My cindarella story - 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2012
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Den 17 årige Daisy Cameron bor i london sammen med sin far, søster Amber og forfærdelige stedmor. Hendes egen mor døde af kræft da Daisy var 14 år og hun er stadig ikke kommet sig over tabet. Efter kun nogle få måneder fandt hendes far Tom en ny kone ved navn Cathrine. Det faren ikke ved er at Cathrine slår Daisy. Da det bliver meget slemt flygter Daisy, uden nogen ide om hvor hun vil hen. Da hun støder ind i den verdensberømte Louis Tomlinson ændres hendes liv fuldstændig. Men vil Cathrine lade hende slippe væk? Og vil faren finde ud af noget?


27Likes
23Kommentarer
2355Visninger
AA

11. Kapitel 9.

Harrys synsvinkel.

 

Da jeg vågnede op var alt sløret omkring mig, og jeg vidste ærlig talt ikke hvor jeg var henne. Jeg lugtede forfærdeligt meget af røg, og jeg følte jeg svedte helt vildt.

Jeg rejste mig forsigtigt op og kiggede rundt i huset, jeg kunne ikke finde nogle mennesker - det så ud til jeg var alene, men hvor jeg var - det vidste jeg ikke.

''Hallo, er der nogen?'' råbte jeg og tog mit tøj på, som jeg fandt på gulvet. Hele situationen skræmte mig, hvis jeg har gjort noget dumt mod Daisy, så dræber jeg mig selv - vedmindre hun eller drengene gør det.

Jeg kan slet ikke huske hvad der skete igår, kun at jeg ikke tog med drengene hjem fordi de tog for tidligt hjem. Måske har jeg bare overnattet hos nogen? Det sikkert ikke så slemt.

Jeg kunne høre nogle skridt udenfor værelset og valgte derfor at rejse mig fra sengen. Det gik lidt for hurtigt så det begyndte at snurre under mine ben, og jeg skulle støtte mod reolen for ikke at falde.

''Herude'' råbte en pige stemme. Ikke en stemme jeg kan huske, faktisk kan jeg slet ikke huske noget. Jeg må have været helt væk.

Jeg åbnede døren og gik ud mod stuen, hvor en mørkhåret pige sad og røg. Jeg hader røg, det er seriøst det værste en pige kan gøre.

Jeg skar en grimasse og viftede røgen væk fra mig.

''Hvad laver jeg her?'' sagde jeg og rettede på mit hår, hvilket var helt uglet. Pigen begyndte at smile til mig hvilket sendte nogle gys igennem min krop. Jeg håber så meget der ikke skete noget.

''Kan du ikke huske det?'' grinede hun og tog endnu et sug. Det sådan nogle piger som hende der overhovedet ikke tiltrækker mig. 

Jeg rystede på hovedet og satte mig ned i den anden sofa, det eneste hun lavede var at skifte med at kigge på mig og tv'et.

''Vi tog sammen hjem igår'' smilede hun og jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og hurtigere i brystet. Jeg begravede mit hoved i mine hænder og gav et suk fra mig.

''Rolig nu pretty boy, vi lavede ikke noget'' grinede pigen og begyndte at hoste. En lettelse gik igennem mig og jeg begyndte at smile.

Men så begyndte jeg at tænke på Daisy igen, hun ved ikke hvor jeg er og hun er sikkert bekymret. Jeg kender hende, hun har sikkert ringet til mig.

Jeg trak forsigtigt min mobil op af lommen og tjekkede den, der var 12 opkald og 6 sms'er fra Daisy og et par stykker fra drengene, de skrev at de gerne ville vide hvor jeg var osv, men jeg besluttede at lade være med at svarer og snakke med dem når jeg kom hjem.

''Jeg smutter'' sagde jeg og smilede til den mørkhårede pige. Hvorefter jeg gik ud mod gangen og fandt min sko og jakke. 

 

Daisy's synsvinkel.

 

Louis og Zayn havde prøvet at berolige mig, men mine tanker var kun på Harry. Det svin.

Kan i fornemme jeg hader ham?

Det ville i også hvis han havde været jer utro, eller hvad jeg nu kan kalde det. Jeg ved godt vi ikke er sammen officielt, men troede da vi havde noget sammen. 

Men ligemeget hvad bekymrer jeg mig om ham, hvis han er kommet til skade ved jeg ikke hvad jeg gør, men han tog jo med en pige hjem igår. Så kan kun håbe på hun har losset ham i skridtet.

Så han ikke kan få små børn.

Små Harry'er. Suk..

Zayn havde spurgt op til flere gange om han skulle ringe til Perrie, men jeg havde ikke lyst. Hun er en fantastisk veninde, men hun tager ikke ting så seriøst og lige nu har jeg brug for den bedste hjælp.

Eleanor.

Hun er den bedste hjælp for mig og så hun min bedsteveninde.

''Jeg ringer lige til Eleanor'' mumlede jeg til Louis og han nikkede. Jeg gik mod mit værelse og satte mig forsigtigt på sengen og trykkede Eleanor's nummer ind. Der gik lidt tid før hun svarede, men hun tog den til sidst.

''Det Eleanor'' råbte Eleanor så højt at jeg hoppede af forskrækkelse. Den første tanke der gik i gennem mig var at hun var fuld eller bare til en fest. 

''Er du fuld?'' spurgte jeg forsigtigt og begyndte at pille ved sengetøjet. 

Som duftede af .. Ham.

''Nej daaaaa, jeg har det FANTASTISK'' råbte Eleanor til sidst og det bekræftede ligesom min tanke. Så jeg lagde på, det show orkede jeg slet ikke nu.

Jeg sukkede og lagde mig ned i sengen. Loftet var kedeligt, det var gråt. Alt er gråt lige nu og trist, det regner og jeg har det som om jeg skal dø.

Jeg kunne høre det bankede på, men jeg ville ikke rejse mig. Mine ben var lammet, ej rolig. Jeg er bare for doven til at rejse mig.

''Daisy..'' kunne jeg høre nogle sige fra den anden side af døren. Det var Louis, det kunne jeg nemt høre.

''Desværre Daisy er død, kom venligst tilbage senere'' sagde jeg og gemte mig under dynen. Jeg kunne høre Louis grine og begyndte derfor selv at smile. Hans grin er så sødt.

''Så, nu det senere'' grinte Louis og åbnede døren. Der blev helt stille og jeg troede næsten Louis var gået igen, men det var han bestemt ikke.

Pludselig blev dynen revet af mig og jeg skreg af forskrækkelse, Louis tog mig op over skulderen og trak mig ud fra værelset og hen i sofaen hvor de andre drenge også sad. Louis lagde mig lige oven på Niall og han begyndte at grine.

''Jamen hej Daisy'' sagde Niall og grinede. Jeg rystede bare på hovedet af ham og satte mig et sted hvor jeg ikke kom til at ligge ovenpå en dreng.

''Hvorfor bar du mig her ind Lou?'' mumlede jeg og kiggede seriøst på ham. Han smilede til mig og satte sig ned i den anden sofa.

''Harry har skrevet han kommer om lidt'' sagde Louis og kiggede på mig. Bare hans navn fik mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere når han kom hjem, det blev ihvertfald ikke sjovt for ham.

Vi sad allesammen tavse og ventede på Harry kom, ingen af os sagde noget vi kiggede bare ud i luften. Det hele føltes så trist og kedeligt. 

Efter 10 minutter blev døren åbnet og Harry trådte ind af døren. Hans blik lå kun på mig og jeg kunne se han smilede. Hvilket gjorde mig rasende.

Hvorfor smiler han? Det overhovedet ikke sjovt!

''Hejsa!'' sagde Harry og kiggede rundt på os allesammen, men vi sad alle bare og kiggede strengt på ham. Harry så ret forvirret ud hvilket irriterede mig, han ved jo udmærket godt hvorfor vi er sure.

''Hvor har du været?'' sagde jeg roligt og kiggede på Harry som stadig stod op.

''Bare sovet hos nogle dreng...'' ''Løgn'' afbrød jeg og kiggede seriøst på ham. Hvad fuck har han gang i? Skal han nu også lyve? 

''Hvad snakker du o..'' ''Hvad jeg snakker om? Jeg snakker om at du IKKE tog med nogle drenge hjem, men med en pige!'' råbte jeg og rejste mig op.

Jeg kiggede på Harry som kiggede trist ned i jorden, men jeg var ikke færdig med ham.

''Du virkelig langt ude Harry, tror du ikke godt jeg ved det hele? Drengene så dig ligesom gå hjem med en eller anden fucking dulle. Håber hun var fucking det værd, for jeg gider ikke kigge på dig mere Harry!'' råbte jeg og gik tættere på ham.

''Fuck dig'' hviskede jeg og skubbede ham bagud - Hvorefter jeg løb ind på ''vores'' værelse og begyndte at stortude. Jeg har virkelig aldrig grædt så meget før. Ikke engang de gange Cathrine har været efter mig.


Harry's synsvinkel.

 

Hun ville ikke engang lade mig forklare hvad der var sket. Jeg ved det var en fejl at lyve i starten, men hvis hun ikke vidste noget ville det være meget nemmere for mig.

Jeg stod lidt chokeret og kiggede rundt på drengene, men de sendte mindst ligeså onde blikke som Daisy gjorde før. Jeg kiggede over på Louis og jeg kunne se skuffelsen i hans øjne, men der er jo intet at være skuffet over! Jeg gjorde ingenting.

''Lou..'' ''Spar mig Harry'' afbrød Louis mig og rejste sig op. Jeg var i chok, ikke engang min bedsteven vil høre på mig.

''Det jo ikke som i tror!'' råbte jeg og gjorde Liam forskrækket. Zayn rystede bare på hovedet af mig og Niall så trist ud. Jeg hader at se ham trist, ingen må få ham til at græde. Det er uden tvivl det værste.

''Dårlig stil man'' sagde Zayn og gik ud i køkkenet. Louis stod stadig op og lignede en der ikke vidste hvad han skulle sige. Præcis som mig.

''Vil i ikke godt høre på mig?'' prøvede jeg igen og kiggede rundt på dem alle. Louis skulle til at sige noget, men Niall kom ham i forkøbet.

''Lad nu Harry snakke'' sukkede Niall og gav tegn til jeg skulle fortsætte og gav tegn til Louis om at han skulle holde kæft.

''Tak Niall. Hvis i havde ladet mig snakke kunne jeg faktisk fortælle jer der ikke skete noget'' sagde jeg roligt og kiggede igen rundt.

''Jeg ville aldrig såre Daisy, det troede jeg i vidste..'' mumlede jeg og sukkede af dem. Louis gik hen til mig og kiggede mig seriøst i øjnene.

''Jeg håber for dig du ikke lyver Harry'' sagde Louis og gik mod Daisy's værelse, men jeg stoppede ham. Han kiggede forvirret på mig og jeg tvang et smil frem.

''Synes du ikke jeg skal snakke med hende?'' sagde jeg stille og Louis kiggede mistroisk på mig. Daisy er sur, meget sur. Måske vil hun ikke snakke med mig, men man kan vel håbe.

Jeg bankede forsigtigt på døren og kiggede tilbage på Louis da der ikke var nogle der svarede. Jeg prøvede derfor at banke lidt hårdere og denne gang svarede hun.

''Hvis det er Harry så forslår jeg du ikke kommer ind'' råbte hun og jeg sukkede. Jeg gik hen mod stuen igen og satte mig i sofaen - men efter 10 sekunder gad jeg ikke vente - jeg ville snakke med hende.

Jeg løb derfor hen mod døren og trak ned i håndtaget. Jeg kiggede rundt i værelset og opdagede tilsidst Daisy som lå ved siden af sengen og græd. Hun så virkelig skidt ud, og at vide det var min skyld gjorde det hele meget værre.

''Daisy, hør nu...'' ''Nej Harry, jeg har ikke brug for at høre detaljer om dig og den pige du knaldede igår'' afbrød hun mig og af en eller anden grund gjorde hun mig stum. Ingen ord kom ud af min mund.

Jeg satte mig ned i sengen ved siden af hende og pillede ved mine bukser, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hun cuttede mig af hvergang jeg prøvede at sige noget, så hvorfor prøve?

Efter nogle minutters stilhed rejste Daisy sig op. Jeg fulgte hver en bevægelse og kiggede forvirret på hende da hun begyndte at pakke sine ting.

''Hvad laver du Daisy?'' sagde jeg stille og gloede på hende. Hun rystede bare på hovedet og gik hen til skabet for at tage sit tøj.

''Svar mig'' prøvede jeg igen, men ingen ord kom ud af hendes mund. Jeg blev mere og mere arrig og endte til sidst med at råbe.

''Svar mig forhel..'' ''Er det så fucking svært at forstå Harry? Jeg tager hjem!'' råbte Daisy og lukkede sin taske.

Tager hjem?

Det kan hun da ikke? 

Hun kan ikke tage tilbage til Cathrine pga. mig, hun er jo sindssyg. Jeg vil ikke engang tænke på den behandling hun får når hun kommer hjem igen.

Jeg blev revet ud af mine tanker da Daisy tog sine tasker og rakte ud efter håndtaget, jeg nåede dog at gribe fat i hendes arm inden.

''Slip mi...'' ''Nej forhelvede! Du kan ikke tage tilbage til det monster, du ved selv hvad der sker Daisy!'' råbte jeg og havde pludselig fundet min stærke side igen.

Hun hev hendes hånd tilbage og jeg slap grebet om hende. Hun kiggede trist på mig og hulkede et par gange.

''Du skal ikke kontakte mig igen'' sagde hun stille og trak ned i håndtaget og løb ud af hoveddøren. Jeg gjorde intet. Jeg gjorde overhovedet intet for at stoppe hende, hver del i min krop var lammet.

Jeg gled ned af væggen og begravede mit hoved i mine hænder, hun var væk. Det var min skyld, og nu hun væk...

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dam dam daaaaaaaaaaaam!
 

Hvad tror i der sker når Daisy kommer hjem? Og hvad vil Harry gøre for at få hende tilbage?

Tak fordi i læser ♥

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...