Skumring

Det gælder om at finde lyset, inden man bliver opslugt af mørket...

4Likes
3Kommentarer
340Visninger

3. Dag

 

Da de var nået et par gader væk, satte Maja sig pludselig ned og begyndte at græde. Magnus satte sig på den ene side af hende og Mads på den anden.
”Det svin,” snøftede hun. ”Han tænker bare kun på sig selv.” Hun tørrede øjnene med sin jakke og tog en dyb indånding.
”Hvornår bestemte i jer for at skride?” spurgte hun, da hun var holdt op med at græde.
”Lige før,” svarede Mads, og Magnus fortsatte: ”Vi var på vej op for at hente vores ting.” Han kiggede frem for sig, han havde ikke været i den her gade før. ”Og dig,” tilføjede han.
”Yepper depper, vi var bange for, at du ville slå ham ihjel, inden strisserne fandt ham, hvis vi lod dig blive.” Mads prøvede som altid at komme med en vittig kommentar, når det hele var trist, og det hjalp altid. De grinte alle tre.
”Så… de er virkelig efter ham?” Maja blev alvorlig igen.
”Det tror jeg,” sukkede Mads. ”De har vist været efter ham længe.”
Maja fnøs. ”Sikkert også før vi mødte ham. Han er ikke så god, som han selv tror. Det var ikke det her, jeg ville.”
”Heller ikke mig,” sagde Mads stille. ”Hvad gør du nu?” spurgte han Maja.
”Tager hen til Emil. Det er det bedste, jeg kan finde på lige nu. Hvad gør i?”
”Aner det ikke.” Mads kiggede på Magnus, men han rystede bare på hovedet. Han vidste det heller ikke.
Maja rejste sig. ”Jeg går hen til Emil. Vi ses igen... ikke?” Maja så pludselig usikker ud.
”Det gør vi,” forsikrede Magnus hende. ”Måske kommer vi forbi hos Emil en dag og ser, om du stadig er der.”
”Tak,” sagde Maja. ”I er de bedste, at i ved det. Jeg er glad for at jeg mødte jer, selvom Thomas er et svin. Held og lykke.”
”Held og lykke selv,” mumlede Mads til hendes ryg, da hun gik.
Magnus og Mads blev siddende længe uden at sige noget, efter at Maja var gået.

 Efter et stykke tid rejste Mads sig, og Magnus fulgte efter ham. Ingen af dem sagde noget. De gik bare. De gik rundt omkring i byen hele natten, og de kom forbi mange fester med nu ret fulde mennesker.
Der var stadig ingen af dem, der sagde noget, og ingen af dem vidste, hvor de skulle hen, så de blev bare ved med at gå. Til sidst var det blevet helt mørkt. De var tilbage i gyderne, og de kom også forbi det sted, hvor de havde sagt farvel til Maja. Magnus følte sig som en zombie, der bare gik og gik.
Det var som om alt lyd omkring dem var forsvundet, indtil de pludselig hørte lyden af sirener. De stoppede op, og inden længe kom en politibil kørende i mod dem.  Magnus’ hjerte bankede, og han var et kort øjeblik bange for, at den var efter dem, men den kørte lige forbi dem.
”Den kører i retning af lejligheden,” sagde Mads. De kiggede på hinanden. Magnus rystede bare på hovedet. Det var lige meget. De boede der ikke længere. Han kiggede op. Det var ved at blive lyst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...