Part Of Something {1D}

Vanessa har været venner med Harry Styles, siden de var helt små.
Da han bliver kendt mister de efterhånden kontakten, og det er som om han ikke gider hende længere..
Vanessa er tit ovre ved hans hus for at spørge efter ham, men han er aldrig hjemme, og Vanessa er bange for at deres venskab er helt ovre.
Men hvad sker der den dag hun møder de andre drenge fra One Direction?

6Likes
7Kommentarer
1269Visninger
AA

10. The best thing I can do

 

Og nu ligger jeg så her... På bunden af den dal jeg har bevæget mig ned ad i den sidste måneds tid, sammen med min mobil der hvert minut modtager sms’er fra skiftevis Niall, Zayn, Liam, Louis, Harry, Patricia, Jessica, Danielle og Elanor. Lige nu orker jeg ingen af dem. Lige nu orker jeg ikke engang mig selv. Eller mine forældre. Eller min lillesøster. Kun mit slik. Og mit tv. Ikke engang min bedste ven – computeren – kan live mig op. Jeg har deaktiveret min twitter, facebook og endda min blog.

Jeg kigger som en vane på mine arme, der har fem gange så mange ar, end efter den første måned. En banken på døren afbryder mine tanker, hvilket bare får mig til at skrue højere op for tv’et. ”Kom nu Vanessa”, siger min far, ”du har været inde på dit værelse i flere timer!”

Jeg skruer højere op for tv’et, så det til sidst er så højt, at jeg ikke engang kan høre mine egne tanker. Men da der kommer en ret.. intim sene på, skynder jeg mig at slukke. Dels fordi det larmer, dels fordi det bringer dårlige minder op i mig. Om den person der ødelagde mit liv.

 

Jeg vågner op med de sygeste menstruationssmerter, og sammen med hjertesmerterne går jeg ud og brækker alle mine følelser ud i toilettet.

Jeg sætter mig grædende op af væggen og kører en hånd igennem mit alt for fedtede hår.

Jeg tager en dyb indånding og beslutter mig for at gå i bad. Det er dejligt at få vasket alt snavset fra gårsdagens hændelser af, og bare kunne starte et nyt kapitel i livs-bogen.

Da jeg åbner badeværelsesdøren for at gå ind på mit værelse igen, støder jeg lige ind i en person. Og den person er selvfølgelig min elskede far. ”Dejligt at se dig ude fra dit værelse igen”, siger han og tvinger et smil frem. Jeg prøver at kante mig forbi ham, men han er hurtig og griber fat i min arm, inden han trækker mig med nedenunder, hvor min mor og Emily sidder. Hans hånd strammer lige på mine ar, så jeg bliver nødt til at bide tænderne sammen, for ikke at skrige op. ”Godmorgen skat”, siger min mor og jeg kan straks mærke den trykkede stemning, ”kom nu og spis morgenmad med os.” Jeg river min arm ud af min fars hånd, men i stedet for at stikke af, sætter jeg mig på min sædvanlige plads, ved siden af Emily. ”Hvad er der galt?”, spørger jeg undrende og tager et stykke franskbrød, mens jeg gnider på mine ar.

”Dig… skat”, siger min mor, ”det er dig der er noget galt med, og vi ved ikke engang hvad. Du har bare været så underlig på det seneste…” Emily kigger som forstenet ned i sin mad under min mors ord, inden hun tager en dyb indånding og siger: ”Det er min skyld!” ”Hvad mener d..”, min mor når ikke længere, da jeg afbryder: ”Nej Emily!” ”Okay, hvad er det der sker her?”, spørger min mor underligt og sender mig et spørgende blik. Da Emily kan mærke at jeg ikke har tænkt mig at fortælle noget, siger hun hurtigt: ”Hun er sammen med Zayn!” ”Nej jeg er ej!”, nærmest råber jeg, hvilket får hende til at sende mig et underligt blik, ”ikke længere i hvert fald..” ”Nu kan jeg ikke længere følge med..”, siger min mor spørgende, ”du var sammen med hvem?” ”Zayn. Harry’s ven fra bandet…”, mumler jeg og skynder mig at proppe noget mad ind i munden. ”Og i er ikke sammen længere?”, spørger min mor, som ikke fatter en brik. Jeg kigger på hende med et trist blik.

”Hvordan kunne du holde det hemmeligt for os? Din familie?!”, siger min far anklagende. ”Det var ikke meningen..”, prøver jeg, men min far afbryder: ”Hvad var ikke meningen? Var det ikke meningen at du ikke ville fortælle det til os?” ”Det var ikke meningen, at det skulle komme ud, at jeg datede en verdenskendt!”, siger jeg vredt og kigger nedladende på Emily, inden jeg skubber så hårdt til stolen, at den vælter, hvorefter jeg stormer ovenpå.

Det første jeg tænker på, da jeg kommer op på mit værelse, er om jeg kan finde noget skarpt. Jeg finder hurtigt et barberblad fra skuffen, og kaster alle tanker om bakterier til siden.

Det giver en dejlig tilfredsstillende følelse, da jeg lader den glide over armen et par gange, og jeg ser et par bloddråber danne sig på min hud. ”Van?”, min far banker på min dør. Jeg skynder mig at lægge barberbladet tilbage i skuffen, inden min far kommer ind af den ulåste dør.

”Gå ud!”, siger jeg truende og lægger mig under min dyne. ”Van… skat”, han sætter sig på sengekanten og lægger en hånd på min arm. ”Bare lad mig være!”, siger jeg koldt, ”jeg vil være helst alene lige nu!” Jeg stikker mit hoved ud under dynen og kigger undskyldende på ham. Uheldigvis kører jeg, uden at tænke over det, min arm op til mit hoved, for at fjerne en tot hår, hvilket resulterer i, at en dråbe blod rammer mit ansigt. Min fars ansigtsudtryk, skifter fra mildt til anstrengt på et øjeblik, inden han tager fat i min arm med et hårdt greb, og blotter for elleve synlige ar. Hans læber bliver til én smal streg, hvilket kun sker, når han er i pressede situationer. Hvilket er sjældent. ”Elizabeth!”, kalder han, hvilket jeg dårligt nok opfanger, da chokket har ramt mig som en lussing. Hvordan kan man være så fucking dum?!

Min mor kommer ind på værelset og kigger forvirret på skiftevis min far og mig, for så at kigge på min arm, som min far stadig har et fast greb i. Hun udbryder et gisp, inden hun tager sig til hjertet, og med den anden hånd forsøger at støtte sig til dørpanelet. Jeg river irriteret min arm til mig og vrisser vredt: ”Og hvad så? Det er mit fucking liv!” ”Vanessa! Ikke det sprog!”, siger min mor, der har bevæget sig hen til sengen, ”vi bliver nødt til at få hende på hospitalet..” det sidste siger hun henvendt til min far, som nikker og kigger alvorligt på mig.

”Nej..”, mit ansigt har på få sekunder ændret sig fra normal farve, til kridhvid.

 

Ti minutter senere sidder vi alligevel i bilen, med Emily der ikke aner det mindste.

Mine ar er blevet dækket af en jakke og mine forældres munde er helt lukkede. Jeg kan mærke hendes blik på mig, men jeg tvinger mig selv til at blive ved med at kigge ud af vinduet, på vejstriberne der suser forbi.

Før jeg ved af det, er bilen parkeret og min far åbner døren for mig. Da jeg træder ud, lægger min mor armen om mig og fører mig ind på hospitalet.

 

Efter at have ventet en halv times tid, fuld med alle mine beklagelser, kommer vi ind til John, det er i hvert fald hvad der står på hans skjorte. ”Hvad har vi så her?”, spørger han og kigger på mig med et skræmmende blik, så jeg mest af alt bare har lyst til at løbe skrigende bort.

”Tag jakken af, Vanessa”, siger min far med en blid, men samtidig fast stemme. Jeg får med besvær trukket min jakke af og skærer en grimasse, da den snitter det nyeste ar. John kigger bekymret på mig, og tager fat i min arm, lige så snart den er fri fra jakken. ”Er der noget du vil sige?”, spørger han op prøver tydeligvis at få øjenkontakt. Jeg bider mig i læben, for ikke at bryde sammen, inden jeg ryster på hovedet. ”I et sådan et tilfælde, kan jeg kun anbefale samtaleterapi”, siger han, mest henvendt til mine forældre, men med blikket på mig. Han giver endelig slip på min arm, som jeg nærmest river til mig, inden han tager et stykke papir, hvor han skriver et navn og et nummer på.

”Peter Cowell har samtaleterapi hver onsdag og søndag her på hospitalet. Man kan selv vælge hvilke dage man vil komme, om man vil komme hver uge og hvor mange uger man vil gå der.. Du kan jo bare prøve én gang?” Jeg bider mig i læben, men nikker så, modstræbende, og tager imod papirlappen. ”Så er der vist ikke så meget mere at sige..”, siger John og viser os ud.

Da vi er kommet uden for igen, råber jeg op: ”Jeg skal fandeme ikke i lorteterapi!” ”Vanessa!”, min mor råber også og kigger strengt på mig, ”stop med at bruge det sprog!” ”Du bliver nødt til det skat..”, siger min far, ”det er for dit eget bedste.” ”Det er for dit eget bedste…”, jeg efterligner med en irriterende stemme, hvilket får min far til at stoppe op, så vi står face to face. ”Jeg ved ikke hvorfor du er blevet sådan her…”, nærmest snerrer han, ”men jeg ved, at det ikke er sådan du er! Du har ikke andet valg end at tage til terapi!” Emily, der har været tavs siden vi steg ud af bilen, siger endelig noget: ”Hvorfor? Hvorfor skade dig selv?!” Jeg bryder øjenkontakten med min far, og begiver mig i en stor ring uden om ham, og med blikket på jorden svarer jeg: ”Jeg troede jeg kunne stole på ham…”

 

Da jeg kommer hjem til min mobil, er der otte ubesvarede opkald og elleve nye beskeder. Jeg sukker højlydt, inden jeg knalder telefonen ned i gulvet, men uheldigvis går den ikke i stykker..

 

”Vanessaaa? Van?”, min mors stemme vækker mig, og det går op for mig at jeg ligger i sengen med tøj på, højlys dag, ”du har gæster!” Hun stryger mig over hovedet, da jeg grynter. Jeg sætter mig irriteret op og kigger på hende med et par trætte øjne: ”Hvem er det?!” ”Det er Harry… og nogle andre”, svarer hun stille, inden hun rejser sig, ”skal jeg bare bede dem om at komme herop?” Jeg ryster panisk på hovedet: ”Du skal ikke engang lukke dem ind i huset!” ”Lad nu være Vanessa...”, prøver min mor, ”du skal da begynde at se dine venner igen! Og Harry.. i plejede at være uadskillelige!” ”Ja! indtil han droppede mig…”, siger jeg tvært og trækker en t-shirt over hovedet, ”men bare luk ham ind.” Min mor lyser straks op i et smil, og før jeg kan nå at sige mere, er hun ude af døren.

Jeg skynder mig at trække i et par bukser og når lige at få dem på, før seks personer stormer ind af døren. Og dér står han. Personen der knuste mit hjerte, og efterlod et stort, tomt hul.

”Hvad laver du her?!”, siger jeg højt og frustreret, hvilket får dem alle til at stoppe op og kigge på Zayn. Da han ikke svarer, siger Harry: ”Vi mente bare det var bedst for jer, at få snakket det hele igennem…” ”Vi behøver ikke at snakke en skid igennem!”, fortsætter jeg i samme kolde, hårde tone, ”jeg mistede alle mine venner, fordi jeg var i et fucking forhold med ham! Og da i så endelig kommer tilbage, står han fandeme og gramser på en anden! Jeg mistede fucking alt for ingenting!” Zayn tager et par hurtige skridt hen til mig og lægger sine arme på mine skuldre. Jeg skal lige til at råbe ham i hovedet, at han ikke skal røre mig, men han er hurtig til at presse sine læber mod mine. Selvom jeg så uendelig gerne vil skubbe ham væk, længes min krop alligevel så meget efter hans læber mod mine og alle hans berøringer, at jeg ikke har styrken til det. ”Jeg elsker dig”, siger han mellem kyssene, men tvivlen skyller alligevel ind over mig. Jeg placerer mine hænder på hans bryst, og skubber ham blidt væk. ”Men kan jeg stole på dig?”, hvisker jeg, da vores læber er skilt. ”Det bliver du nødt til…”, svarer han højt og kigger sørgmodigt på mig. Det går op for mig, at mine hænder stadig er placeret på hans bryst, og jeg skynder mig at fjerne dem. ”Hør.. jeg regner ikke med at du tror på mig..”, hvisker han i mit øre, ”men jeg kyssede ikke hende.. Vi to havde en aftale, og det var at holde sammen, og den ville jeg aldrig bryde.” ”Hvad var det så du ringede for at sige?”, hvisker jeg igen. ”Hvornår?”, svarer han usikkert, men sukker så, ”det var… om vi ikke kunne mødes et andet sted, for jeg havde en overraskelse.” Og det var?”, spørger jeg smigrende og kysser ham på halsen, udelukkende for at irritere ham. ”Om du ville gifte dig med mig selvfølgelig..”, svarer han ironisk og smiler et drillende smil, inden han skal til at kysse mig. Jeg trækker mig hurtigt væk: ”Det ville jeg aldrig gøre, når du er utro på den måde…” Jeg siger det frastødende og ser hvordan ordene rammer ham.

”Skat…”, han kigger opgivende på Harry, der skynder sig over til mig, og trækker mig ind i et kram. ”Zayn elsker dig..”, hvisker han opgivende i mit øre, inden han trækker sig ud af krammet igen og kigger mig i øjnene. ”Han er ikke det værd, Harry…”, hvisker jeg tilbage, mest fordi min stemme er helt væk, ”han er ikke hele mit liv værd!” ”Giv ham en chance…”, han kigger bedende på mig, og hans grønne øjne borer sig ind i mine. ”Jeg kan ikke.”, min stemme knækker over, ”jeg kan ikke holde sammen på mit liv lige nu…” ”Vi hjælper dig…”, fortsætter han febrilsk og tager min hånd, ”vi klarer det sammen.” Jeg kigger på ham med tårer i øjnene og klemmer hans hånd. ”Jeg gider bare ikke igennem det samme en tredje gang Harry…”, hvisker jeg i hans øre, ”nu har både dig og Zayn forladt mig og jeg.. det vil jeg bare ikke igennem igen!”

Han lægger sine fingre under min hage og tvinger mine øjne op i hans. ”Hey”, siger han stille og borer sine øjne ind i mine, ”det var to fejl der aldrig skulle være sket.. chancen for at det sker en tredje gang er minimal!” ”Men den er der…”, svarer jeg stædigt og sender ham et træt blik.

”Bare én chance, babe…”, beder Zayn og tager fat i min anden hånd. Jeg kigger på ham og lader en tåre trille ned over min kind. ”Jeg kan ikke”, svarer jeg og er lige ved at bryde sammen, ”Du har ødelagt nok i forvejen…” Ordene rammer ham som en lussing, og han kigger sørgmodigt ned.

”Fair nok.”, svarer han og giver slip på min hånd, inden han begiver sig ud, ”ring når du kommer på bedre tanker…”

De andre fem aner ikke hvad de skal gøre, da han er gået. Louis vender hurtigt rundt, for at følge efter ham, mens Patricia kommer over i sengen, for at tage den hånd, Zayn holdte for få sekunder siden. ”Kleenex?”, spørger hun og sender mig et smil. ”Heh.. tak”, mumler jeg og tager imod lommetørklædet. ”Van…”, prøver hun, da jeg har pudset min næse, ”jeg har kendt Zayn i mange år, og han.. han er ikke den utro type.” ”Jeg gider ikke snakke om ham lige nu.”, siger jeg og sender hende et anstrengt smil. ”Han elsker dig”, hun bliver ved, ”han kan hjælpe dig!” ”Jeg vil ikke hjælpes”, siger jeg stædigt og lægger mit ansigt i mine hænder, hvilket blotter for mine ar, da jeg har en løs bluse på.

De andres forstenede ansigter, fortæller straks deres reaktion.

Patricia er den første til at reagere: ”Jeg beundrer dig virkelig, for at du har klaret dig igennem alt det der er sket det sidste stykke tid, men er det ikke på tide at du får noget hjælp?”

”Det får jeg!”, svarer jeg irriteret, ”men det er udelukkende hans skyld!” ”Det er ikke hans skyld…”, siger Niall der står ovre i hjørnet forsigtigt, og træder et skridt frem, ”jeg ville ønske du havde set hans fjæs, da i skulle på date efter vores tour. Han talte ikke om andet, han kunne ikke sidde stille og han fablede hele tiden op om, hvorfor han ikke havde aftalt, at i kunne mødes noget tidligere! Han elsker dig!” ”Og jeg elsker ham!”, svarer jeg og kigger strengt på ham, som om han er den dummeste på planeten. ”Det ved jeg…”, svarer han opgivende, ”og dérfor skal du ikke give slip på ham nu!” ”Kan jeg ikke få noget tid alene?”, spørger jeg opgivende, da jeg mærker en begyndende hovedpine.

”Selvfølgelig…”, mumler Harry og giver mig et kram, inden han rejser sig. De andre tre giver mig også et kram, før de alle forlader mit værelse. Endelig noget alenetid…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...