What the hell! One Direction

Thea er en meget speciel teenager. Hun er 17 år, bor hjemme, drikker ikke, har en masse venner, fik altid topkarakterer i skolen, var elevråds formand utalige gange, har et godt job, tjener godt med penge, går aldrig i udfordrende tøj, står tidligt op og går tidligt i seng. Hun er et totalt englebarn men hvem bliver ikke træt af det i længden? Det gør Thea. Hun dropper sit job, ændrer tøjstil, får mere attitude og ændrer sig bare. Hendes mor hader det. Hendes far hader det. Hendes venner dropper hende. Hendes liv bliver bare fucked up. Men hun ændrer jo ikke personlighed. Hun ændrer sig ikke indeni. Det er bare ikke gået op for nogen. Men en dag møder hun en fyr. En fyr som hun bliver venner med. En verdens kendt fyr. Som kan se hun ikke som hun siger. Hun møder hans verdensberømte venner og bliver yderst interreseret i en af dem. Men hvad vil verden sige til hende? Og hvad med hendes forældre som pludseligt ikke kan udstå hende.
LÆSNING ER PÅ EGET ANSVAR! JUST S YOU KNOW IT!

19Likes
8Kommentarer
2138Visninger
AA

2. New life. New style.

Jeg lukker mine øjne men åbner dem hurtigt igen.

 Jeg kigger på mig selv i spejlet og sukker.

Mit lange lyse hår som krøller smukt og mine isblå øjne.

Jeg hader det.

 Jeg har altid elsket det.

 Folk siger jeg er naturligt smuk. Derfor går jeg heller ikke med make-up. Mit hår er aldrig blevet farvet. Ingen kemikalier som kan skade mit hår er kommet i. Min hud er glat, fin og pæn fordi at jeg spiser sundt og dyrker motion hver dag.

 Jeg går altid i piget tøj. Mest lyserød men jeg kan sagtens også gå i andre farver når de er lyse og blide.

 Min krop giver mig lyst til at brække mig.

 

Jeg er det fantastiske eksempel alle viser deres børn inden de siger at børnene skal være som mig. Perfekt. Jeg fik kun 12 da jeg gik i skole. Jeg går altid tidligt i seng og står tidligt op. Jeg lavede altid mine lektier. Jeg har et fantastisk arbejde. Jeg er elsket af alle. Umulig at hade.

 Jeg har aldrig taget stoffer.

 Aldrig drukket.

 Aldrig haft sex.

 Aldrig trodset mine forældre.

 Aldrig været rasende på nogen.

 Aldrig været andet end perfekt.

 Jeg har lyst til at brække mig. Over mig!

 

Men det hele er ved at blive for meget. Ingen kan i længden klare at være perfekt. Ingen. Jeg har ikke en eneste fejl. Ingen. Jeg vil bare slå min perfekte side ihjel. Skille mig af med den forevigt. Lade den dø en pinefuld død.

 Ændrer mig totalt! Det er det jeg burde have gjort så længe. Skille mig af med mine lyserøde pufkjoler, mine ballerinaer og erstatte dem med alt for korte kjoler og stilletter. Det burde jeg seriøst gøre. Ændrer mig.

Perfektion er en forfærdelig ting.

En ting der bringer dig venner som er lige så falske som dagen er lang.  De vil bare ændre sig til at blive et englebarn selv. Hvilket jeg ikke forstår. Det er fucked up. Jeg hader det jo. Hvorfor kan folk ikke se hvor forfærdeligt det er? Det er jo skrækkeligt. Til at brække sig over.

Derfor vil jeg gøre noget ved det.

 Jeg kan ikke bare se mit liv forsvinde for mine øjne uden at have været ordentligt ung.

For det her er jo fucking falskt! Falskt!

 

 

Jeg lader min tunge glide ind i hans mund og vores tunger danser en eller anden kryptisk dans sammen. Jeg aner ikke hvad fyren hedder men han er lækker og han flirtede med mig. Ja nu kysser jeg med tilfældige og drikker mig alt for fuld. Jeg har fået lavet en pink stribe i mit pandehår og noget mere af mit hår. Så har jeg også fået en grøn stribe og glatter hverdag mit hår og det har det ikke helt godt længere. Jeg går altid med enormt meget mascara og så eyeliner så mine øjne får et lidt mere dystert udtryk. Jeg går aldrig i lyserødt med mindre det er sammen med noget sort og hvis det skal være lyserødt så er det nok mest pink.

Fyrens hænder glider fra mine hofter og ned til min røv. Jeg trækker mig væk fra ham, smiler skævt og skrider. Jeg går uden for og kigger rundt. Jeg orker ikke at være her mere. Jeg begynder langsomt at gå ned af gaden og ned mod mit hus som ligger på samme gade. Jeg standser foran mit ultra perfekte hus. Stort, hvidt og det der typiske hjem man ser perfekte familier have.

Jeg går ind af døren og går bare ind uden at tage mine stilletter af.

”Hvorfor kommer du først hjem nu?!” jeg kigger hen på min far og himler med øjnene. Jeg går op af trappen, ned af gangen og ind på mit værelse. Jeg smækker døren efter mig og smider mig udmattet på min seng. Det er udmattende at danse. Jeg lukker mine øjne og falder med det samme i søvn.  

 

***

 

Jeg åbner træt mine øjne og kigger rundt. Suk. Jeg er stadigvæk på mit fucked up værelse og skal igen ned til min mor som siger at hun meget bedre kunne lide den gamle mig og at det her ikke er mig. Som om hun ved noget om det. Og samtidig skal jeg se hadet i hendes øjne. Hadet der kun er der når hun kigger på mig. Min far er ikke meget anderledes. Han tror stadigvæk han kan bestemme over mig. Som om jeg er den dukke jeg var engang. En porcelæns dukke. Og hadet står også ud af hans øjne. Han taler nærmest heller ikke om andet end sit job. Hans, åh, så vigtige job. Han er tv vært. Suk.

Jeg rejser mig irriteret og går hen til mit spejl. Jeg fjerner hurtigt mascara resterne under mine øjne og redder mit hår. Jeg tager min kjole af og tager min ynglings T-shirt på. Den er hvid, halv gennemsigtig og så står der med sort What The Hell? Så tager jeg et par hotpants på og puffer op i mit hår. Jeg går ud fra mit værelse og neden under.

Jeg går ind i køkkenet og kigger i køleskabet. Jeg er overhovedet ikke sulten så jeg tager en cola.

”Cola om morgnen? Det skal du kraftedme ikke!” Jeg himler med øjnene af min far, åbner colaen, drikker en smule og kigger på min far som ligner en der er ved at koge over.

”Jeg bestemmer over hvad jeg selv spiser og drikker. Fat det nu far.”

”Du er ikke 18 endnu så du bestemmer ikke en skid! Og selv hvis du fik lov kan jeg jo se du ikke kan styre det!” Jeg sukker dybt da han begynder at råbe af mig.

”Ved du hvad far? Jeg tror bare jeg skrider herfra. Var det ikke en god ide? Jo det synes jeg også.” Jeg går op på mit værelse inden min far når at svare og tager min pung, min HTC ChaCha og går så neden under. Jeg går ind i stuen og ned i bunden hvor at alt vores alkohol står. Jeg kigger vurderende på flaskerne og tager tre med ren vodka. Jeg går ind i køkkenet hvor min taske står og putter flaskerne derned sammen med min mobil og pung. Jeg går hurtigt ud i gangen hvor at jeg tager mine orange stilletter på.

”Du skal kraftedme ingen steder!” Jeg vender mig rundt og kigger ind på min fars tomatrøde fjæs.

”Øh. JO!” Han kigger rasende på mig og griber fat i mit håndled.

”Nej blev der sagt.” Jeg kigger rasende på min far da han holder ekstremt stramt.

”Ja det hørte jeg også. Men jeg er ligeglad! Jeg skrider!” Min far løfter sin hånd og banker den mod min kind. Jeg vrider mig surt ud af hans greb. Ligeglad med at han slog mig. Det er ikke første gang. Jeg går uden for og løber imod centrum af byen hvor min ynglings park ligger. Stille, afsides og tom for mennesker. Perfekt sted at græde.

 

Jeg standser foran parkens indgang. Jeg kigger hurtig efter andre mennesker men der er ingen. Jeg smiler svagt og går ind. Jeg går hurtigt hen til en bænk og sætter mig ned. jeg tager en af flaskerne op af min taske og åbner den. Jeg sætter den op til min mund og lader den fantastiske væske glide ned i min mund og ned i min hals. Den fantastiske følelse får mig til at smiler og jeg tager en mundfuld mere.

 

Det er ikke sjovt at være ædru længere. Ikke med det fucked up liv jeg har. Jeg kan lukke mine øjne og se den gang mit liv var godt. Jeg har det ikke godt når jeg er ædru længerer. Ikke fordi at jeg har det godt når jeg er fuld. Så tænker jeg på mit liv. Som nu her. Jeg er begyndt på flaske nummer to og jeg er begyndt at tænke tilbage. Jeg åbner mine øjne da jeg hører en stemme snakke.

Jeg drejer mit hoved til siden og ser en fyr komme ind i parken imens han taler med sig selv. Jeg krydser fingre for at han ikke bemærker mig men jeg er ikke heldig. Han ser mig og en rynke viser sig på hans pande. Nervøst tager jeg flasken op til min mund og tager en enormt stor mundfuld ind i munden. Jeg sluger den hurtigt og kigger så på fyren igen som er på vej hen imod mig.

Jeg rejser mig hurtigt og skal til at tage min taske men fyren får fat i den først. Hvorfor ved jeg ikke. Han kigger kort ned i min taske og kigger så bebrejdende på mig. Jeg kigger på ham og føler at jeg har set ham før. Lyst hår, isblå øjne og bare utroligt cute. Jeg kender kun en med den beskrivelse og ham orker jeg ikke lige nu.

”Hvad helvede er det her?” Jeg kigger Niall i øjnene og sukker. Niall Horan, 19, Irsk, verdenskendt, One Direction. Får det en klokke til at ringe? Jeps han står lige foran mig. Med min alkohol, mobil og min pung. Fornærmet.

”Det der er en taske. Svar nok? Og uanset hvad så kan du vel være ligeglad? Du er jo kendt og jeg er en typisk middelmådig pige. Så skrid og giv mig min taske!” Min stemme er høj og nærmer sig et råb men jeg er også ved at tude over ingen ting.

”Næh nej. Det sker ikke. Du kommer med mig. Så kører jeg dig hjem. Du skal ikke være alene i London i den der tilstand.” Skrid Niall Horan. Skrid. Ja right. Jeg mener det jo ikke en gang?

”Nej! Jeg skal ikke hjem. Så må du sgu gerne beholde den taske!” Det ville hjælpe mig meget at tage med ham men det kan jeg ikke sige. Folk skal ikke tro at jeg er en lille svag pige. Ingen. Jeg vender om på hælen og løber væk fra Niall. Men jeg når ikke engang ud af parken før en hånd snor sig om mit håndled og jeg brat stopper.

Jeg vender mig om og kigger på Niall. Han begynder at trække mig med og jeg har ikke kræfter til at rive mig væk. Og han er hurtigere og stærkere end mig så jeg har tabt. Aldrig start en krig du ved du vil tabe.  Det er et godt råd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...