Spil for livet.

Siri kæmper med at tjene til dagen og vejen, men det er ikke altid nemt når man er anden rangs violinist, der spiller på de nærmest uddøende musik restauranter.
En dag finder hun noget som vender hendes hverdag på hovedet. Det kommer med posten, og hun bliver rodet ind i en gammel mordsag der skete for flere år siden, dengang hun gik på konservatoriet.
Endnu en gang bliver hun rodet ind i denne sag, og hun er på sammenbrudets rand, da hun opdager at historien gentager sig selv.


30Likes
37Kommentarer
2590Visninger
AA

5. 4

 

Inde bag de lukkede øjne, hvor alt forventes at være sort kører dagens begivenheder. Lige fra den uhyggelige mand til truslen. Måske havde den uhyggelige man noget med truslen at gøre? Siri ved det ikke, og har faktisk heller ikke lyst til at finde ud af det. Hun vil gerne bare væk fra det hele, væk fra en hverdag hvor hun hele tiden frygter den næste trussel.

End ikke hendes elskede violin kan trøste hende længere. Intet kan. Det næste fix virker utrolig langt væk, og det virker ret uopnåeligt.

Det ringer på døren, mens Siri ligger i sit tankespind. Hun sætter sig op i sengen, og tøver et lille sekund inden hun stivbenet rejser sig op. Der er så uendelig langt hen til døren for hende. Hun griber det kolde dørhåndtag, og tøver igen med at åbne. Håndtaget knirker da hun trækker ned i det samtidig med at der bliver banket endnu en gang, denne gang mere utålmodigt end før.

 I det hun åbner falder der noget flydende ned på hendes hoved og krop. Der er ingen udenfor døren, og Siri står lammet i chok. Den flydende substans viser sig at være rød maling, og den flyder tykt nedover Siri. Hun kan overhovedet ikke røre sig, og står bare der og hulker alene i opgangen. Alle andre er på arbejde, ingen kan hjælpe hende.

Endelig giver hendes knæ efter for presset, og hun synker sammen på det kolde gulv. Det svier frygteligt i hendes øjne, og der lægger sig et rødt slør over hendes øjne. Hun holder sine hænder op foran sig, og har stadig ikke rigtig forstået hvad der er sket. De halvkvalte skrig giver ekko i opgangen, og trappen forvrænger dem, så det nærmest lyder som klageskrig.

Gelænderet på trappen begynder at ryste ligeså stille, uden at Siri opdager det. En dæmpet trampen kan høres, lyden bliver forstærket mindst 1000 gange i opgangen. En velkendt mand kommer til syne, og det han ser, er chokerende. Siri sidder der indsmurt i det, der ved første øjekast ligner blod. Han kører en hånd igennem det gråsprængte hår, og skynder sig hen til Siri.

Nu kan han se, at det blot er maling, men det gør det ikke mindre forfærdeligt. Han tager forsigtigt den dyre ruskindsjakke af, ingen han hjælper hende op.

”Hvad er der dog sket?” siger han. Siri kigger forskrækket op på ham, og genkender ham som Ulrik. Hendes øjne er røde og fyldt med tårer. Hun åbner munden, men ved ikke hvad hun skal sige. Tøven…

”Jeg ved det ikke… Nogen bankede på døren, og da jeg åbnede faldt det ned på mig” siger hun endelig. Hendes stemme knækker over, og hun lyder bare ynkelig. Tårerne triller ned af hendes kinder, og de er farvet lyserøde af malingen i hendes øjne.

Ulrik forsøger at trøste hende, men ovenpå sådan en terrorisering kan intet hjælpe. Han følger hende indenfor i lejligheden. Der går hun ud på badeværelset, mens Ulrik holder sig professionelt i baggrunden. De kender jo knapt nok hinanden, men der er nu et eller andet over hende tænker han.

Siri står ude på badeværelset, og kigger sig selv i det store runde spejl. Billedet hun får igen, er helt udtværet på grund af de mange tårer i hendes øjne. Hun tager en vaskeklud, og gør den våd med koldt vand. Forsigtigt begynder hun at tørre malingen i ansigtet af.

Hun tager alt det ødelagte tøj af, og smider det i skraldespanden. Derefter tænder hun for bruseren, og træder ind i kabinen selvom vandet ikke kan være meget mere end 8 grader varmt. Hendes krop ryster, til dels fordi det store chok ikke er aftaget endnu, og dels fordi vandet er så koldt.

Langsomt begynder vandet at blive varmere, og det vand der løber ud i afløbet er lyserødt. Hendes hud får sin normale farve igen, men det er som om hun ikke føler sig rigtig ren. Hun skrubber med en børste over hele kroppen, indtil den bliver ligeså ildrød som før. Tårerne triller igen ned af hendes kinder, og blander sig med stråler af det varme vand der løber ned over hendes krop.

Hun tager et håndklæde omkring kroppen, og iler ind i soveværelset for at tage tøj på. I stuen sidder Ulrik og venter. Han har sin mobil i den ene, og roder sig i hovedbunden med den anden, hans øjenbryn er skilt at en stor revne midt i panden, og han ser bekymret ud. Siri stopper op, da hun ser det. Gad vide hvad der er sket tænker hun.

”Det er skam ikke noget… Privat livet” siger Ulrik, nærmest på kommando. Han havde tydeligvis opdaget at Siri stirrede på ham. Hun nikker og går ind for at tage det der tøj på. Hun kaster en alt for stor t-shirt over hovedet. Den går hende næsten ned til knæerne og er det eneste minde fra hendes eks kæreste. De slog op kun tre uger før hendes forældre døde.

Hun går ud i stuen igen, og sætter sig en stol overfor Ulrik, der stadig sidder i sofaen. Hun lægger hovedet lidt på skrå, og prøver at finde ud af hvad han tænker på. Han hæver det ene øjenbryn, og man kan straks se et smil på Siris læber. Missionen lykkedes, hun har lettet stemningen med det samme.

”Jeg har snakket med en af mine kolleger om tilfældet i omklædningsrummet” siger Ulrik så alvorligt. Siri spærrer øjnene op, og tager sig til hovedet. Dét havde hun helt glemt ovenpå malingen. Hun nikker, og Ulrik fortsætter ”Da der jo er tale om ret alvorlige dødstrusler, bliver vi nok nød til at sætte en form for beskyttelse ind” nu kigger Siri mistroisk på ham. Kan det virkelig være rigtigt, skal hun beskyttes på grund af en eller anden psykopat der har for meget fritid?

”Er det ikke lidt overdrevet, jeg mener… Det er jo sikkert ikke noget?” siger hun så. Hendes hænder ryster. Beskyttelse, det er næsten det samme som at spærre hende inde i et bur, uden nogen form for frihed, bare ikke ligeså permanent.

”Hellere gå med livrem og seler, end at du ligger her en dag med skudsår i hovedet og halvdelen af hjernen splattet ud på den hvide væg” siger han. Han maler ligefrem billeder inde i Siris hoved, hun ligger med åbne øjne, og et blodigt skudsår midt i panden. Bag hende, på den hvide væg hvor også hendes studenterhue hænger, er blod og hjernemasse splattet ud. Den hvide hue, er ikke længere hvid.

”Det har du nok ret i” siger hun så. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...