Why always me? - One Shot

Angela er en 16 årig pige, hun kommer fra denne her perfekte familie, men på et split sekund bliver det ændret. Hun opfører sig dårligt, også pludselig ser hun gaden for sig. Ikke bare det at hun ser den for sig, hun bor der faktisk. Hendes liv på gaden, kan ændres hurtigt, men gør det mon det? Finder hun et sted at bo, eller lever hun med fattigdom og voldtægt for evigt?

24Likes
34Kommentarer
2086Visninger
AA

1. The horrible world!!

ADVARSEL; Der er anstødeligt sprogbrug og seksuelle scener i denne historie. 

Jeg vågnede ved lyden, af bilerne der susede forbi, på den åbne gade. Det var efterår, og lidt koldt var det da. Det eneste jeg var pakket ind i, var et slidt gammelt tæppe, med et underligt mønster på. Jeg havde stadigvæk mine slidte jeans, og min oversize t-shirt på, fra da jeg blev smidt herud. Det eneste jeg havde fået med mig, var min æld gamle guitar, men det var mit dyreste eje, hvis man kan sige det sådan, så det var meget godt. 

Mit liv var så perfekt inden jeg blev smidt ud, jeg havde boet ved en rig familie, de var dog kun min plejefamilie, men jeg havde det super godt der. Det hele braste dog, da jeg var begyndt, at omgås nogle forkerte mennesker i skolen. Jeg ville føle mig sej, og være ligesom de andre. Så jeg begyndte at tage stoffer, og der gik ikke lang tid, før min plejefamilie havde fundet ud af det. De gav mig 3 chancer til at stoppe, men det var virkelig svært, når jeg var blevet afhæning af det. Da jeg havde fået 3 chancer, og ikke havde forbedret mig, så fik jeg klar besked. Jeg skulle være ude af huset indenfor en uge, de tolorede ikke en som tog stoffer, da de havde en lille dreng, og han skulle ikke blive som jeg. Så jeg måtte flytte på gaden, da jeg ikke kunne finde en lejlighed, og fordi jeg overhovedet ikke havde råd, til at finde en, fordi de var virkelig dyre. Heldigvis er jeg blevet vendt af med stofferne, fordi jeg opdagede at det ville blive for dyrt, når jeg nu boede her på gaden. Så jeg måtte igennem et smertefuldt forløb, for at blive afvænnet med det. 
Jeg havde aldrig set mine rigtige forældre, og jeg havde boet ved en masse plejeforældre, men jeg havde altid været et uroligt barn, og plejefamilierne kunne ikke holde mig ud. Og min opvækst havde været rigtig dårlig, fordi jeg var flyttet så mange gange. Derfor var jeg endt her, på den larmende og beskidte gade. 

Jeg valgte at tage min guitar med over i parken, hvor jeg som sædvanligt, satte mig på en bænk og lagde min hat ned på jorden. Jeg spillede for at tjene penge, fordi det var min eneste mulighed. Jeg tjente ikke meget om dagen, men der var lige akkurat nok, til et stykke brød eller to. De fleste mennesker der var i parken, gav mig aldrig noget, de vidste godt jeg sad her, men de var bare sådan nogle nærerige og fine mennesker. 
Jeg havde spillet i timevis, og havde stadigvæk ikke fået mere end 5 kroner, så jeg valgte at stoppe, og gå tilbage til min lille gyde, hvor jeg holdte til. Jeg satte mig helt ind i hjørnet af gyden, hvor jeg havde stablet nogle papkasser, hvor jeg sov på. Jeg satte mig på papkasserne, og lagde mig stille ned. Der var ikke meget at lave, så jeg faldt stille og roligt i søvn. Jeg havde ikke fået noget mad i dag, da jeg ikke havde tjent nok penge. Folk kiggede på mig, hver gang de kiggede ind i gyden, men jeg var ligeglad, og de var også ligeglad med mig, så jeg sagde ikke noget til det. 

Pludselig hørte jeg lyde, og det var ikke hyggelige lyde, det var skræmmende lyde. Jeg følte mig bange i starten. De kom tættere og tættere på mig, jeg vågnede stille, og åbnede forsigtigt mine øjne. Jeg havde ikke lyst til at se hvem det var, men jeg åbnede dem alligevel. Og der foran mig stod, den lokale bande, som har været efter mig før. Jeg havde altid været bange for dem, men jeg havde lært at svarer dem igen. De stod der alle 5, og de stod bare og gloede på mig. Lederen var høj og havde mørkebrunt pjusket hår, og de 4 andre var ikke til at se, da de havde sorte elefanthuer på. Jeg havde rejst mig op, og bakkede en smule bagud. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, da et gisp fandt ud af mine læber. Det hørte ham den forreste desværre og han gik tættere på mig, og de andre blev i baggrunden. 

Han gik helt tæt på mig, og hviskede stille i mit ører "Hva laver sådan en lille luder som dig her?" grinede han hånligt. Jeg stod helt stiv, de havde været efter mig før, men det var længe siden. Jeg var ikke bange for dem, jeg kunne sagtens svare dem igen, men min største frygt, var at blive voldtaget igen. Når jeg skriver igen er det, fordi han allerede har gjort det en gang. "Mig en luder? Du kan sq godt tro om igen, du er kommet til den forkerte, hvis du leder efter en luder.. Og forresten, så bor jeg her, så smut" svarede jeg selvsikkert  og skuffede ham ud af gyden. Det skulle jeg dog aldrig have gjort, for da jeg havde skubbet ham ud, kom han tilbage og tog hårdt fat i min arm, og trak mig med ud. Resten af banden, holdte mig fast, sådan jeg kun kunne følge med. De havde givet mig bind for øjnene, så jeg kunne ikke se hvor jeg blev slæbt hen. Jeg skreg og ville bare væk, men jeg kunne ikke komme fri. 

Noget tid efter blev jeg smidt ind, i et helt mørkt rum. Jeg havde fået bindet af, og kiggede bare rundt, men der var ikke noget at se. Men så var det, at jeg kunne mærke at jeg var bundet fast, til et eller andet, jeg var bundet fast til en seng. Det var virkelig ubehageligt, for jeg kunne ikke rigtig føle mine arme. Jeg kunne mærke luften på min krop, og jeg følte mig helt nøgen. Pludselig blev lyset tændt, og jeg havde fået bind for øjnene igen. Jeg kunne mærke, at der var en der rørte ved mig og jeg fik et kæmpe chok. Han kærtegnede min kind, og jeg følte at det ikke var godt det her. Jeg var ved at dø af skræk, for jeg havde på fornemmelsen, hvad det her førte til. Han lagde sine hænder på min bryster, og jeg begyndte at skrige vildt højt, for det var mine, og ingen skulle røre dem. Jeg tænkte på metoder til, hvordan jeg kunne slippe væk herfra, men jeg var helt tom for ideer, min hjerne kunne overhovedet ikke tænke klart. Jeg kunne igen mærke at han rørte mig, og han kørte sin hånd ned til mit underliv, og lidt efter havde han to fingre oppe i mig, han gjorde det ikke stille, men mere hårdt hvis man kan sige det. Jeg kunne ikke lade vær med, at slippe få støn ud. Han fjernede sine fingre, og satte sig ovenpå mig i stedet for, også skete det, han stak den op i mig, og jeg skreg, jeg ville ikke nyde det. Men alligevel fløj der enkelte støn ud af min mund. Jeg kunne ikke tænke på min mødom, da jeg allerede havde fået taget den. Jeg fik taget den, første gang jeg blev voldtaget, og jeg havde stadigvæk mén fra dengang. Jeg ville have ham til at slippe, "gå væk, stop" skreg jeg, men han stoppede ikke. Han gjorde det hurtigere og hårdere, og hans vejrtrækninger blev hurtigere, og det samme gjorde mine. Jeg håbede det bare var en drøm, men der tog jeg fejl. Det var skam den virkelige og forfærdelige verden, som jeg levede i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...