11 reasons why/Who's who?(1D) Agent Sky 2+3

Et år siden hun sidst så Zayn. Intet har ændret sig. Sky skal nu op til sine afsluttende eksamener på St. Martins. Midt i det hele bryder en uventet eksamen/mission pludseligt ud og hele Specialen må i gang. De skal infiltrere en lufthavn, for at finde en bombe, som gemmer sig et sted. Men hvorfor helvede står Sky pludseligt overfor Zayn? Og vil missionen lykkes? Sky får i hvert fald travlt, hvis hun både skal tumle med kærlighed og agentliv.

33Likes
97Kommentarer
6674Visninger
AA

23. "Hvad kæmper vi for?"

Jeg vågner op, savlende på mit tastatur og føler mig virkeligt ulækker. Jeg føler mig tyk og klam. Jeg kigger mig omkring. Mart slår sit kaffekrus i bordet og kigger på det lille tv, som om det var livet det gjaldt. Jeg gnider mig i øjnene, hvilket ikke hjælper, da det kun placerer de brune linser endnu dårligere. Jeg tænder webcamet, så jeg kan bruge det som spejl og får dem hurtigt ud.

”Breaking news: Directioners say stop!” står der stort hen over skærmen, mens man ser protester mod smadrebanden. ”Det er vokset hele natten,” siger Fritz, med en blanding af forfærdelse og fornøjelse i stemmen.

Jeg går straks på twitter og må konstaterer, at denne konflikt for længst har indtaget twitter og folk kæmper om at udtale sig om den. Komikere er ude med jokes, voksne siger at det skal stoppes og teenagepiger diskuterer frem og tilbage, men alle lader til at være enig om at det skal stoppes.

Jeg går ind på facebook, men må efter noget tid overgive mig til kvalme. At finde grupper mod min Smadrebande er nemt nok, men de er også steget i tal. Vrede Directioners fra hele verdenen blander sig i kommentarerne og det gør det hele uoverskueligt. Jeg laver en baglæns kolbøtte over bænkeryggen og går ud på badeværelset, for at få et bad og noget nyt tøj på.

Da jeg kommer tilbage ligger der en besked fra Toni, eller rettere Sophia Antonia Noël, som er hendes fulde navn. Hvor er du?! skriver hun panisk. Min far ringede og erklærede at han ikke kunne lide, at jeg rendte rundt selv, så hun er kommet og følger med mig rundt. Jeg vil prøve, at sno mig udenom, svarer jeg. You better do… Har du læst om vores plan for London? skriver hun. Jeg kigger op på facebook siden.

”Åh nej,” klynker jeg og rejser mig efter kaffe. ”Det er løgn!” Fritz og Mart kigger på mig. Jeg sætter mig ned igen og går igennem nogle sider. ”De planlægger slagsmål til koncerten i London.” Mart er ved at få kaffen galt i halsen, men han siger intet. Det er som om han er ved at forme en plan. ”Mart, måske skulle vi komme til Sheffield,” foreslår jeg, da det går op for mig, at vi stadig er i Newcastle. ”God ide,” griner han, da det også går op for ham. ”Slagsmål. Vores tid render virkeligt ud her,” siger Fritz endeligt. ”Det ved jeg,” siger jeg mørkt og går ind på facebook og skriver til Toni: Hvor er i? Hun svarer, at de er på Sheffield Camping. ”Vi går alle sammen undercover,” siger jeg. ”Pigerne fra Smadregruppen overnatter på en campingplads. Jeg håber i har en god nordirsk accent.” ”Det har jeg,” siger Mart, med en tyk irsk accent. ”Nordirsk,” understreger jeg.

Der er stille lidt og Olivia kommer ud til os. Hun finder selv morgenmad og spiser i stilhed. Fritz bryder pludseligt stilheden og klapper i hænderne. ”Nu er bevismaterialet ordnet. Hvornår sætter vi ind?” spørger han ovenud begejstret. ”Vi mangler en konkret grund, men jeg har en ide,” siger jeg. ”Det vil sige i morgen.”

”Nej, det vil det ikke,” siger Mart. ”For det holder ikke vand. Lad os vente til sidste øjeblik og være helt sikre i vores sag.” Jeg kigger overrasket på bagsiden af førersædet. I må give mig ret i at det ikke passer på ham, at sige sådan noget. Han siger det så bestemt, at jeg ikke engang overvejer, at sige ham imod. ”Så skal sidste sekund også være planlagt ned til mindste detalje,” siger Fritz. ”Selvfølgelig,” siger både Mart og jeg i munden på hinanden. Resten af turen bliver brugt med høj musik, hvorefter Dupond og Dupont stikker hovederne sammen og jeg tager brune linser i og går ud for at finde pigerne.

”Piger!” lyder Tonis stemme ud over hytteområdet. Det går op for mig, at der er noget galt. Jeg kigger mig rundt og kan ikke lade være med at tænke på Twilight og de nye vampyrer. Jeg får kuldegysninger ned af ryggen og klatrer op på af hytternes tage. ”Piger!” råber jeg af mine lungers fulde kræft. ”Hvad er det i slås for hver i sær?” Alle kigger op på mig og svarer noget forskelligt. ”Hvad er det vi slås for?” spørger jeg. Folk svarer igen noget forskelligt. ”Præcist! Vi bliver nødt til at gå sammen i en bevægelse. Det hjælper ikke, at vi ikke kan skrige: Hvad kæmper vi for? Og at i så svarer noget helt forskelligt,” siger jeg, der er helt stille. ”Toni, hvad kæmper vi for?” spørger jeg roligt. ”At bevise vi kan mere end at skrig og flippe,” siger hun irriteret. ”Nogen protester?” spørger jeg ud over publikum. Der er helt stille.

”Hvad kæmper vi for?” spørger jeg igen. ”At vi kan mere!” svarer et kor. ”Præcist! I har den,” siger jeg og hopper ned. ”Hvordan gør du det?” spørger Toni. ”Jeg råber bare om mig som altid. Jeg bor i en af de autocampere derhenne, så kom bare hvis det er noget,” siger jeg og går tilbage til autocamperen.

”Sidste spørgsmålstilling er løst. Hvornår rykker vi?” spørger jeg. De kigger på mig. ”London, vi lader dem tro de kan gøre hvad de vil, men når de er godt i gang, sætter vi ind,” lyder svaret. Kuldegysninger ned af ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...