Spil for livet.

Siri kæmper med at tjene til dagen og vejen, men det er ikke altid nemt når man er anden rangs violinist, der spiller på de nærmest uddøende musik restauranter.
En dag finder hun noget som vender hendes hverdag på hovedet. Det kommer med posten, og hun bliver rodet ind i en gammel mordsag der skete for flere år siden, dengang hun gik på konservatoriet.
Endnu en gang bliver hun rodet ind i denne sag, og hun er på sammenbrudets rand, da hun opdager at historien gentager sig selv.


30Likes
37Kommentarer
2626Visninger
AA

3. 2

 

Træerne skaber en nærmest ufremkommelig labyrint i en lille skov ca. 20 kilometer væk fra den trygge lejlighed. Hun kan ikke finde sine forældre, og selvom hun prøver at råbe efter dem, kommer der ikke en lyd over hendes læber. Solen er ved at gå ned, og de høje graner ser endnu mere uhyggelige ud, som de står der og kaster lange skygger henover jorden. Siris forældre er væk, og hun kan ikke finde dem. Hun kan ikke engang finde tilbage, for hun har løbet i flere timer uden styr på i hvilken retning.
Så hører hun to skud. Hun hopper flere meter op i luften, længere end hun troede var muligt. Det er sikkert bare en jæger tænker hun, men tanken vil ikke rigtig sidde fast i hendes hoved. Hun er sikker på at det er hendes forældre…

Hun vågner med et sæt, og rejser sig op i sengen. Det er mørkt udenfor, og hun kan kun lige se gadelysene igennem persiennerne.  Puden er våd af sved, og hendes hjerte banker så hurtigt, at det næsten hopper ud af brystkassen.

Siri tørrer panden med en fugtig hånd, og sparker dynen af sig. Hun går ud i køkkenet, tager et glas og tænder for vandhanen. Vandet bliver grådigt drukket, og glasset bliver sat på køkkebordet i en hård bevægelse.

Sengetøjet bliver skiftet, og det våde bliver smidt ud i vasketøjskurven.  Siri lægger sig igen under dynen, stadig med hjertebanken. At opleve scenariet en gang til, efter hendes hjerne har bearbejdet de virkelige hændelser, er næsten værre end at opleve dem første gang. I drømmen er hun en lille uskyldig pige, i virkeligheden var hun 22 år.

Hun lægger sig på siden, og lukker de store øjne i. Dynen bliver trukket helt op over hovedet, og hun ønsker inderligt at drømmen ikke kommer igen. Nervøst bider hun sig i underlæben, og hun falder hurtigt i søvn.

***

Telefonen bipper, og de bløde knapper giver efter for Siris rasende fingre. Hun taster nummeret til Marlenes mobil, for lige nu er hun den eneste Siri kan snakke med. Utålmodigt venter hun på at Marlene får taget sig sammen til at svare, og lige inden den går på voicemail høres en stemme i den anden ende.

”Ja det er Marlene” bliver der mumlet. Siri smiler for sig selv.

”Hej Marlene!” siger hun muntert. Måske lidt for muntert, som om hun er med i et teaterstykke, i en skolekomedie fra 5. klasse.  Hun fortsætter i den teater-agtige muntre tone: ”Jeg har fået dit brev… Tillykke” hun lyder rigtig nok ivrig. Der er stille i telefonen for en stund.

”Ej tak – jeg håber at jeg bliver ligeså god som dig en dag” sagde Marlene med tydelig beundring i stemmen. Siri kan mærke varmen brede sig i hendes kinder, hun bliver smigret. Smigret over at Marlene beundrer hende, selvom hendes talent er langt væk.

”Det skulle vidst ikke være så svært” siger hun så. Marlene sukker i den anden ende, hun har for længst opgivet at få Siri til at tro på sig selv. Det er manglen på selvtillid – mener Marlene – der gør at Siri stadig arbejder på den forbandede musik restaurant, der snart skal lukke alligevel.

”Hold nu op med det pjat. Vi ved begge to at du er bedre end du tror” siger Marlene. Vreden giver hende en grim smag i munden, men hun prøver at kontrollere den overfor sin bedste veninde, og forbillede.

”Marlene, jeg er ked af det, men jeg skal smutte nu” hastigt lægger Siri på. Hun kan ikke tilgive Marlene for at sige sådanne ting, og det er bestemt ikke første gang. Marlene fodrer det sorte hul i Siris mave hver eneste gang de snakker sammen.

Fodrer det hul, der har eksisteret siden den dag. Da hun mistede alt tro på sig selv, mistede sin familie og sine støtter. Hullet bliver større, og til sidst – en dag – vil det æde Siri op indefra. Det vil blive så sultent, at intet Marlene siger, kan tilfredsstille dens sult.

Telefonen bliver smidt i sofaen, og få sekunder efter smider Siri sig ved siden af. Tårerne strømmer ned af hendes kinder, og hullet fortsætter med at vokse. Nogen gange virker det som om hele verden er imod Siri, som om hun ikke skal have lov til at være lykkelig, sådan føles det i hvert fald.

Violinen bliver nænsomt og forsigtigt pakket ud igen. Siri fik den af sine forældre, dagen inden hun startede på musikkonservatoriet, og det er det eneste rigtige minde hun har fra sine forældre. Buen bliver spændt, og forsigtigt bliver den første tone slået an. En trist melodi dannes og Siri er igen i sin egen verden.

Den verden hvor intet kan røre hende, dér hvor hun så tit søger tilflugt når hverdagen trænger sig på. Det er lidt ligesom at være på stoffer, når hverdagen trænger sig på kan hun trække sig væk i sin egen verden. Hun er afhængig af den verden, ligesom en narkoman er afhængig af sit fix.

Det eneste hun kan tænke på, er hvornår hun atter kan søge tilflugt i denne verden. Hvornår hun igen kan få sit fix. Derfor arbejder hun på musikrestauranten, hvor hun hver aften kan få sit fix. Men jo oftere hun får det, jo mere skal hun have, jo oftere har hun brug for det. Den virkelige verden, begynder mere og mere at ligne en drøm, og drømme verdenen er hendes virkelighed.

Da den sidste tone dør hen, lægger Siri violinen fra sig. Hun tager sig ikke engang tid til at pakke den sammen, som hun normalt gør. Hun skynder sig ud i badet, og lader det varme vand kærtegne hendes spinkle krop.

Med et mørkt rødt håndklæde omkring kroppen, træder hun ud af brusekabinen. Det er sent om eftermiddagen, og egentlig bør hun gøre sig klar til aftenens job. Hun trækker en skuffe ud fra klædeskabet og finder noget blonde undertøj. Måske bringer aftenens virkelige job hende et lille bi job – let tjente penge.

Nogen mener det er at sælge sin sjæl, men Siri har ingen sjæl tilbage. Indeni er hun allerede død, hun er en omvandrende zombie, kun den ydre skal er i live. Hun har ingen sjæl at sælge, og hendes krop er hun ligeglad med.

Hun trækker i et par lyse jeans, og en hvid t-shirt. Så er hun egentlig klar til at gå, selvom der er flere timer til hendes vagt begynder. Sofaen virker utrolig tiltrækkende, og fjernbetjeningen skriger på at blive rørt. Siri tænder for fjernsynet, og slår over på Kanal 5, der sender CSI.

Sofaen giver efter, som hun sætter sig ned og en svag knirken kan høres. Egentlig er fjernsynet ikke så interessant, hun mener at have set afsnittet før – men det slår tiden ihjel…

Ikke rettet igennem for stave- og grammatikfejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...