Spil for livet.

Siri kæmper med at tjene til dagen og vejen, men det er ikke altid nemt når man er anden rangs violinist, der spiller på de nærmest uddøende musik restauranter.
En dag finder hun noget som vender hendes hverdag på hovedet. Det kommer med posten, og hun bliver rodet ind i en gammel mordsag der skete for flere år siden, dengang hun gik på konservatoriet.
Endnu en gang bliver hun rodet ind i denne sag, og hun er på sammenbrudets rand, da hun opdager at historien gentager sig selv.


30Likes
37Kommentarer
2506Visninger
AA

4. 3

 

Ude på gaden er eftermiddagens myldretrafik opstået fra de døde. Det er utroligt hvor meget liv der kan komme i sådan en lille by, når klokken nærmer sig 15:00.

Siri står og venter på bussen, der skal tage hende op på musikrestauranten. På den anden side af gaden står en lidt fedladen mand, med sort hættetrøje på. Selvom hans hætte er trukket op over hans hoved, kan hun se at han stirrer på hende. Ikke på den der ”Du ser sgu lækker ud” måde, men mere på den der ”Jeg har en kniv, og jeg ville elske at skære i dig med den” måde.

Hun tør næsten ikke se på ham, men hendes underbevidsthed gør hende nysgerrig. Hvordan han ser ud, kan blive vigtigt tænker hun. En gul bus afskærer hende fra udsynet over den uhyggelige mand. Det er hendes bus, og hun stiger ind. Bag rattet sidder en midaldrende mand med ølmave. Han ser sur ud, og Siri kender ham godt – han sidder altid i bussen om onsdagen.

Siri sætter sig ned på det bagerste sæde, hvor hun i de næste 20 minutter kan få lov til at sidde helt alene. Hun kan tænke – eller lade være – og hun kan forberede sig på aftenens musik stykker. 20 minutter virker måske ikke som lang tid, men i sit eget syge tankespind kan det være farlig lang tid.

Ruden er kold, og dugger hver gang hun ånder ud. Med hovedet på ruden, er hun blevet kold i kroppen, og det ene ben virker næsten stift af kulde da hun stiger ud af bussen igen. Det grå fortov afløses hurtigt af den nussede røde løber udenfor restauranten. Den virkede sikkert for 30 år siden, da det var luksus at høre musik mens man spiste lækker mad.

I dag er det noget folk gør for at få en oplevelse, ikke fordi de er fine på den. Den røde løber passer slet ikke ind mere, men på den anden side, gør den stedet endnu mere charmerende. Indenfor ligner restauranten noget fra 30’erne, med sin gamle, næsten antikke charme.

Hun åbner døren, og træder forsigtigt indenfor. Det mørke trægulv skinner, så man kan spejle sig i det. Omklædningsrummet er tomt – for Siri er den eneste der arbejder på scenen der fast. Hun hænger sin jakke på en knage, og begynder at tage tøjet af.

Vinden suser i et kort sekund, men ikke et eneste af de mange vinduer er åbent. Hun vender sig forskrækket om, og ser en besked på væggen. ”Bang! Du er død” står der. Siri er ikke sikker på om det er skrevet med blod, eller blot rød maling.

Et halvkvalt skrig løber over hendes læber, uden at hun tænker på det. Hulke lydene giver ekko inde i det næsten tomme omklædningsrum, mens hun synker ned på gulvet. Hvorfor altid mig? Tænker hun. Hvorfor?! Hendes hoved har kun én tanke i dette øjeblik.

Ganske få sekunder efter, står Christian, hendes chef i døren. Siri ligger på gulvet, kun iklædt sit undertøj og tuder alt hvad hun har lært. Christian forstår først intet, men ser så beskeden. Hurtigt trykker han 114 ind, og ringer til politiet.

Bagefter sætter han sig på hug foran Siri. Han har en badekåbe med, for han er både gift og har børn. Halvnøgne, unge kvinder er ikke hans kop te. Han pakker hende ind i badekåben, og tager hende derefter i hans stærke arme.

Han har aldrig været ret god til at trøste folk, men han gør et forsøg. Siri ligger hjælpeløs i hans arme, hun er kun lige ved bevidsthed, og kan slet ikke forstå hvad der er sket.

Ti minutter efter ankommer en hvid bil med blå blink på taget. Den holder udenfor hovedindgangen, og de få mennesker der går forbi der, får noget at sladre om. To betjente i uniform kommer gående ind i omklædningsrummet, hvor Christian stadig holder Siri i hans arme.

”Hvad er der sket her?” spørger en kvindelig betjent. Hun er rimelig høj, med mange former. Hun har brunt hår og stikkende grønne øjne.

”Det forklarer vidst sig selv” siger Christian, uden noget tilovers for betjenten. Han synes hun er uhøflig, og ubehøvlet – han giver da bare tilbage med samme tone. Han nikker over mod den hvide flisevæg, med de røde, dryppende bogstaver.

”Er det ment for den lille dame?” spørger den anden betjent. Han er straks mere venlig. Christian nikker, og tysser på Siri der stadig græder af sine lungers fulde kraft.

”Vi tager lige nogle billeder, og så vil vi gerne tale med den lille dame, så snart hun er klar til det” fortsætter manden. Siri sætter sig fortumlet op og nikker. Hun bliver fulgt ind i mændenes omklædning af Christian, så hun kan få tøj på igen. Selv venter han udenfor.

Siri husker det kort hun fik af Ulrik, og tager det med ind til de to betjente igen.

”Jeg fik det her, da jeg var på politistationen i går” siger hun. Den kvindelige betjent flår bogstavelig talt kortet ud af hendes fingre, og hun begynder at bløde på tommelfingeren. Damen nikker og tøver.

”Hvad lavede du på politistationen?” spørger hun så. Nu er det Siris tur til at tøve.

”Jeg skulle anmelde nogle trusselsbreve – meget i stil med den her, du ved bare på papir” siger hun så. Hun forsøger at vende stemningen, mest for hendes egen skyld. Betjenten synes bestemt ikke det er sjovt. Hendes ansigt strammes endnu mere, og de få, utydelige rynker strammes helt ud. Hun ligner et botox job gone bad.

”Ja ja, og så gik du til ham her Ulrik? Hvad sagde han du skulle gøre?” spørger hun. Siri får flashback til alle de krimi serier hun har set – både ofrene og de mistænkte bliver afhørt på præcis samme måde.

”Han fortalte mig at, jeg skulle ringe, hvis det sker igen” siger hun, som et lille barn der forsøger at vise at hun har forstået at man ikke må gå over vejen hvis der kommer biler. Betjenten nikker.

”Jeg ringer til ham her Ulrik, og imens synes jeg du skal finde en rigtig god veninde, med en rigtig god sofa” det er det mest omsorgsfulde betjenten har sagt. Siri nikker. Hun tager sine ting, og smutter hurtigt hjem.

Restauranten er det sidste sted hun har lyst til at være lige nu. Hun vil egentlig bare være alene, så hun tager bare hjem i den ensomme lejlighed. Tasken bliver smidt i sofaen, og Siri smider sig selv i sengen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...