Spil for livet.

Siri kæmper med at tjene til dagen og vejen, men det er ikke altid nemt når man er anden rangs violinist, der spiller på de nærmest uddøende musik restauranter.
En dag finder hun noget som vender hendes hverdag på hovedet. Det kommer med posten, og hun bliver rodet ind i en gammel mordsag der skete for flere år siden, dengang hun gik på konservatoriet.
Endnu en gang bliver hun rodet ind i denne sag, og hun er på sammenbrudets rand, da hun opdager at historien gentager sig selv.


30Likes
37Kommentarer
2631Visninger
AA

2. 1

 

Det kolde laminat gulv knirker under hendes fødder, da hun rejser sig op for at hente posten. De få breve ligger smidt på gulvet, under hendes hoveddør. Et tydeligt tegn på, at postmanden har haft travlt. Hun samler brevene op, og åbner dem henne ved det lille, runde spisebord. Det første brev er en regning, som hun ikke har råd til at betale. Det næste brev derimod ligner et trusselsbrev. Indholdet er skrevet med udklip fra en avis, og bogstaverne fremtryller en modbydelig trussel: ”Glemmer du, så husker jeg”.

Den spinkle hånd giver slip fra brevet, og den anden tørrer en tåre væk fra hendes kind. ”Jeg må hellere gemme det her” tænker hun, og pakker brevet ned i kuverten igen. Rystet og ude af fatning rejser hun sig op, og åbner klædeskabet. Hun finder en lille kasse frem, der er lavet af pileflet. Der lægger hun det sidste brev i rækken, og skubber kassen ind på sin plads igen. En frakke bliver taget ned fra bøjlen, og efter megen overvejelse tager hun kassen med sig.

Ud af døren, og så af sted. Ned på den lokale politistation, hvor betjentene sidder og mæsker sig i citronmåne, mens de drikker kaffe så deres tænder bliver mere gule end glasuren. Hun kommer ind i noget der minder om en reception, og der sidder en yngre kvinde bag skranken.

”Goddag, hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spørger kvinden uhyggeligt høfligt. Siri kigger forundret på kvinden, der er hendes bedste veninde.

”Jeg vil gerne anmelde nogle trusselsbreve” svarer Siri høfligt igen. Kvinden, der egentlig hedder Marie kigger op på Siri, og genkender hende med det samme.

”Er det nu det igen?” spørger hun medfølende. Siri nikker, og hun bliver vist hen til et bord, hvor en mand klædt i almindeligt jakkesæt sidder.  Siri tør ikke rigtig sige noget, for hun har aldrig set en civilbetjent i Skive før, der sker aldrig rigtig noget…

”Goddag” siger manden høfligt, og peger på en stol overfor ham selv ”Sæt dig ned” Siri sætter sig, og sætter kassen fra sig på bordet. Manden kigger interesseret på kassen, og skal lige til at tage den da han stopper sin bevægelse.

”Undskyld, jeg har slet ikke præsenteret mig. Jeg hedder Ulrik Winther” siger han, og rækker hånden frem. Siri mumler sit navn, og trykker mandens hånd ganske forsigtigt. Ulrik kigger endnu en gang interesseret på kassen, og Siri nikker. Med begge hænder tager han fat om kassen, og tager de mange breve op. Han åbner dem et efter et, og Siri kan ikke andet end at se nervøst på. Ulrik læser hurtigt brevene, og der kommer en mere og mere tydelig rynke mellem hans øjenbryn.

”Ja de ser jo rimelig alvorlige ud. Har du nogen idé om hvem der kan sende disse breve?” spørger han, efter han har lagt det sidste brev ned i bunken.

”Nej, det har jeg ikke” siger Siri, på randen til at græde. Ulrik nikkede eftertænksomt inden han svarede: ”Ved du hvad, jeg skal nok undersøge det her, og så kan du bare gå hjem. Her et mit kort, så ring hvis der sker noget, eller du får flere breve” Siri nikker og rejser sig op.

Hun skynder sig ud på gaden, og går hjem i en rasende fart. På vejen går hun et smut forbi Rema 1000, da den alligevel ligger i gågaden. Hun tager en kurv, og køber to liter mælk og en pakke tamponer. Ganske almindelig hverdagsindkøb…

Da posen er pakket, går hun atter ud i det kolde vejr, og selvom de høje huse giver læ inde i gågaden er det koldt, specielt når hun rammer et sted hvor en sidegade åbner op for den stive kuling.

Døren til lejligheden står på klem, og straks er Siri på mærkerne. Hun åbner forsigtigt døren, og undgår dens karakteristiske knirkelyd, der normalt gør at alle i opgangen kunne høre hvornår hun kommer hjem fra byen en fredag eller lørdag aften.

Hun lister ind, og gulvet knirker kun en smule. På stuegulvet ligger alle hendes noder rodet rundt. Posen falder til jorden, og Siri er straks ovre sine papirer, for at finde ud af om der mangler nogle. Det gør der ikke, så hun lister videre.

Soveværelset ligner sig selv, selvom der er aftryk i dynen. Der har ligget nogen! Uh! Hvorfor låste hun ikke også den dør?  Siri slår sig symbolsk i panden, og går ind i stuen igen, for at samle nodepapirerne op igen.

De håndskrevne noder, minder hende om hendes konservatorie tid, hvor hun var en glad musiker uden en eneste bekymring i livet. Hendes forældre betalte hendes uddannelse, og alt hvad hun ellers havde brug for.

Nu har hun ikke længere nogen rige forældre, de er begge døde i en tragisk jagtulykke. Det blev i hvert fald kaldt en jagtulykke, og den fandt sted en uge inden Siris afsluttende eksamen. Hun bestod, men det betød ikke længere noget for hende. Musikken indeni hende var død. Derfor var hun endt som andenrangs violinist på en klam musik restaurant…

Hun sætter noderne ind i det røde ringbind igen, og sætter den på plads. Alle hendes noder har en mappe, der alle står på en hylde over hendes skrivebord. Lejligheden er stor, i forhold til mange andre i Skive, og der er plads til alle møblerne. Det hele var engang hendes forældres, men Siri fik den – som deres eneste barn – da de døde for fem år siden.

Mens hun sidder der på gulvet, overvejer hun om hun skal ringe til ham Ulrik, men hun beslutter sig for at lade være.

I sidste øjeblik kommer hun i tanke om mælken. Med en smule besvær kommer hun på benene, og sætter mælken i køleskabet, og tamponerne ud i skabet under håndvasken på badeværelset.

På spisebordet ligger det ene brev hun ikke fik åbnet tidligere, og kalder på hende. Kuverten bliver åbnet med forsigtighed og brevets indhold bliver læst. Det er fra hendes kusine. Hun er nu også kommet ind på konservatoriet, og glæder sig meget til at begynde, og til at følge i Siris fodspor.

Siri bider sig i underlæben, og ønsker at hendes kusine – Marlene – får en bedre tid der, end hun selv havde. Hun håber at Marlene ikke vil blive mobbet på samme måde, fordi hun skiller sig lidt ud… De minder meget om hinanden de to, uden tvivl!

Ikke rettet igennem for stave- og grammatikfejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...