En sommer jeg aldrig glemmer - One Direction 2

April og Niall er kommet ud for en trafik ulykke! April har mistet sit syn, hvorimod Niall kun har brækket et ben og fået hjerne rystelse. April har det meget svært i sin nye tilværelse og er tit ked af det Det eneste der holder hende oppe er Niall der også selv kæmper med sorgen, da han mener det er hans skyld de kom ud for ulykken. Vil Niall og April nogensinde få en normal tilværelse igen? Hvad med Harry der stadig er forelsket i April? Læs med her og líke gerne hvis kan kan lide den!:) Dette er 2-Eren til En Sommer Jeg Aldrig Glemmer - One Direction

10Likes
30Kommentarer
1282Visninger
AA

6. It's my fault!

''APPRRRIIIIIL! VI SKAL AFSTEEEEEEEED!'' Oliver's skingre stemme forskrækkede da jeg ikke havde set ham komme. Jeg tabte mit krøllejern på på min fod og begyndte at råbe: ''AAAAAV! Oliver din DØR!'' Oliver begyndte straks at skrige af grin da jeg nok så ret sjov ud. Jeg tog surt mit krøllejern op, daskede Oliver med det og fortsatte med at krølle mit hår lidt.

Klokken var ved at nærme sig 5 om eftermiddagen og koncerten startede klokke 19:00 så vi havde lidt travlt. ''Oliver hvor er min mobil?'' Sagde jeg fortvivlet. Jeg havde nu ledt efter den et kvarter og det var lidt svært når jeg intet kunne se.

 

Oliver grinede stille af mig og gik så et sted hen. jeg satte mig tungt i sofaen og efter lidt kamp med at få trykket på den rigtige knap tændte jeg for nyhederne...:''Kke tal på hvor mange der døde under demonstrationerne. Og nu til de øvrige nyheder: For en halv time siden blev den kendte sanger, Niall Horan, fra det verdenskendte boyband One Direction set på en bar. Han var meget fuld og til sidst kom de andre drenge. Vi nåede at få et hurtigt billed hvor man nemt kan se hvor røde han's øjne er! Kan det virkelig passe at han er på stoffer? Og kan det have noget med hans kæreste April at gøre? Har hun slået o...''

 

Pludselig var der en der slukkede fjernsynet. ''April ikke græd!'' Hviskede Olivers stemme pludselig og så blev et par arme lagt om mig. Jeg lagde først mærke til at jeg græd dér! Var det virkelig min skyld at Niall tog stoffer? Hvor er jeg dum selvfølgelig er det min skyld!

Jeg fik pluselig stukket noget firkantet i hånden. ''Din telefon! Den var ude hos Dorte!'' Mumlede Oliver. Jeg nikkede bare og hikstede: '' Tak!'' Inden tårerne igen strømmede ud.

''April! April hør på mig, Okay! Det her er ikke din skyld! Intet er dette her er din skyld! Det var Nialls skyld du kom ud for en ulykke, men deror skal han ikke tage stoffer. Du skal ikke føle dig ansvarlig, han er voksen trodsalt!'' Oliver's ord hjalp mig en smule, men jeg havde alligevæld stor skyldsfølelse! ''Men Oliver... Det var mig der stak af fra ham! Hvis jeg havde ladet være med at flygte var det aldrig sket!'' Min stemme hævede sig pludseligt og jeg kunne mærke vreden -Vreden mod mig selv!- flyde rundt inden i! Jeg havde ødelagt Niall's liv!

 

''DET ER MIN SKYLD! JEG HAR ØDELAGT ALT!'' Skreg jeg af Oliver. Jeg sparkede ud og ramte noget der faldt til gulvet. Hvorfor skulle jeg ødelægge alting! Mine venskaber, mit liv og nu havde jeg ødelagt den person som jeg elskede højere end mig selv. Folk ville have det bedre uden mig!

''APRIL! DET ER IKKE DIN SKYLD! FORSTÅ DET SÅ! HAN STOPPEDE PÅ DEN MØG VEJ! HAN BEGYNDTE PÅ STOFFER! HAN VAR DIG UTRO! DU SKAL IKKE GIVE DIG SELV SKYLDEN!'' Olivers stemme var rasende, men ikke på mig. På Niall!

''ALLE VILLE HAVE DET BEDRE UDEN MIG!'' Skreg jeg og løb. ''APRIL DET GØR DU IKKE!'' Skreg oliver og løb efter mig. Tårerne strømmede hurtigere end aldrig før.

Jeg nåede ind på badeværelset og låste døren. Oliver begyndte straks at skrige, græde og kalde på mig. ''GÅ MED DIG! I får det bedre uden mig!'' Jeg begyndte straks og hulke og min stemme forsvandt. ''APRIL! LUK OP! JEG VIL IKKE MISTE DIG! APRIL!'' Skreg Oliver.

Jeg hulkede og gik hen til døren. ''Oliver, jeg elsker dig! Husk det. Fortæl de andre at jeg kommer til at savne dem. Fortæl Zayn at han hjalp mig med min selvtillid og med haten. Fortæl Louis at han altid kunne få mig til at smile! FORTÆL liam at han hjalp mig! FORTÆL HARRY AT HAN VAR DEN BEDSTEVEN MAN KUNNE FÅ! FORTÆL NIALL JEG ELSKER HM! jeg elsker ham!'' Jeg græd og hulkede og snottet stod om mig.

 

Først blev Oliver helt stille, men så begyndte han at græde hjerte skærende. ''April! Nej! Gør det ikke, jeg ber dig!'' Jeg ignoerede Oliver og gik hen for at finde nogle piller.

Jeg blev først lidt forvirret over at man bare kunne finde piller her på et sted for deprimerede, men ignorede det bare! Jeg tog en håndfuld piller og satte dem op til munden. Nu var det nu! Nu skulle det her lorteliv stoppe, så andre kunne få et godt liv! Folk ville være taknemmelige det vidste jeg.

Jeg lukkede øjnene, ignorede Oliver's desperate stemme og de nu nye stemmer og slugte pillerne.

''APRIL!'' Folk stod på den anden side af døren og råbte, skreg og hulkede. men det eneste jeg kunne tænke på ligenu var at Niall ville få det godt igen.... 

 

Men ville han det? Måske ville han gå ned med depression hvis det skete? Og hvad medmin mor! Nu hvor min far er død har hun jo ingen! Og hvad med de andre drenge og Oliver! Åh Gud hvad havde jeg gjordt? Jeg fik bakset min utrolige trætte krop hen til døren og brugte mine sidste kræfter på at åbne døren inden jeg faldt om. Jeg nåede lige at se oliver's grædefærdige ansigt inden alt igen blev sort! Vent...Se?

 

 

Hej alle dejlige læsere<3 Jeg er virkelig, virkelig, virkelig ked af at der er gået så lang tid! Men som sagt er min computer brudt sammen! Jeg har fået en låne computer så nu kan jeg begynde at skrive igen:) Hvis i gider at like vil i gøre mig super glad! Igen undskyld for ventetiden:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...