Inderst inde

De fleste mennesker bliver født med en sjette sans. Som helt små kan de se uhyrer i skabene og underlige mænd henne i skyggerne. Forældrene tænker bare, at det er små søde fantasier.
Men så er der dem, hvor det er synligt. Hvor det kan ses fra de er helt små. Disse mennesker vil aldrig blive fuldt ud forståede.

Liva Mogensen Koch hed hun, hende den mærkelige pige med den bizarre sindsstemning. Hun virkede aldrig glad, aldrig vred eller ked af det, hun var der ligesom bare. Familien havde altid været bekymrede og stolte over hendes mærkelige syner, men som hun voksede op, begyndte det at gå op for alle andre, at der skjulte sig et levende menneske bag den lukkede facade...

7Likes
6Kommentarer
772Visninger
AA

1. Prolog

Vilia og Jonas så bekymrede på lægen. Hans mine røbede intet, men da han så op, rystede han bekymret på hovedet.

"Jeg forstår det ganske simpelt ikke. Søsteren er jo helt normal," sagde han og kastede et blik på den sovende Sanja i bærestolen. Derefter så han atter ned på lille Liva, der sad på hans skød. Hendes øjne så roligt på ham. Hun virkede som om hun forstod alle hans inderste tanker. Der gik et gys igennem ham. Nu havde han været læge i syogtredive år, og aldrig var han stødt på så mærkeligt et barn. Da forældrene først var kommet til ham, havde han blot smilet ad deres bekymring. At være urolig fordi et barn var nemt at have med at gøre. Det var da enhver forælders drøm. Nu lo han ikke mere. Pigebarnet var et ni måneder gammelt, og hun havde stadigvæk ikke vist tegn på følelser. Hun græd ikke som andre børn, hun skreg ikke, hun lo ikke, hun så bare på folk med et drømmende og gennemskuende blik. Lægen, Simon Andersen hed han, rystede på hovedet igen og sukkede. Derefter så han på forældrene.

"Nu skal i høre. Tvillinger har det med at begynde at gå, at tale og lignende samtidig. Hold ekstra øje med hende, og hold mig informeret om, hvad der sker. I mellemtiden vil jeg sende rapporter ind til min kollega, og prøve at finde lignende tilfælde," sagde han. De så lettede ud og takkede mange gange, før de rejste sig og tog pigerne med sig ud. Simon havde altid været en troværdig og god læge for dem, og da han hørte, at Vilia og Jonas stod og manglede en børnelæge, slog han straks til. Men han havde dog aldrig troet, at den ene tvilling ville blive så vanskelig. Eller snarere ikke vanskelig. Det var jo det, der var det mærkværdige. hvor var det egentlig bagvendt. Han rejste sig og gik hen til vinduet. Der stod han og så ned på gaden, hvor folk, som havde været til lægen, kom gående ud ad den store port. Han havde kendt Vilia, siden de var spædbørn, ligesom deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre havde. Faktisk gik deres slægters venskab så langt tilbage, at det Simon blev helt svimmel ved tanken. Han ville så hjertens gerne hjælpe sin ven, han vidste bare ikke hvordan. Teknisk set var der jo ikke noget i vejen med barnet, hun var bare underlig. Unaturlig. De blikke hun sendte folk var nærmest overnaturlige. Ja, men, tænkte Simon, hvem havde også sagt, at alle skulle være ens? Så snart der var nogen, der ikke var som alle andre, var de underlige. Men nu havde han jo lovet at hjælpe, og det løfte havde han så sandelig også tænkt sig at holde. Han sukkede og tænkte, at han nok burde se at få lavet den rapport i en fart. Så gik han og satte sig ved skrivebordet. Der sad han lidt og vippede med foden, før han lænede sig hen mod computeren og begyndte at skrive.

..................................................

Jeg ville lige give jer et indblik i de voksnes synsvinkel. I må meget gerne fortælle hvad i håber kommer til at ske. Tak på forhånd:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...