The break of a perfecly good heart

Marie er en 16 årig pige, som går i 1e på Nørrebro gymnasium og hun holder rigtig meget af at danse. Det at danse er en speciel ting for hende, det kan hjælpe hende i svære situationer men hun får også altid hjælp fra hendes bedste veninde Frida. Marie har i lang tid været vil med en dreng fra 2g, som spiller på skolens fodbold med nummer 15, de sender hinanden blikke men de kender ikke hinanden endnu.
Frida ydmygere Marie foran skolen, de griner alle af hende da hun er dækket af orange saft og det gør spiller nummer 15 også! Marie betror Frida hendes følelser, hvilket ikke behager Frida og så tager Frida krigen op mod Marie.

0Likes
0Kommentarer
412Visninger
AA

2. Sejrsfesten

 

Skolen holdte en sejrsfest i skolens gymnastiksal. Så alle eleverne gik fra kampen og direkte over til festen, hun havde brugt det meste af hendes løn på en helt ny kjole.  Da hun var på vej ud fra pigetoiletterne, så hun endelig at hendes barndoms og bedste veninde Frida kom løbende igennem skolens gange. De mødtes i et kram, de skiftede begge tøj og satte hår på hinanden så de var klar til fest. Da de kom ind i gymnastiksalen så de til deres overraskelse, at salen var pyntet op med smukke blå og røde bånd, som gik fra gulv til loft.

Salen var delt op, i den ene ende var der en bar med lunch og barstole, i den anden ende var Dj’en sat op og der var gjort plads til dansegulvet.   Ved indgangen var der en lang rød løber og alle var klædt i deres fineste tøj; pigerne i smukke kjoler og drengene i sorte jakkesæt med slips. 

 De forsatte over mod baren der stod midt inde i den overpyntede sal, de tog begge et glas punch og Marie holdte godt fat om glasset for at være sikker på at hun ikke spildte på hendes smukke kjole. Hun lod øjnene glide ned af hendes kjole og ned på sine nye sko og derefter rundt i hele salen for at se om hun kunne få øje på fodboldholdet. 

Frida så hvor grundigt Maries øjne gennemsøgte rummet og lænede sig over imod Marie og hviskede stille i hendes øre: ” Han er her ikke endnu, de er ude i omklædningsrummet for at skifte”. Den rosa-pink farve kulør på hendes kinder var igen tilbage. Marie vendte sig om mod baren igen, kiggede derefter over på Frida og svarede:” Hvad mener du? Jeg kigger jo ikke efter nogen!”. Hun kiggede ned mod gulvet igen, et lille skyldigt smil bredte sig så hendes åh så uskyldige læber. Marie vidste godt, at hun ikke kunne skjule noget for Frida da de kendte hinanden for godt.  Hun måtte vide at det var en af hendes små hvide løgne.

 

Da åbnede dobbeltdørene sig til salen, folk begyndte at hylde skolens fodbolddrenge for at havde vundet mesterskabet. Alle drengene var fint klædt i deres sorte jakkesæt og alles øjnene var vendt mod dem, lige på nær hendes.  Marie kiggede ned mod jorden, lige pludselig mærkede hun en prikken på højre skulder.  Hvorfor gjorde hun det var det første Marie tænkte, men før hun fik spurgt Frida, pegede Frida over mod spiller nummer 15. Hans jakkesæt sad tæt ind til hans veltrænet overkrop, hans pæne brune hår lå redt over til den ene side, mens hans ene øje var skjult af hår spidserne. Han kiggede over på dem, hun vendte sig om for at se om nogle af hans venner eller holdkammerater stod bag hende men der var ingen. Varmen spredte sig i hele hendes krop, han havde faktisk kigget på hende og ikke alle de andre piger på skolen.  Marie tog Frida under armen, trak hende over mod lunchen, for at de kunne slappe af i de bløde sofaer, der var beklædt i skolens blå og røde farver.  Da pigerne gik, kastede Marie hovedet tilfældigt tilbage, da så hun spiller nummer 15 stå alene over i hjørnet og kiggede på hans mobil.  Tankerne fik frit spil inde i hendes hoved, hun forsøgte at overbevise sig selv om, at hun skulle gå over til ham og snakke lidt med ham. Frida og de andre piger brød hendes tankegang, før hun fik overbevist sig selv om, at det ikke kunne være så svært at gå over til ham.

Aften forsatte med drinks og tøsesnak i lunchen, sommetider kørte Maries forventningsfulde øjne langs gymnastiksalens vægge, men da hun ikke så hvad hun søgte sank hun mere og mere ned i sofaen. Hendes indre kamp havde taget overhånd, hun så øjeblikket for sig hvor hun endelig ville tage sig sammen og gå over til ham, bare det at sige et enkelt ord til ham.  Hun forestillede sig, at hun ville spørger ham om han ville gå en tur udenfor sammen med hende. De ville snakke om alt og intet, det ville være som hun altid havde forestillet sig – når hun overbeviste sig selv om, at det var det hun skulle gøre, skete det der altid skete. Hun tuer ikke.  Hun rystede stille på hovedet for at få tankerne af vejen, rejste sig fra sofaen og forlod salen uden at se sig tilbage.  Marie gik ud ad hovedindgangen så op imod himlen og på den fantastisk stjernefyldte himmel. Hun gik med jakken over skuldrene ned ad den tomme gade, mens lyden af hendes høje hæle gav genlyd gennem hele den mørke aften gade.

Hun tog nøglen frem fra hendes lille sorte håndtaske, med det svage lys fra gadelygten låste hun døren op og gik op ad trappen til hendes værelse. Gennem trappevinduet skinnede lyset fra gaden og oplyste det mørke rum. Hun sukkede, mens hun tog i håndtaget og åbnede døren ind til hendes værelse. Hun smed tasken, lynede kjolen ned og lod den ligge krøllet sammen midt på gulvet. Hun smed sig på sengen og kiggede ud ad vinduet med den smukke stjernehimmel, da gled hendes øjenlåg i stadig fyldt med make up.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...