What the hell! One Direction

Thea er en meget speciel teenager. Hun er 17 år, bor hjemme, drikker ikke, har en masse venner, fik altid topkarakterer i skolen, var elevråds formand utalige gange, har et godt job, tjener godt med penge, går aldrig i udfordrende tøj, står tidligt op og går tidligt i seng. Hun er et totalt englebarn men hvem bliver ikke træt af det i længden? Det gør Thea. Hun dropper sit job, ændrer tøjstil, får mere attitude og ændrer sig bare. Hendes mor hader det. Hendes far hader det. Hendes venner dropper hende. Hendes liv bliver bare fucked up. Men hun ændrer jo ikke personlighed. Hun ændrer sig ikke indeni. Det er bare ikke gået op for nogen. Men en dag møder hun en fyr. En fyr som hun bliver venner med. En verdens kendt fyr. Som kan se hun ikke som hun siger. Hun møder hans verdensberømte venner og bliver yderst interreseret i en af dem. Men hvad vil verden sige til hende? Og hvad med hendes forældre som pludseligt ikke kan udstå hende.
LÆSNING ER PÅ EGET ANSVAR! JUST S YOU KNOW IT!

19Likes
8Kommentarer
2133Visninger
AA

7. The past

Jeg hælder den ene drink ned efter den anden med alt for stærk alkohol. Jeg ved godt at jeg allerede har fået for meget men jeg gider ikke kunne huske Harry overhovedet. Nar. Jeg kigger ud på danse gulvet og sukker så. Jeg er ikke humør til at danse. Overhovedet. Jeg vender mig igen om og bestiller en eller anden drink. Det her skal bare drikkes væk!

***

Mit blik glider over mod døren af en eller anden grund men det skulle det aldrig have gjort. I døren står en fyr hvis blik jeg møder. Fuck. De grønne øjne og de krøller er ikke til at tage fejl af. Jeg bider mig i læben og Harry går med hurtige skridt hen imod mig. Jeg hopper hurtigt ned fra stolen og går ud mod danse gulvet.

Jeg snor mig imellem de varme kroppe og skynder mig over i den anden ende af rummet. Hvor jeg banker lige ind i en.

”Ej undskyld!” jeg kigger langsomt op for at se hvem jeg gik ind i. Suk. Niall Horan, irsk, en bror, verdenskendt, One Direction. Får det en klokke til at ringe. DEJA VU! Det har jeg tænkt før!

Jeg vender mig om igen for at gå væk fra Niall, går to skridt og banker lige ind i en ny. Hvad sker der for mig i dag? Jeg kigger op og kigger lige ind Zayns brune øjne. Harry kommer over imod os og der tager en ide sig form i mit hoved.

En lille ide men en meget betydelig ide.

Da Harry er kommet lidt tættere på stiller jeg mig på tær og presser mine læber mod Zayns. Han stivner overrasket men heldigt nok for mig kysser han med. Perfekt. God Zayn. Hey har du ikke en kæreste boy? Lige meget. Uanset hvad er det lidt trist for han kysser kraftedme godt. Ikke fordi der er følelser i det eller noget men han er bare god til det.

En hånd griber fat om mit håndled og trækker mig hårdt væk fra Zayn imens jeg grinende vinker til ham. Jeg bliver trukket med udenfor og vender mig så om og ser… HARRY! Havde du gættet på det? Jeg var i tvivl. Eller nej men jo eller nej! Okay….

Harrys øjne er rasende, hans hænder er knyttede, hans krop er spændt og hans mund er… ufatteligt sexet og fuck jeg har lyst til at kysse ham. Og det skulle jeg ikke have tænkt! Sorry persons! Jeg er fuld.

”Hvad fanden havde du lige gang i?! Først skrider du stortudende, så tager du ud og drikker dig fuld og så snaver du min bedsteven! Hvad fanden sker der med dig?!” Wow han er vred. Tag en slapper Harry. Og noget te. Det er beroligende.

”Jeg var der selv. Jeg ved godt hvad der skete.” Min stemme er bare en mumlen og jeg stiller mig helt tæt på Harry og lader min hånd glide op og ned af hans mave.

”Stop Thea og svar mig!” Okay surmule. Surmule. Sært ord egentlig.

”THEA FOR FANDEN! Svar mig! Hvad sker der med dig! Svar mig for helvede!” Chillax. Okay nu er jeg så selv lettere vred men altså alligevel?

”Hvad der sker med mig? Hvad der sker med mig! Det skal jeg fortælle dig! Jeg er sådan her! Ingen andre som du tror! Jeg er en bitch der drikker sig fuld hver dag og som snaver med tilfældige fyre! Og DU! Du var bare en af dem! Du var bare så heldig at få lidt mere end et kys men du får heller ikke mere! Du skal ikke se mig igen!” Jeg vender mig om og skal til at løbe da nogle arme bliver lagt om mig.

Det er ikke Harrys. For de dirrer ikke af vrede, de er varme, betryggende, rolige og helt klart Liams. Og hvornår fanden kom han?! 

”Slip mig Liam! Jeg vil ikke være her! Jeg vil ikke…” Min stemme bliver fra at jeg råber til at jeg hvisker. Bare fordi at Liam holder mig ind til sig. Den dreng er sej. Det at han kan berolige mig har kun en person kunnet. Men han er død. Min storebror. Han var så… sød. Han var den eneste der vidste at jeg ikke havde det perfekt altid. Han var den eneste jeg så græd. Og han fik ikke engang fortalt mig noget om mig selv før han døde. Af blodmangel. Han blev overfaldet. Og jeg ved godt at jeg ikke har fortalt noget om ham men jeg har fået at vide jeg skal glemme ham. Så det prøver jeg.

Men da han døde var han i gang med at sige noget til mig. Jeg husker det så tydeligt.

 

Steve kigger på mig med sine smukke grønne øjne som overhovedet ikke ligner mine. Men ingen i familien ligner jo mig. Jeg ligger mine hænder på såret som bløder ud på Steves tøj. En stor rød plamage er allerede dannet og tårerne flyder ud af mine øjne.

”Det skal nok gå! Jeg ved du overlever! Kæmp for mig Steve! Jeg kan ikke leve uden dig!” Min stemme er skinger og bange. Jeg har ringet efter en ambulance men jeg ved ikke om de kan komme tids nok til at redde ham.

”Thea. Der er noget du bliver nødt til at vide om dig. Du er… Du er a…” Hans stemme forsvinder, han hiver efter vejret og… blodet stopper med at løbe. Hans vejrtrækninger stopper og… Hans smukke fantastiske hjerte stopper med at slå. Nej. Nej. Det kan ikke passe! Han kan ikke være væk! Det må være en joke! En sygt dårlig joke! Sig det er en joke.

Men da Steve bare stirrer ud i den blå luft med et tomt blik bryder jeg hulkende sammen over ham. Mit hår ligger sig i hans sår og jeg får blod i det men jeg er ligeglad. Min bror er død. Min bror er væk og han kommer aldrig tilbage. Jeg skal aldrig se ham mere.
”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!” Skriget folder sig over mine læber og pludselig stormer folk hen til os. Prøver at trække mig væk men jeg holder krampagtigt fast i… hans lig. Hans kolde døde krop som altid beroliger mig, gør mig tryg og som altid er dejligt varm.

 

Det var den værste dag i mit liv og det var med til at ændre mit syn på mig. Begravelsen var hemmelig, jeg måtte ikke vise mine følelser og jeg måtte for alt i verden ikke fortælle nogen om det. Ondt og sige til en 14 årig pige ikke?

”Hey Thea hvad er der?” Liams stemme er bekymret og det går op for mig at jeg græder.

”Jeg bliver nødt til at tage hjem.” Min stemme ryster men samtidig er den fast og Liam kigger over på Niall som også er dukket op.

”Nej hun skal ej!” Harrys stemme trænger igennem stilheden og jeg sukker.

”Jo jeg skal Harry! I må gerne tage mig med bagefter men jeg bliver nødt til at spørge dem om noget!” Liam kigger på Harry som vidst nikker. Jeg bliver ført ud til en bil af Liam, sætter mig ind, tager sele på og venter bare. Liam sætter sig ind på forsædet, ved siden af sætter Niall sig og ved siden af mig… Harry. Fedt.

Liam starter bilen og jeg guider ham hen til mit hus hvor jeg springer ud sammen med Niall som VILLE med ind. Jeg åbner døren og går ind i stuen hvor at min mor og far sidder.

”HVAD FANDEN ER DET FOR NOGET?! STJÆLER VORES ALKOHOL! KOMMER IKKE HJEM I TO DAGE OG NU KOMMER DU HJEM MED EN DRENG KLOKKEN 3 OM NATTEN!” Wow det er flot opdaget far.

”Jaja og jeg skrider igen men jeg vil have et svar fra jer…” Men jeg bliver selvfølgelig afbrudt af min mor.

”Hvem er han overhovedet?” Hun lyder forvirret og jeg vil godt vide hvorfor. Niall træder frem og smiler svagt.

”Niall Horan.” Han smiler og trækker sig så tilbage på grund af de onde blikke mine forældre kan sende. Men de er også chokerede og forvirrede.

”Send ham ikke de blikke der! Han har intet gjort jer. Men jeg vil vide noget! Dengang Steve døde han sagde noget til mig. Han sagde at jeg var et eller andet der starter med A og nu vil jeg vide hvad det er! Og i skal ikke prøve på noget!” Min stemme er kold og hård og de kigger forskrækkede på mig.

”Hør nu her skat. Sæt dig ned og tag den med ro det haster jo ikk…” Længere når min mor ikke før jeg sender hende et skarpt blik.

”Okay så. Hvis du vil høre sandheden? Du er adopteret! Du blev bortadopteret da du var meget lille! Af hans mor!” Min far peger på Niall og jeg bakker væk fra min far. Eller hvad han nu er.

”Er… er jeg adopteret? Og i har ikke engang fortalt mig det! Jeg har levet med jer i hvad? 17 år?! Og i har intet sagt! IDIOTER!” Jeg griber fat i Nialls håndled og løber grædende ud af huset med ham på slæb. Tænk at de kunne gøre det! Tænk at… at jeg ikke er i familie med Steve. Tænk at jeg er i familie med Niall og hans bror! OMG HVAD?!

Jeg slipper Niall som virker til at være i chok. Han går bare ind i bilen og det samme gør jeg. Bare hulkende.

”Hvad er der sket?” Harry bekymrede stemme lyder i mit øre og han rykker sig hen imod mig.

”Hun… Hun er adopteret. Fra min mor.” Nialls stemme skælver og Harry ligger sine arme om mig og trækker mig ind til sig. Lige nu har jeg ikke noget imod det og det har jeg nok heller ikke i morgen. Det her kommer som et seriøst chok for mig. At han er min bror. At jeg er i familie med ham!

Harry hvisker beroligende ord i mit øre og jeg falder meget langsomt ned igen. 

”Hvorfor helvede kan jeg ikke bare være en fisk?! Jeg tror deres liv er meget nemmere!” Hvorfor sagde jeg det? Fordi jeg er totalt random. Jeg smiler stort fordi Harry, Liam og Niall begynder at grine.

Jeg sagde det jo. Fortiden indhenter dig før eller siden. Min har indhentet mig nu. Jeg burde komme i bedre form så jeg kunne løbe væk fra den igen!

 

Øh... DAMDAMDAM! Nej hvem havde forudset det? ikke mig i hvertfald. Det indrømmer jeg gerne! Men hvad synes i om det? Husk og like smukke mennesker!

Much love xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...