Spil for livet.

Siri kæmper med at tjene til dagen og vejen, men det er ikke altid nemt når man er anden rangs violinist, der spiller på de nærmest uddøende musik restauranter.
En dag finder hun noget som vender hendes hverdag på hovedet. Det kommer med posten, og hun bliver rodet ind i en gammel mordsag der skete for flere år siden, dengang hun gik på konservatoriet.
Endnu en gang bliver hun rodet ind i denne sag, og hun er på sammenbrudets rand, da hun opdager at historien gentager sig selv.


30Likes
37Kommentarer
2624Visninger
AA

6. 5

 

Ulrik retter sig op i sofaen, og kigger tankefuldt ud af vinduet. Der er en regnbue lige over blokken, hvor Siri bor og rester af regnen sidder på vinduet.

”Til at starte med, vil vi ikke flytte dig – bare have et par betjente omkring blokken og alle indgange. På den måde kan det ikke ske at der kommer en og hælder maling over dig igen” siger han så.

Men jeg kan godt få trusselsbreve tænker Siri, men hun siger det ikke. Hun kigger bare ud af vinduet, og tager over der hvor Ulrik slipper.

”Det er så det vi gør, kan jeg regne ud” hun mumler nærmest kun. Det svage smil på hende læber forsvinder helt, og tilbage er der nu kun en lige streg. Hun bider sig selv i underlæben, for hun er bange for at hendes privatliv helt vil forsvinde, hvis der står to mænd udenfor hendes dør alle døgnets 24 timer.

Ulrik nikker enigt. Han ved også godt, at privatlivets fred bliver mere eller mindre forstyrret når man bliver overvåget, men lige nu er det det mest sikre. Og det der tager mindst ressourcer. I krisetider som denne, må man spare der hvor man kan, mener Ulrik.

Pinlig tavshed opstår, for ingen tør bryde isen og skifte emne. Ikke før brevsprækken går op, og der dumper nogle breve ned på gulvet. De hører begge lyden, og kigger forskrækket hen imod døren. I det Siri skal til at rejse sig op, stopper Ulrik hende og går selv hen for at tage posten.

Han smider regningerne på bordet, sammen med en værdikupon fra Matas. Der er kommet to håndskrevne breve, det ene er fra hendes mormor, men han tager det alligevel og åbner det – bare for at være på den sikre side.

”Kære Siri. Det er så uendelig lang tid siden, at jeg har hørt fra dig sidst…” jo den er god nok. Det andet hånskrevne brev, har en håndskrift der minder om noget, der blev skrevet i al hast. Han tøver en smule inden han åbner brevet.

Papiret inden i kuverten er krøllet, og har været vådt engang. Hans puls stiger automatisk, for der er et eller andet ved det papir der føles forkert. Han folder det ud, og kigger på teksten. Blodet forsvinder fra hans kinder da han læser teksten:

”De små politisvin betyder ikke en skid. Nyd din tid, for den er kort.” det er alt brevet siger. Han tager sig til hagen, der hvor man kan begynde at ane nogle mørke skægstubbe, han sov for længe i morges. Han ved ikke om han skal vise det til Siri, eller om det er bedst at lade være. Han ved at hun har opdaget hvad der foregår. Inden han når at tænke mere over det, river Siri brevet ud af hans hånd.

Det tager kun et sekund, inden brevet ligger på gulvet. Siri sidder med den ene hånd op foran hendes mund, et tydeligt tegn på chok. Hendes øjne er fyldt af tårer, og snart begynder tårerne at trille ned af hendes kinder.

Håret virker mere fedtet end det gjorde for ti minutter siden. Man kan se hendes mave gå i hulkekramper, som hun ikke giver efter for. Hun forsøger alt hvad hun har lært at holde masken, og ikke give sig hen til gråden. Det løser jo ikke noget, ikke nu. Lige nu må hun være stærk, hun kan græde et andet sted, på et andet tidspunkt med en anden person.

Hun snøfter en gang og tørrer øjnene.

”Jeg har det fint” mumler hun. Men det har hun ikke. Ulrik har gennemskuet hende, og kigger forundringsfuldt på hende. Hvordan hun kan være så stærk fatter han ikke, men han tør ikke rigtig spørge ind til det, for så knækker hun for alvor.

Hun retter sig op i sofaen igen, og lader som om der ikke er sket noget som helst. Hun åbner munden i en tøvende bevægelse og sidder sådan længe. Næsten ligesom når man spiller The Sims og man så annullerer ens persons handling. Så står den også i flere sekunder og laver ingenting.

”Hvordan kan vi finde ud af hvem det er?” spørger hun så. Hun havde brug for at være sikker på formuleringen på hendes spørgsmål.

”Vi kan begynde at lede efter fællestræk ved brevene. Ting der kendetegner f.eks. en speciel avis” siger Ulrik utrolig professionelt og følelsesforladt. Siri nikker.

”Jamen, skal du så ikke i gang, eller vil du vente på at jeg blive terroriseret så meget at du kan køre mig på Viborg Øst?” råber hun nærmest. Nu er hun knækket for alvor, og hun lader det gå ud over ham. Heldigvis er han politibetjent så han er vant til lidt af hvert.

”Jo. Jeg går nu – jeg ringer hvis jeg finder noget” han tager roligt afsked. På vejen ud af døren ringer han til stationen, og sørger for at få sendt to betjente op til Siri. Han konstaterer irriteret at det regner udenfor, og mens han snerrer et eller andet trækker han jakken over hovedet, og sørger for at brevene ikke bliver våde.

Han sætter varmen til i bilen, og kører den korte vej op til stationen. Der går han op af de mange trapper, efter at han har set skiltet på elevatoren: ”Ude af drift. Der er ikke midler til reparation” typisk udkants Danmark tænker han. Hvorfor skulle han også flytte herud fra København? Roen… Roen selvfølgelig, men han ved ikke om det var det værd.

Udmattet sætter han den lille kasse med breve fra sig på skrivebordet. Formen er ikke som den var engang, men det hører jo med til at blive ældre. Han tager brevene op et efter et, og studerer nøje de udklippede bogstaver. Der er ingen tvivl om, at de stammer fra en avis, men hvilken?

Skuffen bliver trukket ud, og en gammel pincet og en lup bliver hevet op. Han har fået det af sin morfar den dag han blev betjent. Hans morfar er i dag død, og det eneste minde han har om ham er disse ting. Han trækker forsigtigt et bogstav fra papiret, det giver let slip. Limen er nok bare en limstift som dem man bruger i skolen.

Med pincetten vender han bogstavet om i håb om, at der måske vil stå noget på den anden side, der gør det lettere at finde avisen. Måske en dato, eller et sted. Der er intet.

Han trækker endnu et bogstav op.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...