Forbudt download (13+)

Tobias får downloadet en app, hvor han kan se hvilke sms'er folk på hans kontaktliste modtager.
I begyndelsen er det meget sjovt, men hvad gør han, når han opdager noget, han ikke burde opdage?

28Likes
27Kommentarer
3430Visninger
AA

17. KAPITEL 17

Jeg går forsigtigt hen til det ødelagte hus. Der er ingen dør, så jeg kan bare gå ind. Møbleringen er sparsom, der er kun et par stole og et bord i et hjørne. Jeg går nysgerrigt hen til bordet, men jeg når ikke at komme ret langt, før jeg hører skridt bag en dør. Hurtig som et lyn gemmer jeg mig under bordet, og ligger helt musestille. Desværre er jeg for langt inde under bordet til at se, hvem det mon er, der kommer ind, og jeg vil helst ikke lave støj ved at kravle hen til bordkanten. "Hvad så?" hører jeg en fremmed mandestemme sige.
"Skal vi flytte dem nu, eller hvad?" fortsætter stemmen. 
Jeg spidser ører for at høre, hvad de snakker om. "God idé!" siger en anden fremmed mandestemme. Jeg kan høre en drengestemme skrige - det er garanteret Emil! 
"Du holder bare mund, knægt!" råber den første mand, og giver ham en lussing. Jeg får kuldegysninger ved lyden af hans skrig, og kan mærke mit hjerte hamre helt oppe i halsen. Først da jeg kan høre, at de er på vej væk, kravler jeg ud til bordkanten, da jeg simpelthen ikke kan holde min nysgerrighed tilbage længere. Men de er allerede væk. Med et suk rejser jeg mig op og løber ud af døren, den vej, som jeg ved de er gået.
Døren fører ud til vejen, og jeg kan se kidnapperne stå med Emil længere fremme ved fortovet. Jeg kan ikke se, hvem det er, da de er iført sorte masker. Jeg vil finde min mobil frem for at tage billeder, men opdager til min store rædsel, at den er væk! Fandens osse! Nu var jeg lige så tæt ved at få opklaret en kæmpe forbrydelse, og så glipper det for mig. Jeg har ikke råd til, at det skal glippe endnu mere, så jeg tager en beslutning: Jeg vil følge efter bilen. Men hvordan? Jeg tænker som en gal; hvad gør jeg, hvad gør jeg? Så får jeg en lys idé. Jeg ved, at jeg vil få konsekvenser af den, men det må jeg tage til den tid. 

Emil sidder på bagsædet af en bil med bind for øjnene og han kan intet se. Det eneste han ved, er, at han skal langt væk. Et sted, hvor ingen kan finde ham, som hans kidnappere har sagt. Han er begyndt at miste håbet om at blive fundet, men i det mindste er hans venner med ham. Det er en god ting ved det. Men de har også tape for munden, så de kan ikke snakke sammen. 

Jeg ligger sammenkrøbet i bagagerummet og kan ikke bevæge mig, pga. pladsmangel. Jeg kan knap nok være derinde, men det lykkedes. Jeg er bange for, hvad der vil ske, når vi når frem til destinationen. Mest fordi jeg ikke ved, hvad der venter mig, når vi når frem, og også fordi jeg er urolig for de andre. Jeg ved instinktivt, at kidnapperne vil dem noget ondt. De skal væk herfra. Eller rettere: Vi skal væk herfra! Lige da jeg havde tænkt den tanke, stopper bilen endelig. Det føles som om, at vi har kørt i flere timer, men det har vi nok ikke. Jeg kan høre kidnapperne mumle et eller andet, men kan ikke høre, hvad de snakker om. Jeg beder til, at de ikke vil rode alt for meget i bagegerummet, da jeg har trukket et stort tæppe over mig. Men ak, så let slipper klaveret ikke.
"Der har vi ham, den lille slave!" råber den ene, da bagerummet bliver åbnet. Den ene mand tager fat i mig, og jeg sparker som en vanvittig for at komme fri. Jeg bider i hans hånd, og han slipper mig. Jeg har en chance for at undslippe! Der er ingen tid at tænke i, og jeg spæner så hurtigt jeg kan. Men jeg når ikke ret langt, da den ene er hurtigt som en gepard, og får fat i mig i løbet af ingen tid. "Giv slip!" skriger jeg og forsøger at vriste mig ud af mandens jerngreb. Men han er stærk som en okse, så det er helt umuligt for mig at slippe fri. Det er jo klart, han har jo kæmpe armmuskler. Hvis jeg kunne havde jeg givet mig selv en lussing. Hvordan kunne jeg tro, at jeg kan hamle op med sådan en kæmpe mand som ham? 

Jeg og de andre har fået bind for øjnene, og kidnapperne slæber os henover noget græs, kan jeg mærke. Vi er havnet et sted midt ude på landet. Det er ikke godt, for så er det sværere for os at få hjælp. En dør går op, og vi bliver atter slæbt op ad nogle trappetrin, så vi må befinde os i et hus. Efter hvad der føltes som en evighed, bliver der åbnet en ny dør, og vi bliver skubbet ind i rummet. 
"I får kun fjernet jeres tape, når I får mad. Vi er onde forbrydere, men vi kan ikke tillade os at sulte jer ihjel. I får resterne af vores aftensmad, og der er ikke meget, der er tilovers" griner han ondt og smækker døren hårdt efter sig og låser den. I et sekund håbede jeg, at han ikke gjorde det, men det ville være for godt til at være sandt. Nu er vi altså spærret inde i det her rum - eller rettere sagt - et hvidmalet loft. Men hvad vil de gøre med os? Og hvorfor ville egentlig kidnappe os? Spørgsmålene farer rundt i hovedet på mig som en bisværm. Der er intet oppe på det her lorteloft bortset fra en død spyflue på en lille vindueskarm, så der er intet vi kan underholde os med. Men hvad skulle vi more os over? Vi vil sikkert sidde fanget her for altid, og.... Nej, jeg slår tanken væk, og tænker i stedet på en flugtplan. Men det er svært at komme på noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...