11 reasons why/Who's who?(1D) Agent Sky 2+3

Et år siden hun sidst så Zayn. Intet har ændret sig. Sky skal nu op til sine afsluttende eksamener på St. Martins. Midt i det hele bryder en uventet eksamen/mission pludseligt ud og hele Specialen må i gang. De skal infiltrere en lufthavn, for at finde en bombe, som gemmer sig et sted. Men hvorfor helvede står Sky pludseligt overfor Zayn? Og vil missionen lykkes? Sky får i hvert fald travlt, hvis hun både skal tumle med kærlighed og agentliv.

33Likes
97Kommentarer
6632Visninger
AA

21. Tøsesnak

Indtil jeg sluttede mig til pigerne, må jeg ærligt indrømme, at denne gruppe var mine hovedmistænkte, men da jeg gør det, forsvinder mistanken langsomt, selvom der stadig ligger en dårlig følelse et eller andet sted.

Det er bare svært, at tro på når man hænger ud med 20-25 piger i alderen 14-18 og de bare er, som den slags nu er, når de er så mange, der hænger sammen i længere tid. Ligesom på St. Martins. Endnu en grund til at jeg prøver ikke at lade mig snyde. Der var vi jo også noget andet end vi så ud til. Der kunne vi, de uskyldige søde piger, nævne 10 forskellige metoder til at dræbe en mand, der er dobbelt så stor som os selv, med de bare næver.

Vi besætter et lille billigt hotel og slår os tydeligvis løst. Nogle piger sidder og synger, andre hører musik og danser. Jeg hader normalt at danse, fordi jeg altid bliver sat op imod piger som Tric og Maya, som altid har haft lasertesten på 10 point. Men når man sætter mig op mod normale piger, så er jeg lige pludseligt god.

”Ariel! Vil du med på Starbucks?” spørger Toni, hen på eftermiddagen. Jeg er helt bumpet efter at have skullet være, alt det jeg ikke selv er. Udadvendt og altid i godt humør, som en anden jubelidiot, hvilket jeg håber vi kan blive enige om, at jeg helt sikkert ikke er. ”Kaffe!” udbryder jeg, som noget af det første, der kommer fra hjertet.

Så jeg ender på cafe med Toni, Cat og Lottie, som tydeligvis styrer det her show. ”Hvordan kan du drikke kaffe sådan?” spørger Cat og kigger ned i min sorte kaffe. ”Jeg havde et lidt mærkeligt job i sommers, som gjorde at jeg arbejdede om natten, selvom jeg kun er 18… Man lærer at blive forfærdeligt glad for rigtig sort kaffe så,” smiler jeg træt.

”Du ved udmærket, hvad vi render og laver ikke?” spørger Toni undersøgende. Jeg kigger fornøjet på hende. Jeg har fat i noget her, synger min egen stemme inde i mit hoved. ”Ja, selvfølgelig gør jeg det,” siger jeg, som om det er en selvfølge. ”There’s a special hell for girls, who doesn’t help other girls,” citerer jeg. De kigger chokeret på mig, men jeg fortsætter.

”Men hvad har i tænkt jer?” spørger jeg forundret. ”Synes du ikke, at Directioners skal støtte Directioners? Synes du ikke vi skal bevise, at vi er andet end små skrigende piger, der ikke laver andet end at stalke dem?” spørger Toni ophidset, mens de andre tydeligvis, prøver at få hende ned. Jeg overvejer kort, hvad jeg skal svare, da jeg ved at det er det svar hele missionen afhænger af. Jeg ved, jeg kan stoppe dem, ved at tale dem til fornuft, men der er det, at det ikke er mit job. Mit job er at få beviser på, at de gør hvad de gør. Noget der ikke bare er hentydninger. ”Jo, det vil jeg,” siger jeg så. ”Men det gør i jo ikke sådan her.”

Et TV kører oppe i et hjørne på nyhederne. ”Hærværket fortsætter,” står der hen over skærmen og en vis Sullivan dukker op i studiet. Jeg finder min mobil frem og går ind på tv. ”Jeg må indrømme, at da vi hørte at sagen var overdraget til MI6 blev jeg lidt overrasket. Hvordan kan det være, at i tager jer af denne sag?” spørger værten.

At Sullivan overhovedet stiller op til det. MI6 bør være mere lukket, end det er, men med Sullivan er vi nærmest en mere effektiv kriminalafdeling… Eller måske ikke, for de sager han står frem med, er sådan nogle som disse. Det er en egentligt et ret godt trick, for hvis folk føler, at de har et indblik i hvad MI6 render og laver, tænker de ikke over, hvad vi i virkeligheden laver. Altså de mere hemmelige og grænseoverskridende ting.

”Det her fænomen, har jo efterhånden stået på i længere tid. Vi har lige modtaget en rapport fra kriminalpolitiet om, at der nu er smadret for 4mio. pund. Det er jo en sag vi næsten lige har overtaget, men vi satser på at have den løst før One Direction smutter til USA,” smiler Sullivan.

Jeg kan ikke holde et grin tilbage, men de andre griner også, bare af noget andet. Jeg griner af Sullivans bevidste læk. Han vil have verdenen til at hjælpe. Pigerne fordi de tror det var ubevidst.

”One Direction?” lyder det mærkeligt, fra en forvirret vært. ”Ups!” udbryder Sullivan halvhjertet. ”Jeg bliver nok fyret, når jeg har færdiggjort det her interview, men vi har vores mistanker.” ”One Direction?” gentager værten. ”Ja, vi har vores mistanker. De drenge har helt sikkert noget at gøre med det. Ikke at det er dem der gør det, men ærligt de dukker op overalt i den her sag. Men det skal i ikke bekymre jer om. Vi har yderst kompetente folk på sagen og folk der skal til nogle af de kære drenges koncerter eller er omkring dem, vil typisk møde dem. Gode mennesker, gode mennesker. Midt inde i sagens kerne,” smiler Sullivan nærmest nostalgisk. Derefter skifter de videre og jeg tager min mobil i lommen igen.

”MI6 er godt nok dumme! Vi står midt i det og de mistænker os ikke engang,” udbryder Cat. Nej, kære Cat, tænker jeg. Det er dig, der er dum. I gjorde to minutter inden jer selv til hovedmistænkte i den her sag. Vi mangler bare de sidste beviser.”Ja, det er virkeligt vildt. Hvor bliver de folk af?” spørger Lottie.

Jeg får styr på mig selv, da jeg har siddet i et grineflip. ”Lad os dog tage kampen op mod Sullivan,” smiler jeg. ”Men jeg ville gøre det med omtanke.” De kigger begejstrede på mig. ”Så du er på?” spørger de. ”Jeg er på og i må meget gerne få fat på mig, hvis i møder en MI6 agent, sådan en har jeg altid godt kunnet tænke mig at møde,” griner jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...