11 reasons why/Who's who?(1D) Agent Sky 2+3

Et år siden hun sidst så Zayn. Intet har ændret sig. Sky skal nu op til sine afsluttende eksamener på St. Martins. Midt i det hele bryder en uventet eksamen/mission pludseligt ud og hele Specialen må i gang. De skal infiltrere en lufthavn, for at finde en bombe, som gemmer sig et sted. Men hvorfor helvede står Sky pludseligt overfor Zayn? Og vil missionen lykkes? Sky får i hvert fald travlt, hvis hun både skal tumle med kærlighed og agentliv.

33Likes
97Kommentarer
6691Visninger
AA

18. Fangirling

 

 

”Hvorfor må jeg ikke komme med?” spørger Olivia. ”Fordi du ikke er begyndt på St. Martins endnu. Men jeg lover, at du må komme med en af dagene,” siger jeg og roder i hendes hår. ”Desuden kan du bare følge med på skærmene. På den måde kan du også lave dine skoleting. Jeg tror Fritz er en rigtig god hjælp.”

Jeg går med Mart ud til busstoppet lige udenfor campingpladsen. ”Du passer ikke ind i rollen som normal pige,” siger han for 117 gang. ”Hvorfor?” spørger jeg for første gang. ”Din krop er på grund af arbejde en models krop og du har et skeptisk blik i øjnene, der viser at du ikke tror på nogen,” siger han. Jeg smiler. ”Men Martin… Er det ikke det vi er uddannet til? At se sådan nogle ting. Desuden ville det ikke vær unormalt, hvis jeg sagde, jeg var model,” siger jeg. ”You better do,” siger han. Jeg løfter spørgende øjenbrynene. ”Jeg siger bare, at det vil være nemt, at overbevise dem om. Hvis der er en af vores emner, der nogensinde er faldet for dig, er det helt forståeligt,” siger han. Jeg slår hentydningen tilbage, for bussen kommer og vi lader som om vi ikke kender hinanden.

Jeg fangirler for vildt, ved at skrive opdatering for opdatering og tweet for tweet og kan ikke holde lattergrynt tilbage. Ved at jeg har fulgt og liket One Direction, har jeg fået en masse followers og på den måde har får jeg mærkelige kommentarer tilbage. ”Oh mi god! So jealous, that you’re goin’ to see the boys,” er den generelle tilbagemelding.

Da vi ankommer til midtbyen, hopper Mart og jeg af og finder vores vej frem til arenaen. Mart skal gøre al mulig research. Jeg stiller mig og tager et usikkert og betuttet ansigtsudtryk på, mens jeg kigger mig omkring. Foran mig står en kæmpe gruppe piger og hviner og snakker, som en stor familie.

En pige med sort hår kommer hen til mig. ”Du er en af os ikke?” spørger hun. Jeg nikker. ”Men jeg kender ikke rigtigt nogen… Jeg er ikke herfra,” siger jeg med min egen accent. Den nordirske. Jeg overdriver den bare. ”Heller ikke jeg, jeg kommer fra London, ligesom mine piger her,” siger hun. Jeg ved ikke om det er fakta, at jeg selv ikke taler helt sandt eller noget, men min mavefornemmelse bliver dårlig. Hun tager mig med hen til en gruppe meget forskellige piger, som står i en gruppe udenfor de andre.

”Hvorfor er i så kommet hele vejen til Cardiff, når drengene har haft masser af koncerter i London?” spørger jeg. ”Man bliver afhængig af dem,” råber en blond pige nærmest op i hovedet på mig. Jeg griner. ”Vi er alle sammen afhængige af dem, er vi ikke?” spørger jeg. De kigger på mig, som om jeg har sagt noget virkeligt dumt, eller virkeligt klogt. De sender hinanden et sigende smil. God dammit! Jeg er heldigere end jeg har lovet til! tænker jeg, da det her virkeligt virker, som noget jeg skal have næsen ned i.

Nogle piger begynder, at synge gamle hit. Den sorthårede pige giver mig nogle kort, hvor der står en facebook-site på og tager mig i hånden. ”Hjælp mig med at dele vores hype vores gruppe,” siger hun begejstret og leder mig ind og ude mellem folk, mens vi synger med. Vi afleverer de små visitkort rundt omkring. Det passer med at der bliver lukket op i samme sekund.

Jeg bliver ude og ser på at folk stormer ind. ”Hvad helvede laver du stadig herude?!” lyder det fra Mart. Jeg finder min telefon frem. ”Kom nu ind med dig eller du skiller dig ud!” siger han.

Jeg sukker og leder vejen rundt om arenaen, mens jeg går på facebook på mobilen og søger på den side. Jeg dirker døren op med en hånd, mens jeg læser det igennem. ”Agent Dupont, jeg har noget du skal se,” siger jeg, mens jeg åbner døren og lader min iPhone flyve gennem luften. Han griber den uden problemer og står stille, mens jeg træder ind og kigger afventende på ham. ”Skræmmende,” mumler han. ”Jeg vidste ikke, at piger som dem, jeg lige har snakket med kunne finde på sådan noget.” ”Jeg havde troet du ville sige, at det ikke beviser noget. For det gør det ikke. Dette er bare ophedede peptalks og nævner intet om at smadre ting,” siger jeg og tager imod mobilen. ”Du er dygtig,” siger han. ”Jeg har aldrig sagt, jeg var andet. Desuden er jeg heldigere end jeg har lov til,” siger jeg alvorligt.

Jeg skal finde den sorthårede pige og hendes gruppe. Jeg maser mig gennem de forreste rækker og en fanger en bid af en samtale. ”Vi skal bare vise, hvad det vil sige, at være pige og Directioner ved det. Hvis oprørske drenge kan få opmærksomhed på det, kan vi sgu også.” Jeg vender mig rundt, men da jeg får øje på den snakkende, er det ikke nogen af de piger, jeg så før.

Det er en af de ting, jeg kan sige som agent. Vi bliver trænet i sådan noget. Husk så mange ansigter du kan på meget kort tid. Jeg når dog kun, at få det korte blik, for pigerne er på vej væk og jeg har mistet sporet.

Jeg søger og søger og søger til koncerten er færdig, men jeg finder intet resten af aftenen og propper irriteret min hætte over hovedet, så mit hår falder ned i ansigtet og stikker ufortrødent mit MI6 skilt op i næsen på en vagt. ”Jeg har ikke været her,” siger jeg og går videre mod bagdøren.

Der lyder skridt og jeg bliver presset ind mod væggen fra siden. I et par sekunder skal jeg til at lave et modangreb, men et par forsigtige hænder tager mig om skulderen og stiller mig nærmest hurtigt på plads.

”Undskyld,” lyder Zayns stemme. Jeg får kuldegysninger og holder mit blik plantet i jorden, velvidende at hvis jeg kigger op, vil jeg reagere meget dumt. ”Det gør ikke noget,” siger jeg og fortsætter ligeud, håbende på at han ikke har set mig nærmere på. ”Jeg mener det altså,” siger han, som om han ikke har modtaget mit ”Det gør ikke noget”. Jeg fortsætter ned af gagen og hen til døren. ”Det gør jeg også,” siger jeg og vender mig mod regnvejret.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...