My cindarella story - 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2012
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Den 17 årige Daisy Cameron bor i london sammen med sin far, søster Amber og forfærdelige stedmor. Hendes egen mor døde af kræft da Daisy var 14 år og hun er stadig ikke kommet sig over tabet. Efter kun nogle få måneder fandt hendes far Tom en ny kone ved navn Cathrine. Det faren ikke ved er at Cathrine slår Daisy. Da det bliver meget slemt flygter Daisy, uden nogen ide om hvor hun vil hen. Da hun støder ind i den verdensberømte Louis Tomlinson ændres hendes liv fuldstændig. Men vil Cathrine lade hende slippe væk? Og vil faren finde ud af noget?


27Likes
23Kommentarer
2326Visninger
AA

12. Kapitel 10.

Daisy's synsvinkel:

 

Jeg var rasende, sur og ked af det på samme tid. Harry havde knust mig så meget, at jeg ville hjem. Jeg ved hvad der venter derhjemme, men den følelse jeg får af at kigge på Harry, er ikke noget jeg kan leve med hver dag. Jeg løb ud af værelset, gennem gangen og ud af hoved døren, mens jeg så godt jeg kunne, prøvede at ignorere drengenes råb efter mig. Louis var den værste at sige farvel til, han havde givet mig et sted at bo, et sted at føle mig tryg og alligevel ender jeg med at skride fra ham uden et farvel. Jeg føler mig forfærdelig.

 

En kold brise ramte mig, da jeg kom udenfor. Folk rendte rundt som forvirrede mennesker, men jeg valgte ikke at tænke ydeligere over det. Jeg tænkte kun på drengene, og hvor meget jeg har ødelagt ved at skride fra dem. Jeg valgte derfor, at skrive en besked til Louis og de andre drenge. Undtagen Harry altså.

Da jeg kom hjem til dig Louis, der følte jeg mig tryg. Du gav mig alt jeg har drømt om, venner, nogle der holdte af mig og en tryg fornemmelse. Derfor er jeg meget ked af, at jeg forlader dig på den her måde. Som du ved bor jeg 2-3 timer væk fra dig, men jeg håber på stadig, at kunne besøge dig. Jeg er så, så ked af det. Det er ikke jeres skyld, det min egen. Vi ses måske, sig til Zayn, Liam, og Niall at jeg elsker dem.
Kærlig hilsen din Dais.

 

En tåre trillede ned af min kind, præcis som første gang jeg mødte Louis. Roligt tørrede jeg den væk og prøvede at varme mig selv. Jeg løb så hurtigt, at jeg glemte min jakke. Derfor blev jeg koldere og koldere. Hurtigt bevægede jeg mod tog stationen og købte nogle klip til hjemturen. Jeg var så optaget af mig selv, at jeg slet ikke havde opdaget nogle piger, som stod og snakkede til mig.

 

''Hey, er du ikke Daisy Cameron? Pigen, som dater Harry?'' Grinede den lyshårede pige hånligt, og gav mig et blik, som bestemt ikke føltes behageligt. Jeg nikkede kort, men stoppede hurtigt mig selv, eftersom jeg ikke er Harry's pige længere. Derfor tog jeg mig til hovedet og bevægede mig lidt væk fra dem.

 

''Jeg mener nej, ikke længere'' Svarede jeg med en hviskende stemme og begyndte at varme min arm. Den lyshårede pige og hendes 4 andre veninder begyndte, at bevæge sig tættere på mig. Pludselig tog en af pigerne fat i mig og trak mig ind til hende.

 

''Hvis du på nogle måder har såret Harry, så pas på. Der er ingen der kan lide dig Daisy, det ville blive alt for grimt hvis der skete noget med Harry'' hviskede en mørkhåret pige ind i mit øre og skubbede mig derefter bagud. Kuldegysninger gik igennem min krop og jeg gispede kort efter vejret. Jeg var aldrig blevet truet før, kun af Cathrine, men det var jo tomme trusler. Hurtigt fandt jeg styrken igen og trådte tættere på pigerne.

 

''JEG har ikke såret Harry's følelser, det var HAM der sårede mine!'' svarede jeg en smule højt og skulle til at gå tættere på, men endte med at stoppe mig selv. Pigerne begyndte at grine og småhviske foran mig. Det hele var så frustrerende, at jeg glemte at jeg skulle nå et tog. Derfor gik jeg bare væk fra dem, men det var åbenbart ikke sådan de ville have det.

 

Pludselig hev en af pigerne mig tilbage og slog en knytnæve lige i ansigtet på mig. En voldsom smerte bredte sig i hele mit ansigt og mit syn blev sløret, hvilket resulterede i at jeg faldt til jorden med det samme. Hun havde ramt perfekt, lige på næsen. Det ville ikke undre mig hvis den var brækket. Jeg vaklede stille op, men blev hurtigt slået ned igen. Pigerne begyndte at sparke, slå og spytte på mig. Selvom smerten var ulidelig, kunne jeg ikke tænke på andet en Harry. For hvert slag, for hvert spark, alt jeg så var Harry's ansigt. Jeg skreg alt hvad jeg kunne, men det var ikke nok. Ingen stoppede, ingen hjalp.

 

''Hvorfor gør i det her?'' Råbte jeg så godt jeg kunne, mens jeg blot kunne ligge ned og gøre ingenting. Jeg græd, hulkede, bedte dem om at stoppe og skreg, men de stod ikke til at stoppe. Jeg kunne kun vente på, at det var overstået.

 

''Du tror du er så god Daisy, men hvem er det der ligger på jorden nu?'' Råbte en af pigerne, mens de andre bare grinte. ''Du ser så klam og beskidt ud, men det er vel ikke noget nyt'' Råbte hun igen. ''Du er intet værd'', ''Du er sådan en billig so'', ''Tænk Harry gad en beskidt pige som dig'' Fortsatte hun. Hvert eneste ord sad præcis hvor det skulle. Det hele var bare for meget. Jeg følte pludselig min krop kollapse og pludselig blev alt sort.

 

 

**

 

''Daisy? Daisy?? Er du vågen?'' 

 

Jeg slog stille og roligt mine øjne op, hele min krop var øm og mit hoved bankede voldsomt meget. Hvor jeg var, det vidste jeg ikke. Det sidste jeg kan huske, er pigerne som tævede løs på mig. En uro bredte sig i min krop. Jeg ville vide hvor jeg var og det skulle være nu. Med et sæt rejste jeg mig op, men faldt hurtigt ned i sengen igen.

 

''Daisy, du kan ikke rejse dig'' Sagde en stemme pludselig og da jeg kiggede op så jeg en høj dame med hvidt tøj. Jeg kunne hurtigt se hun var en læge, men hvorfor lå jeg på et hospital? Var det virkelig så slemt?

 

''Hvorfor er jeg her? Og hvordan kom jeg hertil?'' Spurgte jeg panisk og kiggede på damen, som udfra navneskiltet hed Ann. Hurtigt tog Ann en hånd på min, og smilede til mig. ''Det er ikke alvorligt, en dame fandt dig liggende på gaden og ringede hurtigt 112. Du har en brækket næse, nogle skrammer hist og her og en lille hjernerystelse, men det hele er sat på plads og du skulle gerne snart blive bedre'' smilede hun og rejste sig op fra sengen.

 

''Hvem var damen? Er hun her stadig?'' Spurgte jeg en smule mere roligt og tog noget vand som stod ved siden af. Ann nikkede og spurgte om hun skulle finde hende, hvortil jeg svarede ja. Damen kunne være min rednings kvinde, jeg skyldte hende en hel del. Inden Ann gik, spurgte hun også om jeg ville have noget mad og eftersom jeg var sulten, nikkede jeg kort.

 

Jeg ledte kort efter min mobil, eftersom jeg kedede mig og opdagede den lå ved siden af mig. Den havde fået en lille flænge i faldet, men det var heldigvis ikke værre. Hurtigt gik jeg ind på twitter og tjekkede modvilligt Harry's twitter og opdagede et nyt tweet fra ham:

 

''Come back, please''

 

Det var det eneste han havde skrevet. Jeg antydede det var til mig, men var selvfølgelig ikke sikker. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke over det. Jeg gik hurtigt væk fra hans profil og gik ind på min egen og skrev selv et tweet:

 

''I need your love''

 

Vidste ikke helt hvad jeg ellers skulle skrive, jeg vidste ikke engang hvem den var til. Noget i mig sagde Harry, noget andet sagde min far. Jeg har brug for hans kærlighed, for han viser den ikke særlig meget. Hele mit liv er bare dumt, jeg har ikke lyst til at leve sådan længere. På den anden side kunne jeg aldrig finde på, at begå selvmord. Jeg må være stærk, men ikke kun for min egen skyld, også for Louis, Zayn, Liam og Niall's.

 

Pludselig gik døren op. Jeg tænkte hurtigt det nok bare var Ann og min rednings kvinde, derfor lagde jeg min mobil på bordet og rettede kort på mit hår. Jeg kiggede over mod døren og så Ann og en kvinde med lyst hår og solbriller komme tættere på. Jeg smilede kort til hende og så hende sætte sig ved siden af mig.

 

''Må jeg få 2 minutter med hende alene?'' Spurgte damen Ann om, og Ann nikkede og forsvandt hurtigt ud af døren. Jeg smilede igen til damen, jeg skyldte hende så meget. Hun begyndte pludselig at tage sit tøj af og til sidst fjernede hun sine solbriller, mens hun kiggede ned i gulvet. Jeg måtte bare se hendes ansigt, jeg ville se om jeg kendte hende. 

 

Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men jeg havde bestemt ikke regnet med det jeg så. Det kunne ikke passe. Det kunne det ikke! Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere og jeg lænede mig væk fra hende. Min rednings kvinde, damen der havde fundet mig. Det var ingen andre en...

 

Cathrine.

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Åååååh nej, hahahahha. Så kom der et nyt kapitel!

Håber i synes om det. Jeg skrev rigtig dårligt, da jeg begyndte den her Movella, så jeg håber i kan holde det ud. 

 

Elsker jer allesammen. Jeg lover der kommer flere kapitler nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...