Min historie

Alle gemmer på en hemmelighed som de gerne vil dele, men ikke tør dele. Alle har en historie de gerne vil fortælle, men ikke tør fortælle, fordi de er bange for at hvad folk vil tænke, sige eller gøre. Sådan er det for mig, men jeg har nu alligevel valgt at fortælle min historie.

Denne historie 100% real!

3Likes
3Kommentarer
787Visninger

1. Min historie

 

Mange kender til at blive mobbet, det gør jeg også, men jeg blev ikke mobbet i skolen, jeg blev ikke mobbet af mine klassekammerater, godt nok var jeg den stille pige, som til tider godt kunne være flabet eller højt råbende, men mobbet er jeg ikke blevet i skolen. Jeg er blevet og bliver stadig lidt mobbet af ham det skulle passe på mig, hjælpe mig hvis jeg havde problemer, nemlig min storebror. Det var ikke ham der hjælp mig med mine problemer, det var ham der skabte problemerne. Vi sloges dagligt, han kaldte mig sårende ting, men der var to ord der gjorde mig ked af det, det ene var ’dum’, og nu tænker du nok, hvordan kan hun blev ked af at blive kaldt det? Og nu skal jeg forklare det, jeg er ordblind, og er derfor ikke den bedste til at stave og læse, og det går mig rigtig meget på, fordi han er god til det, han er også godt til at lære fremmedsprog rigtig hurtigt, hvor jeg først nu her er blevet nogenlunde til engelsk. Når men udover at blive kaldt dum er jeg også blevet kaldt ’fed’, og jeg ved godt jeg ikke er slank, men at få af vide du er fed at ikke sjovt og det går lige i hjertet.

   Dette startede da vi var 6 år, måske før? Og tingene blev værre efterhånden som vi blev ældre og han fik konstateret ADD, - ADD er ADHD(også kaldt damp), bare uden man er hyperaktiv(H’et), - og levede min mor jeg ikke ville mobbe ham med det, hvilket jeg i dag syntes var et dumt løfte, igen havde jeg intet på ham og han havde en masse på mig.

 

Da jeg var 15 år begyndte jeg at få selvmordstanker og hver gang jeg var ude ved en vej overvejede jeg at hoppe ud foran en bil, hver gang jeg var på vej over en bro stoppede kigger jeg ned og overvejede at hoppe, hver gang jeg stod på en tog perron overvejede jeg at hoppede ud foran toget, og hver gang jeg sad i en bil eller bus håbede jeg på vi ville kører galt, bare så jeg kunne væk. Mine forældre vidste intet, men personalet på min gamle klub fandt ud af mine selvmordstanker og gik til kommunen, og vi blev indkaldt til at møde. Vi snakkede om mit og min brors forhold, og jeg fortalte om mine tanker, jeg fortalte jeg gerne vil væk, på efterskole eller plejefamilie, men uden held, kommunen vil ikke betale for at jeg kunne komme på efterskole, og de mente ikke problemet var så slemt at jeg kunne i pleje, så jeg var fanget.

 

Da jeg var 17 år fik jeg nok, jeg begyndte at skærer i mig selv, jeg følte ikke det virkede som jeg gerne vil have det til, så jeg valgte ikke at forsætte, men det var ikke let at stoppe, havde du gjort det én gang tog din krop styrelsen, det var som om din hjerne slukkede og startede først op igen når du var færdig. Jeg begyndte at gemme mine sakse og det virkede nogen gange.

 

Sommerferien 2012 blev jeg 18 år og var sikker på at når jeg til august flyttede ned på min skole, så skulle det hele nok blive godt. Det gjorde det også end til jeg en dag får af vide min mors kæreste har kræft, jeg brød sammen foran 3 piger som jeg sad sammen med, og den kommende weekend cutter jeg så i mig selv igen, og det er ikke slut, min fremtid som cutter ser ikke bedre ud, jeg har ikke gjort det i en måned nu, men min mors kæreste har en sjælden kræftsygdom, og har nok kun nogen få år tilbage, hvis ikke mindre. Jeg har nogen fantastiske veninder som støtter mig 100%, og jeg kæmper for at få det godt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...