Retfærdighed

Novellen, er ikke en af de bedste, men jeg synes, at den fortjener at blive læst. Jeg vælger at lægge starten ud(altså kun et uddrag), og så kan i jo skrive hvis i vil læse mere.
God aften til alle!

(Det 1. kapitel er set fra morderens vinkel. Resten af novellen er fra kriminalefterforskeren Peter Aakeson's synvinkel)

2Likes
11Kommentarer
635Visninger

2. Mord 1

Jeg passerede en orangeklædt byggemand, idet jeg trådte ud på vejen. Byggedragten mindede mig om de dragter vi bar bag tremmerne. Han havde ryggen til, men det var ikke svært at gennemskue at han var en mand med for mange kilo.  Han var kraftig behåret, og havde muligvis sydeuropæiskafstamning. Et kvalificeret gæt ville lyde på at han akkurat lige havde hældt den sidste dråbe sort ny brygget morgenkaffe i sig, og nu skulle i gang med endnu en arbejdsdag. Han vendte sig, og havde som forudset et kaffekrus i hånden.  Han hilste med et kort nik. Muligvis fordi at han ikke kunne sproget, eller også fordi at han var uhøflig. Jeg havde heller ikke forventet andet af en så ubegavet og lavstillet neger. Det var til alles bedste at han holdte lavprofil, og gjorde samfundet en tjeneste, nu hvor vi havde lukket ham ind i vores land. Ja, det var sådan det skulle være.
     På 1. sal der hvor mellemklasserne holdte til, var der det samme morgenhast. Lærer rente forvirret rundt, for at holde styr på eleverne. Papirsflyvere fløj rundt under loftet. De smed hinandens bøger ud af vinduerne. Børnene løb rundt, og prøvede at fange hinanden. Og så var der den her utrolige høje runge, for de snakkede alle samtidigt. Det hele blev ikke bedre af, at alle ville høres, og de derfor overdøvede hinanden.  I stueetagen var der ikke de samme problemer. Børnene dér, var vel bare for små til at rende rundt.
     De kunne høre mig komme. Hvordan mine nypudsede laksko ramte gulvet, og hvordan jeg næsten som i en symfoni bevægede mig hen af gangen. Jo, de vidste udmærket at jeg kom.
  Og som sagt i det jeg drejede om hjørnet, stoppede postyret. Alle stod de rette og nu var der en dejlig rungen, af børnestemmer, der sang Nationalsangen. Rasmus Rødkind kastede et sidste papirs fly. Jeg fortrak at kalde ham Rasmus, men alle eleverne, og selv lærerne kaldte ham Rasmus Rødkind. Hvis man kaldte ham Rasmus, var der ingen, som vidste hvem man snakkede om. Så om man ville det eller ej, var det blevet Rasmus Rødkind.
     Jeg fulgte planen.
”Oscar,” jeg stønnede, og trak vejret tydeligt ud gennem næsen for at signalere at jeg var irriteret, og vente mig mod drengen. Sangen var stoppet.
”Ja, hr.?”
”Er du ikke tro mod dit Danske fædreland?” spurgte jeg. Mine øjne glødede.
”Jo vist, hr. Det var heller ikke mig, men Rasmus Rødkind der kastede.” Han var tydeligvis forvirret, og skrækslagen for at han fik skylden. Jeg grinede indvendigt. Nu kom det bedste.
”Nå, så du siger rektor imod? Skal vi virkelig stå her i fuld offentlighed, og diskutere hvem der kastede med papirsflyet? Vi kunne jo ved samme lejlighed snakke om dine drægtige karakterfald. Det har nok ikke noget at gøre med, at din mor er med rogn, tror du? Hun har vidst bollet udenom ikke? For så vidt har jeg hørt er din far impotent. Passer det ikke Oscar. Det er derfor du ikke har været i skole det sidste stykke til; Fordi at den er hel gal derhjemme. Du kom vidst også ved et uheld, ikke? Eller vil du igen stille dig op foran alle dine venner, og alle dine lærer, og fortælle mig at det ikke havde noget med dig at gøre?”
Drengens ømme punkt var ramt. Han var ydmyget.  Hans øjne var dækket af vand og han kunne næsten ikke få ordene ud over læben.
”Nej. Nej selvfølgelig ikke.” 
Lærerens udtryk var endnu bedre. De var forarget over at en rektor kunne udstille en elev på den måde. I dag var jo også min sidste dag på denne skole. Så det skadet vel ikke nogen med lidt festligheder.
”Godt, lad os gøre den færdig inde på mit kontor,” jeg smilede og forsatte:
”Godt børn så er der ikke mere at se her. Vend tilbage til jeres klasser.”
Jeg klappede i hænderne og viste med hånden Oscar frem til mit kontor. Børnene og lærerne gik ind i deres klasser og påbegynde undervisningen. En lærer vendte sig om mod mig:
”Det kan du da ikke tillade dig. Vi så alle at det var Rasmus Rødkind. Det er uretfærdigt over for drengen.” Hun kiggede ned på Oscar.
”Nej, nu ikke også dig. Skal vi tage den diskussion nu?” Jeg prøvede at se sympatisk hen på hendes klasse, der hele morgenen havde glædet sig til billedkunst. Hun stønnede opgivende, rystede på hovedet og gik.
    Jeg smilede tilfreds til Oscar. Nu var vi endelig alene. Nu kunne jeg gøre arbejdet færdigt.
”Det er et flot kontor du har hr. rektor.”
”Det er udmærket. Det er vel også første gang du er her?”
”Jo, jo det er det,” hans øjne flakkede rundt og hans hænder rystede en smule; Han havde set de to der lå bundet, og det havde gjort ham nervøs. Jeg tog den lille hammer der var fastspændt til brandalarmen og smadrede glasset. Den ringede. Jeg låste døren. Drengen skreg, men ingen kunne høre ham for klokkens ringen.
”Rolig, Oscar, jeg skal nok gøre det hurtigt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...