My cindarella story - 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2012
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Den 17 årige Daisy Cameron bor i london sammen med sin far, søster Amber og forfærdelige stedmor. Hendes egen mor døde af kræft da Daisy var 14 år og hun er stadig ikke kommet sig over tabet. Efter kun nogle få måneder fandt hendes far Tom en ny kone ved navn Cathrine. Det faren ikke ved er at Cathrine slår Daisy. Da det bliver meget slemt flygter Daisy, uden nogen ide om hvor hun vil hen. Da hun støder ind i den verdensberømte Louis Tomlinson ændres hendes liv fuldstændig. Men vil Cathrine lade hende slippe væk? Og vil faren finde ud af noget?


27Likes
23Kommentarer
2334Visninger
AA

13. Kapitel 11.

Min krop var stivnet, min mund var blevet tør og mit hoved kunne slet ikke rumme alle de tanker og flashbacks som kørte rundt derinde. Jeg var ikke bange, jeg var rædselslagen. Jeg turde næsten ikke kigge på hende, hendes ansigt bragte så mange dårlige minder frem. Jeg kan huske da jeg først mødte hende, jeg havde troet hun var virkelig sød og ville hjælpe mig med at komme over tabet. Kun nogle få uger senere, slog hun mig for første gang. Jeg var kun 14, jeg var svag og turde ikke gøre noget. Selv efter 3 år, er jeg stadig ikke blevet stærkere. 

 

''Vil du ikke give et mig et kram Daisy?'' spurgte Cathrine med den sødeste stemme hun kunne og afbrød mine tanker. Jeg kiggede med afsky mod hende. Hvis hun troede jeg ville røre hende, så var hun jo helt sindssyg. 

 

Hvilket hun allerede er, men ja.

 

''Hvordan fandt du mig?'' spurgte jeg med en overraskende hård stemme og holdt for første gang øjenkontakten med hende. Hun begyndte at grine og lagde sin hånd roligt på min,  men hurtigt fjernede jeg min hånd og stirrede vredt på hende. Hendes ansigt ændrede sig hurtigt fra smilende, til irriteret. Hvilket jeg fandt skræmmende, jeg vidste aldrig hvad hun kunne finde på når hun var sur.

 

''Søde, søde Daisy... Du havde da ikke regnet med jeg ikke kunne finde dig? Du undervurderer mig virkelig, jeg har holdt øje med dig hele tiden'' svarede hun og smilede til mig. Jeg skar ansigt af hende og gemte mine hænder under dynen. Jeg var begyndt at ryste, hvilket jeg ikke ikke ville vise. Hun skulle ikke se hvilken effekt hun stadig havde på mig. Jeg kiggede ud af vinduet og håbede egentligt bare hun ville gå, selvom jeg godt vidste hun ikke ville.

 

''Daisy, jeg er kommet for at give dig en lille besked'' sagde Cathrine og drejede mit hoved mod hendes. Jeg kæmpede imod, men hun holdt stramt omkring min kæbe. ''Jeg er ked af jeg blev nød til at sende pigerne efter dig, men jeg kunne ikke selv møde personligt op. Jeg havde lige nogle ting, at klare med din søster'' hviskede hun og tørrede tåren, som trillede ned af min kind væk. Hurtigt slog jeg hendes hænder væk og skreg af hende. Hvor det kom fra vidste jeg ikke, men det var rart og føltes rigtigt. Det forklarer hvorfor hun fandt mig, hun havde sendt de piger efter mig. De var ikke engang fans, blot nogle sindssyge piger, som Cathrine sikkert havde betalt og alt muligt lort. 

 

''Hvad har du gjort med Amber?'' Råbte jeg og rejste mig op fra hospitalsengen. Jeg var ligeglad med mit hoved dunkede og den smerte som skød frem i hele min krop. Jeg trådte truende et skridt frem mod Cathrine, men hun viste overhovedet ingen frygt. Tværtimod trådte hun et skridt frem mod mig og prikkede mig hårdt på brystet, så jeg røg tilbage mod sengen. 

 

''Hør her din lille mide, jeg forslår det er sidste gang du prøver at være truende overfor mig. Jeg har ikke gjort noget mod Amber, selvom jeg ville ønske jeg havde. Har du ikke snakket med hende Daisy? Ved du ikke hvad der er sket med din søde søster?'' hviskede hun og stod nu helt op af mig. Jeg rystede svagt på hovedet og straks begyndte Cathrine at grine.

 

''Som mor, som datter. Har jeg ret? Din søster ligger på hospitalet søde, hun har kræft. Men du har for travlt med at tænke på dig selv, ikke? Du har ikke engang ringet for at tjekke om hun er okay, du tænker kun på dig selv Daisy'' hviskede Cathrine i mit øre og aede mig blidt på kinden. 

 

Mit hjerte frøs til is og jeg gispede højt. Mine vejrtrækninger var helt ude af kontrol og jeg begyndte at ryste. Amber kunne ikke have kræft. Hun var alt for ung. Hun løj, jeg ved hun lyver. Det er hendes syge måde, at hyle mig ud af den. Jeg rystede hurtigt på hovedet og tog vasen ved siden af mig i hånden. Truende gik jeg mod Cathrine og denne gang bevægede hun sig baglæns.

 

''Du lyver!'' skreg jeg alt hvad jeg kunne og fortsatte langsomt hen mod hende. Hun tog hænderne op foran sig og tyssede på mig. Jeg kunne se frygten i hendes øjne, den frygt der altid plejede at være i mine. Det var som at se sig selv i spejlet, hendes rystende hænder, hendes blege hoved og ikke mindst frygten der strålede ud af hende. Jeg havde så meget lyst til at smadre vasen mod hende, bare se hende være i smerte. Jeg smilede kort. Inderst inde følte jeg mig sindssyg, men den her følelse var så rar, så rigtig. Jeg ville have hun skulle lide.

 

''Daisy.. Hør.. Slip den vase. Lad os ligge det her bag os, ikke skat?'' spurgte Cathrine med en halv rystende stemme og jeg begyndte at grine. Utroligt, som rollerne er blevet byttet. Jeg hævede vasen et kort sekund og skulle lige til at smadre den mod hende, med alt den kraft der var i min krop - men en brummen fra min mobil afbrød mig. Jeg kiggede kort bag ud og så det var min. Men i det sekund jeg kiggede bag ud, løb Cathrine ud af døren og i panik fyrede jeg den efter hende. Jeg hørte et skrig, men ikke et smertefuldt et, men et skræmt et. Jeg havde højst snittet hende. Jeg skreg alt hvad jeg kunne og slog uden kontrol hånden ind imod væggen.

 

Hun var væk.

 

 

**

Louis synsvinkel:

 

''Hvor kan hun være?''' spurgte Eleanor panisk og lagde opgivende sit hoved på bordet. Jeg nussede hende på ryggen og sad selv med det spørgsmål. Alle var samlet, Liam, Niall, Zayn, Harry, Eleanor, Perrie og Danielle. Vi var alle desperate efter at finde hende, men ingen af os vidste noget. Der var en dræbende stilhed, kun nogle snøft kunne høres fra Eleanor. Jeg gav hende kort et kys i håret og tog hendes hånd.

 

''Hvad hvis der er sket hende noget? Hvad hvis hendes stedmor gør noget?'' spurgte Perrie panisk om. Jeg kiggede kort ned i bordet og tænkte tilbage på den allerførste gang jeg mødte hende. Jeg vidste alt hvad Cathrine havde udsat hende for, og alligevel ender jeg med at miste hende og udsætte hende for flere slag. 

 

''Åh gud, nej....'' råbte Danielle og smed sin telefon på bordet. Vi rettede alle opmærksomhenden mod hende og kiggede spørgende på hende. ''Hvad er der Dani?'' spurgte Niall hurtigt om og prøvede desperat at få det ud af hende. ''Vi bliver nød til at tænde fjernsynet, jeg har lige fået en besked fra en af mine veninder'' råbte Danielle panisk og løb hen mod fjernsynet. Vi rejste os alle sammen og bevægede os hurtigt ind i mod stuen.

 

Hurtigt tog jeg Eleanor's hånd og gav den et klem. Hun kiggede kort op på mig og sendte mig et lille smil. Selvom jeg godt vidste, at smilet var falsk. Vi placerede os alle i sofaerne og betragtede Danielle tænde for fjernsynet. Først kom der et eller andet børne program på, men Danielle skiftede hurtigt kanal. Pludselig var der nyhederne og de var i fuld gang med at snakke om et eller andet overfald. 

 

 

''Den 17 årige Daisy Cameron blev igår klokken 18.02 fundet overfaldet tæt på en station i London. Daisy er pigen, som Harry Styles ifølge mange kilder, skulle have datet. Daisy blev fundet med en brækket næse, en mild hjernerystelse og nogle bøjet ribben. Anonyme kilder fortæller, at hun blev overfaldet af 4-5 piger, som pludselig dukkede op. Pigerne skulle ifølge kilderne have sparket, slået og kastet ting på den stakkels pige og derefter lagt hende bag nogle buske. Pigerne er 15-18 år og har alle mørkebrunt hår og var iført sort tøj. Politiet er allerede igang med at efterforske sagen og de håber på snart at kunne finde pigerne. Daisy har det fint og der er ikke tale om noget alvorligt. Vi har snakket med damen der har fundet Daisy og hun har besvaret på nogle spørgsmål''

 

Vi sad alle med åben mund og stirrede på skærmen. Det hele var vores skyld, sådan føltes det ihvertfald. Jeg kiggede rundt og opdagede at alle pigerne sad os græd, mens drengene prøvede så godt de kunne, at beherske sig. Harry viste ingen følelser, han sad bare og kiggede på fjernsynet, helt lammet. Hurtigt fokuserede jeg på fjernsynet igen og en dame på de omkring 30 år dukkede op på skærmen.

 

''Først og fremmest, hvad er dit navn?''  spurgte intervieweren.

''Mit navn er Cathrine'' svarede damen.

''Hvordan fandt du Daisy?'' spurgte intervieweren om og pegede mikrofonen mod Cathrine.

''Tjo, jeg var ude at gå og pludselig opdagede jeg en hånd i mellem buskene'' svarede Cathrine.

''Har du set Daisy før?'' spurgte intervieweren om, og pegede igen mikrofonen mod hende.

''Ja, mange gange faktisk. Næsten hver dag. Jeg er hendes stedmor'' svarede Cathrine. Jeg gispede højt, og skulle lige til at sige noget, men valgte at vente til det var færdigt.

''Så må du da være meget berørt over den her situation'' kom det fra intervieweren.

''Ja... Det er virkelig hårdt'' Svarede Cathrine og tog hånden på hjertet. 

''Tak fordi du gad at være med'' sagde intervieweren.

''Det var da så lidt'' svarede Cathrine og blinkede til kameraet.

 

Pludselig slukkede fjernsynet og jeg kiggede derfor til siden. Harry havde slukket fjernsynet og sad nu med tårer i øjnene. Det gjorde vi alle.

 

''Det her er slemt'' sagde Zayn og tog Perrie tættere på sig.

 

''Meget slemt''

 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hvor tror i Cathrine er henne og tror i hun er færdig med at chikanere Daisy? Og tror i på at Amber har kræft? 

 

Der er så mange spørgsmål, hahahaa. 

 

Tak fordi i læser ♥

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...