My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber

{TJEK TRAILER!} Følg med i "My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber"
Det rigtig flotte cover er lavet af Laura G. ♥

45Likes
48Kommentarer
3305Visninger
AA

4. *•Kapitel 3•*

»Velkomsten«

Justins synsvinkel

”Du ved godt, at vi skal have den hylde ned, ikke?” Spurgte Jeremy med et drilsk glimt i øjet, da han stod med armene på kors, og betragtede mit rodede værelse, hvor jeg kun havde fyldt hylden op på væggen.

”Are you kidding me…” Spurgte jeg dæmpet, og godt og vel irriteret! Jeg gad jo fucking ikke, at bo sådan sted, som det her. Jeg var en Canadier, ikke en amerikaner i USA.

Han lagde sin hånd på min skulder, og klemte kort, før han sagde: ”Du skal nok blive glad for dit værelse. Vi skal bare lige male det, og samle nogle ting, så går det.”

C’mon man...

Jeg mente ikke det røvsyge værelse. Jeg troede ikke på, at den her sommer kunne blive det mindste god. Medmindre Selena snart kunne komme.

Jeg endte med at nikke opgivende, for den her samtale ville ikke kunne få mig hjem til mit barndomssted, hvor mine nutidige venner befandt sig.

”Godt, men Erin og jeg kører ud og handler. Husk at passe på Jaxon og Jazmyn.”

 

.•**☸**•.

 

”Jeg har en udfordring til dig, Melody” Fortalte Mary smilende.

Det usikre udtryk fremkom, som sædvanligvis på Melodys kønne ansigt, når Mary ville prøve hendes indsnævrede grænser af, men den indelukkede pige vidste, at den gamle blot prøvede på, at få hende til at give slip på sin rædsomme fortid.

”Hvad er det?” Spurgte den himmelsmukke, men indelukkede Melody, som ikke lød det mindste nysgerrig. Hun ville helst slippe for det, hvis hun vidste det gik ud på, at møde andre mennesker.

”Du skal gå over til de nye naboer, og byde dem velkommen til kvarteret fra mig og dig. Du kan tage en kurv med søde godter med som velkomstgave, da jeg har set, det er en børnefamilie.” Udfordrede Mary, Melody, som allerede så usikker ud ved idéen. ”Melody, før i tiden havde du ingen problemer med det, og du har jo prøvet det før. Du kan godt gøre det nu.” Sagde Mary bestemt, men med et venligt smil, som hang på hendes smalle læber.

”Okay så..” Mumlede Melody modvilligt med en helt skiftet personlighed, i forhold til den hun havde for et par år siden. Dengang, hvor intet havde ramt hende, og påført så meget skade på hende mentalt.

Melody rejste sig fra den hvide trægyngestol, som var hendes sædvanlige siddeplads, når hende og den gamle sad udenfor, som de gjorde så ofte, når varmen havde slået til.

Hun vendte sig hurtigt om og kiggede med et bedende blik på Mary, før hun lod nervøse ord undslippe hendes længe uberørte læber.

”Bedste, vil du ikke nok komme med?” Bedende med de store, havblå øjne kiggede hun fastslået til Mary, som tydeligvis havde forventet Melodys reaktion, når hun sendte hende ud på en let, men svær udfordring i Melodys øjne.

”Du ved, jeg ikke gør det her for at pine dig, men det er jo en let sag, hvis vi ser med mine øjne på det. Desuden, så gider jeg ikke rejse mig op nu. Det tager jo en evighed, at gå med rollator over til selv naboen.” Melody kom til at lade et lille smil pryde hendes læber, da Mary brugte rollator-undskyldningen.

Mary kunne jo også bruge sin scooter, som var beregnet til gamle folk, eller bare dem med dårlige ben. Men Melody vidste, at hun ikke kunne få hende lokket til det, da Mary syntes det krævede for meget besvær. Det var kun, når hun havde ordentlig overskud til det, at hun fik sat sig op på scooteren. Dog var det ret enkelt.

”Det vel okay så.. Jeg går ind og gør en kurv klar.” Sagde Melody tøvende, og rejste sig fra gyngestolen, og forlod Mary med et veltilfredst smil på læberne.

Melody fandt en lille, flettet kurv uden hank frem, som var belagt med stof i bunden, så man kunne havde morgenboller eller sådan noget i. Hun tog de hjemmebagte chokoladesmåkager - som hende og Mary havde bagt i går - og et sødt kort, og lagde det ned i den fine kurv.

Da hun ikke kunne holde det tilbage mere, placerede hun et øjeblik sin pege- og tommelfinger om sin næseryg, mens hun pressede øjenlågene hårdt i,

Tider, som disse, ønskede hun sig bare langt væk. Hun ønskede, at hun bare kunne flyve bort med vindens hast, uden en lille anelse, om at hun kunne lade et noget så forunderligt sted.

Du kan klare det, tænkte hun fastbesluttet.

Hun rystede på hovedet, for at stramme sig an, og med ét, så var hun forsvundet ud af den mørkebrune hoveddør.

Da hun var nået hen foran døren , så begyndte et væld af usikre følelser pludselig, at hvirvle om hende. Den opskræmmende fornemmelse løb isnende ned af hendes ryg.

Hun hadede hundrede procent, at hun skulle møde andre mennesker.

Melody rakte forsigtigt sin hånd mod den nøddebrune trædør, hvor hun bankede på i tre, tvivlsomme slag.

Døren blev hurtigt åbnet op, som om en person havde stået bag døren hele tiden. Et forundret blik blev dannet, da der ikke var et menneske foran hendes blå øjne.

”Hejsa!” Lød en bedårende stemme, og med det samme kiggede Melody ned, da lyden kom nedefra. Et lettet suk røg udover hendes rosa læber, da hun så det, var hun en lille pige på cirka syv år, som kiggede nysgerrigt op på hende med store, chokoladebrune øjne.

Melody havde altid haft dét gen indeni, som betød, at hun elskede børn. Det klikkede bare meget bedre, når hun omgik sig med nogle søde basser. Før den længevarende episode, så passede hun tidligere børn, for det var det hun elskede. Hun var dog stoppet, da hun var for usikker nu, hvis hun for eksempel skulle tale med forældrene om noget.

”Er det småkager?!” Spurgte den nuttede pige, da Melody glemte, at hilse på den lille pige, som hed Jazmyn.

Med et fremtryllet smil skulle Melody lige til at svare, da et nyt ansigt befandt sig foran hende i døren.

”Kan jeg hjælpe med noget?” Spurgte Justin. Med et nysgerrigt blik på den pæne pige, mødte han de mest forbløffende, blå øjne, der havde samme farve som en sommerblå himmel efter et regnskyl. Justin kunne allerede mærke ved første øjekast, at der var noget der fangede hans interesse. Bare de fremtrædende, havblå øjne havde en sær indvirkning på ham.

”Ehm, altså..” Det gik hurtigt, men hendes nervøse stemme bremsede, og et forpint blik svævede i hendes smukke øjne.

”Justin, hun er vores nabo!” Jublede Jazmyn, og tog fat i Justins hånd. Et smil indtog Justins læber, før han atter vendte blikket tilbage på den fængslende pige, som dog virkede virkelig usikker.

”Er du vores nabo?” Spurgte Justin afslappet, og kiggede afventende på Melody, som havde den værste følelse inde i sig selv. Hun bandede nærmest inde i sit hoved.

”Øhm, n-nej, jeg bor lidt længere nede af kvarteret. Jeg er tit inde ved Mary, som bor inde i huset ved siden af jer. Mary ville rigtig gerne sige velkommen til kvarteret til jer, men hun havde ikke rigtigt kræfter til det, så jeg ville gerne sige velkommen her til for os begge.” Fik Melody usikkert sagt, men hun var langt mere tilfreds over sit svar. Hun troede det ville gå helt ud på skråvejene. Og når hun mener helt ud på skråvejene, kunne det særdeles blive slemt.

Justin smilede af den mørkeblonde pige med de livagtige øjne, som lød rigtig sød. Han skulle lige til at sige noget, da Jazmyn trak ned i hans hånd. Han kiggede forundret på Jazmyn, og sendte dernæst et undskyldende blik til pigen, som var navnløs for ham indtil videre.

Han satte sig hurtigt ned på hug, så han var på Jazmyns højde. Jazmyn hviskede ham hurtigt noget i øret, som man kunne høre, men stadig var en del utydeligt. Det var sødt, at hun nærmest ikke kunne hviske.

Justin lod et grin undslippe, mens han kiggede med et opløftet øjenbryn på Jazmyn. Han rejste sig op med blikket ned på hende.

”Du tænker kun på usunde ting Jazzy!” Sagde han med et grinagtigt smil på læben.

Langsomt fjernede han smilende blikket fra Jazmyn, og fandt i stedet de dybe, havblå øjne, som tilhørte den generte pige, som betragtede søsterkærligheden imellem Justin og Jazmyn.

”Ser du, Jazmyn.. Vil virkelig gerne have en småkage, og så tænkte hun, om hun måtte få én –”

”- Eller flere!” Rettede Jazmyn hurtigt Justin, og så forventende op på Melody så.

”Oh, selvfølgelig. Småkagerne var faktisk også lavet til jer og resten af jeres familie.” Sagde Melody, og med det samme lyste Jazmyn op i et smil, da Melody rakte kurven fuld af lækre chokoladesmåkager til Justin.

Justin rakte kurven til Jazzy, og sagde lavt, ”gå bare ind i stuen. Jeg kommer lige om lidt.” Jazmyn nikkede tilfreds over sine småkager, og gik væk fra Melodys åsyn, da hun havde sagt tak for småkagerne.

”Tak for småkagerne, og velkomsten. Det var rigtig sødt af dig og Mary. Jeg skal nok sige, at du kom forbi til min far og Erin.” Takkede Justin, og smilte glad til pigen, som så ud til at føle sig en smule bedre tilpas end før. ”Men hvad er dit navn egentlig?” Spurgte han nysgerrigt.

”Melody,” svarede hun hurtigt og smilte. Man kunne tydeligt se, at hun prøvede, at forbeholde den selvsikre facade, men det forsøg var dømt til at mislykkes.

Melody? Navnet lød bekendt i Justins øre, da det flotte navn, Melody, også havde været nævnt i går. Derudover, så mærkede han, at der var noget inde i ham, som begyndte at lede efter bekendte ting ved hende. Der var dog intet bekendt i personligheden, for han havde nok ikke set en pige, som så så nervøs og usikker ud, som Melody. De blå øjne, som man med lethed kunne stirre ind i hele dagen, så dog bekendte ud.

”Godt.. Ehm, hvis du har lyst Melody, så må du gerne blive her lidt længere?”

 

                      

Skriv gerne en kommentar. Tak, fordi I læser med!♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...