Price of Love ~ One Direction

Athena er en flot, charmerende og sød 18 årig pige. Hun er lige flyttet fra hendes forældre og ind i en lejlighed. Nogle dage efter hun er flyttet, kommer hendes lillesøster på besøg,både for at se huset men også for at pakke ud. Senere hen på dagen går de på café, men på vejen sker der et uheld. Athenas søster bliver kørt ned. En helt speciel dreng ser hele scenen, og beslutter sig for at hjælpe Athena. Det er bare starten på alle problemer, og oplevelser de kommer ud i sammen.


Katrolle skriver fra Athena's synsvinkel, Abnormal skriver fra Harry's

17Likes
19Kommentarer
2177Visninger
AA

9. I would walk through the desert, I would walk down the aisle, I would swim all the oceans

Harry's synsvinkel

"LOUIS!"råber jeg, eller nok nærmere brøler, hvis jeg skal være helt præcis.

Den lille... Jeg hader ham!

Hvorfor jeg er så oprevet? Fordi den lille orm har 'sladret' til Athena, som nu er sur på mig.

Hvorfor jeg er sur over det, når jeg ikke engang ved hvad jeg synes om hende? Fordi, hun skal få mine tanker over på noget fucking andet end fucking Danielle!

Jeg elsker Danielle af hele mit hjerte, men jeg ville ikke kunne få hende, jeg ville aldrig kunne få hende. Selv hvis hun og Liam slog op ville jeg ikke kunne få hende. Det ville være.. forkert. Meget forkert.

"Ja?"lyder det træt inde fra stuen, Louis.

Jeg tramper ind i stuen, og kigger dræbende på ham. På en måde jeg aldrig har set på ham før. Han er den fucking eneste grund til at jeg ikke kunne få mine tanker væk på andre end Danielle, for bare én fucking aften. Ikke engang en aften kunne han unde mig. Idiot.

"Jeg. Fucking. Hader. Dig."hvæser jeg, eller hvæsesnerre, af ham.

Han kigger skræmt, overrasket og chokeret på mig. Aldrig, ikke engang da jeg var mest vred på ham, har jeg sagt, at jeg hadede ham. Vi er soulmates, bedstevenner og brødre i alt undtagen blodet. Men jeg hader ham. Jeg hader ham, så fucking meget.

"Hvad?"hvisker han helt grædefærdigt.

"Du hørte hvad jeg sagde, jeg hader dig."siger jeg kort og koldt, så koldt at han krymper sig.

Han havde sikkert ikke tænkt på konsekvenserne, da han stak ned og sladrede om noget han egentlig ikke ved noget om. Måske skulle jeg lade ham tro, at jeg rent faktisk godt kunne lide Athena? Det ville gøre det lettere for mig.

"Hvorfor?"spørger han lige så hviskende som før. Han er tydeligvis meget chokeret.

Louis rejser sig, men sætter sig igen, da jeg kigger koldt på ham. Kram vil ikke hjælpe dig, Louis William Tomlinson. Jeg hader dig, du er grunden til, at jeg ikke kunne få mine tanker væk fra Danielle. Jeg elsker Danielle, så forstå det!

Nej... han kan ikke forstå det, ingen vil kunne forstå det. Ingen ville kunne fatte, at jeg, Harry Styles, er forelsket i min bedstevens kæreste, Danielle. Ingen. Især ikke vores fans, de ville hade mig. Alle ville hade mig, undtagen min familie, men op imod resten af verden er min familie ikke ret meget.

"Glem det,"siger jeg hårdt, jeg har ingen intentioner om at dele mine tanker med ham. Da han skal til at sige noget cutter jeg ham koldt af;"Bare.. glem det."

Jeg går ind på mit værelse, og smider min jakke fra mig af frustration, samtidig med en frustreret lyd slipper igennem mine læber. Jeg ser rundt i værelset og nikker så for mig selv. Jeg må gøre det, det skal gøres, og jeg er den eneste, der kan. Jeg er nødt til det. Jeg kan ikke blive her. Ikke efter det jeg lige har sagt til Louis, det ville være.. risikabelt. Bringe hele bandet i fare, og ting som det. 

Hvor ironisk er jeg lige? Her står jeg, i fuld gang med at planlægge min egen flugt fra mine følelser. Fra hele verden, og så taler jeg om, at bringe bandet i fare?

Louis.

Det er hans skyld, og kun hans skyld.

"Er det pågrund af det med Athena?"lyder hans stemme udenfor døren, stadig lige chokeret.

Keep calm and shut up.

Jeg så den på Tumblr i går, jeg elsker den.

"Hold mund, Louis,"snerrer jeg af ham.

Jeg burde måske ikke være så hård overfor ham, men fuck det. Sagens kerne er at det er hans skyld, at jeg ikke kan tænke på andet end Danielle.

Er jeg for hård? Er jeg uretfærdig? Forstår I mig ikke?

Prøv det. Så vil I kunne forstå mig. Måske er jeg uretfærdig, måske er jeg hård, men hvis I blev ødelagt indeni hver eneste gang din drømmepige kysser en anden.

Om jeg forstår More Than This nu? Åh ja, mere end før. Mere end jeg nogensinde havde troet jeg ville gøre. For More Than This er om mig.

"Må jeg komme ind?"

"Nej."

Han kommer ind. Og han har grædt. Ja, det er flot, Louis. Tud, tud.

"Sagde jeg ikke lige, nej?"

"Jo..."

"Så gå ud!"

Jeg vender mig væk fra ham, det bør gøre det klart, at jeg mener det.

Forhåbentlig.

Han snøfter kort, og lukker så døren. Om det betyder at han er gået ud eller bare har lukket døren, ved jeg ikke og derfor vender jeg mig ikke om. Hans øjne, der sikkert er bedende, vil få min beslutning til at vakle, og jeg vil ikke 'tabe' til hans øjne, jeg har bestemt mig og jeg ombestemmer mig ikke.

"Hvorfor Harry?"lyder hans bedende og grødede stemme bag mig.

Okay, han er ikke gået ud. Irriterende.

Jeg svarer ham ikke, begynder bare så småt at pakke.

Hvor skal jeg egentlig sove? Nok bare på et eller andet hotel i nærheden. Nej, ikke i nærheden, men i London. Et eller andet sted.

"Hvad laver du?"

"Pakker, det kan du vel se?"svarer jeg ham, og vender mig kort for at kigge dumt på ham.

Han er som stivnet, står der bare og ser på mig med bedrøvede øjne.

"Hvorfor?"

"Fordi."

Fordi er en fantastisk grund, den kan altid bruges og den bliver ikke slidt op. Den var nemlig allerede slidt op, da den blev brugt første gang. Men den blev stadig brugt, igen og igen. Og derfor bruger jeg den også.

Jeg lukker min kuffert, og gennemgiår inde i hovedet, hvad jeg har brug for, som jeg ikke har pakket ned. Da jeg konkluderer med mig selv, at det er ting jeg kan købe trækker jeg på skuldrene og går forbi Louis uden at kigge på ham en eneste gang.

På vej ned ad trappen kaster jeg et enkelt koldt blik på Athenas dør, prøver at få den til at fryse til is, for hvis det er muligt havde mit blik gjort det.

Hvorfor gjorde jeg det her? Spørgsmålet bliver med at gentage sig selv, igen og igen inde i mit hoved.

Jeg lægger hånden på mit bryst og kan mærke tårerne presse på. Mine hemmelige følelser for Danielle, faktummet at jeg har ladet min vrede over at jeg var forelsket i hende gå ud over Athena, som nu er gået ud over Louis. Mit liv er ved at falde fra hinanden. Jeg fik følelser for en, der aldrig ville tænke på mig på den måde og jeg har sagt til min bedsteven, at jeg hadede ham. Jeg elsker Danielle og jeg ved at jeg aldrig kan få hende. Ved I hvor ondt det gør, når sådan noget sker? Nok ikke, men jeg kan fortælle jer, at det er det rene helvede. Man føler at man er ved at falde fra hinanden, når man ser den man elsker kysse en anden. Nej, bare hør More Than This, så ved I præcis hvordan jeg har det. Måske har jeg det værre.

Måske får jeg alt til at se meget værre ud end det er..?

Måske... måske er jeg bare en forkælet møgunge, der tror at alt og alle går imod ham?

Måske er jeg en stjerne, der har ladet berømmelsen går mig til hovedet?

Eller så har jeg bare ikke kunnet glemme mine følelser for Danielle?

"Hvem er din nye kæreste?"griner Niall, da han ser den krølhårede pige jeg i øjeblikket snakker med.

Jeg sender ham et olmt blik og pigen, Danielle, griner og smiler stort, mens hun ryster på hovedet. Nærmest for at sige 'Vi er ikke kærester'. Men gid vi var. Vi havde talt sammen i to uger nu og jeg var virkelig faldet hårdt for hende. Selvom hun havde betroet mig, at hun gerne ville komme til at tale med Liam, som hun åbenbart havde et godt øje til, så håbede jeg stadig, at vi havde en chance som kærester.

Jeg kunne få de fleste piger i verden, hvis jeg ville og så falder jeg for den ene, som er forelsket i min bedste ven. Eller en af dem.

Typisk mig.

Niall løfter øjenbrynene, og jeg rækker tunge af ham. Han besvarer ved at grine og fremvise sin tunge. Vi er så modne i One Direction, det er helt vildt.

Det synes Danielle muligvis ikke, for hun ruller bare grinende med øjnene, som om vi er skøre. Det tror jeg ikke, vi er. Er vi?

Hun spærrer kort øjnene op, da hun ser Liam og løber derhen for at kramme ham. Han krammer hende ømt igen og jeg mærker et stik i hjertet af jalousi. Det burde være mig, der holdt om hende på den måde. MIG, og ikke Liam.

Misforstår mig ikke; Jeg 'elsker' Liam, men jeg... er bare virkelig faldet for Danielle. Hårdt.

Jeg kiggede væk fra dem og kigger han på Niall, der først ser uforstående fra mig til dem et par gange og nikker så forstående, før han får mig op at stå. Jeg kigger en sidste gang bagud og bryder næsten sammen ved synet: Liam og D-Danielle, der kysser.

Niall trækker mig hurtigt ud ad døren, og lægger armen om mig, før jeg bryder helt sammen. Tårerne løber ned af mine kinder, næsten som om det var en kamp på liv og død.

Jeg fornemmer svagt at Nialls beskyttende arm bliver byttet ud med Louis' varme favn. Billedet af Danielle og Liam, der kysser, bliver ved med at køre rundt i mit hoved.

Liam og Danielle. Danielle og Liam.

Harry og Danielle. Danielle og Harry.

Jeg kigger ud i luften, fornemmer ingenting, ser ingenting, er bare opslugt af minderne. Jeg hører ikke engang Louis, der et eller andet sted råber. Råber op om et eller andet, jeg ikke kan høre. Jeg ved at han råber, men hvad det er han råber om er ikke til at høre. Jeg kigger sløvt ned på vejen og går så videre. Uden at se mig for. Jeg kan høre bilens hvinen, dens dytten, men jeg reagerer ikke. Jeg bliver bare ved med at gå, som om den slet ikke var der.

Jeg sætter ikke farten op, jeg sætter den nok ned. For hvis jeg alligevel ikke kan få den jeg elsker, den jeg elsker af hele mit hjerte, den jeg ville dø for, den jeg ville svømme over havene for, den jeg ville gennemleve hver eneste smerte i livet for, hvis jeg ikke kan få hende kan jeg vel ligeså godt dø? Ikke?

Jeg standser, kigger på bilen, hvis chauffør dytter febrilsk. Men damen tænker åbenbart ikke på, for mit held, at sagtne farten. Bilen kommer tæt på mig, faretruende tæt og jeg kigger en sidste gang op på Athenas vinduer.

Er hun der? Kan jeg se hende? Ser hun mig?

En tåre glider ned af min kind og jeg ryster på hovedet, før jeg begynder at gå igen. Det her er dumt, Danielle bliver kun såret. Og jeg ville aldrig såre Danielle. Danielle er min engel, mit lyspunkt. Min elskede Danielle må ikke komme noget til. Jeg vil gøre alt for at få hende.

Men det er forsent, jeg har bestemt mig. Og jeg er Harry Styles, når jeg har bestemt mig for noget gør jeg det færdigt. Jeg stopper, går et skridt tilbage kigger op på himlen. Den smukke, blå himmel med de fine hvide skyer. Jeg smiler. Den er så flot. Og jeg er glad for at solen skinner og det er en blå himmel. Det gør det mindre deprimerende, synes jeg. Måske er vejret ligemeget for alle de andre, men ikke for mig. For mig betyder den alverden. Jeg skal gå bort fra denne verden på en solskinsrig dag. Det fortalte jeg Louis første gang vi mødtes. Bare sådan ud i det blå, noget han grinte af. Jeg smiler ved tanken om Louis' og mine gode dage sammen. De bekymringsfrie dage, før vi blev One Direction.

Og så råber jeg. Råber ud til hele verden at jeg er forelsket i hende. Verden har ret til at vide det. Det har den. Den skal vide, hvorfor jeg står her. Den skal vide, hvorfor jeg nu bliver ramt af en bil. Den skal vide, hvorfor jeg kunne finde på det. Den skal lære min sorg og smerte at kende. Den skal lære min kærlighed at kende. Min kærlighed til Danielle.

"Jeg elsker dig!"

Og så rammer bilen mig. En smerte skyder op igennem mig og jeg skriger. Skriger af smerte, men også af lettelse. Lettelse over ikke at se Liam og Danielle sammen mere. Selvom jeg selvfølgelig (Nej, jeg er ikke) er glad på deres vegne (Måske lidt), så er det for hårdt at se dem sammen. Nogen ville kunne forstå mig. Andre ville ikke. Jeg er faktisk lidt ligeglad. Hovedsagen er at jeg slipper for smerten. Den indre smerte, der i øjeblikket bliver overdøvet af den ydre.

Jeg kan mærke presset fra bilen slynger mig op i luften, mit skrig stopper brat da alt luften bliver slået ud af mig. Bilen, der åbenbart ikke helt er stoppet, er pludselig under mig og min krop banker ned i den. Smerten er ulidelig. 

De siger, at døden er uden smerter. De siger, at døden befrier en fra smerterne. De siger, at døden er det sidste af det sidste. De lyver allesammen. Ingen ved hvordan døden er uden at have oplevet den.

Mørket samler sig og min evne til at tænke bliver gradvist mindre og mindre. Men jeg kan stadig høre. Jeg kan høre kvindens skrig og jamren, andre folks skrig, pigers rædselsskrig, men en bestemt persons stemme fanger mine ører. Louis'. Han råber, og det lyder som om han kæmper sig vej hen til mig. Hans stemme lyder grødet, som om han græder. Min evne til at tænke kommer tilbage og jeg ville ønske, at jeg kunne se noget. 

Er mine øjne lukket? Jeg kan ikke mærke min krop, den er væk. Faktisk er hele verden væk. Ikke engang Louis' stemme kan trænge igennem mere. Jeg er alene. Uden krop. Uden følelser, med undtagelse af smerten. Smerten er der. Den borer sig ind i mig, tager bo der og udvikler sig indtil smerten havde overtaget hele det jeg har. Det jeg ikke er afskåret fra. Mit hjerte siger, at jeg skulle overleve, mens mine tanker bliver ved med at minde mig om, at jeg selv har valgt det her. Jeg har selv valgt døden. Og så kan jeg ikke ombestemme mig. 

Mine tanker har ret. Jeg havde selv valgt det her. Fuck min krop. Fuck smerten. Jeg er død, er jeg ikke? Hvis jeg havde en krop ville jeg have smilet og nikket. Men jeg har ingen krop. Jeg har kun mig, mig og atter mig.

Mit hjerte bliver ved med at vise mig klip fra mit liv. Klip der drog min beslutning i tvivl, endnu en gang. Da vi blev til One Direction. Da jeg mødte Danielle. Da vi kom videre fra 1. liveshow. Da vi fik afvide at vi havde en pladekontrakt. Da jeg mødte Louis. Da jeg blev tildelt soloen i What Makes You Beautiful. Den første autograf jeg skrev. Glæden ved at gøre andre glade, blot ved at smile til dem.

Mine tanker viser mig også klip. Klip der fik mig til at tro mere og mere på min beslutning. Da Liam og Danielle kyssede hinanden. Alt haten. Alle de skrigende piger, der kiggede ondt på mig. Ordene, der blev ved med at hagle ned over mig; Vi hader dig. Skrid ud af One Direction. Død over Harry Styles. Jeg hader dig. One Direction er meget bedre uden dig. Du er forfærdelig. Tyk. Grim. Fjern det smil, ingen kan lide dig.

Igen giver jeg mine tanker ret. Jeg kunne mærke at jeg havde en fast krop igen. Jeg kan gå. Og jeg vil gå. Mod lyset. Det smukke, smukke lys, der kalder på mig. Jeg kigger på den sorte tunnels side og ser mit eget spejlbillede. Eller jeg gik ud fra at det var mig. Det ligner bare ikke mig. Det krøllede hår er fladt og mine grønne øjne er brune. Jeg ligner Liam. Jeg ligner Liam på en prik. Jeg er Liam.

Jeg er Liam. Jeg har Danielle. Jeg har fire bedstevenner. Harry, Louis, Zayn og Niall.

Nej, nej, nej! Jeg er Harry! Harry, Harry, Harry... Jeg er Harry... Er jeg ikke?

Jeg vender mig væk fra spejlbilledet og ser til den anden side. Mit krøllede hår er stadig fladt, men nu lyst. Mine grønne øjne er stadig ikke grønne, men blå. Jeg ligner Niall. Jeg ligner Niall på en prik. Jeg er Niall.

Jeg er Niall. Jeg har endnu ikke fundet min prinsesse, men jeg vil blive med at lede. Jeg har fire bedstevenner. Harry, Louis, Zayn og Liam.

Nej, nej, nej! Jeg er jo Harry! Harry, Harry... Jeg er Harry! Jeg er Harry... ikke?

Jeg klemmer mine øjne sammen og går lidt igen, før jeg vender mig mod den første side igen. Denne gang har jeg sort hår, med en lys stribe i det opadgående pandehår. Mine øjne,  jeg orker ikke at sige de er grønne mere, er brune. Mørkebrune. Ligesom Zayn's. Jeg er Zayn.

Jeg er Zayn. Jeg har Perrie. Jeg har fire bedstevenner. Harry, Louis, Liam og Niall.

Nej, nej, nej! Jeg er jo Harry! Harry, Harry... Jeg er Harry! Jeg er Harry... ikke?

Jeg vender mig mod den anden side, selvom jeg allerede ved hvem jeg vil se. Hvem jeg vil være. Hvem jeg er. Mit hår er brunt og har et stort pandehår. Mine øjne er blå, dog ikke helt som Nialls.

Jeg er Louis. Jeg har Eleanor. Jeg har fire bedstevenner. Harry, Louis, Zayn og Niall.

Nej, nej, nej! Jeg er Harry! Harry, Harry, Harry! Sig det! Jeg. Er. Harry!

Nej, jeg er ej... Harry ville ikke begå selvmord pågrund af en eller anden pige. Harry ville have grinet og stået igennem det. Fundet en anden. Harry ville aldrig være så svag, som jeg er.

Hvem er jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...