My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber

{TJEK TRAILER!} Følg med i "My Mystery Love Disappeared ❋ Justin Bieber"
Det rigtig flotte cover er lavet af Laura G. ♥

45Likes
48Kommentarer
3305Visninger
AA

2. *•Kapitel 1•*

»2 år tilbage i tiden«

 

Justins synsvinkel

Min slidte sportstaske hang om min skulder, imens mit blik spejdede rundt til hver en detalje i området. Kvarteret så hyggeligt ud med den store vej, som var blevet tegnet med farvet kridt nogle steder. Det var vist en lukket vej, som kun var egnet til det her kvarter, for allerede nu, så var der nogle mindreårige piger, som tegnede med kridt midt på vejen og sjippede. Kvarterets gode ry passede til måtte man sige. Helt igennem børnevenligt og præget af smukke træer på hver sin side af vejen.

Jeg sukkede, og lænede mig frustreret op af bilens bildør. Mit humør var alt andet end den hyggelige stemning, som flød rundt i kvarteret. Her skulle jeg så tilbringe min sommer. Væk fra mine venner, og alle de fede ting, som jeg kunne have gjort i Stratford med Ryan og Chaz.

Kvarteret var nok indrettet til børnefamilier og det passede nok godt, for det eneste jeg havde set var nogle små piger, og et par få drenge i den lave alder. Hvor sjovt ville det lige blive, hvis man ikke kendte et øje her. Det så kun ud til at man kunne være sammen med små børn her. Det gjorde mig endnu mere irriteret. Når jeg endelig skulle være sammen med min far og Erin, så valgte de sådan et sted, hvor der ikke var noget at lave.

”Lad nu være. Det skal nok blive hyggeligt her!” Sagde Erin begejstret og klappede mig opmuntrende på skulderen, før hun gik ind i huset.

Jeg lod et irriteret støn passere udover mine læber, da jeg igen lod mit blik glide henover kvarteret, som så helt perfekt ud.

Jeg kunne have været i Canada lige nu…

En klokkeklar latter fyldte mine ører pludselig. Jeg vendte mit hoved til den højre side, og så en pige på min alder, gående ned af fortovet i retning mod mig. Hun gik sikkert bare forbi mig.

De gyldenbrune lokker skyggede for hendes ansigt og i forvejen, så kiggede hun udelukkende kun ned i indholdet på sin mobil med et smil, jeg kun lige kunne ane. Da hun var nogle få skridt væk fra mig, så havde hun stadig ikke opdaget, at mit blik underligt nok stadig var fæstnet til hende.

Pludselig så hun ud til at snuble, men før hun ramte jorden, så landede hun i stedet i mine arme, da jeg skyndte mig at reagere. Jeg kunne se hun stramt havde lukket sine øjne i.

Forventede hun, at hun stadig ville ramme de hårde fliser?

”Er du okay… Melody?” Spurgte jeg. Med ét sæt spærrede hun straks øjnene op og trak sig forskrækket væk fra mig.

”Hvordan kender du mit navn?!” Spurgte hun i forsvarsposition og så mistroisk på mig. Jeg slog en lille latter op, men svarede hurtigt.

”Dit navn er vel det der står på din halskæde, right?” Svarede jeg med et hævet øjenbryn og lod mine øjne ramme hendes. Svaret fik hendes kinder til at få en svag, rød kulør, og hendes fangende, havblå øjne slog sig væk fra mig.

”Ups..” Mumlede hun med en lille stemme, og kiggede lidt pinligt berørt ned på jorden. Ganske langsomt løftede hun blikket, så vores øjne mødtes. De var helt blå, som et ualmindeligt blåt hav, og ligeså til at drukne i, hvis man kiggede for lang tid i dem. ”Er du her egentlig med den familie, den som skal bo her i sommerferien?” Spurgte hun så nysgerrigt.

”Ja, det er jeg. Jeg hedder for resten Justin.” Sagde jeg og smilte. Hun lød, som en sød pige.

”Hyggeligt at møde dig, Justin.” Anerkendte Melody og smilte ligeså med et sødt smil.

”I lige måde. Så bor du også her i kvarteret?” Spurgte jeg. Jeg ville ikke have samtalen til at stoppe allerede, da hun hurtigt havde fanget min opmærksomhed i det kedelige kvarter.

”Ja, jeg kom fra den ende, men der passer jeg bare nogle børn længere ned af vejen.” Svarede hun og pegede fra den side, hun var kommet gående ned af.

Hmm.. Hun passede børn. Mon ikke hun kunne passe Jazmyn og Jaxon med mig en dag? Det ville jeg ikke have noget imod...

”Men jeg bor nede i den anden ende af kvarteret.” Sagde hun, og afbrød mine tanker.

”Okay,” sagde jeg og vendte mit hoved til venstre side, i den retning hun formentligt skulle bo i.

”Men jeg er nød til at gå Justin. Men hyggeligt, at møde dig.” Sagde hun med et sødt smil, som prydede hendes små, fyldige læber

”I lige måde,” sagde jeg. Med et sødt smil, vendte hun sig hurtigt om. Et smil var som plantet på mine læber, imens jeg stadig kiggede på hende, da hun gik. Noget sagde mig, at jeg helt sikkert ville prøve, at få noget mere tid med hende…

 

.•**☸**•.

 

”Må vi ikke bade i dag?!” Plagede Jazmyn sammen med Jaxon. De så begge med sine store, chokoladebrune øjne op på hendes mor, Erin. Erin sukkede opgivende af dem, da de havde plaget i evigheder. Hvis I ikke vidste det, så var Jazmyn og Jaxon mine små halvsøskende.

”Jeg kan godt gå med dem, hvis det er?” Foreslog jeg. Det var svært, at stå for deres bedårende ansigt. Desuden, så havde jeg faktisk også lyst til at bade, da det var kogende varmt i dag.

”Sikker?” Spurgte Erin og kiggede med et løftet øjenbryn på mig.

Men Jazmyn og Jason begyndte straks at smile stort og lave en mini highfive. Haha, det var nu ret sødt.

”Jeg syntes ikke, at du skal passe dem alene. Du ved, at de kan være ret ustyrlige nogle gange, så jeg ringer til en, som hjælper dig med dem.” Konstaterede Erin og smilte et moderligt smil. Jeg skulle lige til at protestere, da hun tilføjede: ”Og bare rolig! Det er en på din alder. I skal nok kunne enes.”

I hver min hånd holdte jeg en lille hånd, Jazzy og Jaxons. Vi var snart ved stranden.

Angående hende, som skulle med, så skulle vi møde hende oppe ved stranden, da hun allerede befandt sig deroppe.

Vi kom hurtigt hen til stranden, men jeg stoppede lidt brat op, da jeg ikke vidste, hvordan hun så ud. Hvordan skulle jeg genkende den ’barnepige’, som jeg skulle mødes med? Jeg havde jo ikke fået af vide hvem det var.

”Justin!” Råbte en blid, velkendt stemme længere nede af stranden. Instinktivt vendte mit blik sig mod den velkendte stemme, som råbte mit navn. En glædelig overraskelse mødte mine øjne, da jeg så det var Melody, som kaldte ved vandbredden.

Pludselig slap Jazmyn og Jaxon mine hænder og stormede ned til Melody. Imens jeg bevægede mig derned, så voksede der hurtigt et smil på mit ansigt, ved synet af Jazmyn og Jaxon med Melody. Et glædesfyldt smil indtog også deres begge ansigter, imens de svang sig om Melodys ben, som deres hilsen. Melody fik sat sig ned i knæ, så hun var cirka deres højde. Et vidunderligt smil sad fast på hendes fyldige, rosa læber og smilet nåede hendes skinnende, blå øjne, da hun krammede Jazmyn og Jaxon ind til sig.

Ja, vi havde været her i cirka en uge, og hun havde allerede været hjemme og passe Jazmyn og Jaxon nogle gange. Nogle af gangene havde jeg også været hjemme og været ved hendes selskab. Jeg nød det og der var ingen tvivl om, at Jazmyn og Jaxon nød det mindst lige så meget som mig. De havde det i hvert fald rigtig sjovt med hende.

Melody løftede langsomt blikket og så så mig. Hun rejste sig hurtigt op fra Jazmyn og Jason, som grinede af et eller andet?

Jeg nåede lige i tids nok, at sprede mine arme og gribe hende i et bamsekram, hvorefter jeg trykkede hende kærligt ind til mig. Mit hjerte begyndte at dunke og smilet udfoldede sig hurtigt på mine læber.

Jeg glemte vist at sige, at mig og Melody var blevet ret gode venner indtil videre.

”Hej Melody!” Hilste jeg smilende og havde stadig armene om hende.

”Hejsa,” hilste hun og trak sig langsomt ud af krammet.

”Så du er hende, som skal hjælpe mig med at passe Jazzy og Jaxon?” Spurgte jeg, selvom jeg udmærket godt vidste svaret. Det afslørede jeg vist også med mit drilske smil.

Melody grinte lidt og nikkede, ”ja, det er jeg. Endnu engang.” Tilkendegav hun sig grinende.

Jeg kiggede ned, da jeg kunne mærke en trak ned nogle gange i siden af min trøje. Jeg smilte hurtigt, da jeg så det var Jaxon.

”Vi bader nu!” Sagde han energisk og fræsede derefter med Jazmyn ud i vandet. Jeg kiggede derhen, hvor Melody skulle have været, men hun var allerede løbet ud i vandet med Jazzy og Jaxon. Jeg sukkede smilende. Melody så ud til at have et hvis tag på børn.

Jeg trak trøjen henover hovedet, så den landede i det varme sand. Derefter løb jeg hurtigt ud i vandet, så det sprøjtede med vand omkring mig.

”Bøh!” Råbte jeg, idet jeg satte mine hænder på Melodys hofter bagfra. Det gav straks et spjæt i hende og et højt skrig fyldte mine ører.

Damn, hun kunne skrige!

Jeg blev nød til at tage min ene hånd op til mit ene øre i en refleks, da hun skreg virkelig højt.

Med ét sæt vendte hun sig om og kiggede ondt på mig.

”Justin, helt ærligt! Er du klar over, hvor meget du lige forskrækkede mig?!” Udbrød hun seriøst, men kunne ikke lade være med at grine til sidst. Til sidst kom vi til at grine i kor.

 

.•**☸**•.

 

”Så du har boet her hele livet?” Spurgte jeg med hænderne i lommen og fokuserede på Melody, imens vi gik ned af en sti.

”Ja, det har jeg.” Svarede hun med smilet plantet på sine læber.

”Fortæl noget mere om dig selv. Jeg ved kun dit navn, din alder, og så din livret, da vi lavede aftensmad hjemme hos dig.” Sagde jeg og grinte lidt af det sidste.

Tro det eller ej, men Melody var en – mildt sagt – katastrofe, da vi lavede mad hjemme hos hende.

”Hmm.. Jeg elsker børn, men det vidste du nok godt. Ehm, mine forældre rejser tit på forretningsarbejde, men i den her sommer bliver de hjemme. Jeg har en bedsteveninde, som hedder Carol. Vi er lidt forskellige, men vi kan enes godt, og jeg stoler meget på hende,” fortalte hun stille. ”Men så tror jeg ikke der er mere?”

”Har du ikke en kæreste?” Røg det ud af munden på mig, men jeg ville egentlig gerne vide svaret. 

Don't ask!

”Jeg havde en i sidste måned, men vi havde ikke rigtigt kemien alligevel, så vi blev enige om at slå op.” Svarede hun og smilte halvtrist ved det, hun sagde.

”Det er jeg ked af på dine vegne.” Sagde jeg og kiggede medfølende på hende. Hun vendte igen sit hoved mod mig og havde et nyt smil på læben.

”Det gør ikke noget mere. Han var alligevel ikke min type.” Indskød Melody. ”Uh, nu er vi der snart!” Udbrød hun begejstret nogle sekunder efter. Og jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen?

”Hvor er det vi skal hen?” Spurgte jeg nysgerrigt.

”Det er ikke noget specielt, men bare følg med mig.” Fastslog Melody og greb fat i min hånd, som derved sendte små, elektriske stød op gennem min krop. En forvirret grimasse samlede sig udover mit ansigt, da hun begyndte, at trække mig gennem træer og buske, som stod tæt sammen. Til sidst kom vi ud til en blank sø, hvor der var en lille badebro. Allerede nu syntes jeg, at det var et ret smukt sted.

Jeg viftede mine ben langsomt frem og tilbage, imens jeg sad forenden af badebroen med Melody. Vi snakkede, og imens så vi udover den blanke sø, hvor den sølvskinnende måne tydeligt spejlede sig i søens blanke overflade. Det var nemlig sent om aftenen, tæt ved midnat.

”Hvad syntes du om stedet egentlig?” Spurgte Melody, og vendte sit hoved, så hun så direkte med sine funklende, krystalblå øjne ind i mine. Hendes øjne var da havblå, da jeg sidst så efter?

”Her er virkelig smukt. Sådan et sted ville jeg gerne hen lidt oftere..” Svarede jeg og smilte afslappet. Mine ord mente jeg faktisk. Det ville være dejligt med sådan et smukt sted, når man havde brug for, at komme væk fra det hektiske liv, som kendt. Jeg var ret kendt, og det var utroligt, hvis man skulle tage det i betragtning med, hvor kort tid jeg havde været i musikbranchen. Den nyeste single jeg havde udgivet, var Baby.

”Det er også her jeg altid kommer, når jeg vil tænke over noget.” Hviskede Melody saligt og holdte stadig øjenkontakten med mig.

”Noget specielt du har tænkt over?” Spurgte jeg og kiggede forundret på hende. Hun havde sikkert tænkt over det med hendes forældre. De var her nu, men Melody sagde, at de ville rejse, så snart sommerferien var slut. De var jo på forretningsrejse tit.

”Jeg har tænkt på noget fornyeligt, men det er ikke noget specielt.” Indrømmede hun, men smilte med et drømmende smil, som bar på.. Noget hemmeligt. Underligt nok, så fik hun også en rosenrød kulør i hendes små æblekinder.

Jeg puffede blidt til hende og udbrød energisk: ”Nu er jeg jo nysgerrig!”

”Justin, du får ikke noget af vide!” Fastslog Melody smilende og havde et drilskt glimt i øjet. Hun nød måske, at holde det hemmeligt?

Jeg rykkede mig helt tæt på hende og lænede mig smilende ind til hendes øre.

”Er det meget hemmeligt?” Hviskede jeg tæt på hendes øre. Hun gav mig hurtigt et hjerteligt dask på skulderen, og grinte en elskende, perlende latter. 

”Jeg ved ikke helt, om jeg skal sige det?” Indrømmede hun smilende, men tvivlsomheden lå dybt begravet i hendes stemme. Hun måtte vist mene det. Nu blev jeg for alvor nysgerrig!

”Melody,” startede jeg roligt og lagde en nussende hånd på hendes lår, lige op over knæet. En rysten gik hurtigt gennem Melody, da min varme hånd lagde sig på hendes kolde lår. ”Fryser du?” Spurgte jeg hurtigt.

”Nej, Justin, det..” Hendes ord sleb op, da det varme smil spredte sig let på hendes læber, da hun så, at jeg allerede var i gang med, at tage min jakke af. Hun havde kun shorts og en tynd, langærmet trøje, så det var klart hun frøs. I aften var det også ret køligt.

”Tak,” takkede hun taknemmeligt, da jeg havde lagt jakken om hendes skuldre. Hun holdte den også hurtigt ind til sig.

”Så lidt,” halvmumlede jeg og så stadig nysgerrigt på hende. Hemmeligheden?

”Okay, jeg kan godt sige det.” Sagde Melody, da hun åbenbart kunne se, at jeg brændte efter at vide hvad det var. Til tider var jeg alt for nysgerrig.

”Jeg mødte en fyr for to uger siden. Jeg er allerede faldet for hårdt for ham, men jeg ved ikke om han overhovedet føler noget for mig.” Langsomt mistede jeg mit smil og ønskede, at jeg ikke havde hørt det. Sært nok blev jeg lidt oprevet over at høre, at hun var forelsket i en anden fyr. Ikke fordi jeg følte noget for hende på den plan, men det ramte mig åbenbart lige i hjertet.

”Så hvem er fyren?” Spurgte jeg uden et smil i stemmen, selvom jeg prøvede.

”Justin, hvorfor er du sådan?” Spurgte hun undrende og hentydede til mit skiftende humør.

Jeg vendte mit blik op mod den midnatsblå himmel, hvor de klare stjerner funklede i tusindvis. Jeg bed mig blidt i læben, og vendte mit blik ned mod Melody. Hendes lyseblå øjne lyste op, og slog til hver en tid de glitrende stjerner på den mørke himmel.

Hendes hånd lagde sig forsigtigt på min hånd, som stadig lå på hendes lår.

”Hvis du vil vide det, så..” Begyndte hun tøvende. ”Så er det dig jeg er forelsket i.”

 

.•**☸**•.

 

Melodys hoved hvilede i mit skød, imens hun kiggede på fjernsynet. Mit blik var klistret til Melody. Jeg kunne ikke holde smilet tilbage, så jeg smilede ret åndssvagt, da jeg lod min fingre lege med hendes mørkeblonde lokker af hår. Jeg elskede, når jeg bare kunne sno fingrene rundt om en lille lok af hendes hår, eller bare glide hånden igennem hendes silkebløde hår, som ofte duftede så sødt som en have fyldt med røde roser.

Den dybe stilhed havde lagt sig i tykke tåger i rummet. Sidste gang mig og Melody var sammen, så havde jeg nær spurgt om vi skulle komme sammen. Mine følelser for hende, havde pludselig blusset op, og jeg begyndte at holde mere af hende, for hvert sekund jeg tilbragte i hendes selskab. Jeg var nærmest på grænsen til de tre ord, selvom vi havde været sammen i så kort tid. Lige nu svævede vi jo imellem statusserne – vennezonen eller i et forhold.

”Justin,” selvom hun hviskede, så skar den usikre stemme sig igennem den dybe stilhed, som en kniv. Imens lå vi i ske på sofaen, da det var aften. Vi havde næsten kun tilbragt dagen i den her behagelige sofa, men i dejligt selskab, så var det overhovedet ikke kedeligt.

”Mmm?” Mumlede jeg og smilte ved den sødlige duft af parfume, som hun bar.

”Tror du, at det her kunne blive til mere?” Spurgte Melody forsigtigt, og med lethed, så kunne jeg allerede høre, at ventetiden for svaret ville være nervepirrende for hende.

”Selvfølgelig,” bekræftede jeg, idet jeg forsigtigt trak hendes lysebrune hår til side. Derefter så placerede jeg et fjerlet kys i hendes nakke.

”Du er en speciel pige, Melody.” Hviskede jeg troværdigt ved hendes øre, så jeg kunne mærke hendes krop skælve let. ”Jeg vil ikke give slip på dig allerede.”

Langsomt vendte Melody sig om mod mig, men jeg havde stadig min hånd på hendes talje.

Mine øjne rettede sig mod hendes fortryllende, havblå øjne, som fik mig til at svømme hen i en mærkelig tilstand, som var jeg væk i hendes havblå øjne. Hendes smukke øjne var lige til at drukne i.

Melodys smil kunne jeg ikke sætte en stopper for, men det havde jeg tværtimod heller ikke lyst til. Nogle dage, hvor mit humør var i bund, fik hendes smil til at toppe mit.

”Det får du heller ikke lov til.” Samtykkede Melody med et lykkeligt smil på læben.

Stemningen i rummet var blevet varm og hyggelig. Selvom jeg ikke havde en eller anden prangende idé, så slog det mig, at det skulle være nu og her. Det var det perfekte tidspunkt, selvom jeg ikke havde gjort noget som helst ud af det sted vi var, for vi var jo hjemme hos hende.

”Hør.. Jeg ved, at vi nu har kendt hinanden længere i en måned, og selvom det faktisk er kort tid, så har du på en eller anden måde gjort dig helt uimodståelig. Altså, jeg ville ikke kunne undvære dig nu. Det jeg prøver på, at sige er; Melody, vil du være min?” Spurgte jeg nervøst med bagtanken om, at hun måske syntes det gik for hurtigt.

Svaret kom ikke.

Svaret kom ikke på den måde jeg havde troet.

Da hun svang armene om min nakke, og lykkeligt forseglede sine silkebløde læber mod mine, så vidste jeg, at hele besvarelsen lå i kysset. En glædelig rus bruste op i min krop og erstattede den daværende tvivl, for om hun ville svare nej. Det gjorde hun nemlig ikke. Tværtimod, så gav hun mig et kys.

Et kys, som var blandet med glæde og følelsen af fuldheden af en lykkelig fuldendelse af ens kærlighed.

Et kys, som var så dybt og passioneret, som aldrig før. Sværmen af sommerfugle holdte sig heller ikke tilbage i min mave, da de for længst havde taget plads i min glædesfyldte krop.

Hun havde stjålet mit hjerte, men der lå ikke nogen som helst tvivl i min krop. Det gjorde ikke noget, for nu kunne jeg kalde hende min pige. Blot efter en måned og et par uger…

 

.•**☸**•.

 

Den råhvide låge lukkede jeg op og lukkede så i igen. Derefter gik jeg op af stien belagt med grå brosten til den mindre villa. Jeg trådte op af stentrappen til den mørkebrune dør, hvor der var indskåret de fineste mønstrer i det mørke træ. Jeg førte min finger hen til den sorte ringeklokke, men stoppede brat op. Melody havde sagt, at det ikke gjorde noget, at jeg bare gik ind. Det var også fint med hendes forældre. Jeg tog fat i håndtaget og trak det lydløst ned, så jeg åbnede døren.

Da jeg havde taget mine sko og jakke af gik jeg hurtigt op af den lyse vindeltrappe. Trangen til at se Melody steg, for hvert skridt, så derfor bemærkede jeg ikke lyden af gråd, som kom fra stuen.

Jeg lukkede stilfærdigt hendes dør i, og så mig så rundt i værelset.

”Melody?” Råbte jeg lidt højt, men der lød ingen svar tilbage. Vandet kunne man tydeligt høre ude på badeværelset. Jeg skulle lige til at gå ud af værelset, da det slog mig. Hun var ude på badeværelset.

Jeg gik smilende hen til døren til Melodys badeværelse og bankede så på. Der var intet at høre, bortset fra det rindende vand, som kom fra brusekabinen, ville jeg gætte på.

Suk…

Kunne hun overhovedet høre mig?

Jeg vendte mig om, og lænede mig op af trædøren. Mit blik vandrede langsomt, men det kom ikke langt, da det strejfede en cremefarvet kuvert, som flød på sengen. Nysgerrigheden fyldte mig, så automatisk gik jeg hen til sengen og tog kuverten op i mine hænder.

På kuverten stod der: Til Brandon og Connie.

Hvorfor stod der, at det var til Melodys forældre? Det lå jo på hendes værelse, så hvorfor efterlade et brev heroppe.

Jeg lagde beslutsomt det ned på sengen igen, og gik hen til døren til Melodys badeværelse.

”Melody?” Råbte jeg, men intet svar kom tilbage. Mit lykkelige humør sank, da jeg indså, at der måske var noget galt her. Klumpen af uro begyndte lige så stille at udvikle sig i min mave.

Jeg trak uroligt ned i håndtaget og til min overraskelse var der ikke låst. Forsigtigt åbnede jeg døren op og gik længere ind på badeværelset. Lyden af det rindende vand kom rigtigt nok fra brusekabinen, men mine øjenbryn trak sig hurtigt sammen i en forvirret grimasse.

Badeforhænget for brusekabinen var sådan lidt gennemsigtigt, så man normalt kunne se en skikkelse gennem det, men der var ingen skikkelse af et menneske bag det gennemsigtige badeforhæng. Undrende gik jeg over og trak lynhurtigt badeforhænget til den ene side. Rigtigt nok, så var der ingen person – eller nærmere sagt; ingen Melody derinde, hvilket undrede mig.

Den mystiske stemning flød rundt i rummet i usynlige tåger og hurtigt blev den forøget ved min næste tanke.

Hvorfor var bruseren tændt, når der ingen var herinde, eller på Melodys værelse, hvor hun ikke var?

Jeg fik en dårlig mavefornemmelse af, at alt måske ikke var som det skulle være.

Jeg gik ind på hendes værelse igen, og lod blikket glide hen over rummet, men mine øjne rettede sig i det næste sekund mod den cremefarvede kuvert, som lå på den redte seng. Hurtigt fik jeg taget kuverten op i mine hænder, og undersøgte det til den mindste detalje. Kuverten var åbnet kunne man se, men afsenderen stod ikke på.

Jeg tog brevet op af den cremefarvede kuvert, og foldede det hvide papir ud. En sjusket skrift, som jeg ikke genkendte, var på brevet. Nysgerrigheden havde allerede overtaget min fornuftige side, så ord for ord, læste jeg brevet.

Min hjertebanken begyndte at galopere hastigt væk. Et koldt gys rislede ned af min ryg, og i samme sekund tabte jeg brevet, så det svævede stille i luften og landede fjerlet på det blanke marmorgulv. Det måtte ikke være sandt…

 

Kære Brandon og Connie.

I ved, hvad I gjorde. Fortryder I det nu? Det håber jeg, for jeg lovede, at hævne mig på jer! I skal lide, fordi I ødelagde det hele for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med jer, men jeg vidste, I havde en datter, Melody. Smukt navn på jeres guldklump, som der er min nu. Det er, hvad I har fået ud af, at gå bag min ryg, fordi I ville videre i jeres liv. Det fuckede mit liv fucking op, og det skal I komme til at bøde for! Jeg har taget Melody med mig. Om hun er i trygge hænder, kan I vel godt gætte. Hvis ikke, så nej. Jeg nyder det her. Det er værd, at se rædslen i jeres datters øjne, og det er ikke sidste gang jeg gør det. Det her er blot begyndelsen til at gøre jeres yndige datters liv til et helvede. Jeg håber også, at det gør jeres liv til et helvede. I har måske gættet, hvad jeg udsætter jeres datter for, men det er jeres egen skyld.

Hilsen I-ved-hvem. 

 

”Hun er bortført.” Lød Connies grådfyldte stemme over i døråbningen. Jeg vendte mig i front mod hende, og så angsten, samt den hudløse ærlighed i hendes tårefyldte øjne.

Melody var virkelig væk…

Min store kærlighed var væk...

 

 

                           

Tak, fordi I allerede har sat jer på favoritlisten + de mange likes allerede. Det første kapitel har været svært at skrive og derfor ikke lige så spændende, men jeg kan love jer for, at der kommer spænding senere!

Skriv en kommentar, det ville glæde mig! Ellers god læselyst - selvom jeg nok skulle have sagt det før.. ♥♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...