Inderst inde

De fleste mennesker bliver født med en sjette sans. Som helt små kan de se uhyrer i skabene og underlige mænd henne i skyggerne. Forældrene tænker bare, at det er små søde fantasier.
Men så er der dem, hvor det er synligt. Hvor det kan ses fra de er helt små. Disse mennesker vil aldrig blive fuldt ud forståede.

Liva Mogensen Koch hed hun, hende den mærkelige pige med den bizarre sindsstemning. Hun virkede aldrig glad, aldrig vred eller ked af det, hun var der ligesom bare. Familien havde altid været bekymrede og stolte over hendes mærkelige syner, men som hun voksede op, begyndte det at gå op for alle andre, at der skjulte sig et levende menneske bag den lukkede facade...

7Likes
6Kommentarer
769Visninger
AA

2. Synsk

Sanja sad og så ud over landskabet, der strakte sig kilometer efter kilometer foran hende. Hun holdt af at sidde der, væk fra alting. Dér kunne hun sidde og forestille sig, at hun sad foran et maleri. Ingenting bevægede sig nogensinde, og Sanja fandt følelsen af, at hendes forældre snart ville komme og hente hende hjem fra museet, og så skulle de hjem til et helt andet liv, end det hun kendte til umådelig tiltalende. Det var ikke fordi, hun ikke holdt af sin familie. Hun elskede dem alle både far og mor og Liva, onkel Benedickt og morfar og mormor. Men hun stod ofte sådan i skyggen af sin søster. Liva med det nøgterne men varme blik og de rolige øjne. Sanja fattede ikke, hvordan hun havde kunne få sådan en søster. De lignede jo hinanden på overfladen. Men til forskel fra ved alle andre enæggede tvillinger kunne folk faktisk se forskel på dem. Alle voksne syntes, at det var synd for Liva, at hun var, som hun var, men hvad med Sanja?

Nej, hun ville ikke tænke på Liva, ikke nu. Bare lade sig føre med af vinden, der blæste hendes hår op og bare glemme, glemme... Pludselig mærkede hun til sin rædsel, at hun græd. Store kolde tårer løb ned over hendes kinder, mens hun huskede alle de gange, hendes søster var blevet ført frem til fordel for hende. Hun kunne ikke huske den første gang, tegnet havde vist sig, men hun kunne ikke tælle alle de gange, hun havde fået det fortalt.

De havde været to år og halvanden måned, det havde hun fået indprentet så tit. De havde lige lært at tale nogenlunde, selvom Liva ikke sagde så meget. Pludselig mens de nogenlunde en halv time før sengetid sad og legede med deres bondegårdsdyr, havde hun set op og sagt ganske upåvirket: "Tante Villemo er meget syg."

Mor og far havde set bestyrtede på hende. Tante Villemo var mors søster, og de havde ikke set hende i næsten ti år, altså lige bortset fra til familiesammenkomster. Liva og Sanja havde da aldrig hørt om hende før! Derfor tog de det ikke til sig, de kunne da virkelig ikke ringe til Villemo og sige, at deres to-årige datter havde nævnt, at søster ikke følte sig helt tilpas, så de ville bare høre, om hun havde det godt. Det gik da ikke, de ville jo blive helt til grin! Og det kunne jo være, at Benedickt havde nævnt hende for pigerne, han snakkede jo så tit med dem om alt muligt. Sådan tænkte de, indtil de ringede fra hospitalet klokken to om natten, om Vilia Koch ville komme derhen i en fart, for hendes søster havde fået et hjerteanfald klokken 19:03, og hun ville nok ikke overleve natten over. Midt i rystelsen havde hun undrende set på den sovende Liva i sengen ved siden af.

En græshoppe var hoppet over på Sanja. Hun sad bomstille og betragtede den, mens den gned sine ben mod hinanden og sang. Selvom Vilia og Jonas tilsyneladende var vældig stolte af deres sidstefødte datter, virkede Liva ilde til mode, hver gang de fortalte historien. Og hun viste normalt ikke følelser. Sanja havde ihærdigt forsøgt at nå op på sin søsters plan med sit maleri, men det var aldrig godt nok. Vilia krammede hende ganske vist og sagde at hun var en dygtig pige, og Jonas hængte billedet op på væggen, men aldrig virkede de helt tilfredse med hende. Mors øjne skulle stråle, og far skulle løfte hende op og svinge hende rundt. Én gang, bare én gang ville hun have lov at overgå Liva. Og det kunne jo i virkeligheden slet ikke sammenlignes. Liva kunne stå i flere timer derefter og betragte maleriet, men hun gav aldrig sin mening til kende, hvilket irriterede Sanja grænseløst.

Liva var aldrig rigtigt til stede. Hendes krop var der, men i øjnene kunne man lige akkurat skimte hendes sind langt langt borte.

..................................................

Det ville bare være vidunderligt, hvis i ville kommentere og sige jeres mening. Hvad tror i sker herefter? Jeg vil prøve at få det med i historien. Det ville også være fantastisk med et like:-D Ses!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...