11 reasons why/Who's who?(1D) Agent Sky 2+3

Et år siden hun sidst så Zayn. Intet har ændret sig. Sky skal nu op til sine afsluttende eksamener på St. Martins. Midt i det hele bryder en uventet eksamen/mission pludseligt ud og hele Specialen må i gang. De skal infiltrere en lufthavn, for at finde en bombe, som gemmer sig et sted. Men hvorfor helvede står Sky pludseligt overfor Zayn? Og vil missionen lykkes? Sky får i hvert fald travlt, hvis hun både skal tumle med kærlighed og agentliv.

33Likes
97Kommentarer
6649Visninger
AA

24. Øjeblikkelige ændringer

 

Det kan mærkes fra det sekund jeg vågner, at i dag er dagen. Jeg er ikke spændt eller noget. Jeg er bare klar. Helt klar i hovedet og kroppen og sanserne er på sit yderste. Mart er tydeligvis også klar, selvom hans første opgave er at komme ind og snakke med drengene. Han joker som en ren Louis hele morgenen.

Manchester til London er en længere tur, som jeg bruger på at stene Bubble Struggle med Olivia. Jeg er i mit sædvanlige fan/agent tøj og Mart har sit nålestribede jakkesæt på, så intet er forandret, udover at vi også har Olivia med her. Hun skal med Mart. Det ville være vanvid, at trække hende med ind i kampen. Vi tager en bag vej og jeg viser ind til drengene, hvorefter jeg vender mod forreste række.

Jeg er dog ikke nået langt, før jeg vender om igen. Jeg vil høre, hvad der sker. Men jeg kan jo ligesom ikke rigtigt bare gå ind, så jeg må finde en anden måde. Jeg kigger rundt og får øje på en ventilationsskakt. Ældgammelt trick, jeg ved det, men det virker.

Da jeg kommer frem er Mart i gang med forsikringstalen. ”For helvede! Fortæl os nu bare, hvad der er i optræk!” bander Zayn. ”Det vil i ikke vide,” ryger det ud af Olivia. De kigger på hende og så på Mart. ”Er det så slemt?” spørger Liam bekymret. ”Ja,” siger Mart. ”De kan ikke engang finde rundt i hvem der er hvem mere. Der har været… uroligheder internt de sidste par dage.” Ja, og jeg har leget barnepige igen. Jeg har brugt de sidste 2 dage på, at sørge for at ingen er røget i totterne på hinanden. Jeg klager ikke! tænker jeg. ”Vil det hjælpe, hvis vi ikke går på?” spørger Harry forsigtigt. ”Nej!” udbryder Olivia. ”Jeg har sådan glædet mig til at høre jer!” Pludseligt lader de til at have glemt alt om det hele og er ”all-over” hende.

Jeg beslutter mig for at komme tilbage på min plads, men da jeg er kommet ud af skakten dukker de op igen. Jeg kigger på uret og det går op for mig, at der er 5 minutter til showet starter. ”Jeg hader det. Det føles så dårligt, men hvad kan vi gøre?” spørger Louis trist, de andre. ”Vi har prøvet alt hvad vi kunne med udråb om at det skulle stoppe. Hvad mere kan vi gøre?” retter Harry ham. De kigger indforstået på hinanden og jeg får kvalme. Alt det her! Hvad skal det til for? Kunne jeg gøre noget andet, end det jeg gør? Så mange triste ansigter, specielt drengenes.

Jeg fortsætter ud på min plads. Jeg behøver kun at træde ud i lokalet, for at mærke spændingerne der er. Alle her er indforstået med hvad der skal ske. Jeg får det ikke ligefrem bedre af det og det slår mig pludseligt.

Der skal gøres noget, jeg mener noget ekstra. Vi har undervurderet det og hvis vores plan skal virke, bliver der brug for afledning. Hvordan får man afledning? Aflyser showet? Lader drengene snakke dem til fornuft? Nej, for så snart de dukker op på scenen vil det hele gå løs. Hvad kan jeg selv gøre? Jeg lukker øjnene i et sekund, før jeg kigger på uret. 1 minut.

Jeg sætter i løb tilbage backstage, hvor drengene, Paul, Mart og Olivia står og ophidsede diskuterer hvad der skal gøres. ”Mart, det kommer ikke til at gå,” siger jeg bestemt, men stille. ”Ikke som det ser ud nu. Det hele er som en atombombe.” Han kigger på mig. ”Hvad vil du ellers gøre?” spørger han. Pauls nuværende assistent, som lader til at være udenforstående overfor disse diskussioner kommer og kommanderer drengene på deres pladser, men de stirrer bare på mig.

”Giv mig en tændt mikrofon,” næsten skriger jeg og prikker mig selv i øjnene for at få de brune linser på. En eller anden stikker mig en i ren panik. ”I følger bare planen,” siger jeg til Mart og lyner min jakke, før jeg hopper op på scenen, sådan så jeg ikke ligner en Directioner.

Så snart jeg træder ud, går det hele i gang. ”Stop det der!” siger jeg iskoldt. De fleste stopper og kigger skræmte op på scenen, men de mest ekstreme fortsætter. ”Stop det der!” gentager jeg endnu koldere og ingen tør gøre andet. ”Piger! Det der nytter ikke noget. I er kommet på et sidespor, hvor i ikke burde være og som kun gør folk kede af det,” siger jeg i modsatte toneleje. Det kaldes manipulation og jeg har kun lært det, efter at have været under det groft hele mit liv. Min mor er en manipulationens mester. ”I kender mig alle sammen vil jeg vædde med. Hvis ikke kan jeg sige, at jeg er Yasmin Patricks også kendt som Nanny Direction. I skulle have hørt drengene snakke herude bag ved,” siger jeg.

Det lader til at en vis Fritz, har fulgt min tankegang, for på en eller anden mærkelig måde, er det lykkedes ham at få det på bånd og at få det projekteret ud over hele salen. Det er et bedre virkemiddel, end noget ord i verdenen. ”Der så i det så selv,” siger jeg og skærer ansigt. ”Undervurder aldrig MI6. De er tættere på end man lige skulle tro.”

 I det sekund får jeg øje på Toni, som er på vej op på scenen. Hun når dog ikke så langt, før en agent når hende. ”Alle der har deltaget i hærværksaktionerne, slåskampe og lignende angående dette emne, vil blive ført retssag mod. Vi ved, hvor vi skal finde jer. Hvis nogen prøver noget lignende igen, vil de blive dømt som de andre. Lyder det ikke rimeligt?” lyder det lidt for begejstret bag mig og Sullivan kommer gående ind. ”Jeg taler på mine vegne, ikke MI6s,” trækker jeg på skuldrene. ”Jeg vil kun Directioners det bedste. Det halve år, hvor jeg arbejdede her, var en del af den familie, var fantastisk. Derfor vil jeg gerne høre, om i på trods af omstændighederne og fald i deltagermængden, ikke gerne vil høre hvad i kom for?” 

Der går lidt tid, før jeg får et svar, men det er som om stemningen skifter i det sekund og folk rykker tættere sammen, før de giver et enstemmigt skrig fra sig. Både Sullivan og jeg griner hjerteligt, før vi forlader scenen. Jeg kan se, at Liam skal til at sige, at de ikke kan gennemføre det, men jeg smiler bare. ”Vent til i kommer ud med at bekræfte det,” smiler jeg, før jeg bliver revet væk, til redegørelse af mit arbejde.

Det varer hele koncerten, så jeg får ikke meget af det med, udover et glimt af et glad boyband på scenen.

Så mange gang undskyld, at der skulle gå så langt tid! Jeg har bare en smule travlt med alt muligt andet for tiden... Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg kan desværre heller ikke love, hvornår det/de sidste kapitle(r) dukker op...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...