My cindarella story - 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2012
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Den 17 årige Daisy Cameron bor i london sammen med sin far, søster Amber og forfærdelige stedmor. Hendes egen mor døde af kræft da Daisy var 14 år og hun er stadig ikke kommet sig over tabet. Efter kun nogle få måneder fandt hendes far Tom en ny kone ved navn Cathrine. Det faren ikke ved er at Cathrine slår Daisy. Da det bliver meget slemt flygter Daisy, uden nogen ide om hvor hun vil hen. Da hun støder ind i den verdensberømte Louis Tomlinson ændres hendes liv fuldstændig. Men vil Cathrine lade hende slippe væk? Og vil faren finde ud af noget?


27Likes
23Kommentarer
2359Visninger
AA

15. Kapitel 12.

Harrys synsvinkel:

 

Det hele var noget lort, for at sige det rent ud. Daisy var blevet tævet af en flok piger, og ikke nok med det, så havde hendes stedmor fundet hende. Vi havde ingen idé om, hvor hun var og det skræmte mildt sagt livet ud af os alle sammen. Eleanor sad og holdte om sig selv, mens Louis prøvede at trøste hende, men hun var helt ude af den. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, faktisk vidste ingen, hvad de skulle sige. Jeg rejste mig pludseligt op, og kiggede alvorligt på dem alle sammen. Daisy var såret, og kunne muligvis være sammen med sin stedmor lige nu, mens vi sad her og lavede ingenting.

''Hvad har vi gang i?'' spurgte jeg irriteret, og slog dramatisk ud med armene. Jeg modtog nogle mistænksomme blikke fra de andre, og Louis sukkede som den eneste. ''Jeg har ingen idé om, hvad du snakker om, Harry'' sagde Louis, og fjernede armen fra Eleanor, som lige havde hvilet rundt om hende.

''Her sidder vi og glor ud i luften, mens Daisy kan blive tæsket af Cathrine. Hvorfor fanden gør vi ikke noget?'' spurgte jeg alvorligt, og modtog et tænkende blik fra Perrie. Hun rejste sig også op. ''Harry har ret, hvem ved hvad Daisy kan være udsat for lige nu? Rigtige venner ville ikke bare tænke over det, de ville da gøre noget!'' sagde Perrie, og modtog nogle nik fra resten af gruppen. Pludselig rejste alle sammen sig op, og kiggede skiftevis på hinanden. De rettede spørgende deres blikke mod mig. ''Hvad er din plan Harry?''

Jeg tænkte lidt nærmere over det, og fik pludselig en idé. ''Eleanor og Louis, i skal besøge ALLE hospitalerne i London, som lægger tæt på stationen Daisy blev overfaldet'' sagde jeg bestemt, og de nikkede begge to. ''Hun kan umuligt være på et hospital, som ligger en halv time herfra'' sagde jeg, og de andre nikkede smilende. Louis smilede kort, og trak mig ind i kram. ''Du ved godt det ikke er din skyld, ikke?'' spurgte Louis, og jeg sukkede. ''Det er min skyld Louis, og selvom jeg med glæde ville benægte det, så kan jeg ikke'' svarede jeg, og trak mig fra krammet.

''Det er også min skyld, jeg skulle have fortalt hende sandheden. Hun ville have lyttet til mig'' sagde Louis, og jeg rystede på hovedet.

''Det er ikke nogen skyld, okay? Lad os finde Daisy!'' sagde Danielle højt, og vi vågnede lidt op. Vi spurtede alle sammen ud af døren. Vi skulle bare finde hende.

 

 

**

 

Daisys synsvinkel:

 

''Så er du vidst klar til at gå, men pas nu på dig selv'' sagde Ann, som jeg efterhånden godt kunne lide.

Selvom hun lugtede af sved.

Ej.

Jo.

Men det ligemeget.

''Super, og det skal jeg nok prøve på'' svarede jeg Ann, og pakkede de sidste ting sammen. Jeg havde efterhånden det hele, men pludselig skød en tanke frem i mig. Hvor snøvsen skulle jeg tage hen? Valget stod mellem et utro svin, mod en sindssyg dame der burde indlægges. Ikke just nogle gode valgmuligheder. Jeg satte mig ned igen, og gik hurtigt ind på twitter. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men jeg havde bestemt ikke regnet med en startside fyldt med mig. Over hele min startside spurgte folk om, hvor jeg var, hvad der var sket, og hvordan jeg havde det. Der var også nogle tweets fra drengene.

 

@Louis_Tomlinson: @Daisy_Cameron is missing, please contact the police, if you see her

@NiallOfficial: I miss you @Daisy_Cameron. Were are you?

@EleanorJCalder: My girl is missing! Help us find her!

 

Jeg nåede ikke at læse resten af deres tweets, før jeg slukkede mobilen og lagde den forsigtigt fra mig. Enhver anden havde nok kylet den væk, men hey...

It's my baby.

Jeg havde en forfærdelig stor klump i halsen. Jeg havde ikke kun efterladt drengene, jeg havde også efterladt mine piger. De måtte være helt ude af den. Jeg tog min mobil op igen, og tastede Louis nummer ind. Jeg skulle lige til at trykke på ''ring op'', men en besked stoppede mig. Den var fra Amber:

 

''Er du okay?!''

Jeg smilede ironisk, hvad troede hun selv? Jeg overvejede lidt hvad jeg skulle svare, men fandt til sidst på noget.

''Er du?''

''Hvad snakker du om Daisy?''

''Cathrine fortalte mig bare... noget''

''Hvad fortalte hun?''

''Hun sagde du var syg''

''Jeg har det fint, men jeg savner dig''

 

Jeg åndede lettet ud over Ambers besked. Det havde været et mareridt at miste sin mor til kræften, og jeg skulle godt nok ikke miste min søster til det. Jeg vidste Cathrine havde løjet, for det er sådan hun er. En manipulerende, sindssyg, og ikke mindst forfærdelig person. Hun vidste godt hvilke knapper hun skulle trykke på, og hvor var det bare fejt at bruge kræften mod mig.

Jeg hader hende.

Jeg hader hende.

Jeg hader hende.

Jeg kunne ikke sige det nok. Jeg var færdig med Cathrine, og den her gang gik grænsen. Jeg vil skide på, at min far elskede hende. Efter alle de her år, så skulle jeg ikke nyde mere fra hende. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre, og jeg skulle gøre det nu.

Jeg trykkede på hurtigopkald, og en mand tog telefonen.

''Det politiet'' svarede en mandestemme, og jeg begyndte af ryste. ''Jeg vil gerne melde min stedmor'' svarede jeg, og jeg kunne høre manden trække vejret. ''Hvad har hun gjort?'' spurgte han, og ventede på et svar. Jeg holdte vejret, og overvejede at lægge på, men ikke denne gang. Jeg var ikke svag længere. ''Hallo? Hvad vil du melde hende for?'' spurgte han, og jeg sukkede.

''Vold''

 

**

 

Harrys synsvinkel:

 

Der var ingen der havde hørt fra Daisy, ikke én eneste person. Jeg gemte mit hoved i min hættetrøje, og begyndte at snøfte. Jeg tørrede hurtigt mine øjne, men der kom flere og flere tårer.

''Hun skal nok komme tilbage Harry'' sagde Eleanor, og begyndte at ae mig på ryggen. Jeg kiggede grådkvalt på hende. ''Hvad hvis hun ikke gør El?'' spurgte jeg såret, og snøftede igen. Eleanor rystede på hovedet. ''Hun er stærk, stærkere end vi går og tror'' svarede hun, og jeg nikkede. Daisy var ikke svag, men det var Cathrine heller ikke.

Vi sad begge to i stilhed, og jeg skulle lige til at bryde den, før der lød en banken på døren.

''Afbryder jeg?''

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Hvem tror i banker på? Tror i Amber er okay? Og hvad tror i politiet gør?

Jeg ved kapitlet er røv dårligt, og at den virkelig ikke er lang. Jeg følte bare jeg ville stoppe den der, eftersom der sker nogle ting i næste kapitel. Derudover følte jeg også i fortjente et nyt kapitel! I er seriøst søde, og det er mærkeligt at 30 personer har MIN movella på deres favoritliste! Jeg er virkelig taknemlig, hihihihi.

Kys, Cecilie ♥

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...