Tvillingerne

De to tvillinger Damien og Rose lever ikke helt normalt. De har hverken en normal historie, et normalt liv, eller i det helle taget en normal familie. Forstår du, da Damien og Rose fyldte tretten år, ændrede deres liv sig. De fandt ud af at der flød Varulveblod i deres families åre. Frygtelige ting skete, og de kunne ikke længere leve som de to tvillinger alle beundrede. Så efter at have rejst væk fra deres tidligere hjemby i Aarhus er de nu flyttet til København for at starte et nyt liv. Tvillingerne og deres far. -Lyder det spændende? Så tag et kik ;) Men, jeg advarere jer lige... Det kan godt være at jeg ikke er den bedste til at sætte kommaer, og punktum'er :I -Det skal lige siges, at jeg ikke lige kommer med 1 nyt kapitel hver dag. Måske 1 kapitel for hver uge, eller for hver anden uge.

17Likes
43Kommentarer
1138Visninger
AA

2. Køreturen

Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Græde over at jeg aldrig skulle se mine veninder igen. Grine over at jeg nu kunne starte et nyt liv, hvor ingen kendte mig. Hvor ingen vidste hvem jeg var, hvad jeg var og hvor jeg kom fra.
Nu hvor jeg tænker over det, burde jeg have været glad, for at have fået sådan en chance som denne. Chancen som ikke mange i min tilstand ville have fået.
Jeg burde være taknemmelig. Taknemmelig for at jeg i det mindste havde fået en chance for at flytte væk. Væk fra de forfærdelige omgivelser jeg var vant til.
Ikke mange i min tilstand vil have fået denne mulighed. Så jeg burde være taknemmelig.

Jeg kikkede ud ad vinduet og lod mit blik glide gennem landskabet som bilen passerede. Jeg sukkede, ligemeget hvor meget jeg end ønskede det så er jeg ikke en normal pige. Medmindre en 'normal pige' skal fortolkes som en der kan læse sin brors tanker. For det er det jeg kan.
Hvis en 'normal pige' skal fortolkes som en der har varulveblod i årene, ja så er jeg en normal pige...
Jeg har ikke bedt nogen om at tro på mig. Jeg vil heller aldrig selv have troet på det, hvis jeg ikke havde set det med mine egne øjne. Jo, der findes varulve og endda i flere racer. Mange vil nok tro at jeg er skør hvis jeg sagde at de fandtes. Måske er det af den grund far har forbudt mig og min bror Damien, i at fortælle det til en sjæl. Så vi holder vores mund lukket.

Jeg lever med varulve, har varulve indblandet i min familie, og ser fuldvoksne varulve foran mine egne øjne, hver fuldmåne. Lige nu sidder jeg faktisk ved siden af en!
Min bror er en varulv og min far ligeså. Jeg er ikke selv en varulv, nej.
Som jeg sagde før så findes der mange varulveracer og vi høre under Twin-Racen.
Imodsætning til andre varulveracer, så er Twin-Racen helt unikt, i forhold til de andre.
Vores slags er desuden ret sjælne. For varulve blodet vi har i min familie, er noget som har gået i generationer, lige siden 1500 tallet. Varulveblodet i én familie havner altid hos tvillingerne i hver familiegeneration. Tvillingerne i min familie som har fået varulveblodet er: mig og min bror. De udvalgte tvillinger plejer normalt at være en pige og en dreng. Drengen for varulveevnerne. Pigen for så den evne at kunne telepatere med sin bror når han er i varulveform. På den måde er hun den eneste da kan styre ham, når han er i varulveskikkelse. Uden hende vil drengen være en farlig varulv under fuldmåne for alt og alle. Inklusiv sig selv.
Alt dette vil faktisk sige at jeg godt kan læse min brors tanker. Jeg kan styre og berolige ham ved fuldmåne. Få ham til at gøre hvad jeg vil. Hvilket jeg finder ret morsomt.
Men, det sjove sker desværre kun ved fuldmåne.
Mange vil nok tro at vi burde hade hinanden, eftersom vi er søskende. Men nej, måske har vi vores op og nedturere, men ellers kommer vi ret godt ud af det med hinanden.

Jeg lod et par hårtotter glide om bag mit venstre øre. Og vendte vendte blikket bort fra vinduet. Jeg rettede blikket mod min bror og fremtvang et smil.
Sådan som han sad så skulle man tro at han sov, men hans øjne stod på vid gab, han kikkede hen imod mig. For første gang under helle køreturen havde vi øjenkontakt.
Vi var på vej til København, hvor vi skulle starte et nyt liv. Efter alt hvad vi havde været igennem i Aarhus mente far ikke at vi kunne gøre os nytte der, længere.
Jeg lod blikket glide ned ad Damien. Han havde brunt pjusket hår, grønne øjenfarve, et smalt ansigt og lysebrundt hudfarve.
Man kan faktisk slet ikke se at vi er tvillinger, for vi ligner SLET IKKE hinanden.
Ikke nok med at jeg er en pige og han er en dreng, så er jeg fx. Lyshudet, mens han er mørkhudet. Jeg har en brun øjenfarve, han har en grøn øjenfarve. Mit hår er helt blond, mens hans er brunt. Kort sagt: Så ligner han min far og jeg ligner min mor.

Jeg lod blikket vende sig mod min far, på forsæddet. Der er mange folk da finder ham umådelig skræmmende. Han har smalle, dybe og alvorlige øjne. Lysebrundt hud, og skulderlangt hår. Og han har næsten altid et alvorligt ansigtsudtryk, plantet på hans ansigt.
Men lige nu sidder han faktisk, med hænderne på rettet, og med et neutralt ansigtsudtryk. Hvilket for ham til at se ret normal ud.
"Hvornår er vi der?"
Lød min brors trætte stemme. Han havde sat sig op at sidde og kikkede hen imod min far.
Jeg sukkede, nu handler det bare om at være tålmodig, for min bror kan sagtens være rigtig irretirne med hans spørgsmål.
"Ikke lige nu ihvertfald, Damien!"
Lød min fars stemme. Jeg lagde mig godt til rette på bagsædet, og vendte igen blikket mod vinduet. Det handler bare om at vente.

____________________________________________________________
I må meget gerne skrive "Mere" (Hvis i selvfølgelig vil have mere) Så ved jeg da i det mindste at der er nogen der læser. I må mere end gerne give konstruktivt kritik, der jeg ved jeg ikke er den bedste til det her o.o

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...