Forever Together

Lola og Valerie har altid været bedste, bedste veninder, men her for et par måneder siden er Lola begyndt at blive mere og mere fjern. Valerie bliver mere og mere nervøs for hvad der mon er sket med hendes bedste veninde, og sætter sig det mål at finde ud af hvad der er sket.

0Likes
0Kommentarer
156Visninger
AA

1. Forever Together

 Det startede for et par måneder siden. Lola har været mere og mere fjern, og gider ikke snakke og tør ikke fjolle i offentligheden med mig mere. Jeg forstår ikke hvad der er sket, men jeg skal nok finde ud af det, bare vent, Lola! Du kan ikke holde en hemmelighed fra din bedste veninde!

 Okay, lad os se, hvornår startede det, helt nøjagtigt? Nå ja, festen! Hun forsvandt til festen der blev holdt, og næste dag var hun helt mørk om øjnene, og ville ikke snakke om tårene der løb ned af de blege kinder, og brokkede sig ikke over at hun ikke måtte farve sit mørkebrune hår lysere, som hun altid gjorde. Det var der det startede. Hun var ikke sig selv, hun kritiserede ikke engang mit mangel på make-up og lavede ikke engang den mindste form for hentydning til at jeg måtte flette hendes bløde hår. Det var mærkeligt.

 "VALERIE!? Høre du efter?" Råbte min lærer og jeg kom tilbage til virkeligheden. Hun var vidst i dårligt humør.

 "Trehundrede-tusind," sagde jeg da jeg så regnestykket på tavlen. Jeg var den bedste i klassen til matematik,  så det var ikke svært at regne hurtigt i hovedet, når man var den bedste til avanceret matematik. 

 Min lærer nikkede og begyndte at forklare hvordan man omskrev et dividere stykke i hovedet, uden mellemregning. 

 Mine tanker forlod hurtigt lokalet og landede hos Lola, jeg måtte vide hvad der var sket, snart. Jeg kunne ikke engang koncentrere mig om matematik. Mig ikke koncentrere mig om matematik. Tro det eller ej. Mat-O-Nørden. Jep.

 

 "Hvad skal du efter skole idag, Lola?" Spurgte jeg da vi sad og spiste frokost. Hun havde kiggede på sin hamburger i en halv time uden så meget som at røre den, som om hun ikke følte sig værdig nok til at spise. Hun så op på mig med et dødt udtryk i øjnene. Hendes spejlblanke, mørkebrune øjne.

 "Hjem," mumlede hun kort og kiggede ned på sin burger igen.

 "Vil du så ikke med mig hjem? Det er så længe siden," Spurgte jeg min bedste veninde, og overvejede om jeg skulle tilbyde et lager Ben og Jerry's. Hun havde tabt sig ti kilo eller så noget.

 "hmmn... Måske," sagde hun uden at løfte blikket, hun gjorde mig lidt utilpas.

 "Kom nu! Det ville blive super hyggeligt!" Peb jeg.

 "Fint," sagde hun og jeg kunne se hun blinkede tårer tilbage. Jeg fik en pludselig trang til at holde om hende og kramme hende og trøste hende og spørge hvad der var galt, men den gang havde jeg gået og den virkede ikke, hun var bare blevet sur og gået.

 Klokken ringede ind og Lola skyndte sig op og lagde sin mad i skraldespanden og gik så hen imod klasselokalet, med mig lige i hældende. 

 

 Jeg gik ind på mit værelse igen, hvor Lola sad. Jeg havde lige været inde og hente en is til os.

 "Jeg har ikke lyst til is," sagde Lola med en hviskende, hæs stemme. Jeg så på hendes mave, der lignede et stankelben.

 "Du skal! Spis min gris, imorgen skal du slagtes!" Insisterede jeg og skubbede en skefuld i munden på hende.

 Jeg kunne have svoret jeg så et smil.

 "Okay, okay," sagde hun og tog imod skeen. Hun så op på mig og smilede lidt, men smilet så klemt ud. Hun tog endnu en kæmpe skefuld i munden, der var vist en der var sulten alligevel?

"Nå så," sagde jeg efter en times tid, som jeg havde brugt på at bløde hende op. Jeg sad nu med mine lange fingre i hendes hår og flettede det i den mest indviklede sildeben's fletning jeg nogensinde havde lavet, den måtte gerne tage lidt tid at lave, "Du har virket lidt nede her på det sidste?"

 Jeg kunne mærke hun stivnede lidt.

 "Kom nu, søde. Hvad er der sket?" Jeg koncentrerede mig om at fletteekstra flot, stille og roligt. 

 "D-det ikke noget!" peb hun så stille det kun lige var over en hvisken.

 "Jo, det er. Du har ikke spist i over en måned," jeg var nød til at holde en pause i fletningen for ikke at flippe helt ud på hende. Jeg begyndte igen at flette.

 Hun slugte en ordentlig mundfuld luft og skulle til at sige noget da hendes skuldre begyndte at løfte og falde i små hurtige bevægelser, som om de viberede. Pludselig blev fletningen revet ud af mine hænder da hun begravede sit ansigt i mit hår og holde stramt om mine skuldre. Små hulk undslap hendes læber og min nakke begyndte at blive prikket med tårer.

 "Fortæl,"Hviskede jeg og hun nikkede lidt, så svagt det kunne være hun bare lavede et større hulk, men jeg genkendte hendes nik.

 "K-k-kan du huske ham de-er f-fra festen?" mumlede hun ned i min skulder imellem små hulk.

 "Ja," svarede jeg roligt.

 "H-han tog mig med ham hjem," hviskede hun og knækkede fuldstændig. Tårene sprang ud og hun græd og græd. Hun behøvede ikke sige mere.

 Jeg kendte hende for godt.

 "Det okay," hviskede jeg og strøg det lange hår. Fletningen var for længst gået ud.

 "Jamen du forstår det ikk'!" Skreg hun, "Han havde lagt penge i min taske i mens jeg var på toilettet! Jeg havde ikke set dem før jeg kom hjem. . ." Hendes stemme forsvandt og det samme gjorde hendes hulk. Hun havde lukket af igen, ligesom før. 

 "Hør, hør nu, der sker ikke noget, det okay nu, du vidste det ikke," Jeg krammede hende stramt.

 "Jeg elskede ham,"

What happened, happened. There's nothing to do about it. Just start over. Just forget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...