My cindarella story - 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2012
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Den 17 årige Daisy Cameron bor i london sammen med sin far, søster Amber og forfærdelige stedmor. Hendes egen mor døde af kræft da Daisy var 14 år og hun er stadig ikke kommet sig over tabet. Efter kun nogle få måneder fandt hendes far Tom en ny kone ved navn Cathrine. Det faren ikke ved er at Cathrine slår Daisy. Da det bliver meget slemt flygter Daisy, uden nogen ide om hvor hun vil hen. Da hun støder ind i den verdensberømte Louis Tomlinson ændres hendes liv fuldstændig. Men vil Cathrine lade hende slippe væk? Og vil faren finde ud af noget?


27Likes
23Kommentarer
2325Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Da jeg vågnede lå Harry ikke ved siden af mig, så jeg tænkte han nok sad i stuen. Jeg rejste mig op og følte mig ret svimmel. Så svimmel jeg blev nød til at ligge mig ned igen.

Det kunne ikke have været en dårligere dag at blive syg, jeg skulle jo forhelvede da på date med Harry og det havde jeg faktisk set frem til.

Jeg havde endda fundet en kjole, snøft.

Life is a bitch.

Jeg hostede lidt og trak dynen over mig, jeg frøs ligepludselig.

Og så svedte jeg.

Det skiftede hele tiden.

Jeg kunne høre en banke på og gemte mig derfor lidt under dynen og råbte af de bare kunne komme ind. Det var faktisk ikke et råb, jeg lød virkelig hæs og træt.

Harry kom ind af døren og kiggede på mig med et hævet øjenbryn.

''Du ser sløj ud, er der noget galt?'' spurgte Harry forsigtigt og kløede sig på armen.

Jeg kiggede lidt på ham og nikkede.

''Jeg er lidt svimmel'' sagde jeg og fremtvang et smil.

Harry bevægede sig hen mod mig og satte sig på sengekanten. Han smilede bare til mig, og aede min kind.

''Så gætter jeg på at vores date er aflyst'' grinede Harry og kiggede på mig.

Jeg nikkede bare og tog mig til hovedet.

Kender i det, hvor det bare dunker helt vildt og det flimre for øjnene?

Det ihvertfald sådan noget jeg har lige nu, og det er fandme irreterende.

''Jeg kommer igen om lidt'' smilede Harry og løb ud af døren.

Noget er helt galt med den dreng.

Efter fem minutter begyndte jeg at blive ret træt, så træt at jeg lukkede øjnene i og faldt i søvn.

 

**

 

Jeg vågnede ved at Harry ruskede i mig.

Dumme dreng.

''Daisy, vågn op!'' grinede Harry og begyndte at prikke mig i siderne.

Jeg hader når folk kilder mig.

Jeg hader, hader, hader, hader det.

Jeg skubbede Harry væk og rejste mig op i sengen, jeg kunne se Harry havde ryddet op i hele værelset og at han havde spredt en masse rosenblade på gulvet.

Sukkersødt, huh?

Jeg smilede stort til Harry og han gengældte det hurtigt med det samme.

''Harr..'' jeg nåede ikke at sige mere før Harry afbrød mig.

''Der er lige lidt mere'' smilede Harry og gik over mod anlægget og satte en sang på, hvorefter han gik ud og hentede noget.

Jeg følte mig helt overvældet, aldrig har nogle gjort sådan noget for mig.

Og ligesom jeg ikke troede det kunne blive mere bedre, kom Harry ind. I den ene hånd havde han en pose og i den anden en bakke med brunch på.

Han satte bakken foran mig og jeg grinede.

Pandekagerne var formet som hjerter.

Plat, men sødt.

''Hvad er der i posen?'' grinede jeg og så på Harry der fiskede en masse ting op.

''Jeg har købt is, sodavand, slik og en film'' sagde Harry og kiggede på mig.

''Hvis jeg ikke var syg ville jeg kysse dig'' grinede jeg og begyndte at spise noget bacon.

Jeg elsker bacon.

Nu hvor jeg tænker over det ikke?

Hvem fanden elsker ikke bacon?

Jeg kiggede over på Harry der sad og stirrede på mig - og jeg syntes virkelig det ubehagelig når folk kigger på mig. Især når de stirrer. Puha.

''Jeg er ligeglad med du er syg?'' sagde Harry seriøst og lænede sig ind mod mig.

Okay, fuck sygdom.

Jeg rykkede mig tættere på Harry og vi mødtes i et intenst kys.

Harry udviklede ret hurtigt kysset og lagde mig ned. Han lagde sig oven på mig mens han støttede med hænderne så jeg ikke fik alle hans kilo ovenpå mig.

HAHAHA.

Ej undskyld, Harry er ikke fed.

Jeg kunne hans øjne lyste af lyst, hvilket mine højst sandsynligt også gjorde. 

Det var først da Harry prøvede at åbne min bh jeg sagde fra, og trak mig væk fra ham.

Harry kiggede på mig med et hævet øjenbryn, hvilket fik mig til at bide mig i læben. 

Jeg kunne give mig selv en lussing, når jeg bider mig i læben er det tegn på jeg er nervøs. Fuck. Fuck. Fuck.

''Harry, jeg kan ikke'' sagde jeg stille og prøvede at holde øjenkontakten, men det endte med jeg kiggede ned i jorden og snøftede.

Harry tog min hånd og trak mig ind til sig.

''Det okay, jeg vil ikke presse dig til noget'' sagde Harry og kyssede mig på kinden.

Jeg kiggede ned i jorden, jeg har lyst til Harry - Det ikke det.

Men, jeg er stadig jomfru og jeg er meget nervøs for min første gang. Jeg er også bange for Harry ikke syntes jeg er god nok, han har jo været sammen med så mange andre piger. Jeg vil ikke skuffe ham.

Jeg kiggede først op, da jeg kunne høre Harry rejse sig og gå ud af døren.

Han sagde det var okay?

Ha, hvem prøver jeg at narre - Jeg gjorde ham sikkert skide sur.

 

Harrys synsvinkel.

 

''Harry, jeg kan ikke'' sagde Daisy og kiggede ned i jorden.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere eller hvad jeg skulle sige. Jeg blev afvist, og det gjorde mig lidt deprimeret.

Jeg kiggede bare på Daisy, tog hendes hånd og trak hende ind til mig.

''Det okay, jeg vil ikke presse dig til noget'' sagde jeg stille og kyssede hende på kinden.

Måden hun havde afvist fortalte mig det ikke kun var fordi hun var dårlig, der lå noget anden bag det og det gjorde mig ked af det.

Jeg rejste mig derfor op og gik ud af værelset.

Jeg kunne høre Daisy kalde på mig, men jeg ignorerede det og fortsatte ind i stuen hvor Louis sad.

Jeg kiggede på ham og smilede.

''Nå Harry, skal du med ud i aften?'' smilede Louis og jeg overvejede meget hans tilbud.

Det lang tid siden jeg har været i byen med drengene, og det hjælper altid på mit humør. 

Jeg kiggede på Louis der kiggede afventende på mig.

''Ja da'' grinede jeg og sank ned i sofaen.

Jeg er virkelig træt, jeg har brugt lang tid på at rydde og op lave mad til Daisy.

Jeg er ikke sur på hende eller noget, jeg ville bare lidt væk. Ja, jeg kan være følsom til tider, det noget af det jeg virkelig hader ved mig selv. Jeg kan ikke klare når folk hater på mig, men jeg vidste der ville komme hate når jeg blev kendt - Alligevel valgte jeg at være ligeglad med konsekvenserne.

''Super vi kører om nogle timer'' smilede Louis og kiggede i fjernsynet igen.

Jeg nikkede og prøvede at følge med i programmet, men det mislykkedes - Det eneste jeg tænkte på var Daisy. Daisy som afviste mig.

 

**

 

Mig og drengene havde været her i nogle timer, og jeg var efterhånden blevet ret fuld. Det samme var Louis, Niall og Zayn.

Liam er som altid den eneste der ikke drikker særlig meget, han er den der passer på os hvis nu vi bliver alt for fulde. Det også derfor vi kalder ham Daddy Direction.

Han plejer også altid at være glad når vi er sammen, men her for tiden er han kun trist. Jeg har ikke set ham smile i alt for lang tid, men jeg forstår ham godt. Danielle og ham var jo sammen i to år og ingen havde regnet med de ville slå op. De jo ligesom Titanic, ingen havde regnet med skibet ville synke - Men det gjorde det.

Jeg havde brugt hele aften på at danse med en mørkhåret pige, hun var ret smuk - dog ingenting i forhold til Daisy.

Daisy.

Jeg tog på den her tur for at lade være med at tænke på hende og alligevel tænker jeg på hende - ikke engang alkoholen kan stoppe mine tanker om hende.

Jeg kunne mærke en hånd på min skulder og kiggede bagud, det var pigen jeg havde danset hele natten med.

''Nå, skal vi tage hjem til dig eller mig?'' smilede hun og hev ned i hendes kjole så hendes bryster sad helt op i halsen på hende - hvilket jeg ikke finder specielt tiltrækkende.

Jeg smilede skævt til hende og havde allermest lyst til at sige at jeg havde en anden, men jeg tænkte ikke klart.

''Dig'' smilede jeg til hende.

Og før jeg vidste af det havde vi fået fat i en taxa og var på vej hjem til hende.

Mit hjerte sagde nej, men min hjerne sagde ja.

 

**

Daisys synsvinkel.

 

Drengene havde været ude og feste hele dagen, og havde bare efterladt mig helt alene. 

De kom hjem klokken 3 om natten og det ved jeg fordi de vækkede mig, så jeg gik ud til dem og bedte dem om at dæmpe sig - og der fandt jeg ud af der ikke var nogen Harry.

Jeg havde prøvet at spørge Louis hvor han var, men han var så skide fuld at han ikke forstod et ord af hvad jeg sagde. Det var kun Liam der var noglelunde ædru, men han var skide sur så han gik i seng.

Så jeg har slet ikke sovet resten af natten, jeg har været skide bekymret over hvor Harry var. Han havde ikke ringet eller skrevet, og drengene kunne jo ikke fortælle mig noget, men det kom de fandme til - med tømmermænd eller ej.

Jeg ringede til Harry for 15 gange og han tog den stadig ikke. Den idiot.

Når han kommer hjem så, såååå..

Nej, jeg ved det ikke.

Jeg kunne høre nogle stemmer inde fra stuen så jeg tog hurtigt en lyserød kjole på og redte mit hår. (Link i kommentaren)

Jeg åbnede døren og jeg så Louis og Zayn sidde i sofaen - jeg gætter på Liam og Niall stadig sover.

Jeg gik hen mod sofaen og satte mig roligt ned i den og kiggede meget seriøst på både Louis og Zayn. De kiggede lidt trist på mig. Hvilket gjorde mig lidt nervøs.

''Vil i fortælle mig hvor Harry er eller hvad?'' spurgte jeg surt og lagde armene over kors og kiggede på Zayn som sendte nogle utydelige blikke til Louis.

Jeg bliver snart sindssyg hvis de ikke fortæller mig noget.

Jeg kiggede over på Louis der rømmede sig lidt og kiggede med et bedrøvet blik på mig. Selv Zayn så lidt bedrøvet ud. 

Man skulle næsten tro han var død.

Ej, så havde de ikke siddet så roligt som nu.

''Hjemme hos en'' sagde Louis stille og hældte noget vand op i sit glas, mens Zayn bare sad og stirrede ind i fjernsynet.

''Hos hvem?'' spurgte jeg roligt og kiggede skiftevis på Louis og Zayn.

''Dais...'' Louis nåede ikke at sige mere før jeg var sprunget op af sofaen.

''Louis fortæl mig det nu!'' skreg jeg og kiggede på Zayn som så chokkeret på mig.

Drama queen thats me.

''Han er hos en pige Daisy, han tog hjem med en pige igår'' sagde Louis og begravede sit hoved i hans hænder.

Louis ord kørte rundt i mit hoved, hans sætning kørte på replay i mit hoved og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Var det fordi jeg afviste ham? Var det min skyld?

Jeg nærmest faldt ned på gulvet og begyndte at stortude, så meget at jeg ikke kunne stoppe. Ikke engang Louis trøstende ord og Zayns aen på ryggen hjalp. 

Jeg troede mig og Harry havde noget og så bare fordi jeg afviser ham, så bliver det hele smidt væk? Jeg har bare brug for tid forhelvede, hvorfor kan han ikke acceptere det? 

Jeg hader ham, jeg hader, hader, hader ham.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dam dam daaaaaaam, så fik i lige endnu et kapitel.

Så hvad tror i der sker nu? :-o

Jeg ved det noget lort, da jeg ikke helt ved hvad jeg skal skrive - men jeg prøver!
 

Tak fordi i læser, i søde er i ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...