My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber

{TJEK TRAILER!} Følg med i "My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber"
Det rigtig flotte cover er lavet af Laura G. ♥

45Likes
48Kommentarer
3337Visninger
AA

6. *•Kapitel 5•*

»Hun var forsvundet på mystiskvis«

Melodys synsvinkel

Jeg mærkede med det samme min mave stramme til af den nervøse fornemmelse, da jeg kiggede ind i hans dybe, iskolde øjne.

”Hvad laver du her?” Spurgte jeg vagt med en angstfyldt undertone, og med et blik, som jeg næsten var sikker på, var indbegrebet af usikkerhed. Jeg kunne bestemt ikke lide ham.

”Får man ikke engang et hej?” Spurgte Brad drilskt og lod sine fingerspidser danse ned over min arm, så kolde gys banede sig ned af min rygrad.

”Brad, jeg har ikke tid til det her.” Løj jeg og undgik hans borende blik.

Remember? Brad var ham avisdrengen, som jeg kun lige havde fortalt jer kort om. Ham, som havde gjort lede ting mod uskyldige piger, som jeg ikke engang turde sige højt op.

Jeg vendte mig om, men fik kun nået nogle skridt, før jeg mærkede nogle hænder på min hofte, som straks vendte mig om. Med et opfaret blik nåede jeg hans kolde blik, som fik min puls op. Ikke af varme følelser skulle det lige siges, men af skræk for ham.

”Det er kun kort skat.” Fortalte han kort med et modbydeligt smil, mens hans hænder nærmest sad limet fast på mine hofter.

”Jeg vil ikke have dig på nogen måde.” Prøvede jeg at sige koldt, men min stemmes klang flød hele tiden over i en usikker tone.

”Hold nu op.. Jeg ved, du vil have mig skat!” Modsagde han mig drilskt.

”Jeg skal ind til Mary igen!” Forsøgte jeg angst og stødte mine hænder mod hans brystkasse i et forsøg på, at skubbe ham væk. Han lod sig ikke mærke synderligt, af at jeg kæmpede imod, for han kyssede mig blot op af halsen, så jeg begyndte at få det ubehageligt.

I et enkelt øjekast fangede jeg en andens blik. De bløde, chokoladebrune øjne stirrede direkte ind i mine angstbetyngede øjne. Det var Justin.

Brads læber fjernede sig langt om længe fra min hals, og min opmærksomhed vendte automatisk mod ham.

”Så lad gå, men jeg kommer tilbage.” Sagde Brad hemmelighedsfuldt og blinkede. Hans hænder slap om mine hofter og få minutter efter, var han som blæst bort fra min synsvinkel.

Jeg kom pludselig i tanker om Justin.

Mit blik faldt atter hen mod Justins vindue, men han var forsvundet pist væk fra sit værelse…

 

Justins synsvinkel

Næste eftermiddag sad jeg ved spisebordet med min far og spiste en rugbrødsmad med spegepølse og en anden med leverpostej på. Jeg var sulten.

”Skal du ikke lave noget på dit værelse i dag?” Spurgte Jeremy med et utilbageholdende smil, som var drilagtigt. Jeg sukkede bare. Jeg gad ikke.

”Jeg gider ikke i dag.” Sagde jeg dovent og tyggede videre af min sidste mad (spegepølse).

”Du kan da spørge en af dine venner om de kommer over, og vil hjælpe dig?” Foreslog han og smilte. Jeg sendte ham bare et irritabelt blik.

”Mine venner er i Stratford.” Lød det lidt koldt fra mig.

”Er der ikke nogle du har mødt her?” Spurgte han prøvende på at redde den dårlige stemning, som jeg havde fremtryllet ved mit sidste svar. Han vidste, at jeg indeni stadig var lidt indebrændt efter deres spontane beslutning med, at rejse til USA. Jeg var Canadier, og det vil jeg altid være. Og mine venner vil altid være i Stratford.

Ikke i USA.

”Kun pigen som bød os velkommen.” Sagde jeg lidt fraværende, da jeg kom til at tænke på i går.

Havde hun kæreste siden en klam fyr kyssede hende op af halsen udenfor Marys hus? På den anden side så passede hendes blik ikke til at det kunne være hendes kæreste. Hun så jo skræmt ud.

Det var sikkert bare mig. Hun havde sikkert ham som kæreste. Alligevel føltes det ikke helt rigtigt.

”Hvad hed hun egentlig?” Min fars spørgsmål fik mig hurtigt revet tilbage fra tankeverdenen til virkeligheden.

”Melody.” Svarede jeg. Også velvidende om, at mit svar ville resultere i flere spørgsmål fra min far, siden han troede, at jeg ikke kunne huske Melody for to år siden.

”Melody?” Udbrød han forvirret og kiggede med en overrasket grimasse på mig. Jeg nikkede blot. ”Kan du huske hende for to år-”

”- Ja, det kan jeg godt. Jeg kan godt huske hun forsvandt, men hun er da kommet tilbage. Hun er bare ikke den samme, som for to år siden..” Sagde jeg lidt sørgmodigt og undrende til sidst. Jeg havde aldrig fundet ud af hvorfor hun var blevet bortført. Der lå stadig et stort mysterium i mit hoved fra Melody.

”Hvad mener du med, at hun ikke er den samme?” Spurgte Jeremy undrende.

”Hun virker sød, men hun er bare ikke glad. Hun er usikker, men jeg er sikker på der er ét eller andet der går hende på. Hun var slet ikke så livsglad, nærmere en usikker pige med mangel på selvtillid, hvis jeg skal være ærlig.” Svarede jeg trist til mode. Hun havde ændret sig drastisk fra den pige med den fantiske personlighed til en pige med en knap så god selvtillid og livsglæde. 

”Måske kunne du være lidt sammen med hende i sommerferien?” Lød en ny stemme. Jeg kiggede i den retning, hvor lyden kom fra, og så det var Erin, som havde armene på kors og lænet op af dørstolpen, samt med et lille, trist smil. ”For to år siden var hendes forældre jo meget på forretningsrejse. Måske føler hun sig ensom til tider?” Konstaterede Erin og kiggede på mig med blikket.

”Jeg ved ikke.. Hun kan da heldigvis ikke huske mig, men jeg ved ikke ligefrem…” Sagde jeg lavmælt og tvivlende.

”Justin, jeg tror, hun vil blive glad. Du kan i det mindste gi’ det et skud. I havde sådan et godt forhold i sommers.” Da hun sagde det sidste, så blev jeg en anelse forvirret over hende.

”Du ved godt, at jeg har en kæreste, som jeg elsker, ik’?” Spurgte jeg Erin forsigtigt om.

Erin slog dog en lille, uventet latter op og sagde: ”Det var jo ikke fordi, jeg ville føre dig og Melody sammen. Jeg syntes bare, det er synd for hende, at hun kun har et lille job hos Mary, vores nabo, og hun måske ikke har så mange venner. Det ville være betænksomt af dig, hvis du ville gøre hende lidt med selskab?” Jeg vidste, hun havde en forventning om, at jeg gjorde det, men hun havde jo bare forventningen til mig i en god mening.

”Det skal jeg nok så.”Bekendtgjorde jeg…

 

•**☸**•

 

Blot et kvarter efter samtalen med Erin og min far, var jeg troppet op på trappetrinet hos Mary. Jeg vidste, at Melody boede i området, men jeg kunne ikke huske hvor henne, så jeg havde bare valgt, at gå hen til Mary, hvor Melody muligvis var.

Jeg bankede på i tre kortvarige bank, og trak hånden til mig igen.

Døren gled op, og med det samme ramte mine øjne de livfulde, blå, nærmest safirblå øjne.

”Ehm hej..” Sagde Melody og lod nervøst en hånd stryge en hårlok bag øret. Et tydeligt tegn på at hun følte sig usikker igen.

”Hej.” Sagde jeg og smilte afslappet.

”Øh.. Ehm, er der noget, jeg kan hjælpe dig med?” Hendes blik flakkede en anelse, som om hun ikke kunne lide, at have øjenkontakt.

Melody var overhovedet ikke som før, men jeg fik en mærkelig træng til bare, at gøre Melody tilpas omkring mig. Hendes smil nu var kun det hun brugte, når hun prøvede, at gøre situationen lettere for sig selv. Smilet prøvede at gemme på usikkerheden, som var, som tatoveret ind i hendes stemme og personlighed. Med andre ord; smilet var uægte.

Før jeg kunen nå, at sige noget, så var Mary kommet til syne ved siden af Melody med et forundret, men glad blik.

”Hvad vil den unge fyr?” Spurgte hun Melody om, men Melody gemte sig bag et lille smil, og tav. Et kort glimt af bekymring flød kortvarigt rundt i Marys øjne af Melodys lukkede opførsel, men hun så bort på det, og så forventende på mig.

”Hvis Melody havde tid, så ville jeg spørge, om hun bare ville gøre mig med selskab med en tur, hvis hun ville det.” Svarede jeg venligt til Mary. Melodys øjne opfarede ved mine ord, men hun skød øjeblikkeligt øjnene fra mig.

”Ehm, det passer ikke så-”

”- Det vil Melody gerne. Vi har ikke rigtig nogle haste ting, vi skal lave, så det kan hun godt.” Afbrød Mary hende og smilte. Melody kiggede forurolignet på hende et øjeblik, men slog igen blikket ned.

Mary puffede Melody ud af døren, så hun stod uden for døren, ved siden af mig.

”Det var hyggeligt, at møde dig..” Sagde Mary kærligt, men kiggede en smule afventende på mig.

”Justin.” Sagde jeg hurtigt.

”Hyggeligt at møde dig, Justin.” Sagde hun helt.

”I lige måde Mary.” Sagde jeg varmt og smilte.

Kort efter blev døren lukket og tilbage stod jeg med en forstenet Melody.

Eller helt forstenet var hun ikke.

Hendes brystkasse hævede og sænkede sig tydeligt. Jeg ville tro, hun prøvede at genvinde en form for kontrol, men det gik ikke så godt.

”Skal vi gå?” Spurgte jeg roligt. Hun nikkede lidt, mens blikket var klæbet fast til fortovet.

Vi gik hen ad fortovet, som var oplyst stemningsfuldt af de gammeldags lygtepæle.

Stilhed…

Hun sagde ikke noget, så jeg kunne lige så godt tage ordet. ”Så har du boet her hele livet?”

Det var åndssvagt, at jeg spurte… Jeg kunne huske, da vi var sammen, at hun havde fortalt, at hun havde boet her hele livet.

”Ehm, ja, det har jeg.” Svarede hun med en stemme betynget af usikkerhed.

”Okay.” Sagde jeg og smilte halvhjertet.

Hvordan skulle jeg kunne klemme flere ord ud af hende, når hun virkede så.. Indelukket?

”Hvad laver du egentlig hos Mary? Arbejder du for hende?” Spurgte jeg nysgerrigt med hænderne i lommen, mens vi gik hen af fortovet. Mit blik var fæstnet nysgerrigt på hende i et forsøg på, at møde hendes dybblå øjne. Hendes blik var nærmest hæftet til fortovet, følte jeg.

”Ja, men jeg betragter det ikke som et job hos Mary.” Hvis jeg havde ret til min glæde, så ville jeg tro, at jeg endelig kunne høre et lille smil i hendes stemme.

”Så I har det godt med hinanden?” Sagde jeg for at holde samtalen kørende.

”Ja, helt sikkert. Det føltes, som om hun er min bedstemor.” Sagde hun lidt lavmælt, men med et smil i stemmen.

”Jeg ha-” Den høje ringetone fra min iPhone afbrød mig straks til at tale færdigt. ”Jeg må lige tage den.” Sagde jeg, da jeg så hvem det var. Jeg smilte allerede.

”Hej Selena.” Hilste jeg i telefonen.

”Hej..” Hendes deprimerede stemme formindskede hurtigt det ægte smil på mine læber.

”Hvad er der?”

”Jeg ved, jeg har lovet dig, at jeg ville få fri, så vi kunne være sammen i sommeren, men min kalender ser ud til at være booket. Jeg kan ikke rigtigt få fri af min manager..” Sagde hun trist, mens jeg med lethed kunne forestille mig hendes sørgmodige ansigt. Vi havde begge set virkelig meget frem til at se hinanden i sommeren.

”Det er okay skat. Jeg kender det godt selv, så vi må vel bare ses om lidt tid, men det skal vi nok klare.” Sagde jeg støttende, men var lidt trist. Jeg savnede hende utroligt meget.

”Jeg elsker dig.” Hviskede hun kærligt ind i telefonen. Et smil udfoldede sig hurtigt på mine læber, og jeg blev i bedre humør.

”Jeg elsker også dig.” Sagde jeg smilende.

”Men jeg er nød til at gå, Justin.” Sagde hun, og lød som en, som ikke ville afslutte samtalen. Det ville jeg heller ikke.

”Okay, vi ses Selly.”

”Ses Biebs.” Med de ord lagde hun på, før jeg kunne sige noget. Jeg grinte kort og rystede på hovedet. Hun vidste, at jeg hadede, at blive kaldt Biebs.

”Undskyld, det med..” Min stemme fadede langsomt ud, da jeg ikke fik øje på Melody ved siden af mig. Jeg vendte forundret hovedet rundt, mens mine øjne flakkede søgende rundt.

Hun var forsvundet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...