My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber

{TJEK TRAILER!} Følg med i "My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber"
Det rigtig flotte cover er lavet af Laura G. ♥

45Likes
48Kommentarer
3402Visninger
AA

3. *•Kapitel 2•*

»To år senere«

Justins synsvinkel

Jeg tog en tung papkasse i hænderne og bevægede mig hen til min far, som stod foran villaen og betragtede den med armen rundt om Erin, min stedmor.

”Fortæl mig lige, hvorfor I flyttede herhen. Der er jo ikke nogen på min alder her.” Spurgte jeg halvirriteret, da jeg kom hen ved siden af min far.

Jeg syntes, Stratford havde været noget for sig selv. Det var den by, jeg var opvokset i, men nu flyttede vi så herhen. Et helt ukendt sted, som alligevel virkede en anelse bekendt.

”Det er perfekt egnet til Jazmyn og Jaxon. Det er et godt kvarter.” Begyndte min far smilende. ”Og du fandt forresten en sød pige her for to år siden.” Indskød han og blinkede. En forvirret grimasse poppede straks op fra min side.

”Vi har da ikke været her før?” Konstaterede jeg forundret. Erin kiggede overrasket på mig og smilte lidt, hvorefter hun mødte min fars blik.

”Jeg tror, Justin har fået hukommelsestab.” Gættede Erin for sjov til min far og grinte lidt.

”Helt seriøst. Vi har da ikke været her før, vel?” Spurgte jeg endnu mere forvirret og kiggede skiftevis på min far og Erin.

”Jo, vi har, men jeg troede, du ville kunne huske det. Især efter det der skete med Melody?” Sagde Erin mere seriøst.

Min far viftede afværgende en hånd og sagde, ”det skal vi ikke snakke om nu. Hvornår var det Selena kom?”

”Hun kommer i hvert fald, hvis hun kan få fri. Jeg ved det ikke helt?” Svarede jeg, men var vist stadig lidt fordybet i mine tanker.

Jeg sværgede, at der var ét eller andet bekendt ved navnet, Melody. I det hele taget det fine, børneegnet kvarter og navnet Melody virkede bekendt. Jeg kunne bare ikke sætte fingeren på det lige nu. 

 

 

Jeg lagde den sidste af mine papkasser på min seng, for at se hvad der var i. Jeg satte mig ned ved siden af den, og fik øje på store, tydelige bogstaver på siden af papkassen. Og der stod, BLANDET.

Jeg åbnede nysgerrigt papkassen op, da jeg ikke selv havde pakket den her papkasse. Sært nok, så var der kun en ting i. Et lidt stort kamera i. Det måtte være gammelt, siden jeg ikke rigtigt kunne huske det.

Jeg tog kameraet ud, lagde det på min hylde, som hang alene op på væggen, som en af de få ting, som var lavet her på værelset. Vi var jo lige flyttet ind, så der var ikke en skid der var blevet lavet.

En vane jeg havde, når jeg kedede mig gevaldigt, var at lade mine hænder synke ned i lommerne, og bare kigge ud af vinduet.

I know. Nederen liv, men på den anden side, så kedede alle sig.

I færd med, at kedsomheden overtog, så lod jeg mine øjne kigge ud af den blanke rude, mens et kedeligt syn kun mødte mig.

Wohoo! Jeg havde en 70,80-årig kvinde, som nabo.

Okay, bare nej.

Det eneste jeg kunne se frem til, var at Selena forhåbentlig reddede mig fra kedsomheden snart. Jeg savnede hende også, da vi ikke havde set hinanden i et stykke tid på grund af karrierepresset.

Hvad Justin ikke nåede at se, var den mystiske, mørkeblonde pige, som satte sig ved siden af den 78-årige, Mary Santiago, i en hvid havestol.

Den mørkeblonde pige med de livagtige blå øjne var bedre kendt som Melody Farrell, Justins første kærlighed.

 

.•**☸**•.

 

”Sig mig. Ved du noget om de nye naboer, jeg har fået?” Spurgte Mary og skjulte ikke sit nysgerrige blik, mens hun kiggede med et ventende blik på teenageren, som føltes som hendes ikke-eksisterende barnebarn.

”Jeg har egentlig ikke hørt noget om dem. Jeg tror, ingen vidste, at der ville flytte nogle naboer ind i det hus. Der mangler jo, at blive lavet en del derinde i huset.” Svarede Melody med sit blik fastslået hen til det vindue, hvor et værelse afslørede sig fyldt med kedelige papkasser og væggene, dækket med maling, som var ved at skalle af. Det var trods alt længe siden, der var nogen, som kiggede på huset, som deres fremtidige hjem.

”Jeg så en ung fyr i huset lige før. Han så ud til at være et ret godt skår, hvis det..”

”Mary!” Afbrød den generte pige hurtigt med et strengt blik, før et lille grin faldt over hendes længe uberørte læber.

”Hvad? Det var en anbefaling på en yderst attraktiv fyr den her gang!” Forsvarede den gamle sig kærligt. ”Eller skal vi gå tilbage til avisdrengen, Brad?” Spurgte hun drilskt. Hende og den fængslende Melody vidste begge, at Brad havde haft et godt øje til hende siden syvende klasse, og nu var de endda færdige med skolen. Han havde til Melodys store skuffelse aldrig i sinde om at opgive hende.

I skulle dog ikke se Brad som en uskyldig person. Han havde gjort visse ting imod andre piger, som fik Melodys hals til at snøre sig sammen et øjeblik. Mary vidste dog ikke noget om Brads lede handlinger.

”Bedste, du ved, at jeg ikke lige har det fedeste venne-kæreste forhold til fyre.” Mumlede hun nærmest med blikket stift ned på hendes slidte, sorte ballerinaer.

”Eller til nogen, kære.” Indskød Mary med et håbløst blik på den depressive pige ved siden af sig, som hun havde kærest i sit langvarige liv. ”Selvom fortiden har lagt sår inde i dig, må du se positivt fremad, min kære. En dag, så vil det løsne op, hvis du er villig og åben til at give slip på de forfærdelige hændelser skat. Du må ikke blive trist igen, for du udvikler dig for hver dag der går, og tiden blæser jo af sted.” Opmuntrede Mary omsorgsfuldt, og aede beroligende Melody på ryggen.

Den gamle, men fine, hvidhårede dame, Mary Santiago, var hende, som havde taget Melody til sig, siden den månedlange og ikke mindst grufulde episode, som var sket med Melody.

Hendes forældre var nød til at rejse – som de gjorde så ofte – på grund af de havde businessplaner, som havde været udsat i lang tid med hensyn til Melodys forsvinding. De rejste blot en uge efter Melody blev fundet og bragt sikkert hjem igen. Det sårede for resten Melody en hel del. Hun havde brug for støtte og kærlighed, hvilket hun ikke fik i ret lang tid.

Connie og Brandon, Melodys forældre, var, kloge, kærlige og måske lidt fordomsfulde mennesker, men karrieren havde overskygget en del af deres liv, og barnet, som trængte til meget mere end sms beskeder, om hvor mange uger til måneder der ville gå, før de kom hjem igen, for at holde en lille, mini ferie, fik aldrig andet end de værdiløse beskeder.

Hendes forældre sendte kun et lille tilskud til Melody om måneden, trods de var stinkende rige, så hun kunne klare sig selv om måneden. Det lille pengebeløb var ikke nok om måneden for Melody, men da hendes forældre nægtede at give hende flere penge om måneden, fordi de troede, at Melody ville blive en møgforkælet pige, som ville have alt pludseligt. Dog var det det sidste Melody ville blive. Hun var alt andet end selvisk.  

Anyway, på grund af det skærpede budget om måneden, så var hun nød til at søge job selv. Siden episoden, så var hun ikke længere så tryg ved, at arbejde i en restaurant eller cafe, da der tit befandt sig for mange mennesker til Melodys smag. Da hun hørte om havearbejdet hos Mrs. Santiago søgte hun straks arbejdet, fordi det var en tilpas løn, og hun skulle arbejde individuelt. Helt alene, som hun selv kunne lide det bedst fra nu af. Hun havde bare en automatisk følelse indeni af usikkerhed, når hun omgik ukendte folk.

Det blev ikke helt, som hun havde forventet det. Mrs. Santiago havde hørt rygtet med den forsvundne pige ved navn, Melody. Rygtet for hende blev bekræftet, da hun mærkede hvor indelukket pigebarnet var.

Mrs. Santiago – eller bedre kendt som Mary – tog Melody til sig, og gav hende omsorg og prøvede, at få styrket hendes selvtillid. De bearbejdede stadig mange ting, men Melody og Marys forhold var næsten ubeskriveligt. Det føltes som om, at Melody er Marys barnebarn, og Mary er Melodys bedstemor. De havde kort sagt et ubrydeligt sammenhold...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...