En historie der aldrig er set før

I historien oplever vi en usædvanlig pige i fortiden, nutiden og fremtidens New York

2Likes
0Kommentarer
182Visninger

1. New York

 

En dråbe løb stille ned ad min ene kind. Jeg tørrede mine vinger på radiatoren. De var blevet rigtig våde i går aftes, da det styrtregnede, men det var det hele værd. New York om aftenen. Det var et syn, der ikke kunne slås af noget andet. Alle gadelygter, billygter og lyset fra vinduerne. Byen der aldrig sover, byernes by. New York var fantastisk om natten. Jeg redte mit uglede hår og faldt så i søvn på radiatoren.

Næste morgen var jeg normal igen, eller normal og normal - jeg var en pige igen. Lige siden dengang på en blomstereng for et par år siden, har jeg været en lille alf med flotte blanke vinger, hvis regndråber rører min hud.

Jeg var sent på den og måtte skynde mig i skole. Jeg havde så travlt, at jeg ikke så mig for, og stødte pludselig ind i en gammel mand. Han var rigtig høj med et spidst ansigt og gråt strittende hår, der gav mig gåsehud. Og nu. Nu sad jeg i hans lille laboratorium under Times Square. Det var et rigtig hyggeligt lille sted med mange store maskiner, der skræmte mig en smule. Han tog sin hånd om min og viste mig vej ind af en lille dør, jeg ikke havde opdaget før nu. Inde i rummet var der meget trangt, men kun en ting stod på gulvet - en mystisk kasse, der lignede en telefonboks. Jeg var nysgerrig. Hvad var det til? Han gik over til maskinen og trykkede nogle cifre ind. Døren åbnede sig, og han begyndte at fortælle om den tidsmaskine, den skulle forstille at være. I kort tid blev jeg bange og en smule nysgerrig. At rejse tilbage i tiden ville det ikke være et uforglemmeligt eventyr? Eller frem i tiden for dens sags skyld? sagde han højt. Vil du med? Mit hjerte blev til is, og jeg stivnede. Hvad skulle jeg dog svare? En fantastisk oplevelse var lige rundt om hjørnet. Hvad kunne jeg gå glip af. Jeg svarede ikke, men lukkede øjnene og gik ind tidsmaskinen…

Jeg åbnede øjnene. Hvor var jeg? I hvert fald ikke i hjemme. Slidte gader, gamle huse og en vidunderlig duft af landbrug. Et brag lød og en kanonkugle ramte bygningen længere nede ad gaden. Bygningen brød i brand, og skrigende mennesker var over alt. Den gamle videnskabsmand stod stadig ved min side. Han tog en dyb indånding og sagde: Velkommen til New York Citys fortid! Vi var havnet midt i den store begivenhed, da de afrikanske pirater kom og plyndrede New York i 1767. En tid hvor telefonen, computeren og græsslåmaskinen endnu ikke var opfundet. Piraterne gik i land, og flere og flere huse var i brand. Mennesker overalt. Folk døde, og alle skreg. Alt var tabt. Der mødte de den unge pirat fra skibet ”Theropios”. Han var ikke en af dem. Han var en rar mand, der var endt sammen med de forfærdelige pirater for 3 år siden, da hans familie selv var i fare for at miste alt, og han gav sit liv for dem, han elskede. Han havde ikke hørt eller set sin familie siden. En anden pirat kom. Han var høj og muskuløs og med et flot skinnende sværd. Jeg blev bange, og den unge rare pirat stillede sig foran mig, så jeg ikke var i fare. Han havde en uhyggelig stemme, der fik hårene til at rejse sig. Jeg trådte et skridt tilbage og gik ind i den gamle videnskabsmand. Piraten mærkede min frygt og rev den unge pirat til siden og truede mig med sit sværd. Jeg stivnede af skræk, og hjertet sad helt oppe i halsen på mig.

Uden at tænke løb jeg tilbage mod tidsmaskinen og fik os alle væk, bare ved at trykke nogle simple tal ind…

Da vi landede et tredje sted, styrtede jeg ud fra tidsmaskinen og gik i ren panik og frygt. Det var sådan vi mødte Ijoblo. Ja, sådan hed hun. Hun var en modig og klog pige med lyst pageklippet hår. Det var hende, der lærte os om fremtiden. Ja, vi var nu havnet i fremtiden - år 5067. Fremtiden med flyvende biler og rullende fortove. Fremtiden var et rent eventyr. Vi besøgte trippeltårnene, med en højde på 910 meter, er de nu verdens tre højeste tårne. Vi lærte også at et barn styrede landet. Ja, så fantastisk er fremtiden. Ijoblo tog os med hele vejen. Fra den dystre bundløse sø i Central Park. Til ”The happy penguin” en 60 meter høj statue af en pingvin, et sandt nationalmonument. Gid vi kunne blive her! Et sted med glæde, kærlighed og frihed. Men sådan var fremtiden ikke altid. Fremtiden var et skrøbeligt sted, hvor ting let kunne gå i stykker.

Solen skinnede ned på os, og vi lagde os på græsset i Central Park og nød det. Ijoblo, piraten, den gale videnskabsmand og jeg, vi lå lige der midt i solen. Tiden fløj af sted, og vi gjorde intet ved det. Det var det bedste…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...