My cindarella story - 1D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2012
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Den 17 årige Daisy Cameron bor i london sammen med sin far, søster Amber og forfærdelige stedmor. Hendes egen mor døde af kræft da Daisy var 14 år og hun er stadig ikke kommet sig over tabet. Efter kun nogle få måneder fandt hendes far Tom en ny kone ved navn Cathrine. Det faren ikke ved er at Cathrine slår Daisy. Da det bliver meget slemt flygter Daisy, uden nogen ide om hvor hun vil hen. Da hun støder ind i den verdensberømte Louis Tomlinson ændres hendes liv fuldstændig. Men vil Cathrine lade hende slippe væk? Og vil faren finde ud af noget?


27Likes
23Kommentarer
2355Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Bare så i lige ved det, så er hendes tanker i nutid og tingene sker i datid. (Jeg ved det kan være forvirrende, men så lad være med at læse med. xx



''Ryd nu op Daisy forhelvede'' skreg Cathrine nærmest ind i mit øre.
 

''Mit værelse mine regler'' sagde jeg med et smil på læben.

Flabet?

Ja en smule, men hun fortjener heller ikke andet.

Jeg har op til flere gange skulle gå i langærmede trøjer og bukser pga. hende.

Hvorfor?

Fordi hun slår mig, altså når min far ikke kigger.

I starten var hun slet ikke sådan, men det var jo også bare en facade. Den facade min far er forelsket i. Urgh, tænk man kan elske hende. Ikke nok med hun er sindssyg, så hun også pisse grim. 

Løgn.

Men lad os nu bare sige det, okay?

Hun har langt lyst hår, som helt sikkert er farvet og så går hun altid i kjoler, altid.

Sådan var jeg også engang, lige indtil hun kom ihvertfald.

Jeg havde det smukkeste lyse hår, men nu det altså mørkebrunt.

Hvorfor spørger i?

Fordi hun ved et ''uheld'' hældte brun hårfarve i frisørens skål. 

Kan i mærke ironien?

Men altså ikke nok med håret er ændret, så har jeg også skiftet stil.

Og jeg elsker den!

Fx i dag har jeg en lys langærmet strik, samt nogle korte cowboy shorts (Link i kommentaren)

Tilbage til virkeligheden.

''Du rydder op nu, og det skal ikke diskuteres'' skreg Cathrine.

Skal vi vædde?

''Jeg kan lide mit værelse som det er og desuden er du ikke min mor'' sagde jeg stille, da hun skræmte mig.

Jeg nåede ikke engang at tælle til 10 før jeg kunne mærke en hånd mod min kind.

''Pas på hvad du siger Daisy, og se så at få dækket den røde plet du har i ansigtet'' sagde hun med et grin.

Vent, hvad?

Ramte hun så hårdt?

Jeg løb over til spejlet og fandt et kæmpe rødt håndaftryk i mit ansigt.

Fuck dig Cathrine, den er næsten umulig at dække.

I det mindste var det her ikke så slemt, det har været værre.

Hun har ''kommet til'' at skære mig på armen.

Kan i mærke ironien igen?

Hun er sindssyg, hun burde være spærret ind på psygisk afdeling mens lægerne sparkede hende i hovedet.

Ej, undskyld.

Syg tankegang, i knooooow.

Pludselig kunne jeg høre døren gå op, og så min irreterende tvillingesøster Amber træde ind.

''Hvad sker der for dit ansigt?'' sagde hun smilende.

Okay, okay 1-0 til Amber.

''Bare Cathrine'' sagde jeg stille.

Jeg kunne mærke tårene presse på.

Nej.

Jeg græder ikke!

Især ikke overfor Amber.

''Hvad mener du?'' sagde Amber stille og sendte mig et bekymret blik.

Bekymret?

Hvad er der gået galt med hende?

Sådan er hun ikke, hun er irreterende.

Skal altid være den bedste og den bedst klædte.

Men jeg vinder hver gang, hahahaha.

Okay løgn, men det var bare ønsketænkning.

''Hun slog mig'' sagde jeg og kiggede ned i jorden.

Der gik ikke længe før to arme havde lagt sig om mig.

Krammede hun mig?

Noget er helt galt.

''Jeg troede kun hun slog mig'' sagde Amber og jeg kunne nemt høre hun græd.

Slog hun seriøst også Amber?

Er hun helt fucking sindssyg?

''Slår hun også dig?!'' halv råbte jeg og trådte væk fra hendes kram.

''Daisy, ti stille. Far er altså hjemme'' sagde Amber og tyssede på mig.

Pludselig kunne jeg se døren blive flået op og en rasende Cathrine kom ind.

''Hvad fanden har i gang i?! Jeres far kan høre jer!'' sagde hun og skubbede så hårdt til mig og Amber, at vi begge endte på gulvet.

Av for fuck i helvede.

Ja, undskyld.

Jeg landte på min sko.

''Hvad har du gang i?!'' råbte Amber og så helt skræmt ud.

Jeg kunne se der var blod oppe i hendes pande.

Faktisk ret meget.

Jeg tog Amber i hånden og trak hende ud af døren, ud af huset og så langt væk at jeg ikke engang anede hvor vi var.

Der var dejlig varmt, og jeg kunne høre fuglene synge.

Ad, det minder mig alt for meget om en røvsyg kærligheds film.

''Daisy'' sagde Amber med en rystende stemme.

Der gik lidt tid før Amber tog sig sammen og fortatte.

''Vi bliver nød til at tage hjem igen'' sagde hun stille.

Tilbage?!

Hun er jo sindssyg.

Det ender med hun smadre os en dag!

''Aldrig! Jeg tager ikke tilbage og det gør du heller ikke!'' skreg jeg højt.

''Der er jo ikke noget at gøre Daisy, hvis far finder ud af vi er væk så bliver han bange for der er sket noget'' sagde Amber og lagde en hånd på min.

Men jeg slap den hurtigt og kiggede på hende som om hun var dum.

''Amber, vi kan ikke tage tilbage. Se på os, vi er fyldt med skrammer og ar fra Cathrine, hvem ved hvad hun ellers kan finde på? Det er jo et spøgelses hus derhjemme'' sagde jeg og gav et hulk fra mig.

''Farvel Daisy'' sagde Amber med en rystende stemme og gik hjemad.

Så jeg stod her, helt alene. Uden nogle penge og uden nogen form for ide hvor jeg skulle hen.

 

Undskyld for det kedelige kapitel, men den skal jo lige igang og sådan. Jeg ved også godt at den ikke har handlet om One Direction endnu, men det kommer i næste kapitel. Husk forresten at tjekke hendes tøj i kommentaren, kys - xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...