Part Of Something {1D}

Vanessa har været venner med Harry Styles, siden de var helt små. Da han bliver kendt mister de efterhånden kontakten, og det er som om han ikke gider hende længere.. Vanessa er tit ovre ved hans hus for at spørge efter ham, men han er aldrig hjemme, og Vanessa er bange for at deres venskab er helt ovre. Men hvad sker der den dag hun møder de andre drenge fra One Direction?

6Likes
7Kommentarer
1251Visninger
AA

1. Without you

 

Kan du huske dengang vi var mindre? Dengang vi var sammen næsten hver dag?

Du har altid interesseret dig for musik og sang, og det var da helt fint. Vi sang også tit sammen og grinede hver gang en af os ramte en, eller to toner forkert. Eller for mit vedkommende dem alle sammen!

Måske skulle jeg aldrig have foreslået dig det.. du ved.. at du skulle melde dig til X factor.

Vi havde så heller ikke forventet at du sammen med de andre fire drenge ville blive verdenskendte og elsket af millioner af piger.

I starten, lige efter X factor, kunne vi sagtens holde kontakt og vi var stadig tit sammen, men når vi sang sammen grinede du ikke længere når vi (eller mest mig) missede nogle toner.

Du begyndte ligesom at tage det mere seriøst.. det der med at synge.

Og pludselig, før jeg kunne nå at reagere, mistede vi kontakten til hinanden og sås stort set heller ikke længere.

Jeg savner det. Jeg savner dig Harry!

 

Din Vanessa<3

 

”Moooar! Har vi nogen frimærker?” Intet svar. Typisk! Jeg tager brevet i hånden og går ned i stuen for at spørge igen, men kommer så på en bedre idé.

Jeg går ud og tager sko og jakke på, inden jeg springer op på min cykel og cykler mod Harrys hus.

Februar-kulden bider sig ind gennem min jakke og får mine tænder til at klapre.

Det er da irriterende at det skal være så koldt her i England midt i februar måned!

Da jeg ankommer til hans hus bliver jeg ret skuffet. Der er ingen bil hjemme og alt lys i huset er slukket. Jeg går med tunge skridt op til hans hoveddør og banker på. Ingen åbner.

Fuck! Sådan har det været de sidste mange måneder, jeg har været herovre for at banke på.

Nogle få gange var hans forældre hjemme og de lovede at give ham besked om at jeg havde været der osv. osv., men havde han skrevet? Eller ringet? Nope.

 

Jeg sætter mig opgivende på deres trappesten og kigger ud på vejen, hvor nogle børn render rundt i flyverdragter. Jeg smiler stille for mig selv og tænker tilbage på dengang det var mig og Harry der rendte rundt lige dér og legede.

Jeg finder brevet frem fra min inderlomme og kigger på det.

Hvorfor var det lige jeg skrev din Vanessa? Det er jo ikke fordi jeg er hans. Eller han er min for den sags skyld. Trods vores gode venskab har vi aldrig været vilde med hinanden. Nok fordi vi ikke ville ødelægge vores venskab. Eller måske fordi han begyndte at kunne lide ældre damer…

Ikke fordi vi ikke har kysset.. Det har vi da gjort et par gange. Men det er aldrig blevet til noget.

Det ville jeg alligevel ønske nu. Så havde vi vel ikke mistet kontakten til hinanden?

En tåre triller ned ad min kind og rammer brevet jeg sidder med i hånden.

 

”Vanessa?”, lyder en stemme lige pludselig lige foran mig. Jeg kigger forskrækket op og kigger ind i Harrys grønne øjne.

”Harry?!”, siger jeg overrasket og rejser mig op så jeg (næsten) er på højde med ham.

”Hvad.. hvad laver du her?”, siger han med en lige så overrasket stemme, men når ikke længere før jeg giver ham et ordentligt knus. Han er lige ved at falde, men formår dog at holde sig på benene. Forsigtigt lægger han sine arme rundt om mig og gnider mig lidt op ad ryggen.

Jeg tørrer forsigtigt en tåre til væk, inden han trækker mig lidt væk fra sig, så vi igen står foran hinanden.

Han kigger spørgende på mig og det går op for mig at han stillede mig et spørgsmål. ”Jeg.. hvorfor spørger du om det? Du.. det er da dig der bare har ignoreret mig totalt siden du blev kendt! Var jeg bare ligegyldig lige pludselig eller hvad?!”, råber jeg frustreret.

”Selvfølgelig ikke..”, mumler han stille og stryger mig over kinden. Jeg trækker mig lidt væk og rækker ham med en rystende hånd brevet.

Han kigger lidt på det, som om han ikke ved hvad det er, men tager det så. ”Tak..”, siger han og går op ad trapperne til hoveddøren, for at låse døren op. Han kigger sig tilbage lige inden han går indenfor: ”Vi ses..”

Jeg vinker lige inden han, bogstaveligt talt, smækker døren i.

Var det dét? Var det den modtagelse jeg fik efter flere måneder, hvor vi ikke har set hinanden?!

Jeg går med stive skridt hen til min cykel og kigger en sidste gang tilbage på huset, inden jeg cykler hjemad igen. Kigger på Harrys foroverbøjede skikkelse inde i stuen, og aner lige mit brev i hans hænder.

 

Da jeg cykler derfra er det med lidt blandede følelser. En blanding af vrede, tristhed, overraskelse og.. savn? Savn efter den gamle Harry..

 

”Hvorfor cyklede du bare sådan af sted?”, lyder min mors bekymrede stemme, da jeg træder ind af vores hoveddør, ”jeg troede da næsten, du var ved at stikke af hjemmefra..”

”Jeg.. tog hjem til Harry”, siger jeg stille, mens jeg sparker mine sko af.

”Nu igen? Jeg tror altså du skal til at acceptere at han er kendt nu, og derfor ikke har så meget tid til dig som tidli..” ”Jeg mødte ham”, afbryder jeg, ”og ja, du har ret. Han har ikke tid til sine gamle venner længere. Han har ikke engang tid til at sige til dem at han har savnet dem, og til at invitere dem indenfor i fem minutter.”

”Årh, Van! Det er jeg ked af..”, siger hun med et sørgmodigt udtryk i ansigtet, men før hun når at reagere yderligere skubber jeg mig forbi hende og løber op på mit værelse.

 

Det første jeg gør, er egentlig at smide mig i sengen for at græde, men det har jeg faktisk slet ikke lyst til. Han fortjener ikke at blive spild tårer for!

Derfor sætter jeg mig op og tænder computeren, for at kunne gå på twitter. Folk rundt omkring i verden ved godt at mig og Harry er (eller har været) venner, så jeg har pænt mange followers.

Ikke lige så mange som Harry selv, men jeg er jo heller ikke kendt!

Mans jeg sidder fordybet i min computerskærm, banker det på min værelsesdør og min mor stikker hovedet ind. ”Hvad er der?”, siger jeg irriteret.

”Det er Harry”, siger min mor smilende og holder telefonen frem mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...