Inderst inde

De fleste mennesker bliver født med en sjette sans. Som helt små kan de se uhyrer i skabene og underlige mænd henne i skyggerne. Forældrene tænker bare, at det er små søde fantasier. Men så er der dem, hvor det er synligt. Hvor det kan ses fra de er helt små. Disse mennesker vil aldrig blive fuldt ud forståede. Liva Mogensen Koch hed hun, hende den mærkelige pige med den bizarre sindsstemning. Hun virkede aldrig glad, aldrig vred eller ked af det, hun var der ligesom bare. Familien havde altid været bekymrede og stolte over hendes mærkelige syner, men som hun voksede op, begyndte det at gå op for alle andre, at der skjulte sig et levende menneske bag den lukkede facade...

7Likes
6Kommentarer
763Visninger
AA

3. Mille Hougaard

Nina sad og stirrede ned i bordet. Hun pillede nervøst ved sin bluse.

"Det er som om, jeg slet ikke er der. Mine forældre overarbejder hele tiden, og jeg har ingen venner," sagde hun.

Sanja så på hende og nikkede og prøvede at lytte, men indvendig skreg alt om at slippe ud derfra. De var på første etage på Kolding sygehus i psykiatrisk afdeling. Sanja var nu fireogtyve år. Da hun havde taget en psykologisk uddannelse, havde hun håbet at få noget af sin søsters overnaturlige med, men hun havde ikke regnet med, at hun ville komme til at bruge hele sit liv på at høre om andres problemer og elendighed. Hun var træt, bare træt af det hele. Absolut intet havde forandret sig fra hun var barn. Da hun vandt førstepladsen i kunstkonkurrencen i tredje, var der ingen overraskelser, ingen gaver, ingenting. Da hun gennem både hele niende og 3.g knoklede sig en pukkel til og fik tolv i alle prøver undtagen to, blev det ikke hængt op væggen. Da hun bestod sin studentereksamen med glans, var Vilia og Jonas ikke med til at planlægge festen bagefter.

Da Liva reddede onkel Benedickt fra en operation i ryggen i første klasse, holdt Vilia og Jonas en enorm fest for hende og købte en hundehvalp til hende i gave. Da Liva valgte en uddannelse som kriminalkommisær var alle henrykte. Den eneste som Sanja følte holdt allermest af hende var onkel Benedickt. Han havde altid været som en far for hende. Det var ham hun gik til, når hun havde problemer. Han forstod hende altid.

"Sanja?" Lige med et gik det op for hende, at Nina ventede på et svar.

"Ja. Ja, jeg hører, hvad du siger. Hvorfor ville du sige, at du ikke har nogen venner?"

"Jeg er måske noget af en outsider. Ingen gider, at være sammen med mig."

Gud, hvis du virkelig eksisterer, så sørg for, at jeg kan slippe ud, tænkte Sanja fortvivlet. Præcis tre sekunder efter kimede ringede arbejdstelefonen.

"Undskyld mig," sagde Sanja, rejste sig og tog den.

"En Kasper Hougaard til Sanja Andersen Koch," lød den velkendte stemme igennem røret.

"Han bliver nødt til at vente. Jeg har en klient."

"Det skal jeg sige. Et øjeblik." Der lød mumlende stemmer i baggrunden.

"Han kan vente i en halv time, men det er vigtigt. Han kan ikke vente længere."

"Lad ham komme ind om et kvarter. Så er jeg færdig," svarede hun og lagde på.

*

Et kvarter senere lukkede Sanja døren efter Nina og åndede lettet op. Hun havde ikke flere børn den dag. Hun tog telefonen og bad dem sende Kasper op, hvorefter hun strakte sig og satte sig i den magelige sofa. Kasper var Sanjas læges søn, og hendes bedste ven, ligesom deres forældre var det. Han havde altid været der for hende og kun hende. Liva havde ikke rigtig nogen venner. Hun var rimelig indelukket. Med et gik døren op, og der stod Kasper præcis, som hun huskede ham. Lige bortset fra, at han så meget bekymret ud.

"Hvad er der i vejen, Kasper?" spurgte Sanja bekymret og gjorde tegn til, at han skulle sætte sig ned. Det gjorde han så.

"Du ved min lillesøster? Ellen?" Hun nikkede. Hun var altid sådan en sød lille én, der altid fulgte i hælene på de andre, da de var små. Egentlig var hun kun et år yngre end Liva og Sanja, men hun havde altid virket meget yngre, end hun var både på udseende og på væremåde. Hun havde været en meget ung mor, vist nok kun nitten år. Nu var hun gift med faderen til barnet.

"Altså hun har en elleveårig datter ved navn Mille."

'Nåh. Mille. Okay ja,' tænkte Sanja.

"Hun er begyndt at give nogle meget mærkelige og foruroligende tegn. Hun går kun i tøj der dækker hele kroppen. Hun ved pludselig altid hvad vi leder efter, og hvor det er. Det virker som om, hun ved, hvad man tænker." Sanja sad og stirrede på ham. Hele hendes verden styrtede sammen.

'Nej! Nej! NEJ! Ikke en til!'

"Vil du ikke nok se hende?"

'NEJ!!'

"Ok."

'Hvad?' Det var Sanjas tanker, der kørte. De forstod ikke, at Sanja ville gøre alt for Kasper. Blindt. Uden tanke for, om det ville gå ud over hende selv.

*'*'*'*

Jeg beklager, at kapitlet her måske var lidt kedeligt, men jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle begynde den egentlige historie, og ja: Her er den:-). Ville være rart, hvis i ville skrive, hvordan jeg kan gøre den mere spændende, og hvad i håber kommer til at ske i næste kapitel. Og forresten: Jeg er skrækkeligt ked af ventetiden. Jeg har bare så mange ting for tiden, men jeg sværger at det næste kommer hurtigere. Ville være rart med et like og en favorit. Vi ses!:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...