Skumring

Det gælder om at finde lyset, inden man bliver opslugt af mørket...

4Likes
3Kommentarer
335Visninger

2. Nat

 

”Jeg finder Mads.” Magnus rejste sig og gik. Maja kiggede kort efter ham, inden hun genoptog skænderiet.
Magnus var lettet da han nåede udenfor. De var ikke til at holde ud de to. Han gik om på den anden side af bygningen, hvor han fandt Mads. Han sad på trappen, der førte op til en dør, som enten var en bagdør eller en flugtdør. Det var altid det første sted Magnus ledte, når han skulle finde Mads, og det var næsten også altid der, han fandt ham.
Mads sad med ryggen til ham, men han skulle ikke særlig tæt på for at kunne lugte røgen.
”Du ved godt, at Thomas bliver sur,” sagde Magnus og satte sig ved siden af sin ven.
Mads drejede cigarretten mellem fingrene.
”Joeh,” svarede han efter lidt tid. ”Men fuck ham. Det her bestemmer jeg sgu selv”
Magnus kunne ikke lade være med at smile. ”Maja tænker nok det samme lige nu. I hvert fald det med fuck.”
”Skændtes de stadig?” stønnede Mads.
Magnus svarede ikke. Det var ikke nødvendigt. Mads bandede.
”De laver seriøst aldrig andet,” sagde han, og efter lidt tid fortsatte han: ”De må have været i gang i over en time nu. Fuck dem mand. De begyndte at skændtes, lige efter at Maja kom tilbage. Pis os.”
”Hvad er problemet i dag?” spurgte Magnus uden at tage sig af Mads’ udbrud.
”Jeg er ikke helt sikker,” svarede Mads. ”Jeg er begyndt ikke at lytte til dem, men jeg tror, det er fordi Maja vil med til en eller anden fest hos Emil.”
”Og det vil Thomas selvfølgelig ikke høre noget om,” sukkede Magnus.
”Nej, det vil han ikke. Men jeg tror ikke bare, at det er det.”
”Hvad så?” Magnus var nysgerrig nu. Hvad kunne det mere være?
Mads tværrede cigaretskoddet ud på trappen og smed det.
”Jeg tror, strisserne har haft fat i ham.”
”Tror du?” spurgte Magnus overrasket.
”Yep, de har været efter ham et stykke tid nu.”

De sad længe i tavshed. Hvis strisserne fik fat i Thomas, ville de også finde dem og Maja. Det ville ikke være så godt. Mads var stukket af fra et børnehjem, han vidste ikke, hvor Maja kom fra, men der var nok en grund til, at hun var skredet derfra, og han selv var skredet hjemmefra for cirka et år siden og havde ingen planer om at skulle tilbage.
”Vi må væk herfra,” sagde Mads pludseligt. Det var det samme, som Magnus var kommet frem til. Thomas havde hjulpet dem, men hvad forskel gjorde det, hvis de blev opdaget nu? I starten havde det været fedt at bo sammen med de andre, men det var blevet meget anstrengt.
Thomas bestemte alt, og man skulle ikke sige ham imod. Maja var begyndt, og det gjorde lejligheden til et helvede. Hverken han eller Mads gad længere være der, medmindre det var for at sove. Det var som om, det hele var ved at blive mørkt igen. Ligesom inden han skred.
Som om alt det gode i starten havde været lyset om dagen, og nu var dagen simpelthen bare ikke længere, så det var ved at blive mørkt. Magnus kiggede op på himlen. Det var ved at være sent, så den var ved at blive mørkere. Det blev en lang nat, havde han på fornemmelsen.
”Hvad med Maja?” Magnus tænkte højt. ”Vi kan da ikke bare forlade hende her, kan vi?”
”Det ville ikke være særlig pænt gjort,” svarede Mads. ”Kom, lad os gå op. Vi kan samle vores ting og skride. Jeg vil væk herfra nu.”

Da de nåede op til lejligheden, var der ingen tvivl om, at Maja og Thomas stadig havde gang i det store skænderi. Mads sukkede og åbnede døren.
Inden i stuen havde Thomas også rejst sig nu, og de stod og stirrede på hinanden. Maja med armene over kors.
”Indrøm det,” sagde Maja hånligt. ”Det har noget med strisserne at gøre.”
Mads sendte Magnus et sigende blik.
Thomas svarede ikke, og Maja fnøs: ”Hvad fanden er det, du har lavet, siden det har påkaldt strisserne? Fandens, er vi nu alle sammen i fare for at blive taget? Dit svin! De leder efter dig i hele byen lige nu, ikke? Fuck dig! Jeg skrider! Skal i med?” Hun råbte næsten til sidst, og det sidste var henvendt til Magnus og Mads.
Mads bed sig i læben. ”Vi var faktisk ved at gå,” svarede han hende, og Thomas kiggede overrasket på dem.
”Hvad gør i?” spurgte han.
”Vi skrider,” sagde Magnus kort og smed hans og Mads’ få ejendele ned i sin rygsæk.
”Det kan i da ikke,” protesterede Thomas.
”Jo, vi kan.” Maja tog sin jakke, som var det eneste, hun havde.
”Kom,” sagde hun til Magnus og Mads, inden hun vendte ryggen til dem og gik. Magnus og Mads skyndte sig efter hende og måtte næsten løbe for at følge med hende ned ad trapperne. Thomas råbte noget efter dem, men ingen af dem hørte det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...