Skumring

Det gælder om at finde lyset, inden man bliver opslugt af mørket...

4Likes
3Kommentarer
338Visninger

1. Aften

 

Magnus kiggede sig omkring i den døgnåbne kiosk.  Der var ikke andre end en træt udseende kassedame, en gammel mand, som gik omkring i den anden ende af kiosken nær døren, og så ham selv. Magnus skævede til kassedamen, det var hende, der var det største problem her. Hun sad og kiggede på sine negle og så ud til at være lidt under tyve, hendes hår var langt og afbleget, og hun lignede, en der hellere ville være et andet sted.
Det forstod Magnus nu godt. Det var en fredag aften, klokken var omkring ti, det var sidst på sommeren, vejret var godt, og der var sommerfester overalt i byen. De fester der ikke slutter før efter klokken tre. Hun var helt klart den type, som tog til de fester sammen med en masse venner. Det var Magnus ikke.
Manden begyndte at gå op mod kassen, og kassedamen så op fra sine negle. Magnus sukkede, det havde taget sin tid. Han smuttede ud bag sit skjul bag en række reoler og skyndte sig ud af kiosken. Sværere var det ikke, der var ikke nogen, der ville opdage noget. Engang havde han været nervøs og bange, men det var han ikke længere. Alting havde ændret sig.

Magnus begyndte turen hjem og kom flere gange forbi haver, hvorfra lyden af latter, glas der klirrer mod hinanden og dåser, der bliver åbnet, strømmede ud. Han sukkede. Gid de dog kunne være med til nogle af de fester. Mads ville sikkert gerne, han vidste ikke med Maja, men det var også lige meget, for Thomas ville ikke, og han bestemte. Sådan var det, og der var ikke noget at gøre ved det. Magnus hankede op i den tunge rygsæk og holdt sig i skyggerne.
Han nåede hurtigt til den mere usle del af byen.
Ikke flere store flotte haver med fester kun store mørke bygninger. Mange af boligkomplekserne var halvtomme og nogle ikke i særlig god stand. Der var mørkt i gyderne her, selvom det jo ikke rigtig var mørkt endnu.
Magnus nåede til et af de mest forladte huse. Der var ingen lys i vinduerne, men Magnus var ret sikker på, at de andre var hjemme. Han vidste ikke med de andre, der boede i huset. De var sikkert til en eller anden drukfest.
Magnus åbnede døren. Den knirkede forfærdeligt. Han gik op ad trapperne og kunne ikke lade være med at gyse. Han kunne ikke vænne sig til det her sted. Det var mørkt, uhyggeligt, tomt og forladt.
Da han stod udenfor døren til den lejlighed, han og de andre boede i for tiden, kunne han høre Maja råbe. Fedt, det gjorde jo bare det hele bedre.

”Helt ærligt Thomas! Hvorfor ikke? For en gangs skyld!” råbte Maja, da Magnus trådte ind ad døren. Lejligheden var ussel og beskidt. Der var næsten ingen møbler, og der lå tomme flasker og dåser over det hele. Rent faktisk var det ikke deres lejlighed på nogen måde, de boede der bare. Den stod tom, og de eneste andre mennesker, der boede i bygningen, havde for travlt med at tage til fest og drikke sig fulde til at tænke over, at der boede fire unger ovenpå. De var for det meste kun i lejligheden sent om natten og om formiddagen. De levede stort set om natten og sov om dagen.
”Fordi jeg siger det,” svarede Thomas koldt. Magnus gik ind i stuen, hvor de sad i de få møbler, der var tilbage i huset. En gammel ulækker stol og en sofa med fjedre stikkende ud over det hele. Stuen hvor Thomas sad, viste det sig. Maja stod op og stirrede på Thomas, og Mads var ingen steder at se.
”Hey Magnus,” sagde Thomas, da han så ham, og Magnus slængede rygsækken af skulderen og kasteden den over til Thomas, som åbnede den og hev indholdet ud af den. Et par sodavand, et par øl og en pose chips.
”Nu huskede du vel at betale,” sagde Thomas muntert. Han vidste udmærket godt, at der ikke var betalt en øre for tingene.
”Jo,” svarede Magnus tørt. ”Jeg sendte kassedamen en mental besked og fortalte hende, at hun kunne sætte det hele på regningen til nummer 42.”
”Godt,” mumlede Thomas. ”Du gjorde mig næsten bange der.”
Maja fnøs. ”Bange for at han havde betalt for dit lort? Du er bare for meget, du er.”
”Mit lort?” spurgte Thomas med et påtaget undrende ansigtsudtryk. ”Søde Majaskat, du mener vores lort. Det er også dit lort.”

Magnus kiggede igen efter Mads, han gad ikke skændtes med de andre nu, eller han ville ikke blandes ind i deres skænderi, for de var vist godt i gang.
”Hvor er Mads?” spurgte han til sidst.
Thomas trak bare på skulderen, og Maja sagde ikke noget. Magnus tog det som et: ’det ved vi ikke’.
Han tog en sodavand og satte sig i stolen, nu hvor Thomas havde nakket sofaen.
Maja og Thomas begyndte at skændtes igen. Magnus hørte ikke rigtig efter. Det var han for længst holdt op med. De to lavede snart aldrig andet end at skændtes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...