En sommer jeg aldrig glemmer - One Direction 2

April og Niall er kommet ud for en trafik ulykke! April har mistet sit syn, hvorimod Niall kun har brækket et ben og fået hjerne rystelse. April har det meget svært i sin nye tilværelse og er tit ked af det Det eneste der holder hende oppe er Niall der også selv kæmper med sorgen, da han mener det er hans skyld de kom ud for ulykken. Vil Niall og April nogensinde få en normal tilværelse igen? Hvad med Harry der stadig er forelsket i April? Læs med her og líke gerne hvis kan kan lide den!:) Dette er 2-Eren til En Sommer Jeg Aldrig Glemmer - One Direction

10Likes
30Kommentarer
1272Visninger
AA

2. I can't see you but I know you are beautiful

April's P.O.V

 

'' Er du klar babe?'' Niall's stemme lød pludselig ud for mit øre, så jeg hoppede forskrækket tilbage. ''Undskyld'' Mumlede Niall trist. Jeg lærte nok aldrig at jeg var blind! Jeg håbede godt nok min læge kunne hjælpe mig. Faktisk var det ham vi var på vej hen til lige nu! Jeg håbede han kunne få mit syn tilbage! ''Ja, jeg er klar!'' Sagde jeg og prøvede at smile! Men selvom jeg var blind, var jeg ikke dum og jeg kunne godt mærke det bare blev en grim grimasse! Niall sukkede stille, tog mig i hånden og så begav vi os ned mod bilen.

 

''Ja bare kom ind, og sæt jer!'' Sagde min doktor venligt. ''Tak Phil! ''Mumlede jeg og prøvede at være glad. ''Jeg har foretaget nogle undersøgelser siden sidst! Jeg er ked af det, men jeg tror det vil være umuligt at få dit syn tilbage!'' Hans ord ramte mig hårdt! Jeg vidste jo udmærket at jeg ville være blind for altid, men der havde hele tiden været et lille håb. Og det håb smuldrede nu i hænderne på mig! ''Jaså!'' Sagde jeg og prøvede at lyde stærk, men det faktum at min stemme rystede og tårerne sad i mine øjne, gjorde det ikke ligefrem bedre! Jeg kunne mærke at Niall holdte godt fast i min hånd. Jeg vidste at han var ligeså ked af det som mig. Det var ham der var stoppet ude på den forbandede vej, og det var ham der blev ved med at sige det var hans skyld.

 

Doktor Phil rømmede sig pludseligt:'' April.. Jeg har set hvordan du er blevet! Din familie og dine venner har indberetet mig om at du er meget ked af det! Du er faktisk blevet erklæret selvmords kandidat! Du er virkelig deprimeret og vi er alvorligt bange får at du får et sammenbrud!'' Mit hjerte stoppede med at banke, og jeg kiggede op, eller... I ved hvad jeg mener! ''Hva... Hva?'' Sagde min stemme lav og hviskende.

''Vi mener at du kunne have gået af at blive indlagt!'' Selvom jeg var blind kunne jeg sagtens mærke hans blik på mig. Et blik der klart og tydeligt sagde ''Jeg er ked af det!'' Et blik fyldt af medfølelse! ''Nej! Jeg kan ikke undvære hende! Ikke igen! Det vil jeg ikke tillade!'' Jeg vidste udmærket hvad Niall talte om! Efter ulykken havde jeg ligget i koma i 2 uger. Niall var der hver dag, havde min mor fortalt!

 

''Jeg vil ikke væk fra Niall!'' Sagde jeg med en lille muse stemme og krammede Niall hårdt. ''Det er jeg ked af, en det er for dit eget bedste!'' Sagde Phil.

 

''Jeg slipper hende ikke!'' Sagde Niall med en selvsikker stemme. Sekundet efter mærkede jeg hans læber mod mine. ''Jeg elsker dig!'' Mumlede han til mig. ''Og jeg giver ikke slip på dig!'' Sagde han, denne gang med høj stemme. Phil sukkede og så tog han vist noget op, en telefon vil jeg tro, inden han begyndte at snakke:'' Jeg vil gerne have en læge op på værelse 19 med noget afslappende!'' Jeg blev helt stiv i kroppen, men Niall ignorerede bare hvad Phil havde sagt og fortsatte med at sidde og hviske han elskede mig. Pludselig gik en dør op få meter fra hvor jeg sad og der kom nogen ind. ''Slip mig!'' Mit hjerte sprang et slag over! Det var Niall! ''Niallhvor er du?'' Hulkede jeg.

 

''April! Jeg bliv... Av!'' Niall's stemme flød længere og længere væk. Til sidst kunne jeg kun høre nogle nogle stemmer snakke højt et sted langt fra. ''Niall, hvor er du?''  Hulkede jeg. Nu røg tårerne for alvor ned af mine kinder. Jeg havde brug for Niall! Jeg elskede ham og savnede ham allerede som en sindsyg! Lige siden jeg mistede synet har jeg være urolig Jeg kan ikke se, og Niall er der altid til at fortælle mig hvor vi er! Jeg kunne mærke angsten skylle ind over mig g sætte sig som en stor klump i min mave. ''Nå skal vi se at komme afsted, April?''

 

Jeg satte mig tungt ned på madrassen. Godt nok havde jeg kun være her i et par timer, men det var nok til at finde ud af at her ville jeg ikke være! Var det ikke meningen folk skulle blive glade for at være her! Jeg følte mig pludselig endnu mere deprimeret. Jeg savnede allerede Niall! Ved tanken om begyndte tårerne igen at strømme ned af mine kinder, som på kommando! '' Hvorfor græder du?'' Sagde en sød, glad drengestemme pludseligt. Af ren refleks vendte jeg hovedet mod lyden, men jeg kunne selvfølgelig ikke se noget! Typisk! ''Hvem er du?'' Sagde jeg. Der lød lidt larm, så jeg gættede på at drengen var gået ud af sin seng. ''Hvor er du?'' Mumlede jeg og strakte mine hænder ud foran mig og rundt omkring mig.

 

''Er du blind?'' Sagde drengestemmen pludseligt. Jeg hoppede mindst en meter i vejret for stemmen var lige ved siden af mig! ''AV FOR FANDEN!'' Udbørd jeg. Jeg havde knaldet hovedet op i senge gærdet hvilket drengen åbenbart syntes var mega sjovt så han begyndte at grine højt. Jeg fik et lille smil på læben og begyndte at massere mit hoved der hvor det gjorde ondt. ''Ja, jeg er blind! Og hvem er du, om man må spørge?'' Sagde jeg og rakte hånden ud der hvor jeg mente drengen sad. ''Jeg hedder Oliver! Hvad hedder du? Hvorfor er du egentlig her? Og hvorfor er du blind?'' Sagde Oliver i en lang køre. Jeg smilte lidt af hans spørgsmål inden jeg svarede. ''Jeg hedder April, jeg er 18 år gammel! Mig og min kæreste ko ud for en bilulykke, hvor jeg fik nogle små metal dele i øjet, som gjorde mig blind! Og så er jeg ret deprimeret så jeg skulle herhen ifølge min læge! Me hvorfor er du her du virker da glad?!'' Sagde jeg og pustede forpustet ud bagefter. 

 

Oliver fniste lidt og svarede så:'' Jeg hedder Oliver som du ved! Jeg er 19 år om en måned! Min kæreste er død for nogle uger siden og der gik jeg ned med en depression og så blev jeg sat her! Jeg har nogle dage hvor jeg er glad, nogle hvor jeg er normal og så har jeg nogle hvor lægerne vil beskrive mig som ''Selvmords kandidat'' Sagde Oliver. Jeg blev ret chokeret over hvad han fortalte. Jeg ville ikke kunne leve uden Niall jeg elskede ham så højt! ''Det er jeg ked af!'' Mumlede jeg. Oliver sagde ikke noget, men jeg gttede på han nikkede. ''Du ved godt jeg ikke kan se om du nikker, ikke også?!'' Sagde jeg og fniste. Oliver begyndte at grine højt og så begyndte vi ellers bare at snakke.

 

 

''April! Er du vågen?'' Lød Olivers stemme pludselig ovre fra den anden seng. Oliver havde vist mig rundt og forklaret mig hvordan der så ud, hvilket jeg var meget taknemelig for! ''Mhhh!'' Brummede jeg bare. ''Hvad hedder din kæreste egentligt?'' Jeg blev lidt overrasket over spørgsmålet, men svarede bare sødt: ''Niall, hedder han!'' Og begyndte at smile ved tanken om Niall! '' Han må være heldig! Du sidder jo og smiler som om jeg havde tilbudt du kunne komme fri fra dette helvede'' Sagde Oliver med sjov stemme. Jeg fniste lidt og sagde så:'' Tak! Han er helt fantastisk!'' Oliver brummede bare et eller andet så jeg lagde mig ned igen.

 

''Du, Oliver?'' Udbrød jeg cirka tre miutter efter! ''Jaaaaaa?'' Svarede Oliver med en sjov, piget stemmesom fik mig til at fnise. ''Hvordan ser du egentligt ud?'' Jeg havde tænkt længe over hvordan jeg skulle få sagt det og nu havde jeg gjort det. Oliver lød til at være lidt overrasket over spørgsmålet, men svarede alligevæld:'' Jo ser du! Jeg har brunt hår der er lidt krøllet, ikke sådan Harry Styles krøllet, kun en smule! Og så har jeg grønne øjne, er iddelhøj ikke specielt tyk, men heller ikke stærk og så går jeg tit rundt med snapbags (Kasketter! Link i kommentar:)) Alt i alt er jeg bare grim!'' Sluttede Oliver. Jeg fik det underligt over at tænke på Harry! Han havde stadig et crush på mig, men det undrede mig egentlig ikke at Oliver vidste hvem han var! Vi var jo i London! ''Selvom jeg ikke kan se dig Oliver, er jeg sikker på at du er smuk!'' Sagde jeg. Jeg kunne høre Oliver mumle et ''Tak!'' Inden jeg faldt i søvn

 

Så i dejlige mennesker:)<3 Nu har i fået første kapitel hvad syntes i så om den? Hvad syntes i egentligt Oliver og idéen om at April bliver indlagt? I må meget gerne skrive jeres meninger og hvad i gerne vil have der sker, det ville jeg være super glad for:)<3 Husk at like hvis i syntes den er god og sæt den på favorit:)<3

Xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...