My cindarella story - 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2012
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Den 17 årige Daisy Cameron bor i london sammen med sin far, søster Amber og forfærdelige stedmor. Hendes egen mor døde af kræft da Daisy var 14 år og hun er stadig ikke kommet sig over tabet. Efter kun nogle få måneder fandt hendes far Tom en ny kone ved navn Cathrine. Det faren ikke ved er at Cathrine slår Daisy. Da det bliver meget slemt flygter Daisy, uden nogen ide om hvor hun vil hen. Da hun støder ind i den verdensberømte Louis Tomlinson ændres hendes liv fuldstændig. Men vil Cathrine lade hende slippe væk? Og vil faren finde ud af noget?


27Likes
23Kommentarer
2352Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Efter at have gået i lidt tid med tanken om måske bare at tage tilbage igen, begyndte min mave at rumle.

Sådan, virkelig meget.

Jeg havde bare ikke nogle penge, og jeg skulle bestemt ikke stille mig op som en eller anden tumpe og synge. Mest fordi jeg ikke kan synge, rent faktisk har jeg ingen talenter.

Okay jo, jeg er ret sjov.

Noglegange altså.

Ej fuck det.

Jeg kiggede lidt rundt og så en masse resturanter og og boder med mad, hvilket gjorde mig mere sulten og nu råbte min mave virkelig på mad.

Jeg kiggede lidt rundt og opdagede en Mac Dondalds.

Fuck, ku godt en burger lige nu!

Vent lige lidt.

Jeg fandt hurtigt min iPhone frem, låste den op og gik ind på en min coin offers app.

Fuck yearh! 45 coins.

Skulderklap til mig selv.

Jeg løb i retningen af Mac Dondalds, men kom ved et uheld til at gå ind i en.

''Ej det må du virkelig undskylde, jeg var bare så sulten at jeg ikke opdagede dig!'' sagde jeg nervøst.

''Haha, det okay! Du lyder meget som Niall'' sagde drengen grinende.

Niall?

Som i, Niall fra One Direction?

Ellers kender jeg ikke så mange andre, og jeg kender nu heller ikke One Direction. Men du kan ikke undgå at se dem i Londons gader og så så jeg også x-factor dengang. 

''Niall? Som i han fra One Direction?'' sagde jeg og og smilede til ham.

''Jeps, og jeg er Louis, som i ham fra One Direction'' sagde han smilende.

Den dreng var på lykkepiller, det virkelig ikke normalt at være så glad.

Måske er det fordi jeg er så trist over alt det med Cathrine.

Cathrine.

Far.

Amber.

En tåre gled ned af min kind, og jeg prøvede hurtigt at tørre den væk inden Louis opdagede det, men det var forsent. Han stod allerede med et bekymret blik og så på mig.

''Hvad er der galt? Sagde jeg noget forkert?'' sagde Louis, og hans smil var helt forsvundet. 

''Nej, overhovedet ikke. Det bare..'' jeg nåede ikke at sige mere før Louis afbrød mig.

''Lad os tage hjem til mig, så kan vi snakke om det?'' sagde han med et lille smil på læberne.

Jeg var ikke helt sikker på hvad jeg skulle svare. At tage hjem med en næsten fremmed, det gør man ikke. Gør man?

Nej, det gør jeg ikke.

Men, at komme ud med alle mine tanker ville også være rart.

Jeg stod lidt og tøvede, før jeg svarede: ''Tjo, hvis jeg kan få noget at spise'' sagde jeg og kiggede ned i jorden.

Han grinte.

Jeg fik ham til at grine, wow.

Se, jeg er jo sjov!

''Selvfølgelig, kom med'' sagde Louis og trak mig ned til parkeringspladsen.

 

**

 

''Så du fortæller mig, altså at din stedmor slår dig og din søster, og at i ikke har fortalt jeres far noget?'' sagde Louis og kiggede med bedrøvede øjne på mig.

Han var virkelig fantastisk, præcis som alle pigerne siger.

At han overhovedet gider at lytte til hvad jeg siger, det er virkelig dejligt. Jeg er nemlig ikke van til at folk lytter til mig, jeg er vant til at være alene. 

''Jeg kan ikke sige noget, da jeg frygter hun vil gøre noget ved mig. Og min far virker så lykkelig'' sagde jeg , og snøftede lidt.

Jeg græder altså aldrig!

Det her det helt uvirkeligt, men det var som om det ikke var et problem at græde overfor Louis, han er så forstående og kærlig.

''Wow Daisy, det jo helt forfærdeligt. Det fortjener du ikke, og jeg syntes heller ikke du skal tage tilbage lige nu, hvis du ikke har lyst'' sagde Louis stille og lagde armene om mig.

Jeg følte mig tryg i hans favn, han kunne få noget frem i mig jeg ikke vidste eksisterede og han var på rekord tid blevet min bedsteven - Det lyder så sindsyg og forkert, men sådan er det.

Jeg lagde mit hoved på hans skulder og begyndte at græde mere end jeg gjorde før.

Pludselig kunne jeg høre nogle stemmer ude fra gangen, og kiggede bare ned i jorden. Der var allerede én der havde set mig græde, og det var allerede én for meget.

''Hey Lou, hva..'' Pludselig stoppede den lyshårede dreng med at snakke og kiggede bare spørgende på mig.

''Hvem er hun?'' Spurgte ham med det krøllede hår.

Ja undskyld, jeg kender ikke deres navne. Men ved dog, at det helt sikkert er resten af One Direction og hvis de bare er lidt som Louis, så elsker jeg dem allerede.

Louis strammede lidt grebet om mig og løftede så mit hovede.

Fedt, nu forlanger de sikkert den rigtige historie.

Lidt efter satte alle drengene sig ned og kiggede med omsorgsfulde og bedrøvede blikke på mig.

''Og hvorfor græder hun?'' spurgte ham med krøllerne igen.

Han er ret pæn faktisk.

Ja, den kom lidt random.

Thats me.

''Vil du selv fortælle dem det?'' spurgte Louis og kiggede bare på mig.

Jeg kiggede på drengene, som sad meget nysgerrige og kiggede på mig. Men det også klart, at komme hjem til ens bedsteven der sidder med en grædende og ikke mindst fremmed pige i armene, det ikke noget man ser hver dag.

''Jeg kan ikke'' sagde jeg stille og det overraskede mig virkelig hvor svag jeg lød. Det er ikke mig, overhovedet ikke. Dog har jeg aldrig været så knust før.

''Så skal jeg nok sige det. Okay drenge først og fremmest er det her Daisy, en virkelig sød pige jeg stødte ind i her til morgen'' sagde Louis smilende.

Og jeg indrømmer, det trækkede lidt i smilebåndet.

''Hun undskyldte meget, og jeg nåede kun at snakke i lidt tid med hende, før jeg kunne se en tåre på hendes kind. Jeg blev meget forskrækket da jeg troede det var mig, så jeg spurgte ind til hvad der var galt'' sagde Louis og hele hans ansigt ændrede sig fra smilende til trist.

Drengene virkede meget nysgerrige, og nogle af dem han rykket sig tættere på os.

''Da jeg kunne se hun var sulten og frøs, tog jeg hende med hjem. Hun fortalte mig at hendes stedmor slog hende og hendes tvillingesøster Amber, og at faren ikke vidste noget til det. Så hun stak af med hendes søster, men hendes søster valgte at efterlade hende alene og gå tilbage'' sagde Louis og han så meget vred ud, og det skræmte mig lidt.

''Wow'' sagde drengene nærmest i kor.

''Så er der nogle forslag til hvad vi skal gøre?'' spurgte Louis, som var faldet lidt til ro.

''Jeg har en ide Lou!'' sagde ham med det krøllede hår.

Som var pæn.

Og lidt nuttet.

Okay, jeg stopper.

''Hva så Harry?'' sagde Louis.

Harry?

Som i Harry Styles?

Ham har jeg hørt om.

Pludselig kiggede Harry på mig og smilede større end før.

''Hun kan da bare bo hos os!'' nærmest råbte Harry.

Jeg smilede, og rødmede sikkert også lidt.

Bo hos dem?

Den idé var da ikke helt dum.

 

Hvad så? Tror i Louis vil lade hende bo hos dem? Og tror i drengene kan hjælpe hende? 

Til jer der har liket, mange tak! Og til jer der ikke har, så ville det betyde meget! Kys - xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...