Let her go {1D}

17 årrige Grace har altid levet i skyggen af sin bedste veninde, Julie. Julie har alt: Penge, tøj, drenge vil gøre alt for at komme i nærheden af hende, udseendet er der altid styr på og så dater hun ovenikøbet den berømte Niall Horan. Men alligevel er hun Grace's bedste veninde og det har hun altid været. Men hvad sker der når Grace bliver introduceret for Niall, og han begynder at vise føelser for hende han bedstemt ikke burde? Og hvad hvis de føelser også sniger sig frem i Grace? Grace kommer i et stort dilemma hvor hun må vælge mellem kærlighed og venskab.

12Likes
9Kommentarer
1374Visninger
AA

4. How can you not!?

Jeg sad og så How i met your mother i mine shorts som måske var lidt små (Julie havde bare sagt nattøj!) og en grøn top med skriften 'Like a boss'. Det første jeg havde gjort efter at være kommet hjem var at få kjolen af, derefter havde jeg lovet mig selv aldrig at have en på i så lang tid igen. Ever.

Lige nu kørte sangen Sandcastles in the sand inde i TV'et og jeg kunne ikke lade være med at grine over hvor plat den var, selv om jeg havde set afsnittet mindst tre gange før. 

Mine ting som egnelig kun bestod af en toilettaske og noget tøj til imorgen, stod klar ude i gangen så jeg ventede bare på Julie kom og hentede mig. Da hun havde været der et par gange før skulle hun køre mig derhen. Jeg tog en slurk af min Coca cola og fandt så min mobil frem, jeg kom hurtigt ind på Instagram og besluttede mig for at tjekke nogle af drengene ud. 

Min kæbe faldt langsomt længere og længere ned, de var jo fucking lækre! Alle sammen! Og hvis man kiggede på antallet af followers var de vidst også lidt mere berømte end jeg troede. Et højt DING DONG ude fra hoveddøren fik mig hurtigt op af sofaen, og ud i gangen. 

Som forventet stod Julie med et stort smil på læberne, og kiggede afventende på mig. Jeg tog hurtigt min taske op og gik ud til hende, hvorefter jeg låste døren. Min mor var til yoga. Ja, du hørte rigtigt! Jeg syndtes faktisk det er ret sejt at have en mor som kan tage sit ben om i nakken, eller... ihvertfald til hovedbunden... Og det er altså LANGT mere end mig!

Jeg puttede min taske om på bagsædet og satte mig om foran til Julie som kørte ud af indkørslen til mit hus. "Spændt?" Julie kiggede på mig i 2 sekunder for hurtigt at kigge på vejen. Jeg trak på skuldrene, "Det er vel bare drenge? Jeg har været i same rum som en dreng før!" Julie fnøs. "Du så det faktisk her i eftermiddags..." Julie mumlede noget i retning af: Du er skør... Men jeg valgte at ignorere det, for selv hvis det passede så havde jeg ikke noget imod at være skør. Slet ikke faktisk.

Jeg begyndte at kunne se at vi bedstemt var kommet ind i et rigere kvarter af London. De hyggelige små parcelhuse blev erstattet af enten KÆMPE villaer eller gigantiske lejligheder. Der gik heller ikke lang tid før Julie stoppede bilen ved en parkeringsplads ved en høj bygning på mindst 10 etager. Det undrede mig lidt. "Sagde du ikke at Niall boede i et hus?" Julie nikkede og slukkede for motoren. "Vi skal op til Harry og Louis!" 

Det første der slog mig da vi kom ind var et af de mest irreterrende ord i verden: Trapper! Jeg sukkede tungt og tog det første skridt op. Thank god jeg ikke havde mere bagage!

"Der er en elevator her ovre, men hvis du hellere vil gå er det fint..." Julies stemme fik mig til at springe ned fra hele ET trin, og løbe hen og klaske mig op af elevator døren da det ville være lidt svært at kramme den. Og da den åbnede styrtede jeg med det samme hen til knapperne. Nøøøj hvor jeg elsker knapper! Jeg ved ikke hvorfor men det havde jeg altid gjort. "Etage 6" kom det henne fra Julie som først nu var gået ind. Freak, ikke?

Jeg trykkede på knappen med et stort 6 tal på, da jeg regnede med at vi så ville ryge op på 6. etage. Det ville egnelig være den perfekte forbrydelse, at bytte rundt på tallene. Så ville alle bare gå rundt på en helt forkert etage og ligne nogle store idioter. Mwuhahahaaaa! Jeg er så ond!

Der kom et lille 'ding' og så åbnede de grå ståldøre op til en stor gang med hvidt tapet på væggene. Det lignede meget noget jeg havde set fra en film engang. 

Julie stod allerede henne ved en dør og bankede på. Jeg gik hen til hende og i samme øjeblik jeg stod foran døren blev den åbnet. En dreng stod foran mig med et kæmpe smil der næsten nåede helt ud til hans mørke krøller. Han kiggede hurtigt på mig hvorefter han åbnede døren så vi kunne komme ind. Julie hængte sin jakke på en knage lige ved siden af døren så jeg gjorde det samme eftersom hun måtte have været her før.

Jeg fik et lille chok da jeg fandt ud af fire drenge stod og kiggede afventende på mig. Niall stod og kiggede på dem. 

Okay, de begyndte at skræmme mig lidt... De stod bare der og... kiggede? Jeg tog mig endelig sammen til at sige noget men det var ikke andet end "Hvad?" Niall sukkede og formede så et "Jeg sagde det jo!" med sine læber. En dreng i joggingbukser og en stribet trøje sukkede også, "Hvordan kan man ikke være fan af os!?" sagde han klagende, men man kunne godt høre det lidt drillende tonefald som også var der. 

Julie gik hen til ham og klappe ham trøstende på hovedet. "Jeg ved det virkelig ikke Lou...!" 

Vi fandt alle en plads i enten en sofa eller en lænestol. Og jeg fik kigget på dem alle sammen før jeg endelig spurgte hvad de hed. I et sekund så de lidt forvirrede ud men en dreng med karseklippet hår besvarede mit spørgsmål med et kort "Liam" Jeg nikkede stille og kiggede så hen på ham han sad ved siden af.

"Hvad så med dig krølle?" Han så lidt utilfreds ud med sit nye kælenavn men jeg trak bare på skuldrene. "Harry..." - "HARRY POTTER!" Jeg kunne simpelthen ikke lade være, min nørdede side kom bare frem engang imellem og specielt når man talte om Harry Potter. Det var lidt et proplem for jeg gik engang i klasse med en der hed Harry, og hver gang hans navn blev sagt i timen kunne jeg ikke lade være med at skrige alt muligt random shit som fx. 'Hvordan har Hagrid det!?'

Jeg faktisk engang sent ud fordi min lære blev så træt af mig...

Back to reality!

Der sad 6 mennesker og kiggede på mig med et meget undrende blik. Var jeg SÅ mærkelig?

"Nå... Men jeg hedder Louis, men du kan bare kalde mig Lou!" Den lidt akavede stilhed blev brudt af ham i den stribede trøje som Julie havde trøstet lige før. "Zayn..." Kom det lidt mindre begejstret henne fra den sidste dreng. Ikke fordi han var ligeglad eller noget... Louis havde bare lydt urtrolig glad! 

"Grace" Sagde jeg med et stort smil, og smed mine fødder op på sofabordet foran mig.

"Hey, har i noget ædelse?" Det var lige gået op for mig at jeg var sulten.. "Der er vidst nogle chips ude i køkkenet sagde Harry og rejste sig op og gik... Vent GIK!? Han burde løbe hen og omfavne chips posen ligesom jeg gjorde ved elevatoren! 

"Skyyyyynd dig!" Råbte jeg efter ham da min mave begyndte at rumle.

   

***    

 

Drengene havde valgt en eller anden syg gyser som vi nu var tvunget til at se fordi de havde sat sig ovenpå os. Ja OVEN på os, jeg havde ingen anelse om hvad der skete inde i deres hoveder. Så ville jeg nemlig have været tankelæser, hvilket faktisk kunne være ret fedt...

  "Den er klam!" Kom det ovre fra Julie som havde lidt svært ved at tale med en Niall og en Zayn oven på sig. "Jaaaa... Kan vi ikke lave noget andet?" Svarede jeg lige i det øjeblik en eller anden pige fik skåret sin mave over. Julie skar en grimasse. "Fint så!" Sagde Louis endelig, flyttede sig fra mig og slukkede for tv'et.  

"Truth or dare Grace?"

 ______________________________  

Jeg føler mig ikke helt tilfreds med det her kapitel men jeg håber det kommer når jeg kommer ordenligt igang med historien.... Jeg vil også undskylde for den forfærdelige lange ventetid men vores lærere har fået en vane med at give os lektiter for HELE tiden :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...