg også, at han var forelsket i mig.
    Jeg gik ind i stuen, hvor han sad. Han læste i en bog. Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham. Han smilte og kiggede op. Han kiggede på min hånd.
-Kan jeg fortælle dig en hemmelighed? Jeg blev overrasket, men nikkede.
-Okay. Jeg kommer til at lyde rablende sindsyg, men ved du hvorfor, jeg aldrig kigger dig i øjnene? Jeg rystede på hovedet.
-Det forventede jeg heller ikke. Kan du huske, at jeg fortalte dig, at mine forældre ikke ville have mig, fordi jeg bringer uheld? Jeg nikkede igen. Han tog min hånd.
-Lov mig at du ikke bliver bange og flygter eller ikke tror på mig. Igen nikkede jeg.
-Jeg føler virkelig, at jeg kan stole nok på dig til at fortælle dig dette.
-Du må gerne snart sige, det du vil,
smilede jeg. Han nikkede.
-Som sagt vil jeg ikke se dig i øjnene. Ser du...jeg har en form for evne. Jeg skulle til at sige noget, men han rystede på hovedet.
-Når jeg ser folk dybt i øjnene, så dør de. Jeg blev bare nødt til at fortælle dig det. Du betyder for meget for mig til, at jeg kan risikere at lade dig dø. Jeg har fundet din familie og bedt dem om at hente dig. Du skal vide at vi aldrig kan se hinanden igen, da jeg elsker dig for højt til, at der skal ske dig noget. Han lukkede sine øjne.
-Jeg elsker også dig, og jeg er ligeglad, med hvem du er, eller hvad du er, og om du kan dræbe folk så let, jeg er ligeglad,  hviskede jeg. Jeg bøjede mig ind mod ham. Vi var få centimeter fra hinanden. BANK BANK. Typisk. Det var sikkert min familie, der var kommet for at hente mig. Morgan rejste sig op. Jeg kiggede ned. Han så ned på mig, før han gik hen mod døren. En mand og en kvinde kom ind i stuen, hvor jeg sad. Jeg så stadig ned.
-Århh min lille skat hvor har vi været bekymrede for dig! Stemmen var skinger og på kanten til gråd. Hun kom og omfavnede mig.
-Har du det godt? Morgan sagde, at du har hukommelstab. Kan du huske mig? Kan du huske din far? Hun stirrede ind i mine øjne. Hendes hår var mørkebrunt. Hun havde en stribe af fregner hen over næsen. Hun var lille af bygning, hvilket man ikke kunne sige om manden. Han havde en stor vom. Hans hår var lysebrunt. Morgan kom ind i stuen. Jeg kiggede op på ham, men han kiggede ud af vinduet bange for at se på mig. Bange for at dræbe mig. Jeg blev revet ud af mine tanker, da kvinden, der åbenbart var min mor, ruskede i mig.
-Skatter? Svar mig nu...kan du huske mig? Jeg rystede på hovedet. Manden, der åbenbart var min far, gik hen og takkede Morgan for, at han havde ringet. Min mor rejste sig. Hun begyndte at gå hen mod døren. Min far fulgte efter. Morgan stod stadig med ryggen til. Da jeg rejste mig, svajede jeg lidt. Jeg gik hen mod Morgan. Han kiggede ikke på mig.
-Jeg mente det, jeg sagde. Jeg elsker dig virkelig, og jeg vil ikke have, at der sker dig noget. Du skal være lykkelig med en, der ikke kan risikere at slå dig i hjel ved et uheld. Han vendte sig forsigtigt. Han kiggede ned.
-Isabel, kom nu! Råbte min mor, ude fra gangen. Jeg lagde hånden om nakken på ham og lænede mig mod ham. Han drejede hovedet, så jeg ramte hans kind.
-Du må hellere gå.  Han vendte sig om igen. Jeg tog en dyb indåndning.
-Jeg mente også det, jeg sagde. Min mor råbte igen. Jeg håbede sådan, at han ville vende sig om igen. Endnu et kald. Jeg vendte mig og gik ud mod dem.

Mine forældre havde åbenbart efterlyst mig. Det var der Morgan fandt ud af hvem jeg var. Han havde set det i tv’et. Jeg lå på min seng. Mine forældre havde brugt hele dagen på at vise mig billeder fra min barndom for at få min hukommelse tilbage. Men jeg gad ikke se på billederne. Jeg ville kun tænke på Morgan. Når jeg vågnede, når jeg spiste, når jeg var i bad og når jeg sov. Jeg tænkte på ham uafbrudt. Min mor kunne ikke lide, at jeg havde været hos Morgan. Hun sagde hele tiden, at hun var så glad for, at jeg var kommet hjem og ikke stadig sad hjemme hos ham. Hun var virkelig parnoid.
-Som om han ville slå mig ihjel mor, han er virkelig flink. Du kender ham jo ikke. Jeg brugte flere timer hver dag de sidste par uger på at forsvare ham, men mine forældre troede stadig ikke på mig.
-Skat, jeg siger bare, at jeg ikke stoler på ham. Han virker så ustabil, og...og han opfører sig, som om du er en skrøbelig lille genstand, han kan ødelægge bare ved at kigge på. Jeg så chokeret op på hende. Hvor meget af Morgans og min samtale havde hun hørt fra den anden side af døren?
-Hvad får dig til at sige det?  Jeg prøvede at lyde lidt ligeglad, men det lykkedes vist ikke. Min mor kiggede ned på mig.
-Du ved udmærket godt, hvorfor jeg siger det. jeg vil ikke have, at du ser ham igen. Men det bliver jo nok også umuligt. Hun rejste sig og gik ud. Hvad mente hun med umuligt? Vidste hun noget, jeg ikke gjorde? Jeg rejste mig stille op. Døren stod på klem. Jeg listede mig hen til den. Gulvet knirkede en anelse. Jeg kiggede gennem den lille sprække. Min mor stod ude ved komfuret. Der duftede pludselig af karry. Hun snakkede dæmpet med min far.
-Hun ved det. Jeg vil ikke tage den chance. Han skal udrydes. Jeg gispede. Ville min mor virkelig gøre det mod mig, eller rettere mod ham. Jeg var irriteret over, at jeg ikke havde hans nummer, så jeg kunne ringe og advare ham. Jeg måtte stikke af hjemmefra. Ud til Morgan. Jeg måtte advare ham.

Efter aftensmaden gik jeg ind på mit rædselsfulde værelse. Jeg sagde, at jeg ville tidligt i seng. Mine forældre troede på mig selvom, at jeg havde sovet hele dagen. Jeg lagde puder under min dyne, så det lignede, at jeg lå der. Derefter gik jeg over til vinduet. Mit værelse lå heldigvis helt nede ved jorden. Jeg åbnede det. En kølig vind kom mig i møde. Jeg trak en trøje over hovedet og sprang ud. Jeg landede i det bløde græs. Der var stadig lyst. Jeg begyndte at løbe. Jeg vidste nogenlunde, hvor han boede. Jeg havde indprintet ruten i mit hoved, da jeg blev hentet af mine forældre. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive forpustet. Mine lunger gjorde ondt og mine ben syrede til, men jeg blev ved med at løbe. Jeg ville gøre alt for at advare ham. Jeg kom til bygningen. Jeg løb ind af døren og over mod elevatoren. ’Ude af drift’ var ikke lige de ord, jeg havde mest lyst til at se. Jeg løb over mod trapperne. Hvorfor boede han også på syvende sal? Jeg løb og løb op af trapperne. Jeg kom endelig til hans dør. Der var stille derinde. Var det for sent? Jeg bankede på. Skridt kom nærmere døren. Jeg åndede lettet op. Låsen blev drejet. Døren gik op, og der stod han. Jeg faldt om halsen på ham. Han lagde armene om mig. Han havde også savnet mig.
-Jeg sagde, at du ikke måtte komme, han hviskede det roligt ind i mit øre.
-Jeg ved det, men jeg måtte advare dig. Mine forældre hørte alt det du fortalte mig. De sender nogle herud for at hente dig, de vil have dig dræbt. Han kiggede roligt ned på mig.
-De kan ikke bevise noget. Og forresten så er dødsstraf ulovligt herhjemme. Han sagde det stadig med mig i sin favn.
-Jo de kan! De kan få dig til at se en eller anden i øjnene. Og tro mig: Hvis du kan dræbe folk bare ved at kigge på dem, så tror jeg nu nok, at folk vil synes, at samfundet fungerer bedre uden dig! Han holdt mig tættere ind til ham. Han virkede så rolig. Vidste han allerede alt det her?
-Du må gemme dig. Komme ud af byen eller noget! Næsten råbte jeg. Han løsnede sit tag lidt.
-Der sker mig ikke noget. Han kyssede mig på panden.
-Nu må du ikke blive bange, hviskede han.
     Det hele skete så hurtigt. Omkring ti mænd kom brasende ind i lejligheden. Morgan skubbede mig til siden, så jeg landede på gulvet. Min mor og far kom ind af døren og gik derefter hen til mig. De sagde noget til mig, som jeg ikke hørte. Mændene havde omringet Morgan. Alle mændene havde nogle mørklagte briller på. Nok for at beskytte sig i mod Morgans eneste forsvar. De slæbte ham ud af lejligheden. Alt stod stille for mig. Den eneste lyd jeg kunne høre, var mit eget skrig.

Jeg vidste ikke helt hvordan, jeg kom hjem. Min far havde nok fået en af mændene til at bære mig. Jeg vidste heller ikke hvorfor, at jeg havde glemt alt der skete i går ud over, at Morgan blev hentet. Jeg lå inde i min seng. Jeg tog fjernbetjeningen. Jeg måtte tjekke nyhederne. Måske var der noget om Morgan.

...Og nu til de øvrige nyheder. En ung dreng med en speciel evne er blevet anholdt og skal likvideres. Straffen lyder hård, ja nærmest urimelig, men hans evne gør ham i stand til at dræbe folk kun ved at se dem i øjnene. På et møde i folketinget i går aftes blev det afgjort, at han selv kunne vælge, hvordan han ville dø. Hans sidste tid bliver tilbragt i en enecelle på statsfængelset. Kl. 13:00 vil han blive ført gennem rådhuspladsen hen til den gamle tysk kaserne, hvor straffen skal...
 

Jeg behøvede ikke at høre mere. Jeg kiggede straks hen på uret. Klokken var kun tolv. Jeg havde stadig tid. Jeg trak hurtigt i noget tøj. Jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre, men jeg vidste at jeg måtte gøre noget. jeg hoppede ud af vinduet. Ned i det bløde græs. jeg begyndte at løbe.
    Jeg var kun halvvejs. Jeg tjekkede uret på min mobil: 12:30. Jeg kunne ikke stoppe for at få vejret nu. Jeg blev ved med at løbe. Jeg kom forbi en cykel. Jeg hoppede op på den og begyndte at cykle. Jeg kunne se det store rådhusur i horisonten. Klokken var snart et. Jeg hoppede af cyklen og smed den fra mig. Derfra løb jeg videre. Der var mange folk til stede. De ville alle sammen se, hvad der skulle ske. Jeg løb over mod en kødrand af mennesker. De var alle på vej op i en høj bygning. De ville alle sammen op på balkonen og se det hele derfra. Jeg kom over til kødranden og prøvede at mase mig igennem, men i stedet for blev jeg skubbet med op. Jeg kunne ikke komme ned igen. Pludselig stod jeg i den kolde luft oppe på balkonen. Jeg stod på balkonen sammen med alle de andre, der ville se misfostret bøde for sine handlinger. Han blev slæbt gennem byen. Folk stod i deres vinduer og kiggede på alt andet end hans ansigt. Nogle grinede. Andre smilte bare. Men jeg græd. Hvordan skulle, jeg kunne leve, hvis jeg aldrig kunne, se den jeg elskede igen? Jeg vendte mig om. Jeg ville ikke se på ham. Jeg løb. Løb.
     Jeg kom ud af bygningen. Jeg løb over mod rådhuspladsen. Jeg kunne se hans hoved. Jeg blev ved med at løbe. Jeg var kommet for langt til at give op nu. Han var omringet af vagter. Jeg masede mig gennem masserne, mens jeg hørte alle deres dumme kommentarer.
-Jeg har hørt at han vil skydes, sagde én.
-Nej, han vælger da gift eller en sprøjte din klovn.
Jeg kunne ikke klare at høre på dem. Jeg skubbede endnu hårdere end før. Pludselig stod jeg helt oppe foran. Folk brokkede sig bag mig, men jeg var ligeglad. Nu gjaldt det bare om at løbe. Jeg løb over mod ham. Mine ben føltes som bly, og de 100 meter virkede pludselig som en kilometer. Jeg kom nærmere og nærmere. Han havde set mig og rakte sine arme ud efter mig. Jeg kastede mig i hans favn. Han svingede mig rundt.
-Undskyld. Jeg er virkelig ked af at jeg har rodet dig ind i det her.
Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Han holdt mig tæt ind til sig. Jeg kiggede op på ham. Der trillede en tåre ned af hans kind. Jeg stillede mig på tæer og kyssede ham. Han lukkede sine øjne og kyssede mig igen. Jeg ved ikke hvor længe vi stod der, men det føltes som uendeligt lang tid. Mændene tog hårdt fat i min nakke og rev mig væk fra ham. Nu kom tårerne. Jeg kiggede op på ham, men han gjorde noget, jeg ikke havde forventet. Han kiggede mig i øjnene. Vagten der stod nærmest mig rev mig væk, og holdt mig for øjnene. Jeg fjernede hans hånd.
-Morgan?
Han kiggede væk igen. Vagten begyndte at ruske i ham.
-HVAD HAR DU GJORT!  Morgen kiggede roligt på ham.
-Bare rolig der sker hende ikke noget. Jeg kiggede nysgerrigt op på ham. Han kiggede også på mig.
-Der er noget jeg ikke har fortalt dig. Jeg rev mig fri af vagtens greb og gik over til ham.
-Hvad? Jeg tog hans hænder i mine. De var iskolde.
-Jeg vil ikke kalde min evne for en evne. Det er nærmere en forbandelse. Ser du...min far er en grådig mand. Før jeg blev født, fik han et besøg af Døden. Døden havde et tilbud til ham: Hvis hans ufødte barn fik den forbandelse, som jeg har fået kastet over mig, ville han få uendeligt mange penge. Min far slog til. Men min mor lavede dog også en aftale med Døden: Hvis hun gik i døden med det samme, så ville han ophæve forbandelsen dan dag, der var en, der blev forelsket i mig selvom, at jeg er, den jeg er. Og det gjorde du. Han så afventende på mig. Jeg svarede ham ikke, men kastede mig i stedet om hans hals. Man kunne høre råbene fra balkonen:
-Kys, kys, kys...! Han lænede sig forsigtigt ned over mig. Vagterne gik væk, de gad ikke være der, hvis han ikke længere var en fange. Han lænede sig langsomt længere ind over mig. Jeg himlede med øjnene og kyssede ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...