Let her go {1D}

17 årrige Grace har altid levet i skyggen af sin bedste veninde, Julie. Julie har alt: Penge, tøj, drenge vil gøre alt for at komme i nærheden af hende, udseendet er der altid styr på og så dater hun ovenikøbet den berømte Niall Horan. Men alligevel er hun Grace's bedste veninde og det har hun altid været. Men hvad sker der når Grace bliver introduceret for Niall, og han begynder at vise føelser for hende han bedstemt ikke burde? Og hvad hvis de føelser også sniger sig frem i Grace? Grace kommer i et stort dilemma hvor hun må vælge mellem kærlighed og venskab.

12Likes
9Kommentarer
1378Visninger
AA

2. Not this time, Julie!

Hvordan var det muligt? Hun sad igen og proppede sig med kantinens mad, ligesom hun plejede. Men hun var alligevel var hun den tyndeste pige på skolen - en af dem ihvertfald. Hvad jeg heller ikke forstod var at hun kunne spise så meget, så hurtigt og alligevel ikke ligne en trold! 

"Hvad glor du på?" Hun havde munden fuld af mad. Jeg rystede leende på hovedet og kiggede ned i bordet, hun skulede til mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se tre drenge sidde og kikke på hende, næsten savlende. Bvadr! "Du SKAL altså møde ham en dag!" Det hurtige emneskift overraskede mig. "Hvem" Hun grinte af mig, "Niall, hvem ellers!?" Jeg nikkede. Niall.

Det havde fortiden været emnet ved næsten alle vores samtaler. Niall her, Niall der. Man skulle tro at hun ikke kendte andre personer end ham. Hvilket ville være mærkeligt for så ville hun nok ikke snakke med mig lige nu... Btw. sagen er at hun kun snakker om Niall, hvilket faktisk ikke er såå mærkeligt da han er verdensberømt. Verdensberømt. Jeg forstod stadig ikke at Julie datede en verdensberømt og da slet ikke at jeg (næsten) kendte en. 

Jeg vidste det faktisk ikke fra starten, må jeg indrømme...

Jeg vidste han var i et band, men jeg regnede bare med at det  var sådan et der spillede i en garage. Og nøøøøj hvor fik jeg fejl. Det viser sig et han er en del af et boyband som hedder One Direction, jeg ved ikke om i kender dem? Jeg gjorde ihvertfald ikke, så jeg måtte sidde i flere timer mens Julie forklarede mig at de var sååå lækre og sang sååå godt og opfangede jeg faktisk ikke for jeg faldt vist halvt i søvn...

"IDE!" Julie rejste sig begejstret op fra stolen og svingede med sit lange blonde hår. "Jeg skal på café med ham imorgen, du kan tage med!" Hele hendes ansigt lyste op. "Julie jeg tror ikke Niall..." Mere nåde jeg ligesom ikke at sige før hun tog sin mobil frem og ringede til Niall.

Hvis det ikke var Niall ville det ihvertfald være mærkeligt. "Hejsa! Er det okay Grace kommer med imorgen?" Hun nikkede og smilede til mig. "Tusind tak! Vi ses, hej." 

Jeg kunne ikke holde et grin tilbage, det var typisk hende at være så bejstret over de mærkeligste ting. Jeg tog en bid af mit æble og vente så min interesse mod Julie igen. "Såå...Hvilken butik skal vi starte i?" Jeg skubbede mine øjenbryn lidt tættere sammen. Hun gav mig elevatorblikket, og jeg sukkede. "Grace jeg ved godt at du ikke har den bedste sans for mode, men vil du ikke lytte til mig bare denne ene gang?" Hun lavede sine hundeøjne. 

Julies klædeskab havde altid set en del anderledes ud end mit, der mest bestod af hættetrøjer og slidte cowbowbukser. Hendes derimod var mere en butik, en butik fyldt med lårkorte shorts, festkjoler, blomstrede toppe og meget mere. 

"KUN fordi han er kendt" Jeg blinkede til hende og hun smilte sit store tandpastasmil. "Grace du er bare den bedste! Hvis du vidste hvor meget det her betød for mig.." Hun råbte nærmest, og alle pigerne i kantinen kiggede på hende som om hun var en freak. Drengene lagde ikke mærke til hendes opførsel, de havde travlt med at stirre på hende - og hendes bryster så jeg til min væmmelse.

Klokken ringede, Julie skar en grimasse. "Lorte matemitaik..." Jeg måtte give hende ret, men min geografitime var ikke meget bedre.

"Vi ses efter timen!" Julie råbte til mig fra den anden ende af rummet, og jeg nikkede til hende som svar.

 

***

 

"Helt klart den!" Jeg havde knap nok trukket forhænget fra, før hun begyndte at klappe i hænderne. Jeg måtte give hende ret, den var utrolig flot. Det var en beige blomstret sommerkjole i flere lag med et flettet bælte. "Sig du elsker den!" Hun kiggede på mig med et bestemt ansigtsudtryk. "Jeg..." Hendes ansigt lyste lidt op. "Elsker..." Hun smilte og lavede en 'kom så videre' bevægelse med sin hånd. "Den!"

Jeg tror aldrig jeg havde set en person bevæge sig så hurtigt som Julie gjorde. Før jeg kunne nå at blinke, var hun ved at give mig den største krammer i verden. Hun slap mig lidt og kiggede mig ind øjnene. "Så er der måske lidt håb alligevel!" Hun begyndte at hvine, men stoppede da hun så mit forvirrede ansigtsudtryk, "For din modesans?" Et fnis klemte sig ud gennem mine læber.

"Tag den så af så vi kan få betalt" Vi... Jeg kiggede skeptisk på hende, Julie havde fået en irreterene vane med at betale for ALT hvis vi var i byen sammen. Min hånd tog fat om forhænget og trak det for så jeg kunne tage kjolen af i fred.

Min sorte hættetrøje hang på en knage, jeg tog den ned og trak den over mit hoved.

Inde i mig selv talte jeg langsomt; 3, 2, 1... LØB! Jeg spurtede ud af det lille rum og hen mod kassen, "Jeg skal have denne her..." Ekspedienten kiggede mærkeligt på mig, "Kan du skynde dig lidt?" Ud af øjenkrogen kunne jeg se Julie komme gående mod mig.

Ikke denne gang, Julie! 

Okay, jeg er faktisk ikke så underlig normalt. Men jeg hader, hader, hader, hader når folk betaler for mine ting. Det for mig til at føle jeg skylder dem noget. "55 pund..." Ekspedienten kiggede på mig med et alvorligt blik. Jeg havde min pung klar så der gik ikke lang tid før jeg fik fundet det rette antal penge.

Jeg havde betalt. Nu kunne jeg slappe af igen. 

"Hvad skulle det til for?" Julies næsten sårede ansigt kiggede på mig, og jeg trak på skuldrene. Hun fnøs og rakte så hånden frem mod posen, "Må jeg så bære den?" Et eller andet sagde mig at jeg skulle lade være, men alligevel gav jeg hende den. Julie stak hånden ned i posen, hun skulle vel bare se bonen...

"Nandos?" Jeg var ved at blive sulten og vi var ikke langt væk. Julie grinte af mig, "Hvad er der?" Hun rystede stille på hovedet. "Du minder alt for meget om Nialler nogen gange!"

Jeg trak på skuldrene, og tog det som et kompliment. 

 

_____________________________________________________

Næste kapitel bliver mere spændene, det lover jeg! (Jeg har ikke rettet kapitlet igennem)

- Anse

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...